Den følgende Morgen kom en Skibberupper hjem fra et Besøg i Sandinge med den opskræmmende Efterretning, at den gamle Højskoleforstander, der i længere Tid havde været svagelig, nu var bleven meget syg og ikke kunde leve. Faa Timer senere kom et Ilbud derovrefra med Meddelelse om, at han var død.
Med denne Mand forsvandt atter en af de ældste Forkæmpere for den danske Bondestands aandelige Frigørelse, — den egentlige Grundlægger af den folkelige Bevægelse i hele denne Del af Landet. I et Tidsrum af over tredive Aar havde Egnens »vakte« Befolkning set op til ham som til en Fader; og skønt han i den senere Tid mangen en Gang havde haft ondt ved at forlige sig med, at den yngre Slægt hengav sig saa meget til Politiken i Stedet for alene at tænke paa det, der for ham stod som Livets ene fornødne, »Aandens Oplysning og Herliggørelse«, havde dette aldrig formaaet at gøre mindste Skaar i det gode Forhold mellem ham og Vennerne. Jo ældre han blev, jo mere hans store Skæg og lange Nakkekrøller fik Sølvets Farve, desto ukrænkeligere var han bleven, des større den Ærefrygt, |380| alle nærede for ham. Det var for de unge som at høre et gammelt Sagn, naar han fortalte om Folkesagens første trange Dage, da dens Talsmænd blev betragtet som Ungdomsfordærvere, der fortjente Baal og Brand. Det lød for dem som Beretningen om et helligt Martyrium, naar han paa sin halvt spøgende Maade fortalte om den Tid, da han paa Apostelvis vandrede paa sin Fod fra By til By og maatte holde sine Foredrag rundt om i Tørveskur og Karlekamre, forfulgt som en Indbrudstyv af Præsterne og Skolelærerne, forhaanet og forulempet af selve Bønderne, der mangen Gang havde pudset deres Hunde paa ham for at jage ham ud af Byen.
Det var derfor ikke den almindelige Smerte over Tabet af en Ven, som Efterretningen om hans Død fremkaldte; det var den dybe, højtidelige Sorg, der griber et Folk under fælles Ulykker. Endog Skibberuppernes Ophidselse i Anledning af Sogneraadsformanden lagde sig i nogle Dage, og det berammede Møde af Menighedsraadet blev udsat til efter Begravelsen. De følte alle, at de havde mistet deres Høvding; overalt talte man kun om den gamle Højskoleforstander; man tog hans Fotografi ned fra Væggen over Kommoden og betragtede det fyldige Ansigts kære Træk og de to sorte Prikker over Kinderne, der skulde forestille hans ungdommeligt spillende, lysebrune Øjne. Man gentog Eventyr, han havde fortalt, læste hans gamle Breve, — smaa, ilsomt nedskrevne Lapper, fulde af Henrykkelsesudbrud og varme Venskabsforsikringer — og om Aftenen sad man udenfor paa Dørfliserne og sang hans Yndlingssange.
Ogsaa i Vejlby Præstegaard gjorde Dødsbudskabet et dybt Indtryk; og Emanuel fandt herunder foreløbig ingen passende Lejlighed til det forklarende og beroligende Ord, som han vilde sige Hansine, især da der i de samme Dage ogsaa paa anden Maade bragtes Uro ind i Huset. En Morgen, da Emanuel kom over i Stalden en Timestid senere end sædvanlig og ikkedesmindre |381| endnu fandt Niels i Sengen, gav han sin længe tilbagetrængte Utaalmodighed Luft i en alvorlig Formaningstale til ham. Det kom til en Ordstrid imellem dem, hvorunder Emanuel i et Øjebliks Ophidselse befalede ham at tage sit Tøj og forlade Præstegaarden. Niels tog ham øjeblikkelig paa Ordet, og Emanuel mærkede allerede den næste Dag, da han vilde fæste sig en ny Karl, at Tildragelsen havde vakt en stærk Misstemning imod ham hos Befolkningen. Nogle ondsindede Historier, som Niels havde udspredt om sin Afskedigelse, var straks bleven troet. Som Skibberupperne sagde til hinanden: de havde nok tænkt sig, at Emanuel ikke kunde være saa »fuldkommen«, som han gerne havde villet give det Udseende af. Forgæves henvendte han sig til forskellige ledige Arbejdere for at faa Hjælp idetmindste til Høsten; enkelte sagde rent ud nej, andre gjorde ret uforblommede Hentydninger til hans almindelig kendte Uefterrettelighed som Betaler ja stillede rentud Fordring om først »at se Lønnen«. Hans Naboer og nogle andre af Egnens Folk tilbød vel at yde ham en Haandsrækning i Ny og Næ; men i den almindelige Høsttravlhed sendte de rigtignok som oftest en Undskyldning i Stedet for den ventede Hjælp.
Af Harme over alt dette begik Emanuel tilsidst den Ubesindighed en Dag at henvende sig til den brændemærkede Sogneraadsformand, der straks med sin sædvanlige Rundhaandethed stillede hele sit Mandskab til hans Tjeneste og endnu samme Dag bragte hans halvspirende Rug i Hus.
Men dermed var ogsaa Krigen erklæret.
