TREDJE BOG

1

Fru Betty gik urolig frem og tilbage i Havegangen. Skønt det var højt op paa Formiddagen, var hun endnu i Morgendragt, havde et lille Nøgleknippe ved sit Bælte og et sort Kniplingsstykke over Haaret. Ofte bøjede hun sig frem over Havelaagen og spejdede til alle Sider, og et Par Gange gik hun helt ud af Haven og søgte op paa en lille Høj et Stykke fra Gaarden, hvorfra hun med et bekymret og anspændt Udtryk stirrede ud mod de fjerne Bakker paa den anden Side af Byen.

Paa Tilbagevejen fra en af disse Udflugter overraskede hun Børnene i en skjult Krog bagved Ladelængen, hvor Sigrid hele Formiddagen havde været travlt optaget af at hænge sit Dukketøj til Tørring paa en Snor. Ogsaa den lille Dagny var beskæftiget her, skønt ikke med sin gode Vilje. Den stumpede Tyksak stod med Fingren i Munden og brummede modvilligt, mens Søsteren hvert Øjeblik foer hen til hende, enten for under hemmelighedsfuld Hvisken at betro hende sine store Planer eller for ved et Par Smaaknubs og en alvorlig Gennemrysten at indprente hende, at hun ikke maatte fortælle Tanten eller nogen anden, hvad der her gik for sig.

Det var ikkedesmindre en højst uklar Skyldbevidsthed, den lille nu røbede, da Tanten pludselig dukkede op foran dem. Sigrid derimod blev flammende rød helt opover Panden.

»Vi leger saa godt!« raabte hun straks Tanten imøde med et af de glade Udbrud, hvormed Børn troer at kunne skjule en daarlig Samvittighed.

Fru Betty var da ogsaa altfor optaget af egne Tanker til at mærke noget paa Børnene. Hun gav dem i Forbigaaende sin sædvanlige Formaning om at passe godt paa deres Klæder og vendte dermed tilbage til Haven.

Her kom Tjenestepigen Angelica imod hende fra Havestuedøren og sagde:

»Frue! Der er en Mand, som gerne vil tale med Herren.«

»Han er ikke hjemme, maa du sige. — Hvad er det forresten for en Mand?«

»Jeg kender ham ikke. Men det er vistnok den samme, som var her forleden Dag, da Herren heller ikke var hjemme.«

»Saa gør ham en Undskyldning og bed ham komme igen om en Timestid, dersom det er ham belejligt. Til den Tid er Præsten nok kommen hjem.«

Fru Betty havde taget Plads paa Tremmebænken under det skyggefulde Æbletræ, der i Sommerens Løb var bleven hendes Yndlingsopholdssted. Hun tog et Haandarbejde, der tilfældigt laa der, og gav sig til at strikke for at bekæmpe sin Sindsbevægelse. Hendes Ansigt var usædvanlig blegt, Øjnene røde og forvaagede. Den Spænding, hvori hun nu snart i et Døgn var bleven holdt, havde aldeles ødelagt hende. Hele hendes Legeme var som elektrisk af Nervøsitet.

Siden den foregaaende Dags Eftermiddag havde hun ikke set Emanuel. Hun havde dengang været inde hos ham i hans Stue med et Brev, som Posten havde bragt, og i hvis Udskrift hun havde ment at genkende hans Kones uøvede Haand. Allerede længe havde hun |502| kunnet mærke paa Emanuel, at han ventede at høre derovre fra sit gamle Hjem, og hun forstod nu, at dette var det utaalmodigt imødesete Svar, der skulde bestemme over hans Fremtidsskæbne. Underligt nok var hun straks bleven lidt uhyggelig tilmode ved Synet af Brevet; det syntes hende at se ud til at indeholde et sørgeligt Budskab. Aldrig før var den Tanke blot et Øjeblik faldet hende ind, at hendes Broders Kone kunde vægre sig ved at forny det afbrudte Samliv. Nu begyndte hun at ængstes, — og hvad der senere var sket, havde kun ¹ yderligere bestyrket den mørke Anelse, der straks betog hende.

Emanuel havde den hele Aften ikke ladet sig se. Han havde lukket sig inde i sit Værelse og ikke villet indlade nogen, hverken Tjenestepigen, da hun vilde bringe ham hans Aftensmad, eller Børnene, da de bankede paa for at sige Godnat. Selv havde hun derfor opgivet at komme til at tale med ham; men hele Natten havde hun hørt ham gaa frem og tilbage over Gulvet i sin Stue, ... og denne vedholdende, endeløse Vandren havde vakt et opskræmmende Minde hos hende. Det var nemlig noget af det, hun tydeligt erindrede om sin afdøde Moder, at ogsaa hun kunde gaa saaledes halve Dage og hele Nætter frem og tilbage i sit Værelse uden en eneste Standsning. Endnu Natten før hendes Endeligt havde hun hørt hende saaledes vandre utrætteligt, ... og den dumpe, gengangeragtige Lyd af Emanuels Skridt havde derfor indgydt hende en Angst, saa hun hele Natten havde ligget og rystet i sin Seng. Først da det begyndte at dages, var der bleven stille inde hos ham, og hun var endelig falden isøvn.

Men nu til Morgen havde Pigen fortalt, at han allerede ved Solopgang var gaaet bort; hun var bleven vækket ved at høre ham aabne Havestuedøren; og bag sit Gardin havde hun da set ham gaa gennem Byen ud mod de vestre Bakker. Nu var Klokken elleve, ... i henved et Døgn havde han altsaa intet spist.

Hun turde sletikke tænke paa, hvad der skulde blive af ham, dersom nu ogsaa Vejen til hans gamle Hjem blev spærret for ham. Han var efterhaanden bleven hjælpeløs som et Barn. Hun havde i den sidste Tid maattet behandle ham næsten som en umyndig, bestemme hans Maaltider, pusle om hans Person og tage Vare paa hans Klæder, fordi hun følte sig overbevist om, at han endog glemte at skifte Linned, dersom hun ikke mindede ham.

Hun foer sammen. Hun havde hørt Skridt ude paa Vejen. Havelaagen aabnedes langsomt. Fortabt i sig selv kom Emanuel gaaende ind over Gangen.

Da han fik Øje paa hende, standsede han.

»Sidder du der?« sagde han med dæmpet Stemme. »Hvor er Børnene?« lagde han til lidt efter.

»De leger ude bag Ladelængen. Skal jeg hente dem?«

»Aa nej, lad dem lege! ... Jeg er ogsaa lidt træt nu.«

Han satte sig tungt ved Siden af hende paa Bænken.

Fru Betty var saa beklemt, at hun længe ikke kunde finde et Ord at sige. Endelig sagde hun:

»Her har været en Mand for at tale med dig, Emanuel. Det var nok den samme Mand, som var her forleden Dag, da du hellerikke var hjemme.«

»Hvad var det for en Mand, Betty?«

»Jeg veed ikke. Det maa vist være en fremmed. Angelica kendte ham i hvert Fald ikke.«

Ligesom vaagnende vendte Emanuel Ansigtet om imod hende.

»Hun kendte ham ikke, siger du! ... Det var dog besynderligt!«

»Aa, hvorfor det, Emanuel? Her har jo oftere været fremmede Folk, der vilde tale med dig.«

»Ja, det er sandt — naturligvis.«

Fru Betty søgte at læse sig Vished til i Broderens |504| Ansigt. Men dettes Udtryk bestyrkede hende egentlig ikke i hendes Formodning om det skæbnesvangre Brevs Indhold. Emanuel var nok meget bleg og øjensynlig dybt bevæget; men han syntes hende mere højtidelig betaget end egentlig nedbøjet.

Med et Glimt af Haab tænkte hun paa, om hun alligevel skulde have taget fejl.

»Du var nok tidligt oppe imorges, Emanuel. Pigen fortalte, at du gik ud allerede ved Solopgang. — Har du ikke sovet godt inat?«

Emanuel nikkede mekanisk uden at have hørt, hvad hun sagde. Han sad foroverbøjet, med den ene Haand under Kinden, den anden støttet til Haandtaget af sin Stok.

»Sig mig, Betty,« sagde han tilsidst i en Tone, som talte han lige saameget til sig selv som til Søsteren: »Sig mig — kan du huske Mørkningstimerne derhjemme, da vi var Børn?«

»Mørkningstimerne?«

»Ja. Kan du huske ... Moder sad i Lænestolen i den grønne Stue, hvor Lyset fra Gadelygten faldt ind, ... og vi sad omkring hende paa Skamler eller oppe paa hendes Skød. Hun fortalte os Eventyr om Kæmper og Kongesønner, der drog ud i Verden for at plante Kristi Banner mellem Hedningefolket.«

»Jeg var jo saa lille dengang, Emanuel. Jeg husker kun lidt fra den Tid, da Moder var helt rask.«

»Aa ja, det er sandt. Jeg var jo nogle Aar ældre. Jeg husker, at jeg selv var begyndt at læse i Sagnhistorien og i Krønikebøgerne dengang. Jeg vilde være Soldat og Kriger og forstod sletikke, hvorfor Moder bestandig sagde, at jeg skulde være Præst. Saa en Aften, da jeg spurgte hende derom, strøg hun mig over Haaret og sagde: »Fordi jeg troer, at det er Guds Bestemmelse med dig, min Dreng!« Jeg husker endnu tydeligt det underlige Indtryk, de Ord gjorde paa mig. Den Aften læste jeg for første Gang af mig selv i Biblen.«

»Ja, Moder har jo haft stor Indflydelse paa dig, veed jeg.«

»Saa var der ogsaa en anden Gang ... Moder havde Besøg af den gamle Pastor Hagensen, der var hendes gode Ven. Jeg tænker, de har siddet og talt sammen om at bestemme Livskald for Børn eller sligt ... ¹ det veed jeg nu ikke. Men tilsidst pegede Moder paa mig og sagde: »Hvad ser saa min Søn der ud til at skulle blive?« Jeg maatte gaa helt hen til den gamle Mand; han tog mig under Hagen, og da han havde set lidt paa mig — jeg husker det saa tydeligt, som var det sket igaar — lagde han Haanden paa mit Hoved og sagde: »Du bliver nok en Kirkens Mand, troer jeg vist.« Jeg var dengang ikke mere end tretten Aar.«

»Men hvorfor kommer du til at tænke paa disse Ting netop idag, Emanuel?«

»Hvad siger du?«

Han løftede Hovedet og saae overrasket op paa hende. Han havde efterhaanden aldeles glemt, til hvem han talte.

»Aa jo,« sagde han og lagde atter stille Hovedet ned i sin Haand. »Jeg skal sige dig, Betty ... saa mange Aar er det altsaa, siden jeg fik Indvielsen. Fra Barndommen har min Livsvej været ligesom skæbnebestemt. Og dog har jeg indtil denne Morgen følt Tvivl, om jeg nu ogsaa virkelig havde Kaldelsen.«

Betty sænkede sit Strikketøj i Skødet.

»Kaldelsen?« sagde hun. »Jeg forstaar dig ikke ... Hvad mener du, Emanuel?«

»Den rette Kaldelse, mener jeg. Guds Kaldelse.«

Betty rystede paa Hovedet.

»Jeg forstaar dig ikke.«

»Aa jo, du veed dog nok, at jeg aldrig har hørt til dem, der troer, at Kjole og Krave gør en Mand til Præst, eller at en Eksamen tør gælde for Guds Bemyndigelse |506| til at tale i hans Navn. Og dog har jeg først sent ret forstaaet, hvorledes Gud selv udvælger sine Tjenere ... optugter dem gennem haarde Prøvelser til lydige Fuldbyrdere af hans Vilje. Kan du huske, Betty, at jeg for nogen Tid siden fortalte dig et Sagn, jeg dengang netop havde læst? Det var om en from Mand i Jødeland, der gennem hele sit Liv ydmygt havde søgt Gud og fulgt hans Veje — Verdens Børn til Forargelse. Og dog slog Herren ham Saar paa Saar, indtil han var hjemløs her i Livet som Fuglene paa Havet. Og der stod, at først da fattede han ¹ Guds Vilje med ham og gik ind i Templet, hvor Herren i et Syn bød ham forkynde Dommen over det ulydige Folk. — — Den Fortælling har jeg siden ofte tænkt paa. Jeg synes, den er som et Spejl for mit eget Liv. Jeg føler det nu ... ogsaa mig har Gud længe forgæves kaldt paa. Ogsaa mig har han med sin tugtende Haand maattet fravriste alt, ... alt, indtil nu min sidste Tilflugt, før jeg fik Mod til fuldt at forstaa ham.«

»Hvad siger du? Har din — —?«

»Ja, Betty, nu er ogsaa jeg hjemløs her i Verden som en Maage paa Havet. Jeg har ingen Hustru mere, intet Hjem. Jeg er ene nu med mine smaa.«

Strikketøjet var gledet ned fra Bettys Skød. Hun foldede Hænderne foran Brystet og saae paa Broderen med et rædselslagent Blik.

»Og det er ... Kaldelsen, siger du?«

Emanuel nikkede.

»Ja, jeg føler det. Gud har krævet mig nu ... fuldt og helt ... Og jeg giver mit Liv i hans Haand.«

De sad et Øjeblik tavse. Betty bøjede Hovedet og sænkede Hænderne i sit Skød; — nu, da hun havde faaet Visheden, sank hun kraftesløs sammen. Men hellerikke Emanuel formaaede længer at beherske sig. Hans store, ubevægeligt fremstirrende Øjne stod fulde af Taarer, og hans Tale lød som en med Møje undertrykt Graad, idet han vedblev:

»Det er jo saa underligt for mig. For ... ja, nu kan jeg sige det ... jeg har jo altid følt, at Gud havde en Hensigt med mig og mit Liv. Det var ikke Hovmod. Jeg har aldrig troet mig hverken større eller bedre end andre. Langtfra! Men Kristus har selv sagt det: »Min Kraft er mægtig i de svage.« Og dog! Nu, da det er sket, forstaar jeg ikke, at Gud har fundet mig værdig. Imorges ... imorges, da han kaldte mig i Enrum med sig, og jeg rejste mig af min Seng ... og da jeg stod derude paa de høje Marker Ansigt til Ansigt med min Fader, ... det var, som knugedes jeg til Jorden af hans Aands Vælde, og jeg havde ikke Mod til at opløfte mit Blik imod ham! Men han saae min Frygt og tog mig ind til sit Hjerte —.«

Han holdt inde. Sindsbevægelsen var ved at overmande ham. Erindringen om den nys udstaaede Dødsensangst fik hans brudte Stemme til at bæve. Han rystede som af Kulde, og Taarerne gjorde hans Kinder vaade.

De sad atter tavse en Stund.

»Hvad tænker du nu at gøre, Emanuel?« spurgte tilsidst Betty.

»Fuldkomme den Gerning, Gud giver mig at gøre. Andet veed jeg ikke. Min Vilje er i hans Haand!«

»Men hvad vil du da? Tænker du paa at blive Præst igen? Eller hvad vil du?«

»Jeg veed det ikke.«

»Vil du maaske rejse? Gaa om som Lægprædikant? ... Og Børnene?«

»Jeg veed det ikke. Men jeg har bedet Gud om et Tegn, at jeg kan være beredt.«

Betty kunde ikke længere beherske sig. I et Udbrud af vild Forfærdelse kastede hun sig om Broderens Hals og raabte:

»Emanuel! Emanuel! Kom dog til dig selv! Hør mig dog! Du veed ikke, hvad du siger! — — Nej, nej, du faar ikke Lov at tale. Du maa høre mig, jeg |508| er dog din Søster! Det er forfærdeligt! Emanuel ... Du maa komme til Fornuft — hører du? — Du maa tænke paa Fremtiden, paa Børnene, paa os alle. Se dog! Du veed ikke, hvad Dag du staar paa Gaden uden Tag over Hovedet, uden en Bid Brød til dine Børn. Fa'er vil ikke hjælpe dig mere ... og kan det hellerikke. Jeg har ondt nok ved at hjælpe mig selv. Du veed, hvor lidt Torm efterlod. Hvad vil du da gøre? Styrt os dog ikke i Ulykke, Emanuel! ... Nej, du maa ikke tale. Nu skal du engang høre Sandheden! Har du ikke gjort os Sorg nok? Er det ikke din Skyld, at Fa'er er syg og fortvivlet? Vi er allesammen fortvivlede for din Skyld, Emanuel! Veed du, at jeg har set Fa'er græde over dig? Det skulde du tænke paa! I mere end ti Aar har vi levet i Angst for dig. Er det ikke nok! Skal vi da aldrig kunne tænke paa dig uden med Skam? ... Aa, Emanuel, om du blot vidste — —.«

Hun formaaede ikke at tale mere. I et Anfald af krampagtig Hulken sank hun sammen ved Broderens Bryst.

Emanuel lod sagtmodig sin Haand glide nogle Gange ned over hendes Haar.

»Stille, Søster! Stille! Du er ikke god mod dig selv! ... Og hvorfor vil du forarges paa mig? Sig mig, har ikke Kristus vist os Vejen ind til den evige Glæde ... han, som ikke vilde eje det, hvortil han kunde hælde sit Hoved!«

»Aa — hvor du taler!« afbrød Betty i opblussende Heftighed og rettede sig paany i Vejret. »Det er formasteligt! Troer du, Gud har givet dig Hus og Hjem og Slægt, for at du skal lægge det altsammen øde? Har han givet dig Hustru og Børn, for at — —« ¹

Hun fik ikke udtalt. Emanuel lagde Haanden paa hendes Arm og saa bekymringsfuldt paa hende.

»Betty, — var det dig mon ikke tjenligere, om du |509| gik irette med dig selv, før du anklagede andre? Ogsaa dig har jo Herren hjemsøgt! Troer du ikke, han har haft et Ærinde hos dig, da han bankede paa din Dør med Dødens kolde Haand? Troer du ikke, han kom for at spørge, om du nu var hjemme for ham ... for ham alene? Luk dit Hjerte op engang! Se, Gud har taget dit Barn og din Mand fra dig, dertil Rigdom, Ære, Anseelse og Verdens Beundring, ... har du husket at takke ham derfor? Har du skønnet paa, at han saaledes har taget Byrde paa Byrde fra dig og kærligt beredt dig Vejen til hans Faderhjerte? Hvis ikke, saa er det Tid, at du ræddes over dig selv! Det haster, Betty! Mærker du det ikke? Dommens Dag er nær! Ser du ikke, hvordan alting vakler, at Verden er i Opløsning? Gud har taget sin Velsignelse fra Menneskenes Samfund, og Dæmonerne regerer i det som Ormene i et Aadsel. Gaar ikke allerede Lasterne nøgne paa Gaderne? Har ikke Hovmod og Hævngerrighed forgiftet alles Sind? Ser du ikke, hvordan Stand rejser sig mod Stand, Folk mod Folk, ... Hadet har tændt Landene i Flammer, og Blodtørsten brøler af Kanonernes Munde. Ja, selv i Guds eget Hus, i Kristi egen, bloddøbte Menighed er hans Aand landflygtig. Selvretfærdighed og Selvklogskab fører Strid om Kirkens Højsæde? Sandelig, jeg siger dig, — Herrens Dag er nær! Ve da den, han forstøder!«

Han havde rejst sig og truende løftet Haanden mod Himlen. Men pludselig slog hans Stemme over; Armen sank ned og han sagde — mildt og halvt forsonende:

»Søster! Giv mig din Haand! Nu vil du ikke høre mig, — men ogsaa din Tid vil komme, det troer jeg sikkert. Ogsaa du vil engang med Forfærdelse forstaa Ordet, at den, som har elsket sit Liv, skal miste det. Jeg kender din Sjæl, Betty. Du følger mig nok efter! ... Giv mig din Haand derpaa!«

Hun gjorde, som han bad. Men da han var gaaet, søgte hun ind i Nøddegangen, hvor ingen kunde se hende, og vred fortvivlet sine Hænder.