3

Paa samme Tid gik Emanuel muntert nynnende hen ad Fodstien, der førte fra Vejlby Overdrev ned mod Skibberup.

Han havde ombyttet sin før saa uundværlige Silkeparaply med en landlig Egekæp, og i Stedet for sin forrige Hovedbedækning af mørkebrunt Plys bar han en simpel Halmhat med en mægtig Skygge. De sidste otte Dages brændende Foraarssol, hvori han fra Morgen til Aften havde færdedes, havde gjort hans Ansigt rødskjoldet og fyldt det med smaa, gulbrune Fregner paa Næseryggen og under Øjnene, mens hans blonde Kristus-Skæg var bleven bleget, saa det tegnede sig næsten hvidt mod den farvede Hud.

Om Beskaffenheden af den Uro og Gæring, han i Løbet af den sidste Uge havde fremkaldt i Sognet, havde han endnu kun uklare Forestillinger. |295| Da han nemlig i Øjeblikket selv var Kampens Genstand, havde Skibberupperne — stadig paa Forslag af Væver Hansen — ikke indviet ham i deres Planer; og da hans Svigerforældre af samme Grund havde undgaaet enhver Indblanding i Striden, vidste han kun, at man havde i Sinde paa en eller anden Maade at protestere i Anledning af hans Afsættelse. Selv afventede han rolig Provstens lovformelige Opsigelse, som nu umuligt kunde lade vente længe paa sig, efter at Tønnesen havde udelukket ham fra enhver kirkelig Virksomhed. I de første Dage efter Bruddet havde han vel tænkt paa selv at overklippe den sidste tynde Traad, der bandt ham til Præstegaarden, ved straks at fraflytte denne og leje sig ind hos en Skibberupfamilie, der havde tilbudt ham et Par Værelser. Men da han hørte, at Provsten virkelig havde indgivet Klage over ham til Bispen, bestemte han sig til at blive, for at det ikke skulde se ud, som om han frygtede for at tage Ansvaret for sine Handlinger.

Desuden tilbragte han saa godt som hele Dagen hos sine Svigerforældre, hvorved han undgik ethvert Sammentræf med Tønnesen; og forøvrigt var han endnu saa opfyldt af sin unge Kærlighedslykke og af hele den nye Verden, som Anders Jørgens Hjem og Stald og Mark og Kvæg |296| havde aabnet for ham, at han kun halvt opfattede, hvad der ellers foregik omkring ham.

Endelig havde han sine egne hemmelige Fremtidsplaner at sysle med; og for disse glemte han ofte ganske Nuets Strid.

Han var allerførst fast besluttet paa at gifte sig, saasnart Forholdene paa nogen Maade tillod det. For sin Mødrenearv, der beløb sig til nogle tusind Kroner, vilde han købe sig en lille Bondeejendom et eller andet Sted i Sognet og for Fremtiden ernære sig udelukkende som Jordbruger. For den Gærning, han mulig kunde komme til at øve i Menigheden som Præst og Lærer, vilde han ikke modtage noget Vederlag. ° Han vilde leve som fri og uafhængig Mand paa sin Gaard og i et og alt dele Liv og Kaar med sine Venner.

Han mente i Løbet af et halvt Aars Tid at kunne bringe sine Kundskaber i Landvæsen saa vidt, at han — med Hansine ved sin Side og forøvrigt med gode Venners Bistand — uden stor Risiko kunde overtage Styret af en saa lille Ejendom, som her var Tale om; thi til mere end en halv Snes Tønder Land, en Hest, et Par Køer og et Par Faar vilde hans Midler ikke kunne strække. Han var allerede begyndt at gaa i Lære hos sin Svigerfader og havde — som han selv syntes |297| — i faa Dage gjort gode Fremskridt. Han havde sat sig ind i Jordens Behandlingsmaade, kunde næsten køre et Par Heste, spænde baade for Vogn og Plov og fodre Kvæget.

Ude i Skibberup Egede laa en lille Ejendom, der for Tiden var tilfals, — den havde han allerede tænkt paa. Det var et lille Boelssted, ° der laa i idylliske Omgivelser paa Bunden af en lille grøn Dal umiddelbart ved Fjorden. Bygningerne var lidt smaa og affældige; men til Gengæld var der en ualmindelig stor og smuk Have omkring Huset, og op ad Muren paa bægge Sider af Forstuedøren voksede Stokroser og Gedeblad. En Aften talte han om Stedet til Hansine, som foreløbigt var den eneste, til hvem han havde betroet sine Hensigter; og da ogsaa hun syntes godt om det og i det hele ganske sluttede sig til hans Planer, slog han det næsten fast, at dér skulde deres Fremtidshjem være.

Han havde siden hver Dag maattet ud i Egedet for paa Afstand at betragte Stedet, og for hver Gang var han bleven mere indtaget i det. Naar Aftensolen kastede sit Purpurskær over de smaa Ruder, forgyldte Havens ||156|| Løvkupler og Duernes hvide Vinger, idet de flagrede frem og tilbage over Straataget, syntes det ham et lille jordisk |298| Eden, omsvævet af Fredens milde Engleskare. Han vidste allerede ganske nøjagtigt, hvorledes Boligen skulde indrettes og udstyres, hvorledes deres Husholdning skulde føres og Dagens Arbejde fordeles. Først og fremmest skulde al Luksus, al Overdaadighed og Lediggang være banlyst i deres Hjem. Bohavet skulde bestaa af simple, rødmalede Fyrretræs Møbler, og deres Levevis skulde være saaledes, at ikke selv den fattigste kunde føle sig for ringe til at tage Plads ved deres Bord. Om Morgenen skulde de rejse sig med Solen og Lærken, og om Aftenen, naar Dagens Arbejde var endt, skulde de samle Venner i deres Stue for med dem at opbygges ved Sang, Samtale, Oplæsning eller Bøn. Han saa' sig allerede i Tanken gaa og pløje i Bondekofte ° op og ned ad Agrene; saa' sig ro ud paa Fjorden i stille Sommeraftener for at sætte Garn og stille Ruser, mens Hansine puslede derhjemme i Hytten og nu og da stillede sig ud i Forstuedøren for at se efter ham. Hvor levende saa' han ikke hendes lille, ranke Skikkelse staa dér under Tagskægget, med den venstre, udspilede Haand i Siden, saaledes som hun havde for Vane, og med den højre løftet op til Panden for at skygge for Øjnene, mens hun i Tanker smilte med dette lille, barnegode Smil, der fik |299| hende til at ligne Moderen, og som pludseligt kunde lyse op mellem Ansigtets alvorlige Linier ligesom et Solglimt mellem en Skovtyknings Træstammer. Ja, endnu længere ud i Fremtiden søgte hans flyvende Tanker. Han saa' deres Børn løbe og lege paa Stranden som en Skare glade Fugle ... ingen kirtelblege Kulturmisfostre i Fløjlsbluser og med gammelkloge Træk, men en sund og stærk Friluftsyngel med Bonderoser paa Kinderne og klare, bølgeblaa Øjne!

... Han var naaet op til Bakkekammen omkring Skibberup og saa' ned over den næsten mennesketomme By, hvis mange smaa Frugthaver endnu stod i halvvissent Blomsterflor. Da han var kommen et Stykke ned ad Skrænten, fik han Øje paa Hansine, der stod ude i et lille Vænge bag sine Forældres Hus, i Færd med at give et Lam Mælk af en Patteflaske. Hun var iført den kirsebærrøde Kjole, som hun havde haft paa den første Gang, han rigtig saa' hende, og hvori han fandt hende aller smukkest. Desuden bar hun en stor, hvid Solhætte, der skjulte hele Hovedet.

I et pludseligt Anfald af Overgivenhed, der fik ham til at glemme, at det var Kirketid, satte han Hænderne for Munden og raabte: »Kukkuk!« Hun saa' hurtigt op; og da hun opdagede ham, |300| slap hun baade Lam og Flaske og løb ham i Møde.

Der fór i dette Øjeblik instinktmæssigt et lille Kuldepust hen over hans Hjærte, ... hun løb ikke kønt. Men da de naaede hinanden, og han holdt hende i sine Arme, glemte han det straks og trykkede et Kys paa hendes varme, friske Kind. Hun var efterhaanden bleven temmelig fortrolig med deres Forhold men blev dog endnu rød, hver Gang han kyssede hende; og ligesom for at skjule sin Forlegenhed gav hun sig nu straks og ivrigt til at fortælle om alt, hvad der var sket i Hjemmet, siden de den foregaaende Aften saas, — om en So, der havde faret, om en Ko, der om Natten havde revet sig løs i Stalden, og om Fløden, der ved Kærningen ikke havde villet give Smør. Emanuels Optagethed af Marken og Stalden havde genvakt hendes egen Interesse for alle disse dagligdags Ting, havde ligesom forædlet dem og i det hele fornyet Hjemmet for hende.

Han havde imidlertid stukket sin Haand ind under hendes Arm, og i langsom, fortrolig Gang fulgtes de ned imod Gaarden.

Her stod Else halvt afklædt bag det aabentstaaende Sovekammervindu i Færd med at rede sit svære, staalgraa Haar. Saa langt fra at lade |301| sig forstyrre af Emanuels Ankomst nikkede hun endog ud til ham, idet hun blot trak et Haandklæde, som hun havde lagt over Skuldrene, tættere sammen foran Halsen.

»God Morgen, Svigermoder!« hilste Emanuel muntert. Han havde hurtigt vænnet sig til denne Naturlighed i al Gøren og Laden, hvori han saa' et Udslag af Bondens Kyskhed. »Hvordan staar det til i Dag?«

»Aa, jo Tak .... Den store So har faret i Nat.«

»Ja, jeg hører det. Hvor mange Grise blev det saa til?«

»Tolv Stykker, troer jeg.«

»Naa, det er jo al Ære værd.« Han saa' sig omkring og tilføjede: »Hvor er Svigerfa'er? Er han i Kirke?«

Else kastede et stjaalent Blik paa ham og derefter hen paa Hansine. Havde Barnet fortalt noget? spurgte hendes Øjne.

Baade Else og Hansine havde nemlig siden den foregaaende Dag vidst god Besked om, hvad der i dette Øjeblik skulde foregaa ude i Kirken; men de havde bestemt sig til ikke at fortælle Emanuel det, fordi de havde paa Fornemmelsen, at han ikke vilde synes rigtig om Væver Hansens Fremfærd, |302| og fordi navnlig Else alligevel ikke ønskede, at han skulde lægge sig hindrende imellem.

»Anders gik ud i Engen for at se til Ungkvæget,« sagde hun saa, beroliget af Emanuels Udseende.

»Ja saa, — vi skulde vel ellers til at fodre nu.«

»Han kommer vist ogsaa straks tilbage. Men for Resten er du vel nu saa dygtig, at du kan fodre alene, om du ellers har Lyst.«

Emanuel smilte.

»Vi faar se!« sagde han og gik over i Oles Kammer ved Siden af Stalden for at omklæde sig.

Hansine steg langsomt op ad Stentrappen til Bryggerset, mens hun løste Solhættens Baand under Hagen; hun skulde ind og passe Middagsmaden. Paa det øverste Trin standsede hun og kastede et uroligt spejdende Blik over den lille Laage mellem Længerne ud imod Kirkevejen.

»Endnu ingen Folk at se!« sagde hun halvhøjt til sig selv, medens den eneste bitre Følelse, der var bleven tilbage i hendes Hjærte, den rettroende Skibberuppers Had til Provst Tønnesen, lyste ud af hendes mørkeblaa Øjne.

... Emanuel traadte ind i Kostalden, iført en |303| lang Sækkelærreds Kittel med Bælte og et Par Træsko med Læderkapper.

Det var første Gang, han foretog Fodringen uden Svigerfaderens Hjælp, og det var ikke frit for, at han i den Anledning følte sig lidt beklemt. Med største Samvittighedsfuldhed afvejede og udmaalte han de forskellige Rationer efter de lærte Forskrifter, opløste Rapskagerne i en Spand Vand og sammenrørte den derved opstaaede Jævning med en Blanding af Klid, Skraa og udhøvlede Gulerødder. Den samlede Masse fordelte han derpaa ligeligt mellem Malkekøerne. To Goldkøer ° gav han en Skæppe Kaalrabi, og til sidst fik hver Ko en Gift ° Byghalm, som han hentede ned oppe fra Stænget.

Han blev hurtigt varm af Arbejdet og følte efter dets lykkelige Tilendebringelse den Tilfredshed med sig selv og det Velvære, som kun den legemlige Beskæftigelse kan give. Han havde allerede efter disse Par Dages Forløb kunnet mærke, hvorledes hans Muskler voksede, hvorledes Blodet rullede friskere og raskere gennem hans Legeme ... Hvorfor havde han dog ikke for længe, længe siden ret forstaaet det gamle Ord om »Arbejdets Velsignelse«? ¹ Han kom ofte til at tænke paa sine forrige Fæller inde i Byen, der om |304| Sommeren benyttede Landet til at »ligge paa«, og som i deres Blindhed troede at kunne finde Lægedom for deres syge Sjæle og kraftesløse Legemer ved at tilbringe Dagene med at spille Ring paa en Græsplæne eller ved at ligge henslængte i en Hængekøje og læse slibrige franske og dansk-franske Romaner. ° Disse Stakler mindede ham om saadanne Mennesker, der løb ulykkelige omkring og søgte efter noget, der laa lige for deres Næse. Under Lidelser og Klager slæbte man sig ||159|| fra Badested ° til Badested, tyllede sig med Medicin, anstillede en hæseblæsende Jagt efter nye Medikamenter, nye Kure, nye Læger, nye Apotekere og søgte i sin Fortvivlelse en Slags bitter Bedøvelse hos de aandelige Miksturblandere, der kaldte sig Nutidens Poeter — og dog laa Lægemidlet lige for Haanden, det eneste, sande, jordiske Lægemiddel for den lidende Menneskehed. Hvor længe vilde man dog blive ved at bedrage sig selv for Livets Lykke? Hvilken Herlighed, hvilken Glæde vilde ikke opblomstre fra den Dag, da Sundhedens hellige Kilde, det legemlige Arbejde, ° blev genfunden af den hele Menneskehed! Hvilket Paradis vilde ikke opstaa, naar alle Hænder samlede sig for at frugtbargøre Jorden! ° Ørkener vilde blive opdyrkede, ° |305| Sumpe udtørrede, Skove plantede, Korn og Frugter vilde vælde op af Mulden ....

Han havde imidlertid taget Skovl og Greb og var begyndt at muge under Køerne. Mens Sveden drev ham ned over Øjnene, læssede han den friske Gødning paa en Hjulbør og trillede den ud paa Møddingen, fejede derpaa Grebningen ° saa ren som et Stuegulv og lagde frisk Strøelse i Baasene, .... ja ikke fornøjet hermed tog han Strigletøjet fra et Søm paa en af Loftsbjælkerne og begyndte at rense Køernes Laarstykker for det indtørrede Snavs, der havde samlet sig dér i tykke Kager. Han havde bestandig en Trang til at beskæftige sig netop med det sværeste og urenligste Arbejde for at overbevise sig selv om, at han ikke holdt sine Hænder for gode til at tage fat paa hvad som helst.

Mens han var sysselsat paa denne Maade, kom han til at tænke paa sine Slægtninge og paa de Miner, disse sandsynligvis vilde sætte op, ifald de havde kunnet se ham i dette Øjeblik. Han havde netop Dagen forud faaet Breve fra sin Fader og sine Søskende i Anledning af Forlovelsen; det vil sige, han havde modtaget en kort Tilkendegivelse af, at hans »overraskende Meddelelse« var kommen dem i Hænde. Intet videre. |306| Hansines Navn var end ikke nævnet, ligesom der ikke fandtes et eneste Spørgsmaal hende angaaende.

Skønt han langtfra havde ventet nogen dybere Forstaaelse fra den Kant, havde dog særlig Faderens Kulde overrasket og bedrøvet ham. Saa langt havde de altsaa allerede nu skilt sig fra hinanden! Han forstod godt, at de med deres Tavshed havde villet betyde ham, at de fra nu af ansaa' ham for uophjælpeligt fortabt, og at de ikke ønskede paa nogen Maade at blive indblandede i hans nye Familieforbindelser. Han forstod, at de betragtede hans Forlovelse som en Art Selvmord, der ikke var mindre beskæmmende for den ansete Hanstedske Familie, end Moderens i ||160|| sin Tid havde været. Derfor tvivlede han heller ikke om, at ogsaa hans Navn fra nu af vilde være som udslettet af Familiens Erindring.