3

Saaledes gik Tiden lykkeligt, indtil Efteraaret meldte sig med korte, stormfulde Dage og lange, mørke Nætter.

Da blev det Emanuel for hver Aften mere svært at sige Hansine Godnat og tage bort fra Svigerforældrenes lune og hyggelige Stue for at vandre den lange Vej ad vaade Stier hjem til Præstegaardens store og tomme Rum, hvori ethvert af hans Skridt vakte en hult klingende Genlyd som i en Gravkælder. Han krøb altid straks i Seng; men skønt han var træt af Dagens Arbejde, blev han ofte holdt længe vaagen af disse mange uforklarlige Lyd, som ved Nattetid spøger i ubeboede Huse, eller han laa og lyttede til Stormsuset ude fra Haven, der lød, som om tunge Bølger væltede sig om hinanden.

En Nat blev han vækket af en langtrukken Klagelyd, som han i Begyndelsen slet ikke kunde forklare sig, indtil det gik op for ham, at det var Brandhornets Tuden. Han sprang i Hast op af Sengen, og næppe havde han faaet nogle Klæder paa sig, før han hørte Støj i Huset; Døren gik op, og den halte Lone viste sig i Vadmelsklokke og med et tændt Lys mellem sine kramperystende Hænder.

»Hr. Pastor! ... Der er Ild!« skreg hun, ganske blaa i Ansigtet; — som alle andre, der havde oplevet Vejlbys Brand, kunde hun ingensinde høre Brandhornet uden at blive helt forvildet af Skræk.

Overalt i Byen var man kommen op af Sengene og løb hid og did med Lygter ude paa Gaden. Det viste sig imidlertid snart, at det blot var et lille Hus ovre i Nabosognet, der brændte; og da Sprøjten var kommen vel afsted sammen med fornødent Mandskab, faldt Byen atter til Ro.

Men den skete Forstyrrelse havde indjaget Emanuel en saadan Følelse af Uhygge, at han endnu samme Nat tog en afgørende Beslutning. Han vilde gøre Alvor af at gifte sig hurtigst muligt. Han følte, at han ikke vilde kunne udholde at leve en lang, mørk Vinter i denne triste Ensomhed. Hvad havde han ogsaa at vente efter, |363| da der dog ikke — i hvert Fald ikke foreløbigt — vilde ske nogen Forandring i hans Stilling?

Straks den næste Dag talte han med Hansine om Sagen.

Hun blev i første Øjeblik temmelig forskrækket. Hun havde i Stilhed haabet paa, at Emanuel i det mindste ikke i det første Aar vilde tale om at holde Bryllup. Jo dybere hun havde set i sine nye Forhold, navnlig efter at der havde aabnet sig Udsigt til, at Vejlbys store Præstepalæ vilde blive hendes fremtidige Hjem, des ængsteligere var hun bleven for, at hun ikke skulde kunne gøre Fyldest paa den Plads, hvorpaa hendes Giftermaal vilde stille hende. Men da hun saa', hvor glad og forhaabningsfuld Emanuel bestandig var, og hvor meget det var ham om at gøre at fremskynde Brylluppet, nænnede hun ikke at modsætte sig hans Ønske eller blot at forurolige ham med sine Bekymringer, og efter at ogsaa Forældrene var bleven raadspurgte, fastsloges det i et Familieraad, at Vielsen skulde finde Sted den sjette Oktober, der var Fredrik den syvendes Fødselsdag.

Men nu opstod der en lille Tvist, hvis Udfald man rundt om i Byen afventede i Spænding. Mens Hansine ønskede, at Brylluppet skulde foregaa i al Stilhed, var det Moderens Mening, at de skyldte |364| Emanuel at fejre Dagen med saa stor Højtidelighed, som de formaaede. Han kunde ellers let faa det Indtryk, at de endnu ikke var fuldt ud glade ved Forbindelsen, og hun havde Trang til en Gang i Gærning at vise ham sin Taknemlighed.

Emanuel selv holdt sig ganske udenfor Forhandlingerne og lod endog, som om han ikke mærkede dem; han havde for sit Vedkommende intet imod at samles med alle Vennerne paa sin Bryllupsdag; men han ønskede ikke at indvirke paa de andres Bestemmelser. Derimod hændte det for første Gang i Elses tre og tyve aarige Ægteskab, at Anders Jørgen ikke bifaldt hendes Anskuelse. Han indsaa' nemlig, at om Else fik sin Vilje, vilde det komme til at gaa betænkeligt ud over deres lille sammensparede Kapital, en Sum paa seks hundrede Kroner, som altid havde været bestemt til Anskaffelsen af den Tærskemaskine, hvorom Anders Jørgen i mere end ti Aar havde drømt. Ved Hjælp af mange Forklaringer søgte han at faa hende til at indse, hvor urimeligt det var for en enkelt Dags Skyld at bortødsle en Sum, som de kunde faa deres Sæd tærsket for i hele Resten af deres Liv; Emanuel vidste saamænd nok, at de allesammen holdt af ham, og han vilde maaske ikke en Gang sætte Pris paa at se saa mange |365| Penge kastet ud for Vinden. Else var da ogsaa paa Nippet til at give Køb, da hun en Dag fik Undsætning fra en Kant, hvorfra hun mindst havde ventet det.

En Søndag Eftermiddag gjorde Købmand Villing med Frue en højtidelig Visit for at ønske til Lykke i Anledning af Forlovelsen; der var nemlig samme Dag bleven »lyst« første Gang i Kirken, og Forbindelsen var saaledes nu fuldt ud officiel. Fruen var i Silkekjole og Krepshavl og bar et forklaret Smil i sit nonneblide Ansigt; Villing havde sort Cylinder, Figurfrakke med udstoppede Skuldre og hvid Vest med kuglerunde Glasknapper; hans oppustede Hænder, hvorover de lange Manchetter faldt ud, var bedækkede med rødbrune Handsker.

Siden Forbrugsforeningens Oprettelse havde Villings ikke sat deres Ben i Skibberup; men de sidste Tiders Begivenheder havde paa en mærkelig Maade formildet deres Sind. De var kommen til at indse, at de havde bedømt Skibberupperne uretfærdigt; og da det var deres Natur imod at leve i Fjendskab med noget Medmenneske, benyttede de denne Lejlighed til at gøre deres Uret god igen.

Kun Else og Anders Jørgen var til Stede under Besøget, og Samtalen drejede sig i Begyndelsen om |366| forskellige ligegyldige Ting. Men pludseligt henkastede Købmanden et Spørgsmaal angaaende det forestaaende Bryllup, og med sin sædvanlige Aabenhjærtighed omtalte Else da sin og Mandens forskellige Mening om dets Festligholdelse.

Købmand Villing, der hidtil havde siddet med temmelig fraværende Mine og vugget sin Cylinderhat paa sit fede Knæ, fór ved disse Ord op og begyndte at blive veltalende.

Han maatte bekende, — sagde han — at han ikke forstod Anders Jørgens Standpunkt i denne Sag. Det forekom ham, at en saa betydningsfuld Begivenhed absolut burde fejres paa standsmæssig Maade, ja at det ligefrem var en Ærespligt for Anders Jørgens Hus at gøre Dagen til en Jubelfest for alle Folkesagens Venner. Han vidste, tilføjede han, at man i hele Egnen havde en stærk Trang til ved denne Lejlighed at lægge sine venlige Følelser for Brudeparret for Dagen, og han var overbevist om, at Befolkningens Deltagelse vilde give Højtideligheden Karakteren af en sand Folkefest.

Mens han talte, krøb Anders Jørgen sammen som en Snegl paa sin Stol og skottede ængsteligt hen til sin Kone; og da Villing mærkede, at hans Ord gjorde Indtryk, blev han ved at tale. Det viste |367| sig da, at han havde et helt Festarrangement fuldt færdigt i sit Hoved.

Han anbefalede at rejse et stort Telt paa Vænget bag ved Gaarden, hvor der kunde spises; desuden foreslog han dem at søge Tilladelse til at gøre Brug af Forsamlingssalen, der da skulde festligt dekoreres og benyttes til at danse i. Af Omkostningerne skulde de endelig ikke lade sig skræmme; dersom de vilde gøre ham den Ære at lægge Ledelsen i hans Haand og betro ham at gøre de forskellige Indkøb, skulde han love dem, at Udgifterne ikke kom til at overstige et Par hundrede Kroner. Han vidste jo nok, at Skibberupperne i de senere Aar havde unddraget ham deres Tillid; men han ønskede at kunne benytte denne Lejlighed til at vise, at de havde taget fejl af ham, og at baade han og hans Kone var deres sande og uegennyttige Venner, — en Udtalelse, hvortil Fru Villing sluttede sig ved at lægge sin Haand paa Elses Arm og se paa hende med et Blik fuldt af trofast Hengivenhed.

Købmandens Veltalenhed besejrede endelig Anders Jørgens Betænkeligheder, og efter at Else endnu en Gang havde talt med sin Datter om Sagen, faldt tilsidst ogsaa Hansine til Føje og lod Moderen raade.

Villing havde virkelig ogsaa haft Ret. Der var overalt i Sognet en voksende Trang til ved denne Lejlighed at hædre Emanuel, som ved sit milde Væsen, sin Ligefremhed og sin altid redebonne Vilje til at imødekomme alles Ønsker efterhaanden havde indtaget endog Vejlbybønderne, saa disse hver Søndag fyldte Kirken indtil sidste Plads. Selv en Mand som Sogneraadsformand Jensen begyndte at gøre ham ærefulde Tilnærmelser, og Dyrlæge Aggerbølle havde allerede for længe siden erklæret ham for at være en herlig ung Mand og »en Satans dejlig Prædikant«.

Men ét Bondemenneske var der dog, der endnu ikke havde ladet sig formilde. Det var Maren Smeds, — den lille hæslige Kone, der i sin Tid optraadte ved Emanuels første Møde i Forsamlingshuset. Dette Menneske havde følgende Historie:

Paa Grund af, at hun i sin Ungdom havde tjent som Køkkenpige paa en Herregaard, var hun i lange Tider bleven benyttet som Kogekone ved alle Egnens større Gilder, en Stilling, der skaffede hende baade Ære og gode Dage, indtil den Beskæmmelse overgik hende, at hun kom for Skade at brandsvide Grøden ved en stor Barselfærd, hvor henved hundrede Mennesker var forsamlede. Skønt hendes dalevende Mand, der ved den samme |369| Lejlighed gjorde Tjeneste som Skaffer, straks gennempryglede hende for hele Selskabets Øjne, lod Folk sig ikke formilde men tog fremtidigt deres Kogekoner inde fra Staden.

Herfra stammede det Samfundshad, der havde gjort dette stakkels Kvindemenneske til Egnens eneste Socialist, og efter det omtalte Møde i Forsamlingshuset var hendes Forbitrelse navnlig gaaet ud over Emanuel.

Men Hansine, der i disse Dage havde en underlig Trang til at forsone, og som i sin bange Lykke gærne vilde sprede enhver Sky, der kunde komme til at true hendes Fremtids Himmel, gik en Eftermiddag ud til den faldefærdige Rønne langt ude i Egedet, hvor Maren boede, for at bede hende om at koge til hendes Bryllup. Den arme Kone blev som sønderknust af Rørelse. Efter et Øjebliks Kamp med sin Stolthed brød hun ud i en hylende Graad og bøjede sig tilsidst — til Hansines store Forskrækkelse — ned i Knæene og kyssede hendes Haand.