2

Om Aftenen henimod Solnedgang sad Ragnhild og Pastor Petersen paa en Bænk inde i Hotellets Have, der strakte sig ned til Vandet. De var bægge meget medtagne af Nattens og Dagens Begivenheder. Særligt var Ragnhild dybt rystet. Hun sad og krøb sammen i et stort Sjal og saa næsten gammel ud.

Det var da ogsaa Pateren, der førte Ordet. Han fortalte om nogle Demonstrationer, som Emanuels Tilhængere havde sat i Scene, da han under Bevogtning af den tilkaldte Læge og en anden Mand var bleven kørt bort i Kromandens gamle Kaleschevogn. Den Stumhed, hvormed disse Mennesker var bleven slagen under deres Mesters saa ulykkelige Optræden ved Mødet den foregaaende Aften, var nemlig atter hævet, efterat det Rygte var opstaaet, at man oppe paa Højskolen havde kommet noget »Forgift« i det Glas Vand, der havde |550| staaet paa Talerstolen, og hvoraf han straks havde drukket lidt. De var ikke i Tvivl om, at hans Modstandere havde villet skaffe ham afvejen og nu — da denne Plan mislykkedes — vilde indespærre ham for at binde hans Mund. Hele Dagen havde der været Opløb udenfor hans Hus. Mænd og Kvinder stod og raabte paa hans Navn og forlangte hans Velsignelse. Især havde sorte Trine været meget virksom. I Forening med et Par Fiskere havde hun søgt at tiltvinge sig Adgang til Huset, og hver Gang hun fik Øje paa Herredsfogden inde bag et af Vinduerne, havde hun truende løftet Haanden og raabt: »Ve dig, Pilatus!« I Løbet af Dagen havde Spektaklet grebet saaledes om sig, at tilsidst over et halvt hundrede Mennesker — næsten hele Lejets Befolkning — omringede Huset. Selv Folk, der hidtil havde været ligegyldige for Emanuels Vækkelsesgerning eller endog stillet sig spottende til den, var bleven revet med af Bevægelsen; det var med Nød og næppe, at Politibetjenten og Sognefogden havde kunnet holde Mængden tilbage med deres Stokke. Da Kaleschevognen kørte frem for Døren og mens Mængden raabte og skreg, havde en ung Moder trængt sig frem med sit syge Barn, for at Emanuel skulde lægge Haanden paa det. Det havde ikke været Sognefogden muligt at holde hende tilbage. »Jeg vil se ham!« raabte hun. Selv efter at Vognen paany havde sat sig i Bevægelse, blev hun ved at klamre sig til Hjulet og raabe, at han skulde frelse hendes Barn.

»Ja — han har jo haft en underlig Magt over visse Menneskers Sind,« sagde Ragnhild tankefuld, da Pateren havde endt sin Beretning.

»Ja, den Magt, som Enfoldighed, forskønnet af Troskyldighed, desværre altid har over ubefæstede Sjæle, og som gør saadanne Folk som Emanuel Hansted til nogle af Samfundets farligste Personer.«

»Ser De virkelig saaledes paa ham? Han har dog vel egentlig altid været værst mod sig selv.«

»Ak ja, det kan man ogsaa sige. Fejlen er vel overhovedet den, at man opfatter slige Fænomener altfor alvorligt istedetfor straks at betragte dem fra den humoristiske Side. Det er maaske, naar det kommer til Stykket Nutidsmenneskenes allerværste Skavank, at de saa totalt mangler komisk Sans. Ret betragtet har dog Emanuel Hansteds hele Stræben nærmest været til at le af, hans Liv en Række lavkomiske Scener. Med fuld Ret kunde der engang, naar han dør, skrives paa hans Gravsten: Herunder hviler Don Quixotes Genganger, Emanuel Hansted ved Navn, som var født til at være en skikkelig Kapellan men troede sig en Profet og Helgen; som derfor klædte sig udi en Kvæghyrdes Dragt og ansaae enhver Indskydelse for en speciel Kaldelse fra Himlen; som regelmæssigt forfuskede, hvad han fik mellem Hænder, forlod sin Kone og vanrøgtede sine Børn, men som ikkedesmindre indtil det sidste betragtede sig som den af Forsynet udvalgte, der skulde berede Tusindaarsrigets Komme og forkynde Guds Dom over Menneskeslægten.«

»De dømmer nu saa haardt. De glemmer, at han i hvert Fald har den Undskyldning at være sin Moders Søn.«

»Aa ja! Og baade Moder og Søn har den Undskyldning at være Børn af en forskruet Tid, et forfjamsket Aarhundrede, der som intet andet har fremelsket Enfoldigheden og sat Præmie paa Daarskaben ... hvori overspændte Ideer, hysterisk Lamenteren og al Slags ekscentrisk Vindmageri bliver beundret som Udtryk for den sande, gudebenaadede Genialitet. Dersom Vorherre paa Dommens Dag virkelig tager imod Undskyldninger ... ja saa kan Emanuel Hansted ganske vist fremføre som en formildende Omstændighed, at han var et Resultat af vor Tids usundt oppustede Følelsesliv, et Produkt af den lyriske Forraadnelsesproces, hvori den gamle Verdens Samfund for Øjeblikket er ved at gaa tilgrunde.«

»Det er besynderligt at høre Dem tale saadan. Mener De virkelig, at det er et Billede af vor Tid, De her opruller ... af Jernbanernes, Telegrafens, Revolutionernes og Varietéernes Aarhundrede?«

»Ja, Frøken Ragnhild — af dets Vrangside. Af den Reaktion, som dets praktiske, handledygtige Aand, dets rastløse, kraftigt pulserende Liv har kaldt frem fra alle skumle og skimlede Kroge. Romantikens Genfødelse og Dampmaskinens Opfindelse skriver sig jo fra det samme Aar. Og forøvrigt ... lad os ikke bedrage os! Selv vi, der dog gerne vil kalde os vor Tids kloge og forstandige Børn ... selv vi vil tidt nok kunne mærke, at allehaande middelalderlige Følelser endnu spøger os i Blodet. Haanden paa Hjertet, Frøken Tønnesen! Kan De selv sige Dem helt fri? ... Tag den geskæftigste Forretningsmand, den tilsyneladende mindst følelsesfulde Verdensmand og skrab lidt paa ham — og De skal se, Sværmeren, Stemningsmennesket kommer straks frem. I ensomme Timer, i Skumringen ved Kaminen, ved det maanebelyste Hav ... hvem modstaar da de farlige Drømmes, de luftige Fantasiers, de mørke Rædslers koglende Spil, — Reminiscenserne fra Klostercellen og Vildskovene.«

»Nu ja. De har vistnok Ret. Men hvad ondt er der saa egentlig deri?«

»Der behøver ikke at være noget ondt deri, — naturligvis! Ligesom andre kærlige Fædre har Vorherre givet sine Børn Legetøj til uskyldigt Tidsfordriv: Sansernes Fryd, kunstnerisk Glæde, Fantasiens Lyst o.s.v. Men den, der grunder sit aandelige Livs Ernæring herpaa, bærer sig ad som Barnet, der spiser sin Gummiboldt og faar ondt i Maven. Og kan virkelig nogen sige sig helt fri for at have ligget under for denne barnlige Tilbøjelighed? Hører vi ikke endnu daglig den Lære blive præket, at i Drømmene har Mennesket sin sande Glæde, sin største Lykke, sit egentlige Hjem? Nej, lad os ikke bedrage os selv! Endnu ligger |553| vi dybt i Middelalderens Søvn ... eller rettere, vi befinder os i den halvvaagne Tilstand, i den farlige Time, hvori Drøm og Virkelighed forunderligt sammenblandes, hvori Virkeligheden synes Drøm, og Drømmen Virkelighed. Det er vel ogsaa derfor, at vi Nutidsmennesker er saadanne besynderlige Dobbeltvæsner med en Dag-Side og en Nat-Side, der ikke vil forliges. Og det er vel ogsaa Grunden til, at vi saa ofte føler os paa samme Gang tiltrukne og frastødte, tiltalte og mishagede af en Ting, en Sag eller en Person — kort sagt stadig gribes af hinanden modstridende Følelser, saadan som det jo er karakteristisk for vor Tid. Hvad siger vel Deres egen Erfaring, Frk. Tønnesen?«

Paterens Øjne hvilede ved disse Ord saa forskende paa hende, at hun tog sit Blik til sig uden at svare.

Men i sit stille Sind bejaede hun hans Ord. Hun var selv idag begyndt at forstaa sit Hjerte i dets Forhold til Emanuel Hansted, — forstaa den Blanding af Foragt, Medfølelse, Had og virkelig Betagethed, som hans Personlighed bestandig havde fremkaldt hos hende. Naar hun tænkte tilbage paa deres Samliv, lige fra deres allerførste Bekendtskabs Dage i Vejlby Præstegaard, forstod hun nu med Rædsel, at ogsaa hun — selv hun! — havde ligget under for den Afsindets Magt, den Enfoldighedens Fortryllelse, som Pateren nys talte om.

Pateren vedblev:

»Jeg veed jo nok, at der skal være foregaaet et aandeligt Gennembrud i vore Dage. Jeg har hørt Tale om Gennembrudsmænd i Videnskab, Literatur og Kunst. Men det er endnu ikke lykkedes mig at faa Øje paa, hvad det egentlig er, der er bleven gennembrudt, eller hvad det er for noget, der er brudt igennem. Jeg ser i hvert Fald stadig den samme overtroiske Forherligelse af vort abnormt udviklede Følelsesliv, den samme hysteriske Tilbedelse af Lidenskaben, Overdrivelsen, Fusentasteriet. |554| Ja, jeg synes endog, at Usundheden paa en uhyggelig Maade har bredt sig i de senere Aar, at Lyrikens Svamp er trængt selve Folket ind til Marv og Ben. Det er vel netop, hvad den nuværende religiøse Overspændthed — ligesom forhen den politiske — paa en saa sørgelig Maade har bevist. Jeg kommer forresten derved til at tænke paa, hvad jeg hørte idag, at Mødet derinde paa Højskolen skal være endt i en fuldkommen Forvirring. Vilh. Pram og hans Garde skal ligefrem have truet med at udtræde af Menigheden, fordi de anser den for ikke længer tidssvarende. Det er Rotterne, der forlader det vaklende Babelstaarn. ... ¹ Men De ser saa træt ud, Frøken Ragnhild. Det er ikke værd, jeg taler mere. De skulde gaa ind og hvile Dem lidt.«

»Det har intet at sige ... Jeg sidder blot og forundrer mig over, at det er en Præst ... en kristen Præst, jeg hører tale. Jeg maa tilstaa, jeg forstaar bestandig daarligere, hvorledes De kan forlige saadanne Anskuelser som dem, De her — og ved saa mange andre Lejligheder — har udtalt, med det at være Kirkens betroede Mand.«

»Tal kun rent ud, Frøken Tønnesen! Sig kun ganske aabent, hvad De dog vistnok mener, at jeg maa være en Hykler, der i Grunden ler af den hele Guddommelighed, ... en Fiffikus, der pligtskyldigt væver Kirkens Vadmel og forøvrigt lader Fiolen sørge. Jeg veed det godt. Det er Almenhedens Dom om ... Pater Rüdesheimer!«

»Det kan være. Men jeg har ikke sagt eller tænkt noget saadant. Jeg sagde blot, at jeg kunde ikke forstaa, hvorledes De med Deres Anskuelser kunde være Talsmand for en Lære, der just lægger Hovedvægten paa Menneskenes Følelsesliv og dertil tager baade Lyriken og Mystiken i sin Tjeneste. Ovenikøbet er De jo mere ortodoks i Deres Forkyndelse end nogen anden; jeg veed jo, at De næsten med Magt undertrykker |555| ethvert Forsøg paa friere aandelige Rørelser i Deres Menighed.«

»Ganske som Deres afdøde Fader — ja. Og deri finder De en Modsigelse? Kan saamænd gerne være, at De har Ret. Ærlig talt, det bekymrer mig ikke. I hvert Fald: jeg tillader ikke mig selv at kritisere det, der er min Religion — for saa var det jo ikke mere min Religion. Men forøvrigt ... er et saadant ubetinget og tillidsfuldt Forhold til den nedarvede Tro, et Forhold, der udelukker enhversomhelst Trang til at forsøge nogen Bessermachen ... er det virkelig saa aldeles stridende mod god, sund Fornuft? Jeg har dog set min Fader efter et langt, uroligt og næppe altid helt dadelfrit Liv stirre Døden roligt i Øjnene i den samme Tro. Jeg har dog set den bære min Moder frelst gennem et Liv fuldt af Lidelse og Savn, ... og jeg troer nu ikke noget paa, at Menneskene saaledes i en Haandevending skifter den tusindaarige Grundvold for deres Tilværelses Fred og Lykke. Jeg taler ikke her om de enkelte, stærke Aander, de ensomme Titaner, hvorom Historien fortæller, der under Ansvar for Gud grunder over Verdensgaaden. Deres Veje er for mig usporlige, og jeg dømmer dem ikke. Men jeg veed — veed af dyr Erfaring — at for os stakkels Hverdagsmennesker er der kun eet Bud, een Redning: at tro uden Betingelser, uden Tøven, uden at ville rokke ved en eneste Tøddel af Skriftens Ord. Jeg forstaar egentlig sletikke, hvorledes man kan have en Tro og samtidig føle en idelig Trang til at makke om paa den. Saa forstaar jeg dog bedre den Tid, da man uden Sentimentalitet brændte Kættere og Tvivlere. Den sande udvalgte, det virkelige Sandhedsvidne skræmmedes dog ikke af Baalets Flammer, og man var fritaget for saaledes som nu at se enhver sølle Stymper røre sig en Religion sammen saa let, som man laver en Æggekage, eller at være Vidne til, hvorledes den første den bedste teologiske Friskfyr fordrejer Hovederne i den ham betroede |556| Menighed ved at fortolke Guds Ord efter Forgodtbefindende. Jeg har vist forøvrigt før fortalt Dem, at ogsaa jeg engang i mine yngre Dage forvildede mig paa de Veje, ad hvilke i vor Tid saa mange gaar den sikre Fortvivlelse imøde. Endogsaa Verdensforsagelsens tornestrøede Sti, hvor Emanuel Hansted nu er gaaet tilgrunde, har jeg i Svimmelhed betraadt, forledt af den formastelige Tanke, at den Smertens tunge Vandring, som var Guds enbaarne beskaaren for Menneskehedens Synders Skyld — den skulde mir nichts dir nichts enhver Skrædder gøre ham efter. Men Gud ske Lov! Min jævne, gode Almueforstand fik efterhaanden Bugt med alle Hjertets Udskejelser, og det sunde, besindige Bondeblod, der ruller i mine Aarer, gjorde Oprør mod det hæslige og gudsbespottelige Selvplageri. Ved min unge, livsfriske Hustrus Side — Gud glæde hendes Sjæl i Himmerig! — lærte jeg, før det blev forsilde, at takke for Livet, takke for hver Dag, jeg fik Lov at drage Aande, takke ogsaa for Sorgerne og Byrderne og de tunge Mismods-Timer, som dog altsammen gør et Menneskeliv saa vidunderlig rigt og dybt og uendeligt. Ak ja, den gamle, gode Tid! Jeg søger ofte min Trøst og styrker mit Haab ved at tænke tilbage paa min Barndoms herlige Højtidsdage, paa en saadan klar, stille Søndagmorgen ude paa Landet, da Kirkeklokkerne ringede Helligdagsfreden ud over de grønne Marker og ind i de festligt stemte Sind; da Landsbyernes Gaardporte aabnedes, og de pyntede Bønderfamilier agede til Kirken i den velpudsede Stadsvogn med blankstriglede Heste ... ikke for at høre interessant nyt af en »aandrig« Prædikant, ikke for at være med paa det allersidste opsigtsvækkende fra Teologernes Forfængeligheds-Marked, men for troskyldigt at bekræfte den gamle Pagt, for som tillidsfulde Børn at samles i den fælles Faders Skød, synge til hans Ære, modtage hans Velsignelse og derpaa vende styrkede og beroligede hjem til Livets Alvor og Livets Glæde. En saadan Sjælenes Fred og Tryghed, |557| en saadan Sindets glade Ligevægt er det, jeg ønsker os tilbage ... vi har den haardt behov. Jeg er nær ved at mene, at den væsentlige Opgave for en Præst — i hvert Fald i vore onde Dage — er den at lære Folk at nyde og elske Livet paa rette Maade, uden Trods og uden Frygt, taknemligt og tilfreds, saadan som det er vor Pligt overfor den, der gav os det. Derfor er heller ingen mig mere imod end den Slags — nu saa stærkt grasserende — Individer, der gør sig interessante for sig selv og andre ved at vandre smægtende om i Verden som vemodsfulde Naturer, tungsindige Skygger, hjemløse Sjæle o.s.v., hvad enten det nu er Folk, der formasteligt behager sig i at betragte deres Liv som en lang Korsfæstelse, eller det er disse moderne, blodløse Lømler, der af Overmættelse gaar omkring med permanent Livskvalme og hvert Øjeblik føler Trang til at kaste deres Sjæle op, udgyde deres Inderste, aflægge Bekendelser, — de veed blot aldrig rigtigt, om det skal være i Vorherres eller i en Skøges Skød. Jeg kan ikke være sammen med en saadan Personage, uden at Galden koger i mig. Jeg faar en næsten ustyrlig Lyst til trods mine graa Haar at springe op paa Bordene og af mine Lungers fulde Kraft raabe et trefoldigt Hurra for Livet!«

»Men hvorfor gør De det da ikke!« udbrød Ragnhild med blussende Kinder, ildnet af den Varme, hvortil Pateren efterhaanden havde talt sig op. »Hvorfor raaber De ikke, saa det giver Genlyd i hele Landet? ... Hvorfor sidder De her og hvisker det blot til mig? Hvorfor tav De igaar ved Mødet? Da havde det været Tid at tale!«

»Nu sværmer De, Frøken Ragnhild! Lyriken tager Dem! De ser mig straks i Aanden som banebrydende Kæmpe, som folkebetvingende Helt. Men synes De virkelig ... er det virkelig Deres Mening, at jeg skulde give mig til at konkurrere med Hr. Vilh. Pram og de andre folkelige Skuespillere? Jeg maatte da nødvendigvis |558| først gennemgaa et dramatisk Kursus og anlægge et eller andet opsigtsvækkende Profet-Kostume — for man gør skam ikke Indtryk paa det store Publikum, naar man optræder i sine Hverdagsklæder.«

»De har maaske Ret!«

»Jeg troer det. Rigtignok er jeg selv Præst, men ikkedesmindre har jeg — og dette er min eneste, min sidste Anfægtelse! — en uovervindelig Skræk for Ordet og dets besnærende og bedøvende Magt. Vorherre bevare mig for i Forbindelse med min egen ringe Person at tale højttravende om Kald, Mission og sligt. Og dog maa jeg sige, at jeg i Beskedenhed føler det som min Opgave — baade som Præst og som Menneske — i det smaa og i det stille at bidrage til at bringe Folk til Bevidsthed ... til fuld og klar Bevidsthed. Jeg veed det nok, jeg kan ikke rose mig af at have særligt Held med mig i saa Henseende. Men det faar at være! Jeg kan nu engang ikke holde mig tilbage, naar jeg mener at se nogen gaa en Ulykke imøde. Jeg troer, at der er noget af en Goldamme-Natur i mig, — det maa tjene mig til Undskyldning overfor dem, hvem jeg kan have besværet med min ukaldede og maaske ofte utidige og besværlige Tjenstivrighed, med den trippende og pluddervorne Kyllingemo'ers-Ængstelse, som jeg aldrig formaar at overvinde. — — Men nu glemmer jeg igen, at De er træt! Solen er ogsaa nede nu, og jeg maa afsted!«

Han rejste sig fra Bænken.

»Vil De virkelig tage bort?« spurgte hun.

»Ja, det er paatide. Jeg veed, at Vognen venter, og jeg har heller ikke mere at gøre her. Farvel, Frk. Tønnesen! Og tilgiv nu ogsaa De — ja ganske særligt De — min langsommelige Nærværelse her denne Sommer! Tilstaa det kun! De har mangen Gang ønsket mig derhen, hvor Peberet gror. Jeg har kunnet se det paa Deres Ansigt, skønt De er en fin Diplomat ... Men nu er De ikke længer vred paa mig, vel?«

Hun trykkede tavs hans Haand.

»Farvel, Frk. Tønnesen! Vi sees vel nok ved Lejlighed i København. Bliver De her længe?«

»Saalænge som Betty bliver her; jeg vil ikke forlade hende i denne Tid, og her bliver vel en Del at ordne, før der kan tænkes paa Afrejse.«

»Hils hende fra mig! Det gør mig ondt, at jeg ikke har kunnet tage Afsked med hende. Men ogsaa hende ser jeg vel i København. Farvel! — Farvel, Frøken!«

»Farvel!« sagde Ragnhild. »Og Tak for alt,« tilføjede hun, da han allerede havde fjernet sig nogle Skridt.

Han vendte sig om og hilste, idet han smilende trykkede Hatten ind mod Brystet.

»Ærbødigste Tjener, Frøken! ... Altid til Tjeneste!«