2

Sigrid og den lille Dagny sad nede ved Stranden og legede, da de — kort før Middag — blev kaldt ind til Faderen, der til deres Forundring tog dem op til sig og Gang efter Gang bevæget kyssede dem paa Kinder og Øjne. Dobbelt overraskede blev de, da han efter Middagsmaaltidet sagde til dem, at de skulde tage deres Tøj paa og følge ham paa en Spadseretur, — sligt var ikke |440| hændet dem, saa langt de kunde huske tilbage. Endnu da de stod med Helgolænderhattene paa, havde de ondt ved at tro, at de havde forstaaet ham rigtig. Men Emanuel tog dem i Haanden, og de fulgtes over Markerne ud til de store, grønne Enge, hvor de gav sig til at plukke Blomster langs Aabredden og betragtede Skyernes og Fuglenes Spejlbilleder dybt nede i det blanke Vand.

Der var opvældet i ham en Trang til endnu engang at aande ud i Livets Luft, før hans Time slog. Han havde sagt til sig selv, at den Frist, Gud endnu undte ham, turde han vel anvende til at nyde Fredens Glæder sammen med sine smaa, indtil Trængslernes Dage kom. De vilde sikkert snart komme! Og herpaa var han fuldt forberedt, at fra den Dag, Guds Røst havde lydt over Verden gennem hans Mund, vilde hans Dage opgaa i en aldrig hvilende Kamp, der tilsidst skulde kræve hans Liv.

I sin langskødede Frakke og med sin flade Hat gik han nu der smaanynnende og plukkede Engblommer eller lyttede til Lærkerne, der trilrende steg og sank under den blaa Himmelhvælving. Tilsidst satte han sig hen med Børnene ved Aabredden og flettede Blomsterkranse for dem, imens han fortalte dem om de smaa Alfer, der nede i Blomsternes Kalke bryggede Dugg og kogte Honning; og skønt Dagny hurtig faldt isøvn under hans Fortælling og hellerikke Sigrid syntes at more sig, mærkede han det ikke, saa optaget var han efterhaanden selv bleven af den barnlige Leg.

Taalmodigt bærende det indslumrede Barn paa sin Arm og med den utrættede Sigrid hængende i Frakkeskødet vendte han først efter et Par Timers Forløb tilbage til Hjemmet.

Kort efter stod han i Ensomhed nede ved Stranden, helt ude i Havstokken, og saae sig omkring paa Himmel og Hav. Med et eget skælvende Vemod, fremkaldt af Tanken paa den nære Afskedsstund, iagttog han sine gamle Venner, de sølvhvide Maager, og fulgte med Blikket Landets dybt indskaarne Kyst og de høje, solbelyste Skrænter til bægge Sider. Han var saa overvældet af Strandens Skønhed denne Eftermiddag, saa betaget navnlig af det fine Farveskær, hvori alt laa badet, at Taarerne traadte ham |441| i Øjnene. Aldrig havde Synet af Naturen henrykt ham som i disse Øjeblikke. Aldrig havde dens Skønhed saa tydeligt aabenbaret sig for ham som en Afglans af den himmelske Herlighed. Og han forstod godt hvorfor. Hans Sjæl havde omsider løftet sig over Forkrænkeligheden. For første Gang i sit Liv betragtede han Verden som den, der havde overvundet den. For første Gang saae han det jordiske gennemskinnet af det eviges Straaleglans. — O ja, sukkede han, om Menneskene dog blot vilde oplade Sjælens Sanser, da laa Himmerig aabent for deres Blik, hvor de end færdedes. Da tonede Englenes Sang ned gennem Luften, og hver Lyd blev en Genklang af Evighedens dejlige Harmonier — —!

»Goddag,« lød en Stemme bag ham.

Han vendte sig om. Deroppe paa Stranden stod Frk. Ragnhild i sin store Hat og med en Vifte hængende ned fra Bæltet.

»Goddag,« gentog hun — øjensynlig ikke helt dristig — da Emanuel hverken hilste eller svarede. »Det gør mig ondt, at jeg maa forstyrre Dem. Men De kommer virkelig til at fortælle mig, hvad der er paafærde med Deres Søster. Jeg kommer netop deroppefra, og Pigen sagde mig, at Betty havde lagt sig og ikke kunde modtage nogen. Hun er da ikke syg? Hun har set daarlig ud i de sidste Dage. Jeg er rigtig urolig.«

Emanuel blev endnu et Øjeblik staaende uden at svare. Han var ved Synet af hende bleven greben af dyb Forundring; det syntes ham saa længe — saa uendelig længe, siden han sidst havde haft hende i sine Tanker. Den Fristelse, hvori hendes Skikkelse havde holdt ham fangen, mindedes han som en fjern, ond Drøm. Ja, nu var han frigjort! Udslukt var den Kødets Brand, der havde fortæret ham ... nej, ikke udslukt, men forvandlet, forherliget, taget op i den store, bekymrede Næstekærlighed, der nu ganske fyldte hans Sjæl.

»Vær uden Frygt,« sagde han, idet han langsomt nærmede sig hende. »Jeg troer tvertimod, at Betty nu er paa Veje til at blive karsk.«

Hans Ansigt var mørkt alvorligt. Kun i Øjnene laa der endnu som et Genskin af det himmelske Lys, han nys havde skuet.

»Men hvorledes har De det egentlig selv, Frøken Tønnesen?« spurgte han derpaa.

»Jeg? Aa Tak ... som man kan have det,« svarede hun med anstrengt Livlighed; og da han nu var kommen hende saa nær, at hun kunde mærke hans Aande, begyndte hun at bruge sin Vifte. — »Jeg spiser godt, sover godt, trives godt, ... hvad kan man saa forlange mere?«

»Sandelig — De er nøjsom, Frøken Tønnesen! Jeg spurgte forresten ikke til Kødets Velbefindende.«

»Nu ja — vil De altsaa være saa god at hilse Betty fra mig. Jeg maa hjem. Farvel, Hr. Pastor!«

»Frøken Tønnesen,« sagde Emanuel, da hun allerede var kommen et Stykke bort. »Maa jeg faa Lov til at tale med Dem et Øjeblik? ... Vil De tillade mig at gøre Dem Følgeskab?«

Hun standsede. Hendes Bryst bølgede.

»Vist maa De saa! ... Men kun til Havelaagen! Jeg holder strengt paa Formen, veed De!«

»Hvad jeg har at sige Dem idag, kan siges kort.«

De havde gaaet en Tid ved Siden af hinanden langsmed Stranden, da Emanuel sagde:

»Sig mig, Frøken Tønnesen ... synes De egentlig ikke, at vi to har et Slags Mellemværende at afgøre med hinanden?«

»Et Mellemværende? ... Jeg kan ikke tænke mig, hvad det skulde være.«

»De husker sikkert nok en stjerneklar Vinternat for halvandet Aar siden, da vi fulgtes hjem fra et Selskab, et overdaadigt Gæstebud, hvis letfærdige Luksus — det troer jeg sikkert — har faaet Englene i Himlen til at græde.«

»Men du gode Gud! Hvad var dog det for et Selskab?«

»Kan De virkelig ikke erindre det?«

»De mener da ikke Deres afdøde Svogers sidste Fødselsdagsmiddag. Jeg husker nu, at De dengang absolut vilde ledsage mig hjem, skønt jeg indstændigt bad Dem om ingen Ulejlighed at gøre Dem.«

»Ja netop. Den Aften mener jeg.«

Frk. Ragnhild gav sin Uro Luft i et lille nervøst Latterudbrud:

»De bliver dog Dem selv lig, Hr. Hansted! Hvor kan De nu finde paa at udmale det uskyldige lille Selskab med saa forskrækkelige Farver. Det var jo ganske tarveligt og bestod næsten udelukkende af Familjen. Der var jo endnu Sorg hos Generalkonsulens for lille Kaj. Jeg husker i hvert Fald, at alle Damerne var i sort. Jeg ogsaa.«

»Ja — De ogsaa! Og over den sorte Silke lyste de hvide Skuldre —«

»Hr. Hansted, De glemmer Dem selv,« sagde hun fornemt irettesættende. — — »Hvor kommer De forresten til at tænke paa saadanne ligegyldige gamle Ting?«

»Jo, jeg skal sige Dem, Frøken Tønnesen, — jeg gør idag mit Regnskab op.«

»Men mig skylder De ikke noget,« afbrød hun ham hurtigt. »Ikke engang en Forklaring.«

»Jo, det er just det, jeg gør. Jeg skylder Dem meget mere, end De vistnok aner. Nu kan jeg godt sige Dem det, — ja nu er det min Pligt at sige Dem det — hin Aften afgjorde Gud min Skæbne. Og De, Frk. Tønnesen, var Redskabet i hans Haand!«

Han standsede og betragtede hende med et brændende Blik, der lyste af hellig Nidkærhed.

»Vil De sige mig« — fortsatte han — »følte De det dengang selv paa samme Maade?«

»Jeg forstaar slet ikke, hvad De mener,« sagde hun i stigende nervøs Uro og paaskyndede sin Gang.

»Aa jo, De forstaar mig sikkert nok. Og se, nu vil jeg tale aabent til Dem, Frøken Ragnhild. Jeg har tænkt mig, at Tiden maaske nu var kommen, da jeg kunde gøre Gengæld. Nu er jo ogsaa De bleven ene. Den, der hidtil var Deres Ledsager her, er nu rejst. Maaske kan der da blive lidt Gehør ogsaa for mig. — — Ja, nu ser De saa utaalmodig ud. Jeg veed det nok, ... jeg mishager Dem. Men det gør ingenting. Blot jeg kan faa Deres Sjæl i Tale. Og det faar jeg nok tilsidst. Om ikke nu, om ikke idag eller imorgen, saa naar min Time slaar!«

»Jeg troer ikke, det nytter, vi taler om den Slags Emner, Hr. Hansted. De veed, vi tænker saa forskelligt, at — —«

»Aa jo, det nytter nok ... det nytter nok! Og jeg skal have Taalmodighed!«

»Ja — undskyld — men nu er vi ved Havelaagen. Og her skulde vi jo skilles. Altsaa — Farvel!«

»Frk. Tønnesen! Endnu blot et Ord! ... Blot et eneste lille Ord!«

»Hvad er der nu?« — hun saae fra Siden hen paa ham med et halvt vredt, halvt sky Blik.

»Er De vred paa mig?«

»Hvor falder De nu paa det?«

»Hvorfor giver De mig da ikke Haanden til Farvel? ... Vil De ikke gøre det? ... Vil De ikke? ... Jeg beder Dem derom.«

Under en kort Kamp med sig selv blev Ragnhild meget bleg. Det var, som udgik der fra hans ydmygt fremstrakte Haand en Magt, hun ikke modstod.

»De er et Barn!« sagde hun og rakte ham med bøjet Hoved sin Haand. »Saa — er det nu godt?«

Men Emanuel beholdt den skælvende Haand mellem bægge sine og sagde dæmpet, med lidenskabelig bevæget Stemme:

»Frøken Ragnhild! Nu er De min! Nu slipper jeg Dem ikke! ... Hører De? Jeg slipper Dem ikke, før De er bleven et Guds Barn! ... O nej, se ikke saa vredt paa mig! Jeg beder, jeg trygler Dem, skænk mig Deres Sjæl, at ogsaa vi to kan forenes i Salighedens Fryd omkring min himmelske Faders Trone! Ragnhild — min Søster! —«

Med et hæst og bydende: »De skal gaa!« vristede hun heftig sin Haand løs og gik ind i Haven.