Da Købmand Villing Søndagen efter Mødet i Skibberup Forsamlingshus om Morgenen aabnede sin Bod, stod der nedenfor Stentrappen den sædvanlige lille Forsamling af pjaltede og forkomne Skikkelser, baade Mænd og Kvinder, der med tomme Flasker skjulte under Frakker og Forklæder i Utaalmodighed havde ventet paa, at Døren skulde blive aabnet. Med en tavs og sky Morgenhilsen smuttede de én efter én ind bag Købmandens Ryg og lagde med rystende Hænder deres irrede Kobberskillinger paa Disken, mens Butiksdrengen fyldte Flaskerne henne ved Brændevinsankeret; hvorpaa de lige saa stille listede ud og hastede bort — hver sin Vej over Markerne.
Imidlertid var Villing bleven staaende udenfor paa Dørflisen, i broderede Morgensko og med en graa Lærredskasket trykket ned paa sit fede Hoved. Hans Tommelfingre hang, som de plejede, i |276| Vestens Ærmegab; de øvrige Fingre trommede paa hans Bryst, og i denne Stilling lod han sit spejdende Blik foretage den sædvanlige Morgenvandring rundt i Byen, luske omkring i Gaardene og snige sig ind i Afkroge ligesom en Ræv efter Bytte. Han kunde fra sin Dør overse næsten hele Byen, kunde lugte, hvad der blev kogt og stegt paa alle Komfurerne, og øjeblikkeligt afgøre, om Kaffebønnerne eller Krydderierne var købte i hans Butik. Vejlby bestod nemlig kun af syv-otte Gaarde og nogle faa Smaahuse. Gaardene var alle nye og alle opførte efter en og samme Tegning, byggede af samme Slags nøgterne gule Sten, med en lang Række kedelige Vinduer ud imod Gadekæret, en høj Cementsokkel og et Skifertag. Foran eller ved Siden af hver Gaard fandtes en Strimmel Have med nyplantede Træer, der lignede lange Fejekoste og hverken gav Læ eller Skygge. En Ildsvaade havde nemlig for nogle Aar siden paa en eneste Nat lagt hele Byen i Aske og kun sparet Kirken, Præsteboligen og endnu en Gaard samt et Par Smaahytter, der laa et Stykke højere end den øvrige By.
Skønt Klokken ikke var mere end syv, brændte Solen ganske hedt. Der var ikke en Sky paa Himlen, og ved det mindste Vindpust rejste der sig ||146|| en Taage af Støv over Byen og de tilstødende |277| Marker. Græsset paa Havedigerne og især Præstegaardens høje Tjørnehegn ud mod Vejen saa' ud, som om det var hvidtet; og i det lille stensatte Gadekær laa Vandfladen overtrukket med en olieagtig Hinde af Fedt og Støv, der under Solens Straaler spillede i alle Regnbuens Farver. Inde i en af Portene stod en Mand og pudsede Seletøj; ved Gavlen af en anden Gaard var en fløjtende Karl i Færd med at banke og børste sine Helligdagsklæder. Rundt om sporedes Søndagens festlige Travlhed.
Købmand Villing lod sig imidlertid ikke skuffe af denne tilsyneladende Sorgløshed. I hans Kartoffelansigt med de smaa, hørgule Bakkenbarter, hvilede et spændt og uroligt Udtryk; de strittende Fingre trommede sørgmodige Melodier paa hans Vest, og han sendte ofte et bekymringsfuldt Øjekast op til Præstegaarden, hvis røde Tegltage lyste majestætisk mellem Parkens høje Trækroner.
Vidste han bare, hvad der i Dag vilde ske! Han gav gærne hundrede Kroner til de fattige, dersom han kunde faa Lov til at kigge blot et halvt Sekund ind i »Fremtidens dunkle Kaos« — som Villing i Tankerne udtrykte sig, fordi han havde en Svaghed for højtidelige Talemaader. At det virkelig var Provst Tønnesens Hensigt nu at |278| opbyde al sin Magt for at kue Oprørsaanden i Menigheden — derom kunde der ikke længer tvivles, efter at han forleden ved Opslag paa Smedenes Porte havde bekendtgjort, at han fremtidigt agtede selv at tale i bægge Kirkerne og i Dag først i Skibberup. Men vilde det lykkes ham? Havde Forblindelsen ikke allerede vundet en saadan Udbredelse, at al Modstand var forgæves?
For syv Aar siden havde Købmand Villing nedsat sig her i Sognet, og han havde aabnet sin »Kolonial-, Speceri-, ° Delikatesse- & Diverse-Handel, en gros & en detail« med det bestemte Forsæt, at han — for sin Handels Skyld — aldrig vilde blande sig i Befolkningens Stridigheder. Med en Beskedenhed, ved hvilken man i begge Lejre følte sig smigret, erklærede han den Gang over for enhver, der søgte at tilegne sig ham for sit Parti, at han »kun var en simpel Købmand«, der meget vel indsaa', at han her i Sognet alene havde den underordnede Opgave at skaffe Befolkningen saa reelle og prisbillige Varer som muligt og ved prompte Ekspedition og lette Afviklingsvilkaar at tilfredsstille de Kunder, der vilde beære ham med deres Tillid. Men efter at Væver Hansen — trods disse Forsikringer — for et Par Aar siden havde faaet oprettet en saakaldet »Forbrugsforening« ° i |279| Skibberup og derved berøvet ham mere end hans halve Kundekreds, havde han med ét indset, til hvilken Fordærvelse den nye Tids megen ||147|| Folkeoplysning førte, og at det nu galdt for alle retsindige Borgere at slutte sig ubrydeligt sammen for at værne Landet mod Almuens Anmasselser.
Naar Samtalen i hans Butik nu faldt paa Skibberupperne og deres Fremfærd, og især naar der blandt de tilstedeværende fandtes nogle af de smaa Boelsmænd ° ude fra Overdrevet, ° der mistænktes for at nære begyndende Tilbøjeligheder for Væver Hansens Forsamlingssal, optraadte han straks som deklamerende Agitator — uden dog derfor nogensinde at glemme sine smaa private Interesser, som han tværtimod altid med stor Behændighed fik til at passe nøje ind i de store og almene.
»Jeg er sandelig ingenlunde nogen Fjende af Friheden,« kunde han saaledes sige, idet hans blege Ansigt straks blev rosenrødt af selvbehagelig Iver. »Paa ingen som helst Maade, mine Herrer! Jeg tror tværtimod at kunne sige, at baade min Kone og jeg er oprigtige Venner af Friheden ... men af den sande og forstandige Frihed! Vi mener blot, at man overalt skal respektere Sagkundskaben, ikke sandt? Sagkundskaben, mine |280| Herrer, det er den, vi i alle Forhold skal og bør støtte os til. Det maa dog vist enhver forstandig Mand indrømme. Naar man vil købe sig et Par Briller, gaar man dog ikke ind til en Skrædder, og naar man vil have en Tand trukket ud, søger man en Læge og gaar ikke ind til en Prokurator eller en Skorstensfejer. Har jeg ikke Ret i disse Argumenter, mine Herrer?« udslyngede han og greb sig i sin ene Bakkenbart, mens han lod et triumferende Blik glide omkring paa Tilhørerne. Derefter fortsatte han: »Men naar nu til Dags enhver Arbejder mener, at han forstaar sig paa at drive Købmandshandel, eller naar den første den bedste Haandværker tror om sig selv, at han er i Stand til at være Sjælesørger for sin Næste, skønt der bevisligt hertil skal læres baade Latin og Græsk — er dette da ikke lige saa bagvendt, som om en Grosserer pludseligt vilde nedsætte sig som Skomager eller en Præst give sig til at hugge Sten ved Vejene — og ser man vel nogen Sinde det?« Atter en Kunstpavse og et triumferende Blik, under hvis Vægt de overbeviste Boelsmænd beskæmmet sænkede deres Øjne mod Gulvet. »Men hvad bliver da ogsaa Følgen? Hvad er det f. Eks. for Varer, disse saakaldte Brugsforeninger byder deres Kunder? Lutter Udskudsting ° |281| naturligvis og halvfordærvede Sager, som ingen Grossist vilde vove at byde en udlært Købmand. Vil de Herrer f. Eks. behage at kaste et Øje paa disse Risengryn, af hvilke vi nylig har faaet et større Parti hjem. Jeg gad nok se den Brugsforening, der er i Stand til at levere en saadan Vare. Ikke sandt! Betragt kun nøje hvert enkelt Gryn. En enestaaende ||148|| Kvalitet, skulde jeg mene. Lutter Fedme, ikke sandt? .... Skulde maaske nogle af de Herrer ønske et Par Pund til en Prøve?«
Købmand Villing havde saaledes i det sidste Par Aar hørt til Provst Tønnesens svorne Tilhængere, idet han havde indset, at med denne Mands Magt og Myndighed her i Sognet stod og faldt hans egen Eksistens. Efterretningen om Kapellanens Forlovelse havde derfor ramt ham som et Næveslag for Brystet, — han havde bogstaveligt maattet snappe efter Luft. Det stod ham øjeblikkeligt klart, at Skibberupperne hermed havde faaet højeste Trumf paa Haanden, og det varede heller ikke mange Dage, før han med Rædsel mærkede, hvorledes der nu begyndte at gaa Gæring ogsaa i det før saa standhaftige Vejlbyfolk. Forskellige spydige og nedsættende Udtalelser om Kapellanen, der i Anledning af Forlovelsen var faldne |282| i Butikken, blandt andre fra Sogneraadsformand Jensen, røbede Vejlbybøndernes indeklemte Misundelse; og Villing havde levet længe nok paa Landet til at vide, at især hos Bønder er Misundelsen ofte det første Skridt paa Vejen til Anerkendelse og Underkastelse. Han var derfor i de sidste Dage ligesom sunket ned i en Grav af Melankoli. Han saa' i Aanden, hvorledes Skibberuppernes forbryderiske Selvraadighed vilde blive ved at brede sig ud over Egnen, ja over det hele Land; hvorledes Forbrugsforeninger og Andelsforetagender vilde skyde op som giftige Paddehatte i hver en By, medens gamle, paa Fagdannelse og Paapasselighed grundede Forretninger sygnede hen og ubarmhjærtigt tilintetgjordes. Hvor langt var man ikke allerede kommen? Forleden havde en Handelsrejsende fortalt ham, at de københavnske Grosserere, der i Begyndelsen paa det bestemteste vægrede sig ved at handle med Forbrugsforeningernes Opkøbere, nu formelig sloges om dem paa Børsen? Og havde han ikke med egne Øjne set, hvorledes de store Handlende inde fra Købstaden kom kørende her forbi i deres Landauere, ° med Liberikusk paa Bukken, for at gøre Væver Hansen deres ærbødige Opvartning og personlig vise ham deres Prøver paa Foderstoffer, Kul og Brændevin? Og hvorledes stod det vel til |283| i hele det offentlige Liv? Trængte ikke ogsaa dér Bønderne sig frem overalt og tiltvang sig Styret? Ovre i Kyndby ° havde de forleden kastet baade Præsten og to Proprietærer ud af Sogneraadet og i disses Sted valgt tre Mænd, der næppe kunde skrive deres Navne. Ved sidste Sparekassemøde i Tommestrup havde de udstemt Godsforvalteren af Direktionen, skønt det særlig var ham, man kunde takke for Sparekassens gunstige Status. Og inde i Rigsdagen? Gud bedre det! Bønder og Bønder og ikke andet end Bønder!
||149||Og endda blev de nede i Skibberup ved at synge »Frem, Bondemand, frem«, saa det kunde løbe én koldt ned ad Ryggen, naar man tænkte derpaa!
.... Han gik ind igen i Butikken og lod her som sædvanligt sit onde Lune gaa ud over Butiksdrengen Ludvig, et magert og kælderblegt Københavnerbarn, der »ved Guds Styrelse« — som Villing med sit Hang til højtidelige Talemaader udtrykte sig, og hvormed han sigtede til et Avertissement i Adresseavisen ° — fornylig var bleven betroet til hans Varetægt.
»Snyd Næsen, Dreng!« raabte han forarget til den fortumlet udseende Fyr, der som i rystende Angst |284| havde forputtet sig inde i Bodens mørkeste Krog, hvor han sad med en Spølkumme ° Kaffe i den ene Haand og en Fedtebrødsskive i den anden. »Sidder du ikke dér med et helt Firskillingslys hængende ned fra Næbet! .... Og altid skal du sidde og mæske dig, saa det er ligefrem uappetitligt at se paa. Ja, det er, som jeg har sagt dig — æde, det kan du til den store Ædemedaille; men veje et Pund Sukker af, saadan som det skal vejes, det lærer du aldrig i Evighed, ulykkelige!«
Han blev afbrudt i sin Veltalenhed ved, at en Kunde traadte ind.
Lidt efter viste der sig én til, og i Løbet af de paafølgende Timer indtil Kirketid blev der i det hele et saa livligt Rykind af Byens Folk, at Butikken næsten uafbrudt stod fuldpakket. De fleste kom dog mere for at fordrive en ledig Time med Passiar end for at handle. Købmandens Bod var Mændenes sædvanlige Samlingssted, hvor man mindst én Gang om Dagen søgte hen for at spørge Sognenyt, hente Post og høre efter Dagspriserne.
Stemningen var i Dag ualmindelig trykket. Der var igen denne Morgen gaaet foruroligende Rygter om Provstens og Skibberuppernes Krigsforberedelser. Saa meget var foreløbigt sikkert, at |285| Provsten havde indgivet en Klage over Kapellanen til Bispen og hos denne anmodet om Hr. Hansteds øjeblikkelige Forflyttelse; og man kunde sige sig selv, at Skibberupperne ikke vilde lade denne Udæskning ubesvaret. Efter nogles Paastand skulde Væver Hansen ogsaa med sit sædvanlige skadefro Smil have ytret, at nu blev der ikke Fred i Sognet, før Provsten var jaget ud af Vejlby Præstegaard, — og hvad Væveren smilende lovede, plejede han at holde.
Og dog var det mindre Skibberuppernes nye Fredsforstyrrelser end Foraarets vedholdende og særlig for alle højtliggende Jorder skæbnesvangre Tørke, der i disse Dage bevirkede Vejlbybøndernes bitre Modfaldenhed. ||150|| I flere Uger var der ikke faldet en Draabe Regn. Rundt om paa Bakketoppene var Sædspirerne allerede ganske gule, og Græsset visnede helt hen. Nede i Skibberuppernes dybe Dalsænkninger og paa deres smaa Engstykker ud mod Stranden stod derimod alt endnu grønt og kraftigt. Det var, som om Vorherre havde afpasset Vejret netop efter Skibberuppernes Behov.
Dersom Regnmangelen varede ved mange Dage endnu, kunde der frygtes for en formelig Misvækst i denne Del af Sognet; og det var ikke alle Vejlbybønder, der sad saa trygt i deres Gaarde, |286| som de nye Stuehuse og høje Lader lod formode. Hin frygtelige Ildebrandsnat havde rokket ved adskilliges Velfærd, ligesom den ikke var helt uden Skyld i den Sindets Fortrykthed og let vakte Modløshed, der hidtil havde gjort dem til saa viljeløse Redskaber i Provstens Hænder. Det var, som om de bestandig gik og rugede over Mindet om det røde Flammehav, der i Løbet af et Par Timer havde forvandlet deres By og al deres rørlige Ejendom til en rygende Brandtomt, hvorover kun Husenes Skorstensmure og Havernes forkullede Træstammer spøgelseagtigt ragede op, — som om de bestandig saa' for sig de Dynger af døde og forbrændte Kroppe af Heste, Køer og Svin, de Bunker af sønderbrudt Bohave og sodede Bjælker, hele denne Mødding af Lig, Skrammel og Aske, hvorover Solen Morgenen efter kastede sine Straaler.
Omme bag sin Disk færdedes Købmand Villing med spidsede Øren for at følge de forskellige, halvhøje Samtaler, der førtes mellem Bønderne rundt om i Lokalet; og hans Knæ kom til at ryste under ham, hver Gang han syntes at høre Væver Hansens Navn nævnet. Ikke des mindre glemte hverken han selv eller hans Kone — der imidlertid havde aabenbaret sig i Butikken som en smilende Sol i lyserød Sirtses Kjole — at skøtte Forretningen |287| og drage Fordel af de mange Menneskers Tilstedeværelse. Gennem det dumpe Mudder af tunge Støvler, Træsko og Menneskestemmer hørtes bestandig enten Villings Kommandoraab til den fortumlede Butiksdreng: »Ludvig! En Mellemskraa ° til Hans Olsen — af bedste Sort, fineste Kvalitet! Og et halvt Pund Kandis! Men fuldt Maal, forstaar du! Ikke noget Kniberi til Hans Olsen, om jeg maa bede!« — eller Fruens blide, overtalende Røst: »Jeg tror virkelig, jeg tør garantere, at De ikke noget Sted vil faa Mage til dette Bomuldstøj under den dobbelte Pris. Men det er nu en Gang vort Forretningsprincip, at naar vi selv har gjort en god Handel, skal ogsaa vore Kunder nyde godt af det.«
Henne ved Døren udbrød en Mand:
||151||»Nu kommer Provsten!«
I samme Nu forstummede al Tale, og alle vendte sig mod Vinduerne.
Et Øjeblik efter rullede Tønnesen forbi i nedslaaet Kalesche. Han sad ene paa det brede Sæde, let tilbagelænet, med Haanden hvilende selvtillidsfuldt paa Vogndørens Kant. Villing, der var sprunget op paa en halvt udtrukken Skuffe for at komme til at se, brød ufrivilligt ud i et Beundringsraab. Synet af Provstens Kæmpeskikkelse, saadan som |288| den dér præsenterede sig i det højtidelige Præsteskrud, bestraalet af Himlens Sol, fremkaldte i dette Øjeblik hos ham et saa overvældende Indtryk af gudebenaadet Styrke og Majestæt, at han følte sig ganske varm om Hjærtet og atter begyndte at fatte Haab for Fremtiden. Det syntes ham med ét umuligt, at en saadan Mand kunde bukke under i Kamp mod nogle elendige Bønder og Landsbyhaandværkere!
