5

Allerede den følgende Dag kørte Emanuel ind til Stiftsbyen ° for at udtale sig for Bispen og anmode om Afsked fra sit Embede; og næsten hele Eftermiddagen gik Hansine rastløs frem og tilbage i en af Havens lange Alléer, — hyllende sig ind i et lille Uldtørklæde, som om hun frøs — og ventede paa hans Hjemkomst. Hvert Øjeblik steg hun op paa den lille Jordhøj, hvorfra man |323| kunde overskue Egnen mod Vest, for at se efter, om Vognen endnu ikke skulde være at øjne ude paa Vejen.

Lidt før Solnedgang kom han endelig; og en halv Timestid efter gik de bægge ude i den lange Kastanieallé i Enden af Haven, hvor de havde søgt hen for at kunne tale uforstyrret sammen. Hansine satte sig paa den »Naturbænk«, ° der fra gammel Tid stod her ved en Træstamme, mens ||364|| Emanuel — oprømt af Rejsen og fuld af Oplevelser og Nyheder — gav sig til at gaa frem og tilbage foran hende og fortælle.

Den gamle Bisp havde i Begyndelsen tiltalt ham temmelig skarpt. Han havde kaldt ham utaknemlig, ja forræderisk og med Bestemthed erklæret, at hans Forlangende umuligt kunde opfyldes. Men efterhaanden var hans Tone bleven mildere, og tilsidst havde han i et Anfald af Sørgmodighed sagt Ja til alt.

»Saa nu har vi vor Frihed, Hansine,« sluttede han sin Beretning og standsede foran hende. »Nu kan vi rejse, saasnart jeg har faaet Bevillingen.«

Hun sad bøjet forover, med Armene hvilende paa Knæene, og saa' ned mod sin ene Tøffelnæse, hvormed hun kradsede i den vaade Jord.

»Ja, se ... det var det, jeg vilde sige dig, |324| Emanuel,« — begyndte hun, og det lød, som om hun havde Møje med at faa Ordene frem, — »at jeg kan ikke tage med dig ind til København.«

»Hvad vil det sige? Jeg forstaar dig slet ikke? Hvad mener du?«

»Jeg mener ... ikke straks,« rettede hun sig selv, da hun mærkede, at Emanuel ikke havde ringeste Anelse om hendes Hensigt. »Jeg er dog altfor fremmed for alting derinde; jeg vil dog bare blive dig til Besvær, indtil du faar ordnet dine Forhold og skabt dig en Stilling og indrettet et Hjem ... jeg kan jo slet ikke være dig behjælpelig med nogen Ting. Og for Resten trænger jeg ogsaa til at være lidt i Ro med mig selv. Alting har været saa forstyrret i den sidste Tid, synes jeg.«

»Ja, det kan der maaske være noget i,« sagde Emanuel og begyndte paany at spasere frem og tilbage foran Bænken, med Armene lagt korsvis bag paa Ryggen. »Men jeg vil dog sige dig, at her bliver der næppe noget behageligt Opholdssted for dig. Jeg mærkede det saamænd blot ved at køre igennem Skibberup; vi boer ikke længere mellem Venner, men mellem hadefulde Fjender.«

»Aa ja, det har jeg netop tænkt mig. Derfor har jeg ogsaa ment, at jeg kunde tage ud til Ane og være hos hende en Tid. Vi snakkede lidt |325| om det forleden; hun sagde, at der var et Par Stuer i deres nye Hus, som de ikke brugte; dem kunde jeg saa godt faa, sagde hun.«

»Hos Ane? Ude i Skallinglandet! Mellem de skrækkelige Mennesker! Hvad tænker du dog paa, Hansine?«

»Aa, det har vist ikke saa meget paa sig med det Uvæsen, som man har snakket om, ... det sagde ogsaa Ane; og hun lod da heller ikke selv til at have lidt nogen Slags Nød.«

||365||

»Men det gaar alligevel ikke an; ... det gaar ikke an for Børnenes Skyld, Hansine! Det er jo dog nu baade dit og mit Ønske, — ikke sandt? — at de kommer lidt bort fra de Paavirkninger, som de hidtil har levet under ... og særlig for Sigrids Vedkommende er det sikkert paa høje Tid. Hun er en rigtig sød og rar Pige, men hun er lidt slem til at tage efter, ° har jeg mærket.«

»Ja, det har jeg jo sagt dig længe, Emanuel.«

»Nu ja, men saa forstaar jeg ikke, hvorfor du nu absolut vil — —«

»Jeg har ogsaa netop tænkt paa, at du skulde tage dem med dig ind til København. Du vil jo dog blive nødt til at indrette dig ligesom en Slags Hjem derinde. ... Og saa tror jeg nu ogsaa, at det var godt for Børnenes Skyld, om jeg en Tid holdt mig |326| lidt borte fra dem. For jeg kan jo dog ikke hjælpe dem til Rette med nogen Ting men vil kanske snarere blive dem til Hinder for, at de kan slutte sig rigtig til deres nye Venner og i det hele faa den Uddannelse og Oplæring, som vi nu dog bægge mener, er den rigtigste for dem. Jeg har netop tænkt paa, at din Søster derinde ... hun vil nok kunne hjælpe dig lidt med deres Opdragelse; hun har jo nylig mistet sit eget Barn, saa hun vil nok kunne blive en god Plejemoder for dem, har jeg tænkt mig.«

Hun talte med stadig lige rolig og behersket Stemme, men hun var bleven meget bleg og saa' ufravendt ned mod Jorden.

Emanuel blev tavs. Hun havde igen udtalt de samme Tanker, der havde beskæftiget ham selv, men som han ikke havde nænnet at berøre for hende for ikke at nedslaa hendes Mod. Han indsaa' godt, at det vilde blive vanskeligt for Hansine at styre et Hjem under Forhold, der var hende saa fuldstændig fremmede, og at hun navnlig ikke vilde blive den Støtte for Børnene eller evne at give dem den Vejledning, som de i Særdeleshed i Begyndelsen vilde trænge haardt til! Han følte ogsaa, at hun med sit sære, for Fremmede uforstaaelige og ofte frastødende Væsen |327| vilde berede sig selv — og maaske ogsaa ham — mange Vanskeligheder; og særlig havde han hele Dagen med Uro tænkt paa, hvorledes hans Familie vilde stille sig til hende og i det hele optage hans Tilbagekomst.

Han kastede et Blik hen paa hende, og da han saa' hendes Sindsbevægelse, nærmede han sig og lagde Hænderne kærligt om hendes Hoved.

»Slaa alle de Tanker hen, min Ven! Lad os ikke forfalde til den Slags Bekymringer. Nu skal vi netop slutte os tæt til hinanden og staa Last og Brast i Kampen for vort Hjem og vor Lykke. Ikke sandt? ... Det vil ||366|| maaske ikke altid blive saa let for os herefterdags; men naar vi blot holder sammen, saa gaar det nok, skal du se!«

Hun havde ikke længer Kraft til at sige ham imod, formaaede ikke en Gang at afværge, at han bøjede sig ned og kyssede hende.

... Mens de bægge i de følgende Dage i Stilhed begyndte at forberede sig paa et Opbrud, blev Sagen ikke berørt imellem dem. Men Hansine kunde mærke, at den vedblev at beskæftige ham, og da han for hver Dag tydelig nok blev mere urolig og ængstelig for det Skridt, han var ved at foretage, holdt hun endnu stærkere fast ved sin Beslutning.

|328|

Det varede da heller ikke længe, før han en Dag af sig selv ledte Samtalen hen paa Emnet. Han sagde, at det maaske alligevel var fornuftigst ikke at sætte Bo paany, saalænge deres Fremtid var saa usikker, navnlig saalænge han var ganske uden Stilling og uden Indkomster. Han havde tænkt paa, at han sammen med Børnene midlertidigt, indtil han havde faaet sig en Gærning enten som Lærer eller Præst i København eller i en anden By, kunde komme til at bo hos sin gamle Fader, der boede ene i sin store Lejlighed og vistnok gærne vilde huse dem. Han trøstede hende med, at deres Adskillelse ikke skulde blive langvarig; saa snart han kom ind til Hovedstaden, vilde han søge at skaffe sig en Stilling, der atter kunde samle dem i Hygge og Tilfredshed.

Tilskyndet af Hansine skrev han endnu samme Dag et langt Brev til sin Fader, hvori han udførligt og — for at afværge sin Families Medlidenhed — en Smule selvbevidst gjorde Rede for Grundene til, at han sammen med sine Børn vendte tilbage til Hovedstaden, mens hans Hustru foreløbig forblev paa Landet. Til Slutning forespurgte han, om han selv og Børnene maatte nyde Gæstfrihed hos ham, indtil han kunde danne sig et nyt Hjem.