Han fandt hende omsider ude bagved Haven, hvor hun sad paa et Gærde under en Hyldebusk i Selskab med et stort, fremmed Bondefruentimmer, der allerede paa Afstand forbavsede ham ved at sidde med Hansines ene Haand i sit Skød. Da han kom nærmere, saae han, at de bægge søgte at skjule en stærk Sindsbevægelse, og at den ubekendte endog havde røde Øjne, som om hun havde grædt. I det samme genkendte han Hansines Ungdomsveninde, den rødhaarede Ane, der for seks Aar siden havde lidt den Vanskæbne at blive gift med en »Skalling«.
Skallingerne var et Fiskerfolk, der boede paa en Landtunge helt ude ved det aabne Hav. Ligesom i sin Tid de gamle Skibberuppere plaskede de omkring i nære og fjerne Fjorde og gjorde Landgang rundtom paa Kysterne for at afhænde deres Fangst. Fra gammel Tid bekendt for deres vilde og trodsige Liv havde de ogsaa senere vist sig fuldstændig upaavirkelige overfor den aandelige Vækkelsesgerning indenfor Folket, hvisaarsag de blev skyet og foragtet af alle de øvrige Kystbeboere. Ane havde kort efter Hansines Bryllup |386| truffet en ung, køn, sorthaaret Skalling inde i Købstaden og til sin største Forskrækkelse forelsket sig i ham. Længe havde hun kæmpet mod sin Tilbøjelighed, som hun af Skamfuldhed ikke engang havde betroet Hansine; men tilsidst kunde hun ikke længer modstaa den unge Fiskers dristige Bestormelser, og en skøn Dag var han kommen sejlende med sin Baad i en forrygende Østenstorm og havde endnu samme Aften ført hende selv og kort Tid efter hendes gamle Plejeforældre hjem til sin Tangtagshytte. Begivenheden havde i sin Tid vakt en pinlig Opsigt blandt Egnens Folk; man havde ikke troet, at Ane kunde lade sig saa fuldstændig rive hen af Lidenskab, og man beklagede hende inderligt for det Liv, hun vilde komme til at føre derude mellem de raa Mennesker. Mellem hende og Hansine var der i nogen Tid efter deres Adskillelse vekslet Breve, der dog fra Anes Side blev bestandig kortere, indtil hun helt forstummede. Hansine havde godt forstaaet, at det var, fordi hun skammede sig ved stadig at maatte tilstaa, at hun var lykkelig; og ofte i de sidste Aar, naar hendes eget Sind var nedtrykt og Fremtiden stillede sig mørkest for hende, havde hun tænkt paa sin gamle Barndomsveninde som paa den, hos hvem hun i Nødens Stund vilde kunne finde Forstaaelse og Tilflugt.
Emanuel følte sig lidt underlig tilmode ved efter saa mange Aars Forløb igen at se den røde Ane dukke op ved Hansines Side, især da han af deres Sindsbevægelse øjeblikkelig forstod, at de straks havde knyttet det gamle Fortrolighedsforhold og aabnet Hjerterne for hinanden. I en Tone, der var præget af en vis, medynksfuld Velvilje, spurgte han Ane om, hvordan hun havde det, og hvorledes hun levede derude i Skallinglandet; og med en Frimodighed, der stødte ham lidt, svarede hun, at hun havde det godt, fortalte, at hun havde fem raske Børn og tre Faar, at hun og hendes Mathias sidste Sommer havde bygget sig et nyt Hus, |387| og at det var Mathias selv, der havde spurgt, om han ikke skulde sejle hende ned til den gamle Højskoleforstanders Begravelse, da han dog havde nogle Sildegarn staaende her i Nærheden, som han kunde se til med det samme.
Hun havde, mens hun talte, igen sat sig ned ved Siden af Hansine og med noget af sin gamle Beskyttermine taget hendes Haand. Skønt hun ikke ligeud sagde det, var det ellers tydeligt at mærke paa hende, at hun var bleven skuffet ved Gensynet af sin gamle Højskolevennekres, og at hun blot længtes efter at komme hjem igen til sin Strand, sine Faar, sine Børn og sin Mathias.
Emanuel følte sig mere og mere ilde berørt af hendes Tone og Optræden overfor Hansine. Han var bleven saa uvant med at se denne vise andre den ringeste Fortrolighed, at Synet af hendes Haand der i Venindens Skød virkede paa ham næsten som en Anklage. Hun sad stille og saae ufravendt ned mod Jorden; det var næsten, som om hun undgik hans Blik. Han følte i dette Øjeblik ret, hvor de i den sidste Tid var kommen bort fra hinanden, og han gjorde sig selv det Løfte, at der fra denne Dag ikke længer skulde være noget uudtalt imellem dem. Nu, da alle andre Baand syntes at skulle briste for ham, nu, da de sikkert vilde blive meget ene, skulde de finde hinanden igen i fuld Forstaaelse, og i Samlivets Inderlighed tage Oprejsning for, hvad de udadtil havde mistet.
Hansine havde under den hele Begravelseshøjtidelighed været meget bevæget. Skøndt hun allerede længe havde haft en Forudanelse om, at hendes Bekendtskab med Sandinge Højskole vilde blive hende dyrekøbt, havde hun aldrig næret bitre Følelser mod den gamle Forstander. Nu, da han var borte, mindedes hun ham med Taknemlighed for det meget gode, hun havde lært af ham; og ganske særlig havde hendes Tanker i disse Dage heftet sig ved den Formaning |388| om at leve i Sandhed og Selvopofrelse, hvortil han i sine Taler til Ungdommen idelig vendte tilbage. Under Indtrykket af hans Død, og idet Emanuels Tavshed for hver Dag var bleven hende et mere talende Vidnesbyrd om, hvorhen hans Længsler uimodstaaelig drog ham, voksede der i hende et Forsæt, som nu ved hendes gamle Lærers Grav og under Genforeningen med Barndomsveninden var modnet til Beslutning hos hende. Hun sagde til sig selv, at det var frugtesløst længer at stride mod det uundgaaelige, og at det derfor var bedst, baade for hendes egen og Emanuels men navnlig for Børnenes Fremtids Skyld, at der skete en afgørende Forandring i deres indbyrdes Forhold og hele Liv. Hun havde besluttet en Dag at tale rent ud med Emanuel derom; og roligt og varsomt vilde hun da sige ham, hvad der mere og mere var kommen til at staa for hende som den eneste Udvej til et nyt og lykkeligere Liv for dem alle.
