Han fandt hende omsider siddende i Ly af en Hybenbusk paa den ydre Side af Havegærdet |302| i Selskab med et fremmed Bondefruentimmer af stor og kraftig Legemsbygning og med et Hovedklæde, der ikke lignede de stive, hætteformede, som sædvanlig blev baaret af Kvinderne paa denne Egn, men var bundet i Nakken med en stor, løs Knude.
Allerede paa Afstand forbavsedes Emanuel over, at den Fremmede sad med Hansines Haand i sit Skød; og da han kom nærmere, saa' han, at de bægge søgte at skjule en stærk Sindsbevægelse, og at den Ukendte havde røde Øjne, som om hun havde grædt.
Idet han naaede hen til dem, rejste hun sin storslaaede Skikkelse og rakte ham Haanden med et bredt »Goddav«, og samtidig blev hun saa kogende rød i Hovedet, at en Samling Fregner paa Næseryggen og under de lyse Øjne kom til at skinne ganske hvide.
Først i dette Øjeblik genkendte Emanuel Hansines Ungdomsveninde, den rødhaarede Ane, der havde lidt den besynderlige Skæbne at blive gift med en saakaldt »Skalling«.
Skallingerne var et Fiskerfolk, der boede paa en Landtunge helt ude ved det aabne Hav, hvorfra de — ligesom i sin Tid de gamle Skibberuppere — plaskede omkring i nære og fjerne |303| Fjorde og gjorde Landgang rundt om paa Kysterne for at afhænde deres Fangst. De havde vist sig fuldstændig upaavirkelige for den nye Tids aandelige Strømninger indenfor Folket og blev skyet af de øvrige Kystbeboere paa Grund af deres Ustyrlighed og vilde Sæder.
Ane havde for syv-otte Aar siden — kort efter Hansines Bryllup — truffet en ung, køn, sorthaaret Skalling inde i Købstaden og til sin største Forskrækkelse forelsket sig i ham. Hun havde længe kæmpet mod sin Tilbøjelighed, som hun af Skamfuldhed ikke en Gang havde betroet Hansine. Men tilsidst kunde hun ikke længer modstaa den unge Fiskers dristige Bestormelser, og en skøn Dag var han kommen sejlende med sin Baad i en forrygende Østenstorm og havde endnu samme Aften ført hende selv og kort Tid efter hendes gamle Plejeforældre hjem til sin Tangtagshytte. Begivenheden havde i sin Tid vakt en pinlig Opsigt i Skibberup og Vejlby; man havde ikke troet, at Ane kunde lade sig saa fuldstændig forblinde af et Par smukke Øjne, og man beklagede hende inderligt for det Liv, hun vilde komme til at føre derude mellem de raa Mennesker. Mellem hende og Hansine var der i nogen Tid efter deres Adskillelse vekslet Breve, der dog fra |304| Anes Side bestandig blev kortere, indtil hun tilsidst helt forstummede. Hansine havde godt forstaaet, at det var, fordi Ane skammede sig over at skrive, at hun var lykkelig; og Tanken paa Barndomsvenindens Færden derude ved det friske, aabne Hav havde i disse Aar ofte faaet hende til at føle sine egne Kaar dobbelt trange og det urolige Liv i Vejlby Præstegaard dobbelt nedtrykkende.
Emanuel følte sig lidt underlig til Mode ved pludselig igen at se den røde Ane dukke op ved Hansines Side. Det var bleven ham ganske uvant at se Hansine vise blot den ringeste Fortrolighed overfor nogen anden end ham selv; og han havde øjeblikkelig forstaaet, at de to igen havde knyttet det gamle Venskabsforhold og aabnet Hjærterne for hinanden.
Han havde netop aflagt sit Ornat og tog nu Plads paa en Træstub ved Siden af dem. I en Tone, hvori der kunde spores en vis Medlidenhedsfølelse, udspurgte han Ane om, hvordan hun havde det, og hvorledes hun levede derude i Skallinglandet. Hun svarede, at hun havde det godt, fortalte, at hun havde fem raske Børn og tre Faar, at hun og hendes Mathias sidste Sommer havde bygget sig et nyt Hus, og at det var Mathias selv, der havde spurgt, om han ikke |305| skulde sejle hende ned til den gamle Højskoleforstanders Begravelse, da han dog havde nogle Sildegarn staaende her i Nærheden, som han kunde se til med det samme.
Hun talte roligt, lidt forlegen og uden en eneste Gang at se op paa Emanuel; derimod havde hun atter taget Hansines Haand. Skønt hun søgte at skjule det, var det tydeligt at mærke paa hendes Tone, hvor skuffet hun var bleven i sine Forventninger ved Gensynet af sin gamle Højskole-Vennekreds, og at hun blot længtes efter at komme hjem igen til sin Strand, sine Faar, sine Børn og sin Mathias.
Emanuel havde kun flygtigt hørt efter, hvad hun fortalte; han var hurtig sunket hen i sine egne Tanker. Han sad med Haanden under Kinden — saadan som det var bleven hans Vane i den sidste Tid — og saa' mod Jorden.
»Det er sandt, Hansine,« sagde han med ét og saa' op. »Du har jo talt med Fru Gylling fra København, efter hvad hun fortalte mig. Hvordan syntes du saa om hende?«
»Aa — saamænd!«
Efter et Øjebliks Tavshed vedblev han:
»Sig mig, hvad talte I egentlig om?«
|306|»Det kan jeg saamænd ikke sige, for der var saa mange, der snakkede til mig, og jeg syntes, at det meste var noget rent hen i Vejret.«
»Naa, man skal da ikke beskylde dig for at være begejstret!« sagde han med et tvungent Smil.
»Aa, nej; det er jeg vel heller ikke.«
Emanuel sad atter tavs en Stund.
Den temmelig kølige Interesse, Hansine viste Folkesagen og dens Forkæmpere, var ikke længer ny for ham; den havde ofte i de sidste Aar forundret og bedrøvet ham. Endnu forstod han hende ikke paa dette Punkt. Han begreb ikke, hvad det egentlig var, der havde skuffet hende; og han følte i dette Øjeblik ret, hvor langt de i den sidste Tid var kommen bort fra hinanden, og hvor det var længe, siden de havde talt sammen i fuld Fortrolighed.
Han gjorde sig selv det Løfte, at der fra i Dag ikke længer skulde være noget uudtalt imellem dem. Nu, da alle andre Baand brast for ham, nu, da de blev alene, skulde de finde hinanden igen i fuld Forstaaelse; og i Samlivet med hende og Børnene skulde hans Sjæl finde Oprejsning og Fred.
... Det var imidlertid bleven Opholdsvejr; Skyerne havde spredt sig, den blaa Himmel kiggede |307| frem hist og her, og Emanuel saa' nu, hvordan Skarer af Mennesker drog fra Haven ud til en Kæmpehøj, der laa paa en Mark et Stykke fra Skolen, og hvorfra den gamle Forstander om Sommeren plejede at tale paa Nationens store Mindedage.
»Vi maa vel hen og se, hvad der skal gaa for sig?« spurgte han.
»Jeg troede, det var Tid at komme hjem,« sagde Hansine.
»Ja, det er det maaske ogsaa.«
I det samme kom tre unge, soldaterranke Skibberupkarle forbi dem et Stykke borte — i Ilmarch, med svingende Arme og gungrende Skridt.
»Sidder I dér?« raabte én af dem ind til dem i Forbifarten. »I har kanske ikke Brug for at høre et Ord!«
Saa rejste de sig og fulgte efter.
