Det ikke ualmindelige, men flygtige Naturfænomen, der havde indgydt Frk. Ragnhild saa stor en Skræk, bebudede virkelig ikke noget godt. Af Naturens mange Storm-Varsler er maaske intet mere frygtet af Sømanden end netop dette, naar det kort efter Solens Opgang eller henimod dens Nedgang viser sig paa den letskyede Himmel — oftest i Magsvejr og efter længere Tids rolig Sø. Det gælder da om at ryste Havbliks-Døsigheden af sig, før den første af Stormens Forridere kommer. Den kommer gerne som et pludseligt, lynsnart Stød, der afpresser Mastetovene en kort Jammertone og efterlader et fuldkomment Vindstille, en død, uhyggelig Tavshed over det nervøst urolige Vand. Men snart begynder |424| Søen at syde, Folkene maa tilvejrs for at beslaa de sidste Sejl, og Lemme og Luger maa forsvarligt skalkes, før det næste Stormbud melder sig i Horisonten med sit Følge af hvide Skumtoppe.
Ogsaa paa Stranden bliver der Travlhed ... inde i de smaa, lave Tangtags-Hytter, hvorfra der ligeledes spejdes efter Tegn i Sol og Maane, naar Fiskerne er paa Havet. Naar Katten begynder at mjave, og Vinden tuder gennem Skorstenen som en Hund, der lugter Lig, ses Konen hvert Øjeblik ude paa Dørflisen med Haanden over Panden. Gamle Mænd rokker ned til Havstokken ved deres Stave, kigger ud mod Kimingen og mumler med sig selv. Som Flokke af mægtige Ørne sejler de første, mørke Smaaskyer højt og roligt henunder Himlen. Men snart stiger sværere Skymasser op over Horisonten. Det hele Hav er allerede et flyvende Skum, ... og indsvøbt i en sortgraa Røgkappe kaster endelig Stormen sig ind over Landet med en Vælde, der faar Kirketaarnene til at ryste.
Hansine sad om Aftenen inde hos sin Moder og vandt Garn ved Skæret fra et tyndt Talglys, der i de endnu korte Aftener maatte erstatte den hengemte Vinterlampe. Den lavloftede Bondestue var stadig lige uberørt af de omskiftelige Tider. Tintallerknerne under Loftet og de to indrammede Navneduge med Aarstallet 1798, Armstolen ved Kakkelovnen og det øvrige, aarhundredgamle Udstyr — alt var bleven bevaret med en pietetsfuld Omhu, der efter Hansines Hjemkomst næsten havde faaet Karakteren af en Demonstration.
Kun et Sted manglede der noget. Bænkepladsen for Enden af Egebordet, hvor Anders Jørgen forhen havde siddet med et Par irrede Messingbriller paa sin Klumpnæse og stavet sig gennem »Bladet«, stod nu tom. Den gamle Mand var forrige Vinter bleven angreben af den saakaldte Kyndelmisse-Feber, der i Løbet af faa Dage havde gjort Ende paa hans Liv.
Men hverken dette Dødsfald eller Elses lange, haabløse Sygeleje havde afstedkommet nogen Forandring i Husets nedarvede Skik og Orden. Hansine, der nu ganske havde overtaget Styrelsen af Huset, havde ogsaa i den Henseende ladet sig det være magtpaaliggende |425| at bibeholde det ejendommelige gammeldags Præg, der altid havde hvilet over det. Hun havde her paa hjemlig Grund genvundet al sin gamle Selvsikkerhed og raadede i Køkken og Stue med en Myndighed og en rastløs Virketrang, der mindede om Moderen i dennes Velmagtsdage. Og der var nok at tage fat i! Gaarden var i den senere Tid paa Grund af Moderens Sygdom og Faderens Blindhed bleven stærkt forsømt; og de havde endda maattet sætte sig i Gæld, fordi Fæstet var udløbet med Faderens Død og atter skulde fornyes, hvad der havde medført store Bekostninger.
Ole Kristian forestod Jordens Drift. Han var nu en fuldvoksen Karl paa fire og tyve Aar, lidt lille ligesom Hansine, men sund og kraftig. Han var under sin Opvækst ikke bleven upaavirket af Søsterens underlige Giftermaal, og der var vel næsten ingen, hvem hendes Vanskæbne var gaaet mere nær til Hjertet. Han havde udviklet sig til et tavst, indadvendt Menneske, lidt af en Særling, der bestandig holdt sig til Hjemmet og saa vidt muligt undgik fremmed Omgang.
Heller ikke Hansine skøttede om Samkvem med Byens Folk; og da tillige den gamle Else, trods alle bitre Erfaringer, endnu paa sit Sygeleje haardnakket nægtede at forlige sig med Sognets nye Magthavere, var der bleven tavst og stille i det forhen saa livlige Boelssted. Af alle Byens »hellige« betragtedes det næsten som en uren Plet, og aldrig kom de der forbi, naar de to og to gik til eller fra deres Bønnemøder i Forsamlingshuset, uden at tale højt om Hoffærdighed og anføre Sirachs Ord om Hovmod som Roden til al Synd.
Ogsaa denne Aften sad Hansine alene. Ole Kristian var nylig gaaet over i sit Staldkammer for at lægge sig. Paa Bordet ved Siden af Lyset laa endnu den Bog, hvoraf han havde læst højt for hende efter Mørkning. Henne fra Alkoven, hvor det blaastribede Forhæng var trukket for, lød en kort, stødvis Stønnen, — gamle Elses aandedrætsbesværede Søvn. Ellers hørtes kun Stormen, der buldrede paa Porten og svøbte sig tungt omkring Gavlen.
Det kunde ofte hænde Hansine, naar hun saaledes sad alene |426| efter en virksom Dag, at hendes Tanker sneg sig paa Afveje, ... søgte tilbage til den Fortid, der skulde være død for hende, kresede om Børnene og Emanuel, hvis Navn aldrig blev nævnet i disse Stuer, i hvert Fald ikke, naar hendes Moder kunde høre det. Gamle Drømme steg da atter lokkende op for hendes Indre og kastede Uro og Tvivl i hendes Sind. Særligt i den sidste Tid var hun Nat efter Nat bleven holdt vaagen af Tanken paa Børnenes Nærhed. Ikke mindst efter at hun havde modtaget Emanuels sidste Brev, hvori han bebudede sin snarlige Genkomst, havde hun haft al sin Selvbeherskelse behov, for at ikke Moderen eller Ole skulde mærke den Raadvildhed, hvori hun var bestedt.
Ogsaa denne Aften var hendes Tanker sky og urolige. Denne Buldren paa Porten, dette Sus over Taget genvakte hos hende Mindet om en anden stormfuld Aften ... hin Aften for mere end to Aar siden, da Gutten blev bragt tilsengs for ikke at rejse sig mere. Ogsaa dengang sad hun ene med sig selv og sine skjulte Sorger. Hun huskede det tydeligt. Hun sad i den store Stue og havde Døren aaben ind til Sovekammeret for at høre efter Gutten, der ofte skreg isøvne. Først ved Elleve-Tiden kom Emanuel hjem. Munter, høj og smuk traadte han ind ad Døren i sin store Kavaj, der dryppede af Regn, med Stok i Haanden og en Lygte, som Blæsten havde slukket. Hvor tydeligt hun huskede ham! ... Hun havde siden ofte tænkt paa, at den Aften egentlig var den sidste i deres Samliv, paa hvilken de havde følt lidt Fred og Lykke med hinanden. Fra den Dag begyndte Opløsningen. Med Guttens Død mistede Emanuel det frejdige Haab, den ubetingede Forvisning om at følges af Guds Velsignelse, der indtil da havde baaret ham frelst gennem alle Skuffelser. — —
Hun standsede sin Garnvinde og løftede Hovedet med et lyttende Udtryk.
Hvad var det? ... Hun havde hørt Gaardlaagen blive aabnet ... Eller var det blot Stormen, der havde løsnet en Luge? ... Nej ... Nu lød der varsomme Støvletrin derude over Stenbroen.
Hun blegnede.
Emanuel! — foer det igennem hende.
Hun rejste sig vaklende op og støttede sig til Stoleryggen ... |427| Kom han virkelig herind? ... Ja, nu steg han op ad Trappen ... Han bankede paa Døren.
Nej, nej, ... hun vilde ikke se ham! Han havde ingen Ret dertil — —!
I det samme løftedes Klinken sagte, og Væver Hansens lange Overkrop strakte sig frem bag den halvaabne Dør.
»Godaften, Hansine,« sagde han i en hviskende Tone og uden at træde ind i Stuen. Jeg kom justement forbi og saae, at her var Lys. Og saa tænkte jeg, jeg skulde dog høre, hvordan det stod til hos jer. Hvordan gaar det med din Mo'er? ... Staar der noget paa?«
Hansine svarede tilsyneladende rolig:
»Det er ved det gamle. Hun ligger mest og døser. Og det er vel det bedste. — Du kan godt komme herind, om du vil!«
»Ja, er det blot ikke bleven noget silde,« sagde Væveren tvivlraadig og saae sig omkring.
»Ja, det maa du selv om,« svarede Hansine; hun klippede Lysets Tande — hendes Haand skælvede endnu — og satte sig atter ved sin Garnvinde.
Væveren lukkede omsider Døren bag sig, snød Næsen henne ved Kakkelovnen og tog Plads paa Bænken bag den øvre Bordende. Henne i Alkoven blev der i det samme stille. En famlende Haand søgte at skille Forhænget ad. Men Forsøget lykkedes ikke. Og straks efter lød igen den korte, stødvise Stønnen ud i Stuens Stilhed.
»Jeg kan hilse dig ovre fra Sandinge,« sagde derpaa Væveren; han sad foroverbøjet, med Armene paa Knæene, og tørrede sine Fingre i et rødtærnet Lommetørklæde. »Jeg var en lille Vending derovre idag for at se, hvordan det stod til. Man har jo hørt saa mange mærkelige Ting derovrefra i den sidste Tid.«
Der blev straks nogen Tavshed.
»Det er egentlig svært, som han ... som ... jeg mener Emanuel, ... jeg siger, det er svært, som han er kommen paa Tapetet derovre. Nu har han jo igen gjort et helt Mirakel paa en gammel Drukkendidrik nere i Lejet.«
»Ja saa,« svarede Hansine kort.
|428|»Ja han har vel forresten skrevet til dig om'et, kan jeg tænke. ¹ Du faar jo stændig Breve fra ham, — ikke sandt?«
»Han har ingenting skrevet om det.«
»Aa nej, han har vel tænkt, han havde det ikke nødig, — saa meget som man snakker om det! For det var ligefrem helt mærkeligt at være Vidne til, hvor Folk var opsatte. Og det er da endelig heller ikke saa underligt.«
Der blev igen en lang Pavse.
»Var du maaske derovre for at gøre Emanuel et Besøg?« spurgte tilsidst Hansine.
Væveren betragtede hende en Stund med det ene Øje tillukket. Det saae ud, som om han betænkte sig paa, hvormeget han turde betro hende.
»Jeg saae ham slet ikke,« sagde han derpaa. »Nej, jeg gjorde saamænd ikke. Men—n ... dine to smaa Tøser saae jeg.«
Det gav et Sæt i Hansine.
»Hende — Sigrid hedder hun jo — hun sad paa en Sten nere ved Vandet; og oppe ved Haven stod den bitte Dagny og græd, det bitte Skidt. — — Det er nu ikke for det, jeg kunde saamænd godt have haft Plaser af at sige Emanuel et Goddag igen. For det bliver vi vist alligevel nødt til at vedgaa, Hansine, at vi Skibberupsfolk ikke bar os ad imod ham, saadan som vi skulde. Jeg har tænkt meget over den Ting, — Tiden har li'egodt vist, at han havde Ret i mange Dele. Men det har jeg forresten mærket mere end een Gang, at Emanuel havde ligesom en hel underlig profetisk Gave til at se ind i Fremtiden. Mener du ikke ogsaa det?«
Hansine forholdt sig stadig tavs.
Han vedblev at fortælle. Det var hans Hensigt at gøre det første, forsigtige Forsøg paa at vinde hende for en Plan, han nogen Tid havde gaaet og syslet med, og som han — trods Fortidens mange sørgelige Erfaringer — havde udarbejdet efter sin gamle Grundsætning: med ondt skal ondt fordrives. Han tænkte paa intet mindre end igen at rejse en Stemning for Emanuel i Menigheden. Han vilde forsøge paa at benytte ham som et Gudhaands-Plaster, der skulde drive den aandelige Usundhed ud i Vanvidets Selvtilintetgørelse. Men da Hansine stadig intet svarede, fandt han det raadeligt |429| foreløbig ikke at trænge for stærkt ind paa hende og rejste sig derfor og bød Godnat.
Hansine blev siddende ved sin Garnvinde og sad der endnu længe, efter at Væveren havde forladt hende. Men Traaden var gleden hende afhænde, ... hun sad foroverbøjet, med Haanden under Kinden, og stirrede ud over Gulvet. Det rødlige Skær fra Talgstumpens krumt glødende Tande belyste den ene Side af hendes ejendommeligt haardt tegnede Ansigt, hvis Udtryk de mørke Slagskygger ved Munden og over de dybtliggende Øjne gjorde endnu mere strengt og alvorligt.
Væverens Ord om Børnene havde paany rejst alle Moderhjertets tunge Selvanklager; og dog var hun fuldkommen fattet. Med roligt Overlæg optog hun igen den lange Række Spørgsmaal, som hele denne Sommer, men navnlig efter Modtagelsen af Emanuels sidste Brev havde opfyldt hende Dag og Nat. Hun spurgte sig selv, om ikke Børnene, dersom de vendte tilbage til hende, — og da navnlig Sigrid — hurtigt vilde trættes af Bondelivets Ensformighed og længes bort til det bevægede Liv, hvori de nu var bleven hjemme? Jo, — sikkert! Ulykken var engang sket, og det vilde være en dobbelt Synd mod Børnene, om de nu igen blev rykket op af den Jordbund, hvori de var begyndt at slaa Rod. Den Forsyndelse, hun i sin Tid i en Slags Vildelse havde begaaet mod dem og mod sig selv ved at give dem ud af sin Haand, lod sig ikke længer gøre god igen. Alt, hvad der nu stod i hendes Magt at gøre for dem, var at værne om sig selv, i ydre og indre Henseende at befæste sit eget Liv, saa de altid hos hende vilde kunne finde en Nødhavn, dersom de engang skulde lide Skibbrud i Verden og trænge til hendes Hjælp. Hvem vidste? Det Tidspunkt var maaske nærmere, end nogen i dette Øjeblik tænkte.
Og Emanuel? Aldrig havde de vel forstaaet hinanden mindre, aldrig været hinanden fjernere end netop nu. Hun havde kunnet mærke det paa hans Breve, hvorledes han mente at skulle finde hende ganske som den samme, han havde forladt. Han vidste jo intet om, hvad hun havde gennemlevet derude ved det aabne Hav, blandt Skallinglandets stærke og frie Folk. Han anede intet |430| om dette lange Aar, da hun i sin Forladthed havde fundet sig selv igen ... intet om den dybe Skamfølelse, hvormed hun nu betragtede hele sit forgangne Liv og ikke mindst netop de Øjeblikke deri, hvorom Emanuel maaske bevarede de bedste Minder.
Ja, det stod urokkeligt fast nu. De maatte skilles. Hun vilde ikke se ham mere. Hun vilde ikke nu lokkes ud paa nye Eventyr. Den dyrekøbte Fred, hun havde naaet, skulde ikke atter letsindigt sættes paa Spil. Ungdommens forfængelige Drømme havde hun skrinlagt. Hun havde lært, at Lykken her i Livet bestod i at have sin Rod i egen Jordbund og vokse i Lyset af den hjemlige Himmel — hvor lav og trang og solforladt denne end var. Aldrig — end ikke i Ensomheden derude ved Havet, skilt fra Mand og Børn — havde hun følt en saa knugende Hjemløshed som den, der havde forvirret hendes Sind i Vejlby Præstegaard!
Ogsaa for Emanuel var det bedst, at alt nu blev uigenkaldeligt forbi imellem dem. Naar hun skrev det til ham, saa aabent, saa afgørende, at ingen Misforstaaelse længer var mulig, vilde maaske ogsaa han endelig bringes til Fornuft, komme til Klarhed over sig selv og gifte sig med Frk. Tønnesen. Hun ønskede af et oprigtigt Hjerte, at dette sidste vilde ske. Saa fik Børnene igen et eget Hjem, hvortil de nu maatte trænge. Og hvad hende selv angik ... nu ja, saa vilde hun nok efterhaanden falde helt til Ro, finde sin lille Lykke ved at tænke paa dem alle tre, sin Tryghed ved hver Dag at betro dem til Guds Varetægt.
