En Dag i Begyndelsen af September slog endelig Afrejsens Time.
Det blev en travl og bevæget Dag. Tidlig om Morgenen var Emanuel ude paa Skibberup Kirkegaard for at sige Farvel til Guttens Grav og gik derfra til sine Svigerforældre og Hansines Broder Ole, der nu styrede de gamles Ejendom. Afskeden med Else var temmelig kølig; hun var bleven stærkt paavirket af den almindelige Skibberupstemning; og skønt det efter Hansines Ønske sletikke var bleven omtalt for hende eller nogen anden, at hendes Ophold i Skallinglandet skulde strække sig ud over et Par Dage, kom der et mistænksomt Glimt i Elses Øjne, hvergang Besøget hos Ane kom paa Tale.
Om Formiddagen indtraf den omtalte Deputation i Præstegaarden med en pletteret Kaffekande og en Skrivebordsstol, og hen paa Eftermiddagen ankom endelig en Vogn, som Emanuel — for ikke at være nødt til at bede sine Naboer om flere Vennetjenester — havde bestilt hos en Vognmand inde i Købstaden. Det var en Landauer med Nysølvsbeslag og Kusk i Liberi.
Emanuel foer i Rejsefeber omkring mellem Kufferter og Æsker, iført en ny, sort Klædesfrakke og med nyklippet Haar og Skæg. Sigrid fulgte ham i Hælene; hun vilde ikke et Øjeblik slippe ham afsyne; det var, som om hun frygtede for, at han skulde kunne rejse bort uden at tage hende med. Barnet havde af lutter Optagethed ikke lukket et Øje hele Natten men hver halve Time spurgt Moderen om, hvad Klokken var. Lige fra Morgenstunden havde hun trofast baaret paa sine private Pakkenelliker — en lille Blikspand, et ituslaaet Dukkehoved og to Tændstikæsker med farvede Sten — og havde ikke været at formaa til at slippe dem et eneste Øjeblik.
Abelone, hvem Hansine havde overtalt til at følge |408| med Børnene og blive hos dem i nogen Tid, gik og græd af Benauelse, og ude i den tomme Stald sad Søren Røgter paa Kanten af et Fodertrug og grundede over Livets mærkelige Tilskikkelser.
Hansine var hele Dagen rolig og gjorde sig nyttig overalt. Ingen skulde i hendes Ansigt kunne læse sig til, hvor fast hun var overtydet om, at hun idag saae sin Mand og sine Børn for sidste Gang. Hun vidste fuldtud, at Børnene snart vilde glemme hende derinde mellem de mange fremmede Mennesker og alle de nye Ting, der kom til at optage deres Sind og Tanker; og naar de var bleven ældre og helt havde vokset sig sammen med deres nye Omgivelser, vilde de føle det som en Hindring og Skam at have en Moder, der gik med Bondehue og førte Bondetale. Men hun havde lovet sig selv, at de skulde ikke komme til at lide for, hvad andre havde forbrudt. Fuldt og helt skulde de have Del i den Livets lysere Lykke, som hun engang havde drømt om at kunne opnaa ogsaa for sig selv.
Og Emanuel? Ogsaa for ham vilde hun snart blive en tung Lænke, som han ønskede sig Mod til at afryste. Hun havde i denne Tid paa de hundrede Ting mærket, hvorledes han i Tankerne allerede levede i et Liv, der var hende fjernt, og som hun aldrig kunde blive istand til at dele med ham. Hun vidste, at han ikke vilde færdes længe i sin gamle Vennekres, før han selv kom til at fornemme det dybe Svælg, der nu skilte ham og hende; og han vilde da føle det som en Befrielse, naar hun en Dag skrev til ham, at hun ikke mere vilde vende tilbage, at han var fri, og at det vilde være frugtesløst af ham at forsøge paa at faa hende til at forandre sin Beslutning.
Hun bebrejdede ham intet. Hun anklagede kun sig selv, fordi hun havde kunnet tro, at hun havde sin Plads paa Livets Højbordsbænk. Ja, egentlig var hun ikke engang overrasket over, hvad der i den sidste Tid var sket. Det undrede hende snarere, at det ikke |409| var sket for længe siden. Alle disse syv sidste Aars Oplevelser havde ofte forekommet hende saa besynderligt uvirkelige. Hun havde undertiden kunnet overfaldes af en Fornemmelse af, at hun endnu var den unge Pige i sine Forældres Hus, ... at hele hendes Ægteskab, hele hendes Liv her i Vejlby Præstegaard blot var en lang, urolig Drøm, hvoraf hun vilde blive vækket ved et eller andet Hanegal.
... Da Afrejsens Time kom, kyssede hun Børnene og sagde Farvel til Emanuel paa saa rolig en Maade, som om ogsaa hun troede, at Adskillelsen kun skulde blive kort. Hun fulgte dem til Vognen, pakkede selv Børnene godt ind og bad Abelone huske paa at give dem deres rene Forklæder paa, inden de naaede København.
Da Emanuel i Afskedens Øjeblik grebes af heftig Sindsbevægelse og blev ved at holde om hendes Hoved og kysse hende, sagde hun for at opmuntre ham, at han nu ikke skulde gøre sig Bekymringer for hendes Skyld; det vilde nok altsammen jævne sig.
»Pas blot godt paa Børnene, Emanuel,« sagde hun til allersidst; — men som om hun med disse Ord havde udtømt sin Sjælekraft, vendte hun sig idetsamme om og gik op ad Trappen, endnu før Vognen var begyndt at køre.
»Gaa op paa Jordhøjen i Haven — saa vi kan vinke til dig!« raabte Emanuel efter hende.
Uden at vende sig om gik hun ind i Huset.
Kusken knaldede med Pisken, og Hestene satte sig i Bevægelse. Da Vognen rullede ud igennem den hvælvede Port, skreg Sigrid Hurra.
Paa Vejen ud gennem Vejlby tilraabte nogle Venner dem et oprigtigt »lykkelig Rejse«; ja, grebet af uvilkaarlig Ærefrygt ved Synet af Landaueren og den liberiklædte Kusk, blottede endog et Par af hans Fjender Hovedet, idet han kørte forbi.
Da Vognen naaede ud paa Landevejen, sagde Emanuel: »Tag nu Lommetørklæderne frem, Børn!« Og |410| da de saae Hansines Skikkelse staa deroppe paa den lille Høj i Udkanten af Haven, begyndte de alle at vifte.
Hvorfor mon hun ikke vifter igen, tænkte Emanuel.
»Vift Børn ... vift!« sagde han, og hans Øjne stod fulde af Taarer.
Men Skikkelsen deroppe paa Højen rørte sig ikke; ... de fik intet Svar paa deres: »Paa Gensyn.«
— Som en Stenstøtte stod Hansine og saae efter dem, indtil det sidste Glimt af Vognen var forsvundet i det fjerne. Saa gik hun stille ned. Men pludselig var det, som om hun overfaldtes af Svimmelhed; hun satte sig tungt ned paa et af de smaa Trætrin, der førte ned fra Højen.
En hel Time blev hun siddende her — ubevægelig, med Hovedet i sine Hænder, mens Efteraarsvindens Sus drog tungt og klagende gennem Trækronerne over hende.
Ved Solnedgang rejste hun sig og gik ind imod Huset. Hun skulde overnatte hos sine Forældre, i sit gamle Værelse, hvor hun havde sovet som ung Pige. Først den næste Dag vilde Anes Mand komme med sin Baad for at føre hende over til hendes fremtidige Hjem.
Hun hentede en lille Bylt Klæder i det tomme Sovekammer, gik derpaa ud i Stalden og sagde Farvel til Søren, der nu var bleven Stedets Eneherre, og forlod Præstegaarden.
