5

Først den næste Morgen blev Emanuels Sind saa roligt, at Hansine kunde tale til ham.

»Hvad har du nu tænkt at gøre?« spurgte hun, da de efter Morgenbønnen sad ene i Dagligstuen.

»Jeg veed det ikke. Men vi maa jo bort herfra ... der er ingen anden Udvej ... Et lille Kald et eller andet Sted paa den jyske Hede eller i Klitterne vil man vel ikke nægte mig. Og jeg trænger til i Ensomhed at komme til Klarhed med mig selv.«

»Det skulde du ikke tænke paa, Emanuel.«

»Hvad mener du?«

»Du siger, at du trænger til at komme til Klarhed med dig selv. Men hvor kan du da tænke paa at blive Vejleder for andre. Selvom du virkelig kunde faa et andet Kald, saa vilde det dog snart blive det samme for dig der som her. Du vilde blive misfornøjet med dig selv og derfor ogsaa med andre og bare igen længes bort.«

»Men hvad vil du da, at jeg skal gøre?«

»Ja se, Emanuel ... det nytter dog ikke, at vi længer vil gemme det for hinanden; vi kan jo ligesaagodt snakke rent ud om det ... du trænger til for en |398| Tid at komme tilbage til din Familje og til de andre Forhold, som du har hjemme i; det er dog alene der, du kan vente igen at komme til Fred og Forstaaelse i enhver Henseende. Derfor synes jeg nu, du skulde ikke stride med dig selv længer, Emanuel; det nytter dog vist ikke noget. Jeg har netop tænkt over, at du vistnok kunde faa dig en Virksomhed ved en Skole inde i København eller et andet Sted, hvor du igen kan komme sammen med din gamle Omgangskres; for det maa du vistnok trænge til, det kan jeg godt forstaa.«

Emanuel saae overrasket hen paa hende.

»Men vil du da det, Hansine?«

»Jeg?« sagde hun og bøjede sig endnu lidt dybere ned over sit Kjoleskød, som hun under hele Samtalen havde siddet og glattet over med Haanden. »Jeg vil helst det, som jeg troer kan være det bedste for os allesammen.« — —

Allerede den følgende Dag kørte Emanuel ind til Stiftsbyen for at udtale sig for Bispen og anmode om Afsked fra sit Embede. Bispen talte ham i Begyndelsen strengt til; men Emanuels dybe Nedtrykthed formildede efterhaanden hans Tone. Han sagde til ham, at han aabenbart »befandt sig i en Gæringsperiode«, og at det maaske alene af den Grund vilde være tilraadeligt for ham en Tid at trække sig tilbage fra offentlig Virksomhed. Idet han med forsigtige men indtrængende Ord bad ham at bekæmpe det Tungsind, den Tilbøjelighed til sygelig Selvbetragtning, som han havde taget i Arv efter sin Moder, lovede han tilsidst at tage sig af hans Sag og ønskede ham ved Afskeden Forsynets Bistand til at gaa styrket og lutret ud af sin aandelige Krise.

Hele Eftermiddagen gik Hansine rastløs frem og tilbage i en af Havens lange Alleer og ventede paa hans Hjemkomst. Hendes Ansigt, hvis alvorlige Linjer de sidste Ugers Begivenheder yderligere havde uddybet, var præget af en mørk Beslutsomhed. Hun gik med |399| Armene indsvøbte i et lille Uldsjal, som om hun frøs, og hvert Øjeblik steg hun op paa den lille Jordhøj, hvorfra man kunde overskue Egnen mod Vest.

Lidt før Solnedgang kom han endelig; og faa Minutter senere befandt de sig bægge ude i den lange Kastaniealle i Enden af Haven, hvor de havde søgt hen for at kunne tale uforstyrret. Hansine satte sig paa den »Naturbænk«, der fra gammel Tid stod her ved en Træstamme, mens Emanuel urolig bevægede sig frem og tilbage foran hende og fortalte.

»Saa nu har vi altsaa vor Frihed,« sluttede han sin Beretning og standsede foran hende. »Nu kan vi rejse, Hansine, saasnart jeg har faaet Bevillingen.«

Hun sad foroverbøjet med Armene paa sine Knæ og saae ned paa sin ene Skonæse, hvormed hun kradsede i den vaade Jord.

»Ja se, Emanuel ... det var det, jeg vilde sige dig,« begyndte hun, og det lød, som om hun havde Møje med at faa Ordene frem — »jeg kan ikke tage med dig ind til København.«

»Hvad vil det sige? ... ¹ Hvad mener du?«

»Jeg mener ... ikke straks,« rettede hun sig selv, da hun mærkede, at Emanuel ikke havde ringeste Anelse om hendes Hensigt. »Jeg er altfor fremmed for alting derinde; jeg vil bare blive dig til Besvær, indtil du faar ordnet dine Forhold og skabt dig en Stilling og indrettet et Hjem ... jeg kan jo sletikke være dig behjælpelig med nogenting. Og forresten trænger jeg ogsaa til at være lidt i Ro med mig selv. Alting har været saa forstyrret i den sidste Tid.«

»Ja, det kan der maaske være noget i,« sagde Emanuel og begyndte paany at spasere frem og tilbage foran Bænken. »Men jeg vil dog sige dig, at her næppe bliver behageligt for dig at være. Jeg mærkede det blot ved at køre igennem Skibberup idag; vi boer ikke længere mellem Venner men mellem hadefulde Fjender.«

»Aa ja, det har jeg netop tænkt mig. Derfor har jeg ogsaa ment, at jeg kunde tage ud til Ane og være hos hende en Tid. Vi snakkede lidt om det forleden; hun sagde, at der var et Par Stuer i deres nye Hus, som de ikke brugte; dem kunde jeg saa godt faa overladt, sagde hun.«

»Hos Ane? Ude i Skallinglandet! Hvad tænker du dog paa, Hansine? Mellem de tøjlesløse Mennesker!«

»Aa, det har vist ikke saa meget paa sig med det Uvæsen, som man har snakket om, ... det sagde ogsaa Ane; og hun lod da heller ikke selv til at have lidt nogen Slags Nød.«

»Men det gaar alligevel ikke an; ... det gaar ikke an for Børnenes Skyld, Hansine! Det er jo dog nu baade dit og mit Ønske, at de kommer lidt bort fra de Paavirkninger, som de hidtil har levet under ... og særlig for Sigrids Vedkommende er det sikkert paa høje Tid. Hun er en rigtig sød og god lille Pige, men hun er lidt slem til at tage efter, har jeg mærket.«

»Ja, det har jeg jo sagt dig længe, Emanuel. Men jeg har derfor ogsaa tænkt paa, at ... at Børnene ... dem skulde du tage med dig ind til København. Du vil jo dog blive nødt til at indrette dig ligesom en Slags Hjem derinde ... Og saa tror jeg nu ogsaa, at det var godt netop for Børnenes Skyld, om jeg en Tid holdt mig lidt borte fra dem. For jeg kan jo dog ikke hjælpe dem tilrette med nogenting men vil kanske snarere blive dem til Hinder for, at de kan slutte sig rigtig til deres nye Venner og i det hele faa den Oplæring, som vi nu dog bægge mener er den rigtigste for dem. Jeg har netop tænkt paa, at din Søster derinde ... hun vil nok kunne hjælpe dig lidt med deres Opdragelse; hun har jo nylig mistet sit ene Barn, saa hun vil nok kunne blive en god Plejemoder for dem, har jeg tænkt mig.«

Hun talte stadig lige rolig og behersket men var efterhaanden bleven meget bleg og saae ufravendt ned mod Jorden.

»Hvor kommer du dog paa saadanne Tanker ... slaa dog alt sligt af Hovedet, kære Ven!« udbrød Emanuel næsten forfærdet. Og da han bemærkede hendes Sindsbevægelse, gik han hen til hende og lagde kærligt Hænderne om hendes Hoved. »Lad os ikke forfalde til den Slags Bekymringer. Nu skal vi to netop slutte os tæt til hinanden og staa Last og Brast i Kampen for vort Hjem og vor Lykke. Maaske vil ikke alt blive saa let for os herefterdags; men naar vi blot holder sammen, saa gaar det med Guds Hjælp nok!«

Hun havde ikke længer Kraft til at sige ham imod; hun formaaede ikke engang at afværge, at han efter de sidste Ord bøjede sig ned og kyssede hende.

Mens de nu bægge i de følgende Dage i Stilhed begyndte at forberede sig paa et Opbrud, blev Sagen ikke berørt imellem dem. Alligevel vedblev den at beskæftige dem. Emanuel indsaae godt, at det vilde kunne blive vanskeligt nok for Hansine at styre et Hjem under Forhold, der var hende saa fuldstændig fremmede, og at hun navnlig ikke vilde blive den Støtte for Børnene, som de særlig i Begyndelsen vilde trænge haardt til. Han følte ogsaa, at hun med sit sære, for fremmede uforstaaelige og ofte frastødende Væsen vilde berede sig selv mange Vanskeligheder; og endelig blev han stadig mere ængstelig for, hvorledes han overhovedet skulde kunne skaffe Midler til at leve for; selv om de solgte alt, hvad de ejede, vilde de næppe kunne meget mere end netop dække deres Gæld. Da Hansine en Dag igen ledte Samtalen hen paa Emnet, afbrød han hende derfor ikke men hørte — omtrent for første Gang i deres Samliv — hendes Udtalelse helt tilende. Hun sagde, at det vistnok vilde være fornuftigst sletikke at sætte Bo paany, saalænge deres Fremtid var saa usikker, navnlig saalænge han var ganske uden Stilling og uden Indkomster. Hun havde derfor tænkt paa, sagde hun, om ikke han og Børnene midlertidigt, indtil han havde fundet sig en Gerning, kunde komme til at bo hos hans |402| gamle Fader, der levede ganske ene i sin store Lejlighed. Hun trøstede ham med, at deres Adskillelse jo derfor ikke behøvede at blive langvarig, og hun vedblev i det hele at trænge ind paa ham saalænge, indtil han havde lovet endnu samme Dag at skrive til Faderen og sine Søskende.

»Men skriv nu saadan, at de rigtig forstaar, at jeg ikke følger med,« endte hun.

I Utaalmodighed ventede de nogle Dage paa Svarets Ankomst.

Der var nu ogsaa efterhaanden bleven ret ubehageligt for dem i Vejlby Præstegaard. Det i sin Tid ansatte Møde af Menighedsraadet var bleven afholdt, uden at man havde tilsagt Emanuel, og i det hele lod man ham paa enhver Maade føle, at man ønskede at blive ham kvit. Ved Gudstjenesten om Søndagen var Næssekirken — ganske som i Provst Tønnesens Dage — aldeles tom, medens Folk om Eftermiddagen strømmede til Forsamlingshuset, hvor Maren Smeds og den tykhovedede Niels for første Gang havde faaet Lov til at afholde et større Bønnemøde. Niels havde nu naaet det første Skridt tilvejrs mod sine Drømmes store Maal; han var bleven omvandrende Missionsprædikant, i hvilken Egenskab han havde anlagt sig Fuldskæg og udenfor Hjemstavnen optraadte med Hovedet paa Siden og Briller.

Underhaanden modtog Emanuel dog ogsaa Beviser baade paa taknemlig Hengivenhed og paa Harme over den Adfærd, der blev vist imod ham, ja da det blev bekendt, at han havde indgivet sin Afskedsansøgning, begyndte nogle behjertede Vejlbyfolk — ligesom i sin Tid ved Provst Tønnesens Forflyttelse — at foranstalte en Pengeindsamling til Indkøb af en Sølvkaffekande og en Lænestol, der skulde overrækkes ham ved Afrejsen.

I Præstegaarden laa man nu i fuld Oprydning. Emanuel, der efterhaanden havde mistet al Sans for sin Bedrift og blot ønskede at blive Besværet med Mark |403| og Stald endelig kvit, havde solgt Resten af sin Høst til en Nabo, der for en Del af Købesummen skulde passe Jorden, indtil hans Eftermand i Embedet blev udnævnt; Køer og Heste og Avlsredskaber havde han ligeledes gjort i Penge og med disse betalt den ikke ringe Klatgæld, han i Løbet af de sidste Aar uforsigtig havde stiftet hos mange af sine forrige Venner, og som langt mere, end han anede det, havde bidraget til at svække hans Indflydelse i Menigheden.

Ellevild af Henrykkelse over at skulle til København foer Sigrid ud og ind af Dørene, rystende sine gulbrune Lokker, og smittede med sin Jubel den lille Dagny, der i Sommerens Løb havde vokset sig stor og nu trissede alene omkring paa Gulvet. Imidlertid sad Hansine stille henne i sin Armstol og syede paa Børnenes Søndagstøj og strikkede dem nye Strømper. Emanuel forstod ikke, at hun vedblev at være saa bleg, skønt der dog nu var bleven Haab om en lysere Fremtid for dem alle. Han havde endog et Par Gange overrasket hende i Graad; og da han havde spurgt hende om Grunden til den, vilde hun ikke svare. Ligeledes undrede han sig over den næsten uvillige Skyhed, hun viste overfor enhver af hans Tilnærmelser; saasnart han tog Plads ved Siden af hende og vilde tage hendes Haand, rejste hun sig og gjorde sig et Ærinde ud i Køkkenet. Han mente, det var Benauelse over Opbrudet og den forestaaende lange Adskillelse, som hun vilde skjule for ham; og han søgte paa alle Maader at trøste og opmuntre hende. Men det var, som om endog hans Medfølelse saarede hende, og han fandt det tilsidst rigtigst at lade hende i Fred.

Endelig kom det saa længselsfuldt ventede Svar fra København.

Det var en af Faderens sædvanlige, omstændelige Skrivelser paa et stort Ark Papir tilligemed en lille Billet fra Søsteren Betty. Faderen skrev, at han nu var en gammel Mand, der næppe havde mange Skridt |404| til Graven, og at der ikke kunde være bleven beredt ham en større Glæde end Udsigten til at gense sin ældste Søn, som han saa længe og inderlig havde savnet. Uden mindste Forsøg paa at ydmyge ham, endsige nogen Bebrejdelse for hans Selvklogskab, bød han ham et hjerteligt Velkommen tilbage til Fædrenehjemmet.

»De to Værelser, som du i sin Tid beboede her, skal med kortest Varsel staa rede til igen at modtage dig,« — skrev han — »og jeg behøver vel ikke at tilføje, at ogsaa dine to Børn vil være mig kære Gæster; der skal blive indrettet Beboelse til dem i din umiddelbare Nærhed, og vi skal alle gøre, hvad vi formaar, for at de kan føle sig veltilpas imellem os. Som du maaske veed, lejede jeg det ikke ubetydelige Havestykke, der hører her til Ejendommen, og som nu afgangne Konferentsraad Tagemann (du erindrer nok ham, der boede under os paa første Sal) i sin Tid var Lejer af; der er altsaa fri Tumleplads for dine Børn, og jeg skal sørge for, at Snedker Jørgensen en Dag bliver tilsagt for at ophænge en Gynge, og hvad andet der behøves til Børnenes Underholdning. Legekammerater skal de heller ikke komme til at savne; baade de unge Løbners (paa tredje Sal) og Kontorchef Winthers (de nye Lejere i Stuen) har flinke og meget velopdragne Børn, saa jeg haaber, at dine ikke for meget vil komme til at savne det frie Landliv. Din Hustrus Bestemmelse om indtil videre at blive boende paa Landet forstaar jeg fuldkomment; hun vilde næppe kunne føle sig tilfreds i en stor og urolig Bys for hende saa ganske fremmede Forhold. Jeg beder dig overbringe hende min varmeste Hilsen.

Kun disse Ord idag. Din Broder Carl beder mig hilse paa det hjerteligste; han ønsker bemærket, at ikke alle Kammerjunkere er saa »slemme«, — han forlanger udtrykkelig, at jeg skal bruge dette Ord — som du vistnok troer, og at han glæder sig til en Dag at |405| kunne invitere dig ind i Amalienborgs Vagtstue for at overbevise dig derom.

Nu blot min egen Hilsen til dig, min kære Søn, fra

»Hvad siger du, Hansine?« sagde Emanuel dybt bevæget efter endt Oplæsning.

Hansine, der sad bøjet over sit Sytøj, nikkede blot. Hendes Bryst bølgede, og hun havde lukket Øjnene som et Menneske, der kæmper den yderste Kamp med sig selv.

Emanuel sad nogle Øjeblikke i Tanker med Brevet i sit Skød og stirrede ud i Luften. Han saae for sig sine to hyggelige, tæppebelagte Værelser derhjemme med Udsigten til Kanalen og Børsen og Kristiansborg Slot. Han ligesom følte paany omkring sig den dybe Fred, hvori han i sine Studenter- og Kandidatdage havde siddet den halve Nat under Lampen eller vandret timevis frem og tilbage over Gulvet opfyldt af, hvad han havde læst. Der skulde han altsaa atter sidde ved de gamle Bøger, vandre ad det samme Gulv, tage op igen de samme Spørgsmaal for at finde en anden og sandere Løsning paa Livets store Gaade — —.

Begyndelsen af Bettys Brev var præget af den Sindets dybe Nedstemthed, som Tabet af hendes eneste Barn havde fremkaldt hos hende. Hun skrev:

»Du veed ikke, hvor her er bleven tomt og trist i vore Stuer, siden Vorherre tog min lille Kai fra mig. Hvor længes jeg ikke efter, at dine Børn skal komme herind, forat jeg atter kan høre Barnestemmer og Barnelatter omkring mig. Sig til din Hustru, at hun ikke skal ængste sig for dem — jeg kender selv en Moders Ængstelser! — Vi skal værne om dem, saa godt vi kan, mens hun er borte fra dem. Men allermest længes jeg efter dig, kære Broder, som jeg nu |406| ikke har set i saa mange Aar. Hvor jeg glæder mig til at tale med dig! Og du vil nok være god imod mig, Emanuel. Jeg trænger saa meget til din Trøst. Jeg længes efter at kunne læne mit Hoved mod din Skulder og tale til dig i Fortrolighed. Ja, Emanuel, — Vorherre hjemsøger os. Maatte vi have Kraft til at bære vor Byrde!

For din Fremtid troer jeg ikke, du behøver at være bekymret; det mener ogsaa baade Fader og min Mand. Igaar, netop som Fader havde modtaget dit Brev om Formiddagen og sendt det herop, for at vi skulde læse det, var vi til Middagsselskab hos Justitiarius Munck. Ved Siden af mig ved Bordet sad Stiftsprovsten, som jo kommer hjemme hos os; og da jeg var saa glad over dit Brev, kunde jeg ikke lade være at fortælle ham, at du nu vilde flytte herind til Byen. Han syntes mærkelig nok at vide noget om det iforvejen (oppe fra Ministeriet, mener min Mand) og lod ogsaa til at være meget tilfreds dermed. Jeg spurgte ham tilsidst rent ud, om han mente, du kunde faa et af de mindre Embeder ved en af Kirkerne her i Byen, og det syntes han slet ikke at anse for umuligt. »Deres Broder er jo en særdeles god Laudabilist,« (er det rigtigt stavet?) sagde han; »og vi trænger ogsaa herinde til unge og prøvede Kræfter.« Han lagde særlig Eftertryk paa »prøvede«. I det hele talte han saa pænt om dig, (han kender dig jo fra gammel Tid hjemme fra Fader) saa jeg tror ikke, det vil komme til at skade dig, at du har haft de Anskuelser, som du nu er kommen bort fra.«

Denne Slutning tiltalte ikke Emanuel; den kastede en ham selv uforklarlig Uro ind i hans Sind.

»Hvor kommer hun paa saadanne Tanker?« udbrød han. »Hun har jo altsaa sletikke forstaaet mig!«

»Er du saa ganske sikker paa det?« sagde Hansine.

Emanuel svarede ikke. Han var paany sunken hen i Tanker.