1

Der var gaaet fem Dage siden Bispens Besøg, og endnu var den længselsfuldt ventede Regn ikke kommen. Derimod havde der rejst sig en tør Østenstorm, som var faret hen over de næsten stenhaarde Marker og i to Dage havde indhyllet Egnen i en Sky af askeagtigt Støv. I Vejlby var man fuldt forberedt paa en Katastrofe. Den sidste Rest af Vinterfoderet var ved at slippe op, og med Vejlbybøndernes sædvanlige Trang til at overdrive alle Uheld talte man allerede om at rive Straaet ned fra Udhusenes Tage for at holde Liv i Kreaturerne. Man havde for længe siden opgivet at raadspørge Barometeret og tage Varsel af Hanernes Middagsgalen eller Myggesværmenes Aftensummen. Hver Morgen flængede Solen Nattedisens Slør ligesom med Guldklinger, splittede hver en Sky og rev hver Taagestump bort fra Enge og Moser.

Da hændte det en Formiddag, at Himmelranden i Sydvest et Øjeblik blev næsten blodrød, derefter |348| hvidgul, gulbrun, til sidst ganske sorteblaa, ... en mægtig Tordensky hævede sig som et uformeligt, elefantagtigt Himmeldyr tungt op over Horisonten. I Vejlby kom Folk straks ud af Husene, da man hørte den første, underjordiske Rullen fra det fjerne. Selv Sogneraadsformand Jensen, der ellers ikke plejede at vise sig mellem Folket, traadte ud i sin Port i hvide Skjorteærmer, dampende paa en Cigar, der stod oprejst i et kunstfærdig udskaaret Merskumsrør. Han kunde for Resten betragte Naturfænomenet med overlegen Ligegyldighed; han havde sine Kapitaler anbragte i det Slaraffenland, hvor man hverken pløjer eller harver, og hvor man aarlig høster sine fire Procent, enten vor Herre giver Varme eller Væde.

Trods Solen kunde man flere Gange tydeligt se Lynene i den mørke Skymasse, der bestandig skød sig højere op paa den blaa Himmel, mens Lyden af Tordenen nærmede sig for hvert Minut. Ikke des mindre rystede Vejlbybønderne mistvivlende paa Hovedet. »Den kommer saamænd ikke til os; den faar vi ingen Glæde af.« »Nej, den gaar ad Øster; de faar den ovre i Kyndby Sogn.« »Og Skibberupperne faar vel ogsaa et Stænk.« »Ja, ||182|| begribeligvis; de Folk skal nok faa, hvad de behøver. Og det er jo intet Under, om det da |349| er sandt, at de fik Bispen til Morbro'er ° forgangen.«

Efterhaanden lagde der sig dog en Taage for Solen, saa det var, som om den skinnede gennem et rødligt Slør. Pludselige Vindstød fór hen over de ophedede Marker; Hanerne galede rundt om i Gaardene, og Svalerne fløj som i Dødsens Angst hid og did over Gadekæret. Endelig bragede det i Skyerne lige over Byen, og nu fulgte Lynene saa hurtigt oven paa hinanden, at man næppe kunde tælle dem. Man hørte dem undertiden slaa ned paa Markerne rundt omkring, og et Faar, der havde revet sig løs ude paa en af Bakkerne, kom forvildet styrtende ind i Byen med en død Kammerat slæbende efter sig i Støvet. Hele Himlen var nu en kulsort Sky, og der herskede et saadant Mørke, at man inde i Stuerne næppe kunde se, hvad Klokken var. Men endda faldt der ikke en Draabe vaadt. En sveden, svovlagtig Lugt sporedes overalt; og da Atmosfæren ikke afsvaledes af nogen Regn, blev Luften efterhaanden saa gennemglødet af Lynene, at man ved hvert Nedslag kunde føle den brænde paa Kinderne som Ild. Ovre paa den modsatte Fjordbred saa' man en Gaard staa i Flammer, og i den fuldkomment stille Luft kunde man høre Brandhornets Tuden derovre fra.

Da Bygen næsten var drevet over, faldt der hist og her en stor, tung Vanddraabe, der spredte sig i Landevejsstøvet som en Stjerne. Folk begyndte allerede igen at vise sig udenfor paa Dørfliserne, da Himmel og Jord med ét rystedes af et Tordenskrald saa voldsomt, at flere Personer faldt om af Skræk. I samme Øjeblik brød Regnen løs. Som en Hagl af Ærter slog den ind imod Ruderne, mens den stænkede Jordens tørre Støv højt op paa Husmurene.

... Endnu den næste Dags Eftermiddag faldt Regnen i Strømme, og Himlen hang lige sort og tung ned over Egnen.

Paa denne Tid, hen imod Aften, sad Emanuel midt ude paa Fjorden i Bagstavnen af en Baad, som Tømrer Nielsen roede med et Par smaa Jolleaarer. Emanuel var kun beskyttet af en tynd Overfrakke og et Dækken, som han havde kastet over Hovedet. Regnen havde gennemblødt ham til Skindet, men han mærkede det næppe; dertil var han alt for opfyldt af, hvad han i de sidste Dage havde set og oplevet.

Han kom ovre fra Sandinge, hvortil han Morgenen efter Bispens Besøg havde fulgt Højskoleforstanderen. Han vilde derved slippe væk fra de mange Spørgsmaal angaaende Bispen, hvormed man |351| i Skibberup straks havde bestormet ham, og som han ikke havde Lov til at besvare. Desuden ||183|| havde han trængt til for sin egen Skyld at komme lidt bort for i Ro at overveje, hvorledes han skulde stille sig til Bispens Forslag. Tømrer Nielsen havde ledsaget ham som en Slags Adjudant, og Rejsen havde efterhaanden faaet Karakteren af et formeligt Triumftog.

Emanuel forstod nu, hvorfor de unges Øjne skinnede, hver Gang Sandinge Højskole nævnedes. Han var selv saa betaget af, hvad han havde set, at han i enkelte Øjeblikke var tilbøjelig til at antage det hele for en smuk Drøm. Den storslaaede Skolebygning, der var opført af røde Sten og overgroet med Vedbend og Gedeblad, saa den mindede om et gammelt Herresæde; den mægtige Foredragssal, bygget som en oldnordisk Hal, med tavlet Træloft og udskaarne Bjælkehoveder; de firsindstyve unge, friske Bønderpiger, der for Tiden ° var Skolens Elever; den ejendommelige Undervisning, der førtes i Form af fornøjelige Samtaler, Foredrag, Oplæsning og Sang, for ikke at tale om de daglige Aftenmøder, hvortil Egnens Befolkning strømmede efter endt Arbejde, Husmændene i deres Uldskjorteærmer, Haandværkerne i deres Arbejdsbluser — alt havde fra den allerførste Dag begejstret ham.

Ogsaa Befolkningens Hengivenhed for Højskoleforstanderen forstod han nu, efter at han havde set ham i hans rette Element, i hans Skole, hvor han med sin Stok stolprede om mellem Elever og Lærere som en Fader for dem alle, uddelende Opmuntringer, Kærtegn og milde Tilrettevisninger rundt om. Navnlig begreb han denne Mands mærkelige Magt over de unges Sind, da han første Gang saa' ham staa paa en Talerstol, saa fuld af ungdommelig Begejstring, saa varm i sin Tro, saa henreven af sine Følelser, at Taarerne stod ham i de lysebrune Øjne, mens han talte med vidt udbredte Arme, som om han i sin Kærlighed til Menneskene vilde favne den hele Verden.

Dagen efter Emanuels Ankomst havde der været afholdt et stort Folkemøde paa Skolen, hvor han var optraadt som Hovedtaleren, idet han havde gentaget sit Foredrag fra Skibberup Forsamlingshus. De paafølgende Dage havde han sammen med Forstanderen gæstet forskellige Vennekredse rundt om i Nabolaget, og alle Vegne var han bleven modtaget med Begejstring og havde faaet mange nye Venner.

Men særlig havde dette Besøg haft Betydning for hans Bestemmelser med Hensyn til Fremtiden. Han indsaa' nu, at Bispen havde Ret, og at det |353| lille Boelssted ude i Egedet, som han havde tænkt paa at købe, ikke egnede sig for den Idé, der var virkeliggjort i Sandinge Højskole. Han indsaa', ¹ at der fordredes store Lokaler, mange Rum, Plads til Heste og ||184|| Vogne for de tilrejsende, o.s.v., ... at med andre Ord netop Vejlby Præstegaard var som skabt til et saadant stort Fælleshjem for Menigheden, som han nu ønskede at oprette.

Han havde derfor besluttet at følge Bispens Raad og lade sig konstituere i Embedet, naar Provsten blev forflyttet. Men med Hensyn hertil var han begyndt at nære nogen Ængstelse. Han var kommen til at tænke paa, at det egentlig kunde ligne Provst Tønnesen af Trods eller af falsk Stolthedsfølelse at modsætte sig Bispens Vilje.

Han længtes efter at komme til at tale med Hansine om Sagen; thi han havde bestemt sig til overfor hende at bryde det Tavshedsløfte, han havde givet Bispen. Hans Hjærte var saa fuldt af Lykke, hans Hoved saa fuldt af Planer, at han maatte have Luft.

Han havde haabet at kunne være i Skibberup inden Aften; men nu gik Solen ned, og endnu var Baaden ikke kommen halvvejs over Fjorden. Strømmen her i Snevringen gik strid; og skønt han og Tømreren skiftedes til at ro, havde de ofte Møje |354| med at tvinge Baaden fremad. Til sidst tog de hver sin Aare, og idet de af fulde Lunger istemte en Sang, halede de ud med al deres Kraft, mens Regnen ustandseligt blev ved at strømme ned over dem.

Først henimod Titiden naaede de Land. Det var da saa mørkt, at de havde Møje med at finde det Hjulspor, der fra Skibberups lille Baadehavn førte mellem Bakkerne ind til Byen. Emanuel tog Afsked med sin Rejsefælle og skyndte sig hen til sine Svigerforældres Hus.

Her skinnede der Lys ud fra Dagligstuevinduerne; og næppe havde han betraadt Stentrappen foran Forstuen, før Døren reves op af Hansine, der straks raabte til ham:

»Véd du det?«

»Hvilket, kære?«

»Provsten skal bort herfra ... Det staar i Bladet i Dag.«

»Er det sandt!«

Et Øjeblik efter stod han inde i Stuen med Egnens »Folkeblad« mellem Hænderne; og uden at agte paa, at Vandet fra hans dyngvaade Klæder dannede en hel Sø omkring ham paa Lergulvet, læste han tre Gange i Træk følgende Meddelelse:

»Efter sikkert Forlydende er Hr. Provst Tønnesen, Præst for Vejlby og Skibberup, udsét til at beklæde Posten som Forstander for det nyoprettede Statsseminarium i Søborg ved København. Den officielle Udnævnelse kan ventes en af Dagene.«