Væverens Meddelelse havde sat Emanuels Sind i en saa heftig Bevægelse og givet ham saa meget nyt og alvorligt at tænke paa, at han for den Dag maatte opgive Besøget i Mosekærshusene. Først den næste Dag naaede han derud.
Men ogsaa da var det med uroligt Sind og tungt Hjerte, at han gik Vejen udover Markerne. Rygtet om Sogneraadsformandens Bekendelse var ihast fløjet over Sognet og havde vakt en overordentlig Bevægelse. De, der i Forvejen havde vidst god Besked, anstillede sig næsten mest forargede, særlig Skibberupperne. Væveren havde bearbejdet Stemningen godt, forinden han lod sin velanbragte Mine springe. Det gamle Fjendskab mellem Skibberupperne og Vejlbyerne, hvem den politiske Kamp en Tid havde ført sammen, var efter dennes uheldige Udfald blusset op igen, endog med forøget Styrke. Det var de stridbare Skibberuppere, der havde begyndt Tvisten ved at paastaa, at Vejlbyerne havde tilegnet sig en for stor Indflydelse i Menigheden; og det var derfor ogsaa særlig dem, der nu vilde benytte Lejligheden til at fortrænge Sogneraadsformanden fra hans Magtstilling. Menighedsraadet skulde nu samles til et Møde den næste Dag, og Væveren havde allerede til dette bebudet »nye Afsløringer«.
Da Emanuel naaede op til de saakaldte Rævebakker, en Samling vortelignende Højder, hvorfra Landet sænkede sig ned imod det side Mosedrag, blev han staaende med Hænder og Stok bag paa Ryggen og faldt i Tanker. Han stirrede over Mosen ud mod Kyndby-Sognets grønne Engflade med det brede, spejlblanke Aaløb og de mange smaa Engmøller og spredtliggende Smaahuse. Hans Sind fandt et Øjebliks Hvile og Befrielse under Betragtningen af det venlige Landskab, der selv under Eftermiddagens mørke, regntunge |369| Skyhimmel syntes ham et yndigt Billede paa Fred og rolig Lykke. Han kunde øjne selve Kyndløse By og den slangebugtede Vej, ad hvilken han hin Aften var gaaet sammen med Frøken Ragnhild, — ja med en lille Hjertebanken opdagede han ogsaa Taget paa Doktor Hassings Villa, der laa fornemt indesluttet i sin store Have.
Egentlig undrede det ham, at han ikke en eneste Gang havde mødt Frøken Tønnesen, da hun dog sikkert endnu var her paa Egnen. Han vidste, at Folk havde set hende køre omkring med Doktoren, naar denne var ude i Sygebesøg, — og han havde ingenlunde gjort sig Umage for at undgaa hende. Skønt han ikke var sig det fuldt bevidst, havde det tvertimod baade paa denne og den foregaaende Dag været en medvirkende Aarsag til hans Vandringer ud til Mosekærshusene, at Kørevejen til Kyndløse gik i en Bue nedenom Rævebakkerne.
Langt ude over den fjerne, mørke Skovkrans var Himlen bleven klar og blaa. Hvide, solbelyste Skybjerge løftede sig hist og her over Horisonten og sank langsomt ned igen. Af Trang til at frigøre sig for alt det, der tyngede ham, lod han sig rive hen af dette Syn og stod en Stund fortabt i ubestemte Drømmerier. Det var for ham som at se et luftigt Skønhedsrige stige straalende op af et Mørkets Dyb og atter svinde hen. Det var som at se koglende Skikkelser vinke og forsvinde ... eller som i Drømme at høre fjerne Stemmer kalde og sagte dø hen. Hvorfor sørge? syntes de at sige. Hvorfor slæbe sig træt paa andres Byrde? Kast din tunge Pilgrimsstav og kom herud, hvor Glæden bor højt over Skyen og Jammeren skjuler sig i de mørke Dale. Kom herud, hvor Livet er en festlig Hvile omkring sprudlende Kilder og Dans paa grønne Enge ...
Han vaagnede med et Ryk. Og saa flygtige havde hans Drømme været, at de svandt bort af hans Erindring, i samme Øjeblik han vaagnede til Bevidsthed. |370| De efterlod kun en Fornemmelse af forøget Tyngsel over Brystet, — og med langsomme Skridt steg han ned imod Mosekærshusene.
De laa dernede under ham paa bægge Sider af et lille, halvt udtørret Bækkeløb, — en Række ynkelige Lerhytter, der i deres Affældighed støttede sig til hinanden, som om de i Forening stod og grundede over deres Skæbne. Pladsen foran dem var en Mødding af gammel Halm og Potteskaar, og der var næppe et eneste Hus med hele Ruder eller uden store Huller i det sammensunkne Straatag.
Emanuel styrede henimod et af de yderste Huse — en udbuget, bagerovnlignende Rønne med to smaabitte Vinduer, der under det nedhængende Tagskæg stirrede ud imod ham som et Par onde Øjne. Foran Indgangsdøren stod en høj, kroget Oldingeskikkelse med en Økse og pindede Skovkvas.
Idet han nærmede sig, foer en lille, pølsetrind Køter ham i Benene og vedblev besat af Arrigskab og under en hæs Hvæsen og Gøen at trille sig foran ham og vise Tænder. Emanuel, der aldrig kunde bringe over sit Hjerte at slaa et Dyr, kunde længe ikke komme frem for den.
Skønt den gamle henne ved Huggeblokken meget godt havde set ham og ogsaa umuligt kunde undgaa at lægge Mærke til Køteren, kaldte han den ikke til sig og lod sig overhovedet ikke forstyrre i sit Arbejde.
»Er det din Hund, Ole Søren?« raabte tilsidst Emanuel i en noget opbragt Tone.
»Næ,« brummede den gamle uanfægtet, endog uden at se op. »Jeg er selv Hund!«
En højtfrugtsommelig Kone viste sig i det samme i Hyttens Dør. Men ikke saa saare havde hun faaet Øje paa Emanuel, før hun skyndte sig ind igen. Og pludselig blev der Travlhed inde i Stuen; der hørtes ivrig Hvisken, blandet med Lyden af klirrende Husgeraad. Samtidig saaes der opskræmte Skikkelser ogsaa |371| i de andre Hyttedøre, og uredte Hoveder kiggede ud bagved Gavlene.
Emanuel befriede sig endelig ved Hjælp af sin Kæp fra det rasende Dyr og gik ind i Huset.
Allerede ude i den lille Forstue, hvor han maatte gaa helt krumbøjet for ikke at støde Hovedet mod det spindelvævsbehængte Loft, sporedes en stærk Spirituslugt, blandet med Stanken af Sengemug og Menneskeuddunstninger. Han bankede paa Døren og kom ind i en halvmørk Stue med et Klapbord, en Kistebænk og et Par mønjerøde Stole.
Det var Svend Øls og Per Brændevins Hjem, han traadte ind i.
Skønt den første af dem var gift og havde flere Børn, mens den anden var Ungkarl, havde de to uadskillelige Venner levet her mange Aar i samme Stue og ved samme Bord, ... ja efter en udbredt Mening gik Fællesskabet imellem dem endnu langt videre og havde sat sine tydelige Mærker paa et Par af Ægteparrets Børn.
Svend Øls lille flenskallede Skikkelse med de fede Lemmer og den nævestore Knude over det ene Øje rejste sig besværligt fra Kistebænken, da Emanuel traadte ind. Med Hovedet lagt paa Siden, og idet han holdt den højre Underarm trykket stivt ind mod Brystet, gik han klynkende hen og bød velkommen. Samtidigt sneg Konen sig ud bag Emanuels Ryg med en Kaffekande under Forklædet.
»Det var dog en gudsvelsignet Overraskelse,« sagde han og rakte ham sin venstre Haand. »Det havde vi jo dog aldrig ventet, at Hr. Pastoren ... at Emanuel, vilde jeg sige ... skulde gøre os en Besøgelse idag. Men det kommer just rigtig tilpas for os; vi trænger allesammen til et godt Trøstens Ord i denne Tid, hvor Vorherre har hjemsøgt os med Svagheder af alle Slags — —«
Han blev afbrudt af Emanuel, der — overvældet |372| af Stanken i Stuen — straks havde sat sig ned paa en af de røde Stole.
»Lad os tale et Ord med hinanden i Alvorlighed, Svend! ... Hvad er det, jeg igen maa høre om dig og Per. I vil ikke tage Arbejde, siger man!«
Svend Øl indtog igen sin Plads paa Kistebænken og satte et ynkeligt Ansigt op.
»Saa sandt jeg sidder her en Synder for Gud ... der er ingen, der heller end jeg vil baade slide og slæbe,« snøftede han, mens han med den venstre Haand gned sig forsigtigt over den højre Underarm, hvilken han stadig holdt stift ind mod Kroppen, som om han bar den i et usynligt Bind. »Men hvad skal en stakkels Krøvling gøre, naar Gægten ta'er ham, saa man maa ligge og skrige og jamre sig den hele Nat værre end en Basselkvind'. De ... du, mener jeg ... du kan tro, det er en Ynk for en stakkels Mand, som har Kone og Børn at forsørge — —«
»Aa, saa slemt er det vist heller ikke fat med dig, Svend,« afbrød Emanuel ham igen og saae paa ham med et fast Blik. »Du kunde jo da forleden være med til Slagsmaal ovre i Vejlby ¹ Kro, ... ja, det har man altsammen fortalt mig. Per var jo ogsaa med. Hvor er han henne nu?«
Svends fedtede Blik gled hen til Alkovesengen i den ene Væg; — her laa Per Brændevin paa Ryggen over Halmen og sov. Man kunde ikke se andet af ham end et sammenklistret Haar og et blegt Ansigt, hvori der var nedtrykket en mørkeblaa, blank og sprukken Næse, der lignede en overmoden Blomme.
»Hvad betyder det?« spurgte Emanuel mere og mere uhyggelig tilmode i Stuens Smuds og Halvmørke. »Er Per maaske ogsaa syg?«
»Ja, han har det saa slemme med Hovedværk ... og med Kolden. Den kommer over ham, uden at han veed et Ord af det at sige. Li'esom han allerbedst sidder, ta'er hans Tænder til at klapre i hans Mund, |373| og han ryster og bævrer over hele Skroget ... det er ligefrem fælt at se paa.«
Men Emanuel lod sig ikke længer føre bag Lyset. Han var i den sidste Tid bleven nøjeseende indtil Mistænksomhed, og han saae hurtigt, at det ikke var nogen Feberpatient men en døddrukken Mand, der laa derhenne under Dynevaaret og forgæves søgte at overvinde Søvnen og løfte Øjelaagene.
Han rejste sig op. Hans Sind var i Oprør. Med harmdirrende Stemme sagde han:
»Hør, nu vil jeg sige jer noget bægge to! ... Tag jer nu iagt! Ogsaa vor Langmodighed har en Grænse, og dersom I bliver ved at misbruge vor Overbærenhed, saadan som I i den sidste Tid har gjort, saa maa det være forbi imellem os. Saa maa det offentlige Fattigvæsen for Fremtiden tage sig af jer. Har du forstaaet det, Svend?«
Det sledske Udtryk i Svends Ansigt var pludselig forsvundet; den store Pandeknude trak sig dybere ned over Øjet, og hans tykke Mund bredte sig i et ondskabsfuldt Smil.
»Aa, saa slemt gaar det vel hellerikke til,« sagde han kry, mens han dog endnu af gammel Vane blev ved at gnide sig over Armen. »I veed vist nok, hvortil I kan bruge vos Fattigfolk — haa!«
»Hvad mener du? Hvad skal det sige?« spurgte Emanuel.
»Hvad jeg mener? ... Aa, saa meget taabelig er jeg da heller ikke, at jeg ikke veed, hvordan det gaar med Folk, naar de kommer paa Fattigkassen. De maa nok undvære deres Stemmeret, har jeg hørt sige, ... og det forholder sig vist rigtig nok.«
»Nu ... men hvad mener du med alt det?«
»Jeg mener barestens, at I kan vist nok lide at faa fat i vores Stemmer, ... ellers gik I vel ikke og kisselinkede saa meget for vos, tænker jeg. I veed vistnok, at paa Valgdagen gælder en Fattigmand lige |374| saa meget som en Lensbaron! ... Jo, jo, den har I regnet godt nok ud!«
Emanuel stod maalløs.
Dette var altsaa disse Menneskers Opfattelse af Menighedens store Velgørenhedsværk! Paa saadanne Folk havde den bortødslet sine Kærlighedsgerninger, for disse Umennesker havde han ofret sin egen Velstand, saa han nu selv var nær ved at lide Nød!
Han var bleven ligbleg. Bort, bort! skreg det inden i ham ... Det var, som om hans Øjne pludselig sank ind i Hovedet. Ude af Stand til længer at beherske sig greb han sin Hat og foer ud.
Han var dog ikke kommen langt bort fra Huset, før han standsede. Med et dybt Suk lagde han Haanden op paa sin endnu brændende og bankende Pande.
»Dømmer ikke, saa skulle og I ikke dømmes,« mumlede han hen for sig. Han burde ikke have forglemt disse sin Herres Ord, sagde han angrende til sig selv. Han havde igen ikke handlet, som det sømmede sig den, der ydmygt vilde vandre i Jesu Fodspor. Ak, hvordan var det dog fat med ham i denne Tid? ...
Han foer sammen. Henne paa Vejen kom en Vogn med graaskimlet Forspand og Liberikusk kørende henimod ham. — Doktor Hassings Ekvipage. Blodet strømmede ham til Kinderne. Han syntes bestemt at se Frøken Ragnhilds lyse Hoved kigge frem bag Kuskens Ryg.
Da Vognen kom nærmere, viste det sig, at han havde taget fejl. Der var ikke andre paa det brede Kaleschesæde end Doktoren selv, der sad indhyllet i en Gummikappe og røg paa en Cigar.
»Goddag, Hr. Pastor!« sagde Hassing, efterat have ladet Vognen standse, og stak sin behandskede Haand frem af Regnkappen. »Hvorledes har De det? De lever naturligvis til op over Ørene i Rughøst, kan jeg tænke. |375| Jeg vil haabe for Dem, at De kan svømme ... for det er virkelig lidt fugtigt om Fødderne i denne Tid.«
»Ja, det er ... en vanskelig Høst,« svarede Emanuel aandsfraværende. »Doktoren kommer fra Sygebesøg?«
»Ja, De har faaet et brækket Ben i Deres Nærhed; men det er ingen farlig Historie. Men lad mig ikke glemme det. Jeg har en Hilsen til Dem, Hr. Pastor, — fra Frøken Tønnesen. Hun rejste fra os for en Ugestid siden.«
»Saa Frøken Tønnesen er rejst!« sagde Emanuel unaturligt livlig.
»Ja, hun havde egentlig lovet os at blive noget længere. Men jeg troer, hun længtes efter Byluften. I hvert Fald fik hun pludselig Hastværk. De veed, hun er ingen Ynder af at »komme paa Græs«. Veed De forresten, at De har vundet en Proselyt hjemme hos os ... nemlig min Kones lille Niece ... De husker nok den unge Pige. Hun var meget optaget af sit Besøg hos Dem forleden ... ja, De har maaske set hende i Deres Kirker de sidste Søndage.«
»Jo, — det er netop — netop det særlige,« sagde Emanuel uden at have hørt hans Ord og uden at mene noget med, hvad han selv sagde.
»Naa, farvel, Hr. Pastor! Jeg ønsker Dem Lykke til at faa Rugen godt i Hus!«
Doktoren gav Kusken et Vink, og Vognen rullede afsted. — —
Da Hassing kom hjem, fortalte han sin Kone, at han havde truffet Emanuel, og at Meddelelsen om Ragnhilds Bortrejse syntes at have gjort et vist Indtryk paa ham.
»Ja, blot vi ikke har begaaet en Uforsigtighed ved at føre de to Mennesker sammen igen,« sagde Fru Hassing. »Jeg har haft mine Tanker derom. Ragnhild var saa underlig febrilsk i den sidste Tid her ... og denne pludselige Afrejse ...«
Hun vilde have sagt mere, men Gerda kom i det samme gennem Stuen for at gaa ud i Haven. Den |376| unge Pige var klædt i sort, havde et stort Stenkulskors paa Brystet og en sortindbunden Bog i Haanden.
»Bare vi ikke faar noget at bebrejde os overfor hende,« sagde Doktor Hassing med betænkelig Mine, da hun var ude af Stuen. »Hun har nedarvede Anlæg for det ekscentriske! ... Veed du, at hun har givet Søren Fragtmand i Kommission at skaffe hende et Fotografi af Pastor Hansted?«
»Aa, det gaar nok over,« mente Fru Hassing. »I den Alder vil man den ene Dag være Nonne, den næste Dag Kunstberiderske ... det kender jeg fra mig selv.«
»Du er ogsaa hendes Tante, Ludovica!«
