Da Emanuel kort efter kom hjem, fortalte Pigen ham, at den Mand, der allerede to Gange forgæves havde søgt ham, nu var kommen igen og sad og |514| ventede ham inde paa hans Værelse. Idet han traadte derind, rejste der sig en Skikkelse fra den haarde Hestehaars-Sofa, der stod ganske ene paa den lange Indervæg; men i sin overspændte Sindstilstand maatte han stirre temmelig længe paa den, før han genkendte Væver Hansen. De sidste Tiders Modgang var nu heller ikke gaaet sporløst hen over denne prøvede Mand. Som han stod der med Hovedet paa Siden og lod, som om han var lidt forlegen og ikke rigtig vidste, om han turde give Haanden eller ej, lignede han kun lidet det Billede, Emanuel havde bevaret af sin gamle, uforsonlige Modstander.
Dersom Emanuel nogensinde havde baaret Nag til et Menneske, havde det været til denne Mand. Hans Blod havde kunnet komme ikog, naar han tænkte paa det dulgte Fjendskab, hvormed Væveren havde pustet til enhver lille Tvedragtsild, der var opstaaet i hans gamle Menighed, — den Skaanselsløshed, hvormed han havde forfulgt ham personlig, da Striden tilsidst paa hans Anstiftelse brød ud i lys Lue. Der vaktes nu ved dette Gensyn en Trang i ham til at gøre Bod, fordi han saa længe havde baaret paa ukærlige Følelser for en, der dog var hans Næste, hans Broder, et Guds Barn som han selv.
»Velkommen skal du være!« udbrød han og rakte ham fredsæl sin Haand. »Du kommer, som du var kaldet!«
»Kaldet?« spurgte Væveren og spidsede Øren.
»Aa ja — du forstaar det endnu ikke! Du veed ikke, kære Ven, at der er faldet som et Slør mellem mig og Fortiden. Nu ser jeg kun ud imod det tilkommende. Kom — sæt dig! — vi vil tale sammen.«
Væveren sad en Stund og gned Hatten med sit Frakkeærme, som om han trykkedes af Anledningen til sit Besøg og havde ondt ved at finde en passende Indledning. De talte en Tid om Forholdene ovre i Vejlby og Skibberup, og efterat ogsaa det forestaaende |515| Vennemøde paa Sandinge Højskole var bleven berørt imellem dem, sagde han endelig:
»Ja, saa vil jeg da nu rentud sige dig, at jeg længe har gaaet og været saadan ... sletikke glad, vil jeg sige, ... ved at se paa Udviklingens Gang herhjemme i den senere Tid, saadan i de aandelige Sager. Jeg kan nu dog heller ikke tro andet, end at mangt et Kristenmenneske maa føle sig ret inderligt bedrøvet ved al den Babels-Forvirring, hvortil vi nu er bleven Vidne i vor Kirke. Alle ligger de og kives om vor Saligheds Sag. Se, det er just al den Splidagtighed, der længe har gjort mig saa trang om Hjertet, saa jeg mangen Gang ligefrem tykkes, at jeg kan ikke forstaa, hvordan det skal blive mod Enden.«
Emanuel nikkede.
»Der taler du sandt, Jens Hansen!«
»Se, jeg har nu netop i den sidste Tid i Anledning af dettehersens Vennemøde tænkt saa meget paa, om dog ikke snart den Mand vilde opstaa, der saadan med Aandens rette Myndighed kunde samle de adsplittede Dele af Vorherres Menighed i vort Land. Og derfor er jeg nu kommen herover til dig for saadan ligeud at sige dig, hvad jeg nu er bleven ganske sikker paa, — at du er Manden, Emanuel!«
Der rørte sig et lønligt, halvt lidelsesfuldt Smil omkring Emanuels Mund.
»Hvorfor troer du det saa vist, Jens Hansen?« sagde han.
»Aa jo, — jeg har jo ogsaa hørt om, hvad der er gaaet for sig her i den senere Tid. Jeg veed nu, hvordan jeg i sin Tid tog ganske fejl af dig, fordi jeg ikke forstod dig paa den rette Maade, vil jeg sige! ... Men forresten saa havde jeg ogsaa forgangen Dag saadan en løjerlig Forklaring, eller hvad man nu skal kalde det. Det var ligesom en Stemme indeni mig, der sagde, at jeg skulde ... jeg skulde tage herover til dig og faa dig i Tale.«
|516|»En Stemme, siger du?«
»Ja ... saadan en indvendig Røst, som jeg ikke siden har kunnet blive kvit. Immer er den bleven ved at minde mig, og jeg fik ikke Fred, før jeg var taget herover for at snakke med dig. Det var ligesom der laa en hel Betydning deri. Hver Gang jeg med Bekymringsfuldhed har tænkt paa det Vennemøde, var det, ligesom En sagde til mig: Emanuel, han er Manden! Han har Myndigheden! — —«
Emanuel hørte intet længer. Han havde bøjet sig fremover i den heftigste Sindsbevægelse.
Tegnet! — tænkte han. Og han følte som en hellig Indvielses Gysning sænke sig igennem ham.
