4

Bryllupsdagen oprandt med høj, stille Luft og næsten sommerlig Varme. I otte Dage og indtil langt ud paa den sidste Nat havde man braset og kogt i Brudehuset, hvis Kældere var overfyldte med store Stege og mægtige Skinker, med Grisesylte og røgede Faarelaar, med Baljer fulde af Pølser, med Kurve fulde af kogte Æg, hugget Sukker, ° Oksetunger og stegte Sild, med Stabler af Smørstykker og møllestensstore Svedsketærter, ° som Husets nærmeste Venner efter gammel Skik havde sendt i Bryllupsgave.

Ude i det lille grønne Vænge bag Gaarden var Tømrer Nielsen og et Par Medhjælpere i Færd med at lægge den sidste Haand paa Oprejsningen af det store Spisetelt, og inde i Forsamlingshuset havde en halv Snes unge Piger travlt med at oppynte Væggene med Granguirlander og malede Vaabenskjolde. Overalt i Byen saas Flag, og foran Brudehusets Port var der rejst to Stænger, omvundne med grønt, mellem hvilke der øverst oppe var udspændt et Stykke Sejldug med Ordene: »Velkommen«.

Vielsen skulde foregaa Klokken tolv; men allerede Klokken ti begyndte Gæsterne at vise sig. |373| Lidt efter ankom ogsaa Emanuel, der efter forskellige Overvejelser havde bestemt sig til at lade sig vie i Ornat. Frokostbordene var dækkede inde i den blaakalkede »Sal«, hvor ingen ringere end Købmand Villing gjorde Tjeneste som Skaffer ° og i denne Egenskab modtog alle Mændene med Snaps og Øl.

Det var efter Emanuels Ønske, at der ikke paa noget Punkt blev brudt med Egnens Bryllupsskik. Selv afslog han dog Snapsen og nøjedes med at drikke af Brudeøllet.

I Løbet af en Timestid fyldtes baade Stuerne og Haven af pyntede Mennesker, og stadig strømmede der nye Gæster til. Samtalen drejede sig næsten overalt om det Spørgsmaal, hvem der skulde forrette Vielsen. Emanuel havde for nogen Tid siden været inde hos Bispen for at tale med ham derom, og Bispen havde da berørt det som en Mulighed, at han selv vilde indfinde sig, idet han havde sagt, at han som Fru Hansteds gamle Ven jo paa en Maade var nærmest dertil. Man var nu spændt paa at erfare, om en saa stor Ære virkelig skulde blive Menigheden til Del.

Klokken halvtolv kom Bøndernes Køretøjer, i alt nogle og tredive, og man begyndte at stige til Vogns. Vognene for Brudeparret og den nærmeste |374| Familie holdt inde i Gaarden; de andre dannede udenfor paa Vejen en Række, der strakte sig fra Brudehuset og helt hen til den modsatte Ende af Byen.

Imidlertid sad Hansine inde i sit Kammer, fordi ingen Gæst maatte se Bruden, før de alle var steget til Vogns. Da dette var sket, viste hun sig paa Stentrappen ved Siden af Emanuel, klædt i en sort ulden Kjole med smalle Kniplingsstrimler omkring Hals og Haandled. Under Brudesløret og Myrtekransen saas en perlestukken og guldbroderet Hue, der havde hørt til hendes Oldemoders Bryllupsdragt, og som hun i Dag bar efter Emanuels Ønske.

Paa Vejen ud til Kirken lød der munter Snakken fra de fleste af Vognene; Frokosten havde allerede oplivet Stemningen hos adskillige af de ældre Mænd. Først da man kunde høre Kirkeklokkernes Kimen, forstummede Talen, og Else faldt i Graad. Hansine derimod bevarede hele Tiden det ubevægelige og tillukkede Udtryk, som hendes Ansigt gærne fik under stærke Sindsrørelser.

Kirken, Næsset, Fjordens blaa Flade og Genbolandets Brinker — alt laa badet i gyldent Sollys. Hen under Himlen fór lette Flors-Skyer af Stære, og ude over Vandet skreg de skumhvide Maager.

Udenfor Kirkegaardsmuren skimtedes Bispens Gig, og da Brudefølget var naaet helt over paa Næsset, saa' man Bispen selv staa foran Kirkedøren i sit Silkeornat og med Ordner paa Brystet. Det blev et højtideligt og uforglemmeligt Øjeblik for dem alle, da han — idet han blottede sit hvide Hoved — gik Brudeparret i Møde og derpaa i Spidsen for Skaren drog ind i Kirken.

Brudetalen var kort og lignede egentlig mest en almindelig Bordtale. Bispen hørte til de moderne gejstlige Prædikanter, der benyttede en let Konversationstone og udtalte Ord som »Kristus« og »den hellige Aand« ganske med samme Ligefremhed som den, hvormed man omtaler en god Omgangsven. Forøvrigt var hans Tale nærmest en Gentagelse af, hvad han i sin Tid havde udviklet ved Frokostbordet i Vejlby Præstegaardshave; endog de samme Billeder og Udtryk gik her igen. Han sammenlignede først Emanuel med en Plante, der havde søgt sig en ny Jordbund, dernæst Menigheden med et stort Træ, i hvis Skygge og Læ Planten skulde vokse op; hvorefter han endte med at nedbede Herrens Velsignelse over den nye Pagt, som her blev sluttet.

Da Højtideligheden var til Ende, forsamlede man sig ude paa Kirkegaarden, hvor Bispen |376| hilste paa forskellige af Følget, idet han ogsaa ved denne Lejlighed viste Væver Hansen særlig Udmærkelse. Else takkede bevæget Bispen for den Ære, han havde vist hendes Datter og Svigersøn, og indbød ham til at deltage i deres Bryllupsgilde; men Bispen undskyldte ||195|| sig med, at han maatte være i sit Hjem inden Aften; og da han havde faaet Ornatet ombyttet med sin Lærreds Kørefrakke inde i Sakristiet og endnu en Gang havde trykket Brudeparret og andre af de tilstedeværende i Haanden, satte han sig op paa sin Gig og rullede afsted.

Straks efter steg alle til Vogns, og under Piskesmæld fór Brudetoget hjemad. Mens man kørte ind i Byen, knaldede Geværskudene rundt om fra Gaarde og Vænger, Hestene stejlede, og Kvinderne paa Vognene udstødte smaa Skrig af Angst og Glæde. Udenfor Brudehuset stod fire Musikanter med Violiner og Horn og spillede op, hver Gang en ny Vogn standsede ved Porten for at aflæsse Gæster. Der var gamle, stive Bedstefædre, og der var tykke, tunge Koner, som tre Mænd maatte hjælpe ned af Vognen, mens unge smilende Piger med røde Flagrebaand i Nakken hoppede ned i Favnen paa den første Karl, der bød sig til.

Alle Vennerne baade fra selve Skibberup og fra Omegnen var bleven indbudte, Størsteparten af |377| Ungdommen dog kun til Dansen. Selv »Gammel-Erik« saas at humpe om paa sin Søndagskrykke, mens han med livsalig Mine indsnuste den Duft af nystegte Stege, der hang over hele Huset og fyldte baade Gaardsplads og Have. Ogsaa Højskoleforstanderen, der paa Grund af Vindstille var bleven forsinket over Fjorden, havde nu indfundet sig tilligemed sin Jette, en høj, knokkelstærk Kvinde med blodrødt Ansigt og Briller. Som et eneste stort, hjærtevarmt Smil færdedes han ved Hjælp af sin Stok omkring mellem Gæsterne, klappede Mændene paa Skulderen, greb Konernes Hænder under høje Henrykkelsesudbrud og nappede skælmsk de unge Piger i Kinden. Væver Hansen derimod gik tavs omkring med Hænderne paa Ryggen, mens han uafladelig flyttede sit tvetydige Smil fra den ene Side af Ansigtet over til den anden.

Da alle Gæsterne vare samlede, viste Købmand Villing sig paa Forstuetrappen med hvide Handsker paa og klappede i Hænderne. Med de fire Musikanter og Brudeparret i Spidsen drog Bryllupsskaren i et højtideligt Optog ind i det flagsmykkede Telt, hvor det lange Brudebord stod dækket med dampende Grødfade, store Ølkrus og enkelte Glas med Rødvin. Midt paa Bordet ragede en alenhøj Tærte op som et Taarn, og foran den øverste Ende, |378| hvor Brudeparret tog Plads, bredte sig et helt Blomsterbed omkring en Lagkage med de nygiftes Navnetræk i Hindbærmarmelade.

Efter at Villing fra den nederste Bordende havde budt Velkommen og bedt en Bøn, kom Skeerne i Bevægelse, og alle blev hurtigt enige om, at Maren Smeds denne Gang havde skilt sig fra sit Værk med Ære. For ||196|| dem, der endnu brugte at tage Varsel af Bryllupsgrøden, ° blev der i Dag ikke noget at skumle over, og de ti Husmandskoner, der besørgede Opvartningen, fór ustandseligt omkring med fyldte Skaale i de opløftede Hænder, for at ikke den Skam skulde overgaa dem, at nogen af Gæsterne gav sig til at banke med sin Ske paa et tømt Fad.

Da ogsaa Stegene var kommen paa Bordet, begyndte Talernes Række. Først holdt Højskoleforstanderen en højpoetisk Bryllupstale, hvorunder alle saa' andægtigt ned i Skødet. Derefter talte Emanuel, som nu havde aflagt sit Ornat. Han takkede Vennerne for den Tillid, hvormed de havde optaget ham — en fremmed — i deres Samfund, og henvendte særlig denne Tak til sine Svigerforældre, i hvis Hus han havde fundet et nyt Hjem. Herefter rejste Anders Jørgen sig med forfjamsket Mine, fremstammede med uhørlig Stemme nogle Ord og satte sig igen. Det oplystes at have været en Skaal |379| for Fædrelandet, og Hurraerne fulgte klatvis rundt omkring Bordet. Senere sagde Væveren et Par tørre Ord om »den nye Aand«, og Købmand Villing, der som Festtaler gærne slog sig paa det rørende, opfordrede med bevæget Stemme til at »mindes de afdøde«, hvormed han nærmest sigtede til Emanuels Moder. Mellem hver Tale blev der afsunget Sange under Ledelse af Tømrer Nielsens rungende Bas.

Imidlertid var det bleven næsten mørkt, og henne i den festlig oplyste Forsamlingssal begyndte Ungdommen at blive utaalmodig. Man længtes efter at komme til at danse Bruden ud af Pigelaget. ° Men endnu en Gang rejste Villing sig og udbragte i begejstrede Ord og under larmende Tilslutning et Leve for »Folkesagen«, idet han udtalte det Haab, at den snart vilde trænge sejrrigt ¹ frem over den hele Verden. Efter at Emanuel derpaa havde bedt en Bøn og bekendt Troen, ° brød man op og begav sig hen i Forsamlingshuset.

Her vekslede Dans og Sang lystigt til den lyse Morgen. — —

Emanuel og Hansine brød dog allerede ved Midnat op fra Gildet og kørte til deres nye Hjem i en Vogn, der var smykket med Blomster og grønt. Ved Bortkørslen samlede alle Gæsterne |380| sig omkring dem og tog Afsked i et dundrende Hurra.

Kort forinden var der sendt et Ilbud til Vejlby, hvis Ungdom i sidste Øjeblik havde bestemt sig til at berede det unge Par et festligt Velkommen. Saasnart Emanuel om Formiddagen havde forladt Præstegaarden, var man gaaet i Gang med at oprejse en Æreport foran Indkørslen, for ved Brudeparrets Hjemkomst at oplyse den med Lygter og kulørte Lamper. Desuden havde man langs med Vejen plantet en Række Begfakler, ||197|| der i den stille Nat og under den mørke Skyhimmel afgav et fantastisk Skue.

Da Emanuel ude fra Sognevejen havde set det røde Lysskær og var kommen sig af sin første Forbavselse, greb han fast om Hansines Haand. Det tog sig for hans Øjne ud, som om Præstebjærgets mørke, tunge Masse havde løftet sig op paa Ildsøjler, — og han kom ved dette Syn til at mindes, hvorledes han en Gang havde drømt om at finde det Trylleord, der kunde bringe Muldhøjene til at aabne sig for ham.

Nu kørte han med sin Bondebrud ind i Bjærget. °

Læsere af denne Bog vil kunne genfinde dens Personer i en anden, der udkommer i en nær Fremtid.