6

I Utaalmodighed ventede baade han og Hansine paa Svarets Ankomst.

Der var nu ogsaa efterhaanden bleven ret ubehageligt for dem i Vejlby Præstegaard. De havde hurtigt faaet at mærke, at Befolkningen — især Skibberupperne — havde optaget Emanuels Ord som en tilkastet Handske. Det i sin Tid ansatte ° Møde af Menighedsraadet var bleven afholdt, uden at man havde tilsagt ham, og i det hele lod man ham paa enhver ||367|| Maade føle, at man ønskede at blive ham kvit. Man talte endog om at kalde en Fripræst ° til Menigheden, og der forberedtes Afsendelsen af en Deputation til Kapellan Ole Madsen, der mentes at ville give et imødekommende Svar. Ved Gudstjenesten om Søndagen var Næssekirken — ganske som i Provst Tønnesens Dage — aldeles tom; der var ligefrem udgaaet Ordre til, at man ikke maatte møde, og Væver Hansen havde saa fuldstændig genvundet sin gamle Enemagt, at Ingen vovede at modsætte sig hans Befalinger.

Under Haanden modtog Emanuel dog ogsaa |330| Beviser baade paa taknemlig Hengivenhed og paa Harme over den Adfærd, der blev vist imod ham. Da det blev bekendt, at han havde indgivet sin Afskedsansøgning, tog nogle Vejlbyfolk endog Mod til sig og begyndte en Indsamling af Penge til Indkøb af en Sølvkaffekande og en Lænestol, der — ligesom i sin Tid ved Provst Tønnesens Forflyttelse — skulde overrækkes ved Afrejsen.

I det hele var den gamle Strid mellem Skibberup og Vejlby nu igen brudt ud i lys Lue, og den før saa samdrægtige Menighed befandt sig i en fuldkommen Opløsningstilstand. Sogneraadsformanden var efter sit Fald sunket ned til sit gamle Liv med Drik og Kortspil, og han trak flere og flere af sine Vejlbyvenner med sig til sine Svirelag. Derimod var Niels, der stadig betragtedes som en Martyr for den gode og hellige Sag, steget det første Skridt til Vejrs mod sine Drømmes Maal. Ved Maren Smeds stadig mere besøgte Bønnemøder var han begyndt at uddanne sig til vandrende Missionsprædikant, i hvilken Anledning han havde anskaffet sig bred Hat og mørkeblaa Briller.

I Præstegaarden laa man i fuld Oprydning. Emanuel, der pludselig havde mistet al Interesse for sin Bedrift og blot ønskede at blive Besværet med Mark og Stald kvit saa hurtigt som muligt, |331| havde solgt al sin Sæd paa Roden til en Nabo, der for en Del af Købesummen skulde passe Jorden, indtil hans Eftermand i Embedet blev udnævnt; Køer og Heste og Avlsredskaber havde han ligeledes gjort i Penge og med disse betalt den ikke ringe Klatgæld, som han i Aarenes Løb havde været saa letsindig at stifte i Flæng hos mange af sine forrige Venner, og som mere, end han anede, havde bidraget til at svække hans Indflydelse i Menigheden.

Ellevild af Henrykkelse over at skulle til København fór Sigrid ud og ind af Døre, rystende sine gulbrune Lokker, og smittede med sin Jubel den lille Dagny, der i Sommerens Løb havde vokset sig stor og nu trissede alene omkring paa Gulvet. Saa snart Emanuel viste sig, sprang Sigrid ||368|| kælent op ad ham for at faa ham til at berette om alle de Herligheder, der ventede hende. Hver Eftermiddag i Skumringen maatte han sidde med hende paa Skødet og fortælle om de københavnske Gader med de mange Mennesker, de oplyste Butikker, de klingende Sporvogne, de raabende Sælgekoner og de sorte Skraldemænd, om Rundetaarn og Havnen med de mange Skibe, om Kongens røde Kuske og Tivolis Illumination ... og regelmæssigt blev han selv saa optaget af |332| sine Beretninger, der vakte saa mange halvt henslumrede Minder hos ham, at det blev mørk Aften, uden at han mærkede det.

Imidlertid sad Hansine stille henne i sin Armstol og syede paa Børnenes Søndagstøj og strikkede dem nye Strømper, »for at deres fornemme Familie i Hovedstaden ikke skulde ynkes altfor meget over dem,« som hun en Gang ytrede sig.

Emanuel forstod ikke, at hun vedblev at være saa bleg, skønt der dog nu var bleven Haab om en lysere Fremtid for dem alle. Han havde endog et Par Gange overrasket hende i Graad; og da han havde spurgt hende om Grunden til den, vilde hun ikke svare. Ligeledes undrede han sig over den næsten uvillige Skyhed, hun viste overfor enhver af hans Tilnærmelser. Saa snart han tog Plads ved Siden af hende og vilde tage hendes Haand, rejste hun sig og gjorde sig et Ærende ud i Køkkenet.

Han mente, det var Benauelse ° over Opbrudet og den forestaaende lange Adskillelse, som hun vilde skjule for ham; og han søgte ved ethvert Middel at berolige og opmuntre hende. Men det var, som om hans Medfølelse saarede hende, og han fandt det tilsidst rigtigst at lade hende have Fred.

Omtrent saa hurtigt, som det var muligt, kom det længselsfuldt ventede Svar fra København.

Det var en af Faderens Skrivelser paa et stort Ark Papir, inden i hvilken der laa en duftende, paa kryds og tværs overskreven Billet fra Søster Betty. Emanuel, der straks havde sat sig ind i Stuen for at læse Brevene højt for Hansine, blev saa bevæget over al den Kærlighed til ham og den Længsel efter ham, der udstrømmede fra dem bægge, at han fik Taarer i Øjnene.

Faderens Brev var holdt i hans sædvanlige, lidt højtidelige Stil. Han skrev, at han nu var en gammel Mand, der næppe havde mange Skridt til Graven, og at der ikke kunde være bleven beredt ham en større Glæde end Udsigten til at gense sin ældste Søn, som han saa længe havde savnet. Uden mindste Forsøg paa at ydmyge ham eller mindste Bebrejdelse ||369|| for hans Selvklogskab bød han ham et hjærteligt Velkommen tilbage til Fædrehjemmet. °

»De to Værelser, som du i sin Tid beboede her, skal med kortest Varsel staa rede til igen at modtage dig,« — skrev han — »og jeg behøver vel ikke at tilføje, at ogsaa dine to Børn vil være mig kære Gæster; der skal blive indrettet Beboelse til dem i din umiddelbare Nærhed, og vi skal alle |334| gøre, hvad vi formaar, for at de kan føle sig veltilpas imellem os. Som du maaske véd, lejede jeg for et Par Aar siden det ikke ubetydelige Havestykke, der hører her til Ejendommen, og som nu afgangne Konferentsraad ° Tagemann (du erindrer nok ham, der boede under os paa første Sal) i sin Tid var Lejer af; der er altsaa fri Tumleplads for dine Børn, og jeg skal sørge for, at Snedker Jørgensen en Dag bliver tilsagt for at ophænge en Gynge, og hvad andet der behøves til Børnenes Underholdning. Legekammerater skal de heller ikke komme til at savne; baade de unge Løbners (paa tredje Sal) og Kontorchef Winthers (de nye Lejere i Stuen) har flinke og meget velopdragne Børn, saa jeg haaber, at dine ikke for meget vil komme til at savne det frie Landliv. Din Hustrus Bestemmelse om indtil videre at blive boende paa Landet forstaar jeg fuldkomment og kan ganske billige den; hun vilde næppe kunne føle sig tilfreds i en stor Bys for hende saa ganske fremmede Forhold.

Kun disse Ord i Dag. Din Broder Carl beder mig overbringe hans hjærtelige Hilsen; han ønsker bemærket, at ikke alle Kammerjunkere ° er saa »slemme«, — han forlanger udtrykkeligt, at jeg skal bruge dette Ord — som du vistnok tror, og |335| at han glæder sig til en Dag at kunne invitere dig ind i Amalienborgs Vagtstue for at overbevise dig derom.

Nu blot min egen Hilsen til dig og alle dine.

»Tænk dig!« udbrød Emanuel efter endt Læsning og saa' med et straalende Blik hen paa Hansine, der sad i sin Armstol, bøjet over sit Sytøj. »Jeg faar mine gamle Værelser med Udsigt til Kanalen og Børsen og Kristiansborg Slot! Det kan virkelig blive morsomt! ... Og er det ikke prægtigt med den Have? Tænk, hvor Børnene kan tumle sig dér! Synes du ikke, det altsammen lyder rigtig godt?«

Hansine nikkede blot. Hendes Bryst bølgede, og hun havde lukket Øjnene som et Menneske, der kæmper med sig selv.

Brevet fra Betty var præget af den Sindets dybe Nedstemthed, som Tabet af hendes eneste Barn havde fremkaldt hos hende. Hun skrev:

»Du véd ikke, hvor her er bleven tomt og trist i vore Stuer, siden Vorherre tog min lille Kai fra mig. Hvor længes jeg ikke efter, at dine Børn skal komme herind, for at jeg atter kan |336| høre Barnestemmer og Barnelatter omkring mig. Sig til din Hustru, at hun ikke skal ængste sig for dem — jeg kender selv en Moders Ængstelser! — Vi skal værne om dem, saa godt vi kan, mens hun er borte fra dem. Men allermest længes jeg efter dig, kære Broder, som jeg nu ikke har set i saa mange Aar. Frøken Tønnesen, som jo har besøgt dig for nylig, og som jeg kommer en Del sammen med, har fortalt mig, at du er bleven saa brun og har faaet et stort Skæg. Hvor jeg glæder mig til at se dig! Og du vil nok være god imod mig, Emanuel. Jeg trænger saa meget til din Trøst. Jeg længes efter at kunne læne mit Hoved mod din Skulder og tale til dig i Fortrolighed. Ja, Emanuel, — Vorherre hjemsøger os. Blot vi maa have Kraft til at bære vor Byrde!

For din Fremtid tror jeg ikke, du behøver at være bekymret; det mener ogsaa baade Fader og min Mand. Igaar, netop som Fader havde modtaget dit Brev om Formiddagen og sendt det herop, for at vi skulde læse det, var vi til Middagsselskab hos Justitiarius ° Munck; ved Siden af mig ved Bordet sad Stiftsprovsten, ° som jo kommer hjemme hos os; og da jeg var saa glad over dit Brev, kunde jeg ikke lade være at fortælle ham, at du nu vilde flytte herind til Byen. Han syntes |337| mærkelig nok at vide noget om det i Forvejen (oppe fra Ministeriet, mener min Mand) og lod ogsaa til at være meget tilfreds dermed. Jeg spurgte ham tilsidst rent ud, om han mente, du kunde faa et af de mindre Embeder ved en af Kirkerne her i Byen, og det syntes han slet ikke at anse for umuligt. »Deres Broder er jo en særdeles god Laudabilist,« ° (er det rigtigt stavet?) sagde han; »og vi trænger ogsaa herinde til unge og prøvede Kræfter.« Han lagde særlig Eftertryk paa »prøvede«. I det hele talte han saa pænt om dig, (han kender dig jo fra gammel Tid hjemme fra Fader) saa jeg tror ikke, det vil komme til at skade dig, at du har haft de Anskuelser, som du nu er kommen bort fra.«