Under en enestaaende Deltagelse, med et Følge paa over to tusinde Mennesker, derimellem et halvt hundrede Præster i Ornat, blev den gamle Højskoleforstander |384| stedet tilhvile paa Sandinges smukke Kirkegaard. Over alle Landsbyer i Miles Omkres vajede Flagene paa halv Stang, og lige fra den tidlige Morgenstund var Fjorden bleven gennemkrydset af Sejl- og Robaade, stuvfulde af sortklædte Mennesker med Blomsterkranse.
Det var en tung Graavejrsdag, der uvilkaarlig stemte til Sørgmodighed. Trods de mange Taler, der blev holdt, først inde i Skolens smykkede Foredragssal, hvor Liget var hensat, siden i Kirken og tilsidst ved Graven (ialt elleve), vedblev Stemningen at være trykket. Endnu sang man vel med fuldt Bryst de gamle, frejdige Sange, men det var ikke vanskeligt paa Tonen at spore Virkningen af den Modgang, det hele Vennesamfund i den sidste Tid havde haft.
Efter Jordfæstelsen holdt man Maaltid omkring de medførte Madkurve, og da Skolebygningen langtfra kunde rumme de mange Mennesker, havde man — trods en fin, vedholdende Regn — spredt sig ud over Haven og de tilstødende Vænger, hvor man søgte Ly under Træer og udspændte Paraplyer. Der saaes i denne Forsamling alle Slags Folkevenner lige fra et Par af den københavnske Liberalismes Stormænd — en Advokat med Guldbriller og en Sukkergrosserer med Næseklemmer — til fattige Husmænd, der havde vandret mange Mil og ofret Dagens Høstløn for at følge deres trofaste Talsmand og Ven til hans sidste Hvilested. Man saae Skolelærere, Seminarieelever og Højskoleforstandere, baade af den gamle Type med langt Skæg og store Pilgrimshatte og af den nyopdukkende Slags med Verdensmandsvæsen og Klædedragt paa Moden. Hist vandrede en ung Præst og hans unge Forlovede Arm i Arm under samme Paraply og saae hinanden kærligt ind i Øjet, — han med blød Plyshat og højt opsmøgede Benklæder, hun med ophæftet Kjole og lange, flade Galoscher. Her stod nogle Rigsdagsbønder under et Træ og hviskede med hinanden ligesom i Folketingssalens Vinduesfordybninger. |385| Fra alle Dele af Landet var der mødt Udsendinge, der havde bragt Kranse og Hilsner fra fjerntboende Venner; ja endog en berømt norsk Folkedigter og Kraft-Agitator, der for Tiden var paa en Foredrags-Rundtur i Danmark, havde til almindelig Glæde indfundet sig og vakte den største Opsigt med sin imponerende Person og sin højmælede Tale. Overalt, hvor han viste sig, samledes en andægtig lyttende Tilhørerkres omkring ham, og særlig fulgtes han paa en nærgaaende Maade af Niels og nogle andre unge Karle, der kappedes om at blive den udvalgte, paa hvis Skulder han lagde sin Haand, naar han talte.
Emanuel var først sent kommen tilstede. Netop som han og Hansine om Morgenen stod i Begreb med at tage over Fjorden, var der indtruffet et Ilbud fra Aggerbølle med Bøn om, at han vilde komme ud og berette hans Kone, der laa for Døden og næppe levede Dagen over. Hansine havde da maattet tage bort alene; og den egentlige Begravelses-Højtidelighed var tilende, da Emanuel omsider indfandt sig.
Han havde ikke opholdt sig længe i den Menneskemængde, der havde søgt Ly for Regnen under Skolebygningens brede »Svale«, før han blev antastet af en ung Student, der forestillede sig som Student Søren Sørensen og med jysk Snurren paa r'et sagde:
»Jeg tager jo ikke fejl ... det er jo Emanuel Hansted, ikke sandt? Hvor det var prægtigt! Vi har søgt Dem allevegne. Vi kunde jo nok vide, De maatte være her ... De maa endelig følge med ind til Lene Gylling. Hun har spurgt efter Dem hele Tiden; hun vil saa hjertensgerne gøre Deres Bekendtskab.«
Halvt mod sin Vilje blev Emanuel ført op ad Trappen. Han var sletikke i Sindsstemning til at tale med fremmede, allermindst med Folk fra København; men den ivrige Student hørte ikke paa hans Indvendinger og trak ham triumferende ind i den overfyldte |386| Foredragssal, hvor der lugtede af Gran og summede af Menneskestemmer.
Fru Gylling var en formuende Enke, der holdt en Slags folkeligt Hof i Hovedstaden. Emanuel havde ofte hørt hende omtalt som en af Vennesamfundets bedste Støtter, og han saae nu for sig en smuk, ældre Dame, der sad i en Kurvelænestol og underholdt sig med en lille kuglerund Præst i Ornat og Fløjlskalot, mens nogle andre stod omkring og hørte andægtig til.
Ved Synet af Emanuel rettede hun sig smilende op og hilste paa ham med en Blanding af Undseelse og moderlig Varme. Idet hun blev ved at holde om hans Haand, sagde hun næsten ømt:
»Saa faar jeg Dem da endelig at se engang! Hvor har jeg været utaalmodig efter at gøre Deres Bekendtskab. Jeg har jo hørt saa meget om Dem, hvad De nok kan forstaa. Vi har alle med den største Glæde fulgt Dem i Deres rige Vækkelses-Gerning, ... men hvorfor kan De slet ikke unde os andre lidt Fornøjelse af Dem? Er det ganske umuligt engang at se Dem inde i Hovedstaden; vi har sandelig ogsaa derinde Brug for unge Vækkere, kan De tro! Jeg havde for lidt siden den Glæde at hilse paa Deres Hustru, og jeg tog et halvt Løfte af hende om, at hun vilde formaa Dem til ved Lejlighed at komme ind og tale i vort Samfund. Nu haaber jeg, hun har saa megen Magt over Dem, at De vil komme; ... hun var saa yndig at se paa og tale med!«
Rygtet om Emanuels Ankomst havde hurtig bredt sig over Salen. Allevegnefra strømmede Folk til for at se den mærkelige Mand, om hvis ideale Liv der rundt om i Vennesamfundene havde dannet sig en hel Myte. Den lille kuglerunde Præst havde ikke saa saare hørt hans Navn, før han slog sine Arme omkring ham, løftede sig paa Tæerne og med fugtig Mund gav ham et Smækkys paa bægge Kinder.
»Nej, saa det er Emanuel Hansted!« lød det allevegne. |387| I flere Minutter var Luften omkring ham fyldt med Lyden af hans Navn.
Selv ønskede han blot at komme bort. Han var bleven for uvant med Smiger til at føle Behag ved Fru Gyllings honningsøde Tale; og denne almindelige Henrykkelse over ham, disse Lovord af Folk, der endnu ikke kendte den sande Tilstand i hans Menighed, knugede og ydmygede ham. Da den norske Digter i det samme vendte tilbage fra en Rundtur ude i Haven og straks trak Opmærksomheden til sig ved et af sine rungende Udbrud, benyttede han derfor Lejligheden til at fjerne sig og gik ud for igen at søge efter Hansine.
