7

En Dag i Begyndelsen af September slog endelig Afrejsens Time.

Det blev en travl og bevæget Dag. Tidlig om Morgenen gik Emanuel ud til Skibberup Kirkegaard for at sige Farvel til Guttens Grav og derfra til |338| sine Svigerforældre og Hansines Broder Ole, der styrede sine Forældres Ejendom. Afskeden med de sidste var temmelig kølig; særlig var Else stærkt paavirket af den almindelige Skibberup-Stemning; og skønt det efter Hansines Ønske ikke var bleven omtalt, at hendes Ophold i Skallinglandet skulde strække sig ud over et Par Dage, kom der et mistænksomt Glimt i Elses lyse Øjne, hver Gang Besøget hos Ane kom paa Tale.

Om Formiddagen indtraf den omtalte Deputation i Præstegaarden med en pletteret ° Kaffekande og en Skrivebordsstol, og hen paa Eftermiddagen ankom endelig en Vogn, som Emanuel — for ikke at være nødt til at bede Naboerne om flere Vennetjenester — havde bestilt hos en Vognmand inde i Købstaden ... en Landauer med Nysølvsbeslag ° og Kusk i Liberi.

Emanuel fór i Rejsefeber omkring mellem Kufferter og Æsker, iført en ny, sort Klædesfrakke og med nyklippet Haar og Skæg, — fulgt i Hælene af Sigrid, der ikke vilde slippe ham af Syne; det var, som om hun frygtede for, at han skulde kunne rejse bort uden at tage hende med. Hun havde hele Natten ikke lukket et Øje men hver halve Time spurgt Moderen om, hvad Klokken var; og lige fra Morgenstunden havde hun trofast |339| baaret paa sine private Pakkenilleker — en lille Blikspand, et ituslaaet Dukkehoved og to Tændstikæsker med forskelligt farvede Sten — og havde ikke været at formaa til at slippe dem et eneste Øjeblik.

Abelone, hvem Hansine havde overtalt til at følge med Børnene og blive hos dem i nogen Tid, gik og græd af Benauelse; og ude i den tomme Stald sad Søren Røgter paa Kanten af et Fodertrug og grundede over Livets mærkelige Tilskikkelser.

Hansine var hele Dagen rolig og gjorde sig nyttig overalt. Ingen skulde i hendes Ansigt kunne læse sig til, hvor fuldt og fast hun var overtydet om, at hun i Dag skulde se sin Mand og sine Børn for sidste Gang ... Hun vidste, at Børnene snart vilde glemme hende derinde mellem de mange fremmede Mennesker og alle de nye Ting, der kom til at optage deres Sind og Tanker; og naar de var bleven ældre og helt havde vokset sig sammen med deres nye Omgivelser, vilde de føle det som en Hindring ||372|| og en Skam at have en Moder, der gik med Bondehue og førte Bondetale. Men hun havde lovet sig selv, at de skulde ikke komme til at lide for, hvad andre havde forbrudt. Fuldt og helt skulde de have Del i den Livets |340| lyse Lykke, som hun en Gang havde drømt om at kunne naa ogsaa for sig selv.

Og Emanuel? Ogsaa for ham vilde hun snart blive en tung Lænke, som han ønskede sig Mod til at afryste. Hun havde i denne Tid mærket paa hundrede Ting, hvorledes han i Tankerne allerede levede i et Liv, der var hende fjernt, og som hun aldrig kunde blive i Stand til at dele med ham. Hun vidste, at han ikke vilde færdes længe i sin gamle Vennekreds, før han selv kom til at føle det dybe Svælg, der nu skilte ham og hende; og det vilde da komme over ham som en Befrielse, naar hun en Dag skrev til ham, at hun ikke mere vilde vende tilbage, at han var fri, og at det vilde være frugtesløst af ham at forsøge paa at faa hende til at forandre sin Beslutning.

Hun bebrejdede ham intet. Hun anklagede kun sig selv, fordi hun havde været saa hovmodig at tro, at hun kunde udfylde en Plads paa de høje Bænke. ° Ja, egentlig var hun ikke en Gang overrasket over, hvad der i den sidste Tid var sket. Det undrede hende snarere, at det ikke var sket for længe siden. De sidste syv Aars Oplevelser havde saa ofte forekommet hende saa besynderligt uvirkelige. Hun havde kunnet overfaldes |341| af den Følelse, at hun endnu var den unge Pige i sine Forældres Hus, og at hele hendes Ægteskab, hele hendes Liv i Vejlby Præstegaard, blot var en lang, urolig Drøm, hvoraf hun vilde blive vækket ved et eller andet Hanegal.

... Da Afrejsens Time kom, kyssede hun Børnene og sagde Farvel til Emanuel paa saa rolig en Maade, som om ogsaa hun troede, at Adskillelsen kun skulde blive kort. Hun fulgte dem til Vognen, pakkede selv Børnene godt ind og bad Abelone huske paa at give dem deres rene Forklæder paa, inden de naaede København.

Da Emanuel i Afskedens Øjeblik grebes af en stærk Sindsbevægelse og blev ved at holde om hendes Hoved og kysse hendes Pande, sagde hun for at opmuntre ham, at han nu ikke skulde gøre sig Bekymringer for hendes Skyld; det skulde nok altsammen blive godt.

»Og pas saa paa Børnene, Emanuel,« sagde hun til allersidst; — og som om hun med disse Ord havde udtømt sin Sjælskraft, vendte hun sig i det samme om og gik op ad Trappen, endnu før Vognen var begyndt at køre.

»Gaa op paa Jordhøjen i Haven — saa vi kan vinke til dig — til det sidste!« ||373|| raabte Emanuel efter hende.

Men hun vendte sig ikke om og gik hurtigt ind i Huset.

Kusken knaldede med Pisken, og Hestene satte sig i Bevægelse. Da Vognen rullede ud igennem den hvælvede Port, raabte Sigrid Hurra.

Paa Vejen ud gennem Byen tilraabte de fleste Folk dem et oprigtigt »lykkelig Rejse«, idet de kørte forbi; ja af uvilkaarlig Ærefrygt ved Synet af Landaueren og den liberiklædte Kusk blottede mange endog Hovedet.

Da Vognen naaede ud paa Landevejen, sagde Emanuel:

»Tag nu Lommetørklæderne frem, Børn!«

Saa snart de saa' Hansines Skikkelse staa deroppe paa den lille Høj i Udkanten af Haven, begyndte de alle at vifte.

Hvorfor mon hun ikke vifter igen, tænkte Emanuel.

»Vift, Børn ... vift!« sagde han og fik Øjnene fulde af Taarer.

Men Skikkelsen deroppe paa Højen rørte sig ikke; .... de fik intet Svar paa deres: »Paa Gensyn.«

... Hansine stod som en Billedstøtte, indtil det sidste Glimt af Vognen var forsvundet i det Fjerne; — saa gik hun stille ned. Pludselig var |343| det, som om hun blev overfaldet af Svimmelhed; hun satte sig tungt ned paa et af de smaa Trætrin, der førte fra Havegangen op til Højen.

Time efter Time blev hun siddende her — ubevægelig, med Hovedet i sine Hænder, mens Efteraarsvindens Sus drog tungt gennem Trækronerne oven over hende.

Ved Solnedgang rejste hun sig og gik ind imod Huset. Hun skulde overnatte hos sine Forældre, i sit gamle Værelse, hvor hun havde sovet som ung Pige. Først den næste Dag vilde Anes Mand komme med sin Baad for at føre hende over til hendes fremtidige Hjem.

Hun hentede en lille Bylt Klæder i det tomme Sovekammer, gik derpaa ud i Stalden og sagde Farvel til Søren, der nu var blevet Stedets Eneherre, og forlod Præstegaarden.