2

Skønt Provst Tønnesens Forflyttelse i Virkeligheden maatte betragtes som en Forfremmelse, og skønt han selv langt fra søgte at give den Udseende af andet, idet han tværtimod omtalte sin Udnævnelse med en vis Selvfølelse, opfattede Skibberupperne den straks som en Sejr for deres Parti. Væver Hansen havde holdt sit Ord; om faa Uger vilde Provsten være ude af Vejlby Præstegaard.

Sandheden var da ogsaa den, at Bispen havde maattet anvende al sin diplomatiske Kløgt for uden større Skandale at sætte sin Vilje igennem overfor Provsten, der meget godt forstod den egentlige Mening med denne farisæiske Manøvre. Men han havde tillige indsét, at han baade for sin egen og sin Datters Skyld ikke burde afslaa et Tilbud, som paa en |354| tilsyneladende saa hæderfuld Maade udløste dem af et Forhold, der efterhaanden var blevet dem bægge til daglig Lidelse. Desuden havde han følt sig smigret ved at mærke sin pædagogiske Fortid erindret og sine administrative Evner anerkendte; det var saaledes med en ikke ringe Tilfredshed, at han i Anledning af Udnævnelsen havde set sig omtalt i Aviserne som »den ansete Pædagog«.

I Skibberup fik man travlt med at smede, mens Jærnet var varmt. Der blev straks sendt en Deputation ind til Bispen med en Adresse, hvori der udtaltes Haabet om, at der »ved Embedets Nybesættelse vilde blive taget Hensyn til de Ønsker, der i saa Henseende næredes af Befolkningens Flertal«. Emanuels Navn nævntes vel ikke i Adressen; men denne var forfattet paa en saadan Maade, at dens egentlige Mening — Kapellanens Indsættelse i Embedet — ikke kunde misforstaaes. Bispen modtog Deputationen og særlig dens Ordfører, Væver Hansen, med største Velvilje; han berørte den forestaaende Omregulering af Embedet, der foreløbigt vilde nødvendiggøre en længere Vakance, og udtalte forøvrigt, at han altid med største Glæde søgte at imødekomme Menighedernes berettigede Ønsker. Derpaa blev Deputationen indbudt til Frokost, og i |355| næsten fire Timer drak man Kaffe med Hs. Højærværdighed ude i hans Have.

Faa Dage efter kunde Byens Avis meddele, at Bispen endelig havde besluttet sig til ved det forestaaende Folketingsvalg at lade sig opstille som Demokratiets Kandidat i Amtets tiende Kreds, hvortil Vejlby og Skibberup Sogne netop hørte.

Imidlertid gik Frøken Ragnhild hjemme i Præstegaarden og ventede i Utaalmodighed paa den Dag, da hun kunde forlade den for stedse. Skønt hun følte sig for gammel til at turde vente noget af Fremtiden, brændte hun af Længsel efter at komme bort fra denne Egn, hvor hun havde forspildt sin Ungdom, og hvor der ikke fandtes én Plet, ikke ét Menneske, som hun ikke vilde skilles fra med Glæde. Selv Synet af Kapellanen havde i den sidste Tid været hende ligefrem imod, et saa bittert nedslaaende Indtryk gjorde det altid paa hende. Det var ikke alene, fordi han var bleven skødesløs med sit Ydre, fordi hans Haar og Klæder lugtede af Stald og Sved, saa hun kunde mærke det tværs over Bordet, naar han en enkelt Gang spiste i Præstegaarden. Men hun syntes, at der var foregaaet en tilsvarende Forvandling i hans Indre, at hans oprindelige Noblesse allerede var ved at gaa til Grunde under hans Bestræbelser for at |356| tilegne sig et bredt, »folkeligt« Væsen. Navnlig efter at han havde været ovre i Sandinge, var der — syntes hun — kommen et Skær af seminaristisk Selvgodhed over hans Tale og hele Optræden. Han havde faaet en vis kluntet Maade at ironisere paa, naar han talte om hendes Toiletter og ørkesløse Liv, og hun fandt ham ganske uudholdelig med hans evige, belærende Foredrag.

Hun følte i det hele en dyb Lede ved Tilværelsen, nedtryktes for hver Dag mere af en uendelig Sørgmodighed. For at blive lidt opmuntret var hun for nogen Tid siden taget ind til København, som hun ikke havde besøgt i det sidste Par Aar. Men ogsaa hertil havde Melankolien fulgt hende. Hun vidste ikke, om det skyldtes Øjeblikkets Stemning hos hende, men hun fik en Fornemmelse af, at Bondskheden ogsaa dérinde begyndte at fejre Triumfer paa alle Omraader. Om det saa var Butikkernes Vindusudstillinger, syntes de hende med deres smagløse Godtkøbsvarer udelukkende beregnede paa Almuen. Det forekom hende, at al fornem Smag var ved at forsvinde fra Verden; Literaturen beskæftigede sig med lutter Bønder og Haandværkere; Kunstnerne paa Charlottenborg-Udstillingen syntes alle at have forelsket sig i Motiver som »I en Bondestue«, »Grise paa en Mødding«, »En Skomager |357| ved sin Læst«; ja, selv i Teatrene havde man ikke længer Fred; dér sad Rigsdagsbønderne paa deres Fripladser og spyttede i Parkettet. En Dag havde hun paa Gaden truffet en Ungdomsveninde, en Doktorfrue, som hun ikke havde set eller hørt om i flere Aar. De havde næppe talt ti Ord med hinanden, før Veninden, der selv var paaklædt som et Fugleskræmsel, begyndte at komme med Bemærkninger om hendes Toilette og give sig til at fylde hendes Øren med et helt Foredrag om »Folkesagen«, som hun absolut vilde have hende til at interessere sig for; Ragnhild havde ikke faaet Fred, før hun fulgte med hen til en ældre Dame, en vis Fru Gylling, der holdt et Slags folkeligt Hof i Hovedstaden. I over en Time havde hun her maattet sidde mellem en Samling af snakkesalige Højskolefolk, af Bønder og skrækkelige Seminarister, hvis store Skæg stank af Tobak. Nogle ældre Damer, der alle bar smaa Fløjlshuer af Form som Bønderkonernes, omringede hende straks med en nærgaaende Familiaritet, og en ung Dame med mælkeblaa Teint og to lange gule Fletninger ned ad Ryggen sad i en drømmende Stilling og lagde Armen beskyttende om en stor, opstadset Bondepige, som hun smægtende kaldte sin »bedste Veninde«.

Hvad der dog næsten havde nedtrykt hende allermest, var den Tale om et muligt forestaaende Ministerskifte, som hun hørte overalt. Man snakkede for Alvor om, at nu skulde Bønderne til Magten. Man udpegede rent ud en forhenværende Landsbylærer som vordende Konsejlspræsident. Selv Folk, der slet ikke kunde forsone sig med Tingenes Tilstand, sagde hovedrystende, at »der nu næppe længer var andet at gøre.« Hun forstod det slet ikke. Havde man da ikke altid vidst, at Bønderne var i Flertal her i Landet? Hvorfor da pludseligt denne Underkastelse? »Bønderne er jo dog ogsaa Mennesker«, havde hun overalt hørt som Svar paa sine Indvendinger. Men det var jo netop det, de ikke var! Maaske var de det ifølge Naturhistorien, regnet efter Antallet af Knusetænder og Tarmvindinger. Men en Røgter paa Landet stod ikke des mindre i aandelig Henseende Faaret eller Studen langt nærmere, end han stod et blot jævnt begavet Intelligensmenneske. Og Faaret og Studen tænkte man dog ikke paa at give Stemmeret. Skulde det da virkelig kaldes Retfærdighed at lade alt Stort og Ædelt her i Verden blive lagt øde, blot fordi Naturen havde skabt nogle Individer med samme Antal Knusetænder og Tarmvindinger som Mennesket? Vilde der dog ikke snart opstaa en |359| Mand, der havde Mod og Mandshjærte til at hævde Menneskets gamle Herskerret over Jorden og mane dette Bondetroldtøj ned igen i de Møddinger, hvor det hørte hjemme? — —

Endelig i Midten af Juli kunde Tønnesens pakke deres Sager sammen og rejse. Vejlbybønderne og Egnens tre Proprietærer havde haft i Sinde til Afsked at hædre Provsten med et Festmaaltid og en Sølvkaffekande; men dette fandt Tønnesen sig dog foranlediget til at forhindre, navnlig efter Tilskyndelse af Frøken Ragnhild.

Uden andre end de aller nødvendigste Formaliteter, men tilsyneladende ogsaa uden særlig Bitterhed, skiltes da Provsten fra sin Menighed. Kun overfor Emanuel røbede han en Gang sin sande Sindsstemning, da han ved Afskeden koldt trykkede hans Haand og sagde, at det vel var overflødigt at ønske de Folk til Lykke, der var saa heldige at have »Tidens Vind« i deres Sejl.

Saasnart Provstens var borte, flyttede Emanuel ned fra sit Kvistkammer med sine faa Møbler og indrettede sig i Tønnesens Studereværelse og i et af Soveværelserne. Hele den øvrige Lejlighed kom til at staa tom undtagen Pigekammeret, hvor den gamle, halte Lone foreløbigt blev boende i Egenskab af Emanuels Husholderske. Der var for Resten |360| ingen, der havde anmodet hende derom; men hun lod, som om hun hørte til Husets nagelfaste Inventar, og Emanuel var godmodig nok til at gaa ind paa denne Betragtningsmaade. »Maren« var derimod fulgt med Provsten sammen med Hestene og Kaleschevognen, og nogen ny Karl var der ingen Anledning til at anskaffe sig; til Emanuels Sorg var Præstegaardsjorden nemlig bortforpagtet til en af Vejlbybønderne, og før om et Aarstid vilde Forpagtningskontrakten ikke udløbe.

Han tilbragte derfor nu som før den Tid, hans Præstegærning levnede ham, i Skibberup hos Svigerforældrene, hvor han daglig deltog i al Slags Arbejde. Han pløjede, lugede Roeplanterne og kørte Gødning ud paa Brakmarken. Om Aftenen sad han sammen med Hansine ude paa Havediget og saa' paa Solnedgangen og talte om Fremtiden, eller de fulgtes Haand i Haand ud over Markerne for at se paa Sæden og det græssende Kvæg. Nu, da hans Livsvej laa banet for ham, fik han mere Ro til at ofre sig for sin Kærlighed, og han hengav sig til den med stedse større Inderlighed.

Da Høsten kom med sit brogede Liv over de gulnende Agre, med Leernes Blinken og Strygespaanernes klingende Musik, kastede han sin Frakke og drog i Spidsen for Anders Jørgens Folk ud i |361| Marken med sit Mejerede over Skulderen; og da han havde gjort sit første Bed til Svigerfaderens Tilfredshed, var han mere stolt, end da han i sin Tid bar sit Laud hjem fra Attestats.