4

Den Menneskemasse, der efterhaanden samlede sig om Kæmpehøjens Sten, bestod for en væsentlig |308| Del af Vejlbyfolk og Skibberuppere. Dagens københavnske Gæster og den norske Digter var allerede for en Timestid siden taget til Stationen for at naa Toget, og ogsaa de mere fjerntboende ||357|| af Følgets Deltagere var lidt efter lidt kørt bort.

Der saaes dog ogsaa fremmede Ansigter i Forsamlingen, og navnlig var der ét — et ungt, blegt og fyldigt, med et mistænksomt Blik og brede, kraftige Læber — der tiltrak sig almindelig Opmærksomhed. Det tilhørte den meget omtalte Kapellan Ole Madsen, ° en Husmandssøn ovre fra Vestjylland, der i den sidste Tid var bleven Folkesagens store Haab. Han stod med Hænderne paa Ryggen og talte med Væver Hansen, iført lange, sorte Klæder og en flad, sort Hat, der gav ham en vis Lighed med en katolsk Præst.

Da Emanuel sammen med Hansine og Ane naaede Højen, stod der allerede en Mand oppe ved Stenen og talte til Forsamlingen. Det var en lille Oldingeskikkelse ° med et langt, snehvidt Skæg, der groede ned fra hele Ansigtet, saa man af dette kun saa' et Par mørke Øjne og en stor, kroget Næse.

Hans Stemme var saa svag, at endog de nærmest staaende havde opgivet at høre efter, hvad han sagde; men man kunde se paa ham, |309| at han selv var stærkt betaget. Efter de ældste Folketaleres Skik havde han blottet sit hvide Hoved, og i de enkelte Ord, der naaede ud til Tilhørerne, genkendte man det gammelnordiske Kraftsprog, som forlængst var gaaet af Mode.

Det var en stor Lettelse for Forsamlingen, da den gamle Mand — en bekendt, ivrig Samler af alle Slags Viser, Fortællinger og Ordsprog fra Folkemunde — omsider efter over en halv Times Tale sluttede og steg ned.

Men et Øjeblik efter viste han sig igen, stod en Stund med betuttet Mine og befølte sig ivrigt for og bag, indtil han endelig med en Stemme, som pludselig kunde høres af alle, udbrød:

»Der er da ingen af jer, der har fundet et rødt Lommetørklæde. Dersom nogen af jer skulde finde det, vil jeg bede jer om at lægge det ind paa Skolen.«

Under en lille Latter fra Forsamlingen steg han atter ned.

Imidlertid var Emanuels Ankomst bleven bemærket af de fleste Tilstedeværende, og han kunde ikke undgaa at faa en Fornemmelse af, at man ventede, han vilde tage Ordet.

Han havde ved Synet af saa mange Medlemmer af sin Menighed pludselig selv faaet |310| en Trang til at tale ... til aabent at tilstaa sine Tvivl og bringe sine Forhold ud over enhver Tvetydighed. Var det ikke simpelt hen hans Pligt, spurgte han sig selv. Vilde det ikke være Fejghed at tøve ||358|| blot en eneste Dag længere med at bekende sit nye Syn paa Folkesagen og dens Fremtid?

Han banede sig Vej gennem Menneskemassen og steg under alles Tavshed op paa Talerpladsen.

Han begyndte med at mindes Vennen, hvis Baare i Dag havde samlet dem. Han sagde, at de alle maatte være Vorherre dybt taknemlige for denne Mand, hvis Liv havde været lutter Kærlighed, lutter Selvopofrelse og trofast Hengivelse. — Men havde den Afdøde da aldrig følt sig skuffet i sine Forhaabninger, spurgte han derpaa, havde aldrig hans Tro lidt noget Skibbrud? — Han havde faaet det Indtryk, fortsatte han, at den gamle Højskoleforstander i sin sidste Levetid var bleven lidt nedslaaet og ikke længer saa' paa Fremtiden med det lyse Haab, som før havde hjulpet ham let over al Livets Modgang. Det nyttede jo heller ikke at nægte, at Folkets Sag for Øjeblikket havde en af sine Trængselstider. Dens Venner stod med et stort, tabt Slag — en stor, bristet Forventning — bag sig; og som alle |311| Nederlag havde ogsaa dette saaet Mistænksomhed og Tvedragt blandt de Overvundne. Men hellere end at gøre Forsøg paa at tilhylle Sandheden og lyve sig fra dens Alvorlighed, og hellere end at udslynge Anklager mod hinanden for Medskyld i Ulykkerne skulde man se prøvende ind i sig selv og søge at finde, hvad man havde forbrudt, hvor man havde fejlet, og hvad der i Fremtiden burde gøres for at bøde paa Manglerne.

Der var begyndt at blive nogen Uro blandt Tilhørerne. Man havde allerede et Par Gange afbrudt ham med temmelig udfordrende Tilraab.

Han vedblev imidlertid uden at lade sig forstyrre:

»Jeg vil ikke tale om de »taktiske« Fejl, vi har begaaet ved at undervurdere vore Modstanderes Styrke, ved ikke tilstrækkeligt at huske paa, at det Samfund, som vi vilde omstyrte, er bygget op af stærkt Tømmer og med Piller, der bunder dybt i Tiden. Jeg vil heller ikke tale om, at vi maaske har været noget for tilbøjelige til straks at sætte Egenkærlighedens Stempel paa dem, der ikke i alle Punkter delte vore Anskuelser. Der findes dog sikkert ogsaa blandt disse ikke saa faa, der ledes af den oprigtigste Vilje til at udrette det Gode og søge Guds Veje, ° og af hvis |312| Fordragelighedsaand vi maaske alle kunde have godt af at tage Eksempel.«

»Doktor Hassing!« raabte i dette Øjeblik en Røst ude fra Forsamlingen, hvad der straks vakte en forstaaende Munterhed.

Emanuel blev bleg. Han havde genkendt sin forrige Gaardskarl Niels' skrattende Stemme og maatte standse et Øjeblik for at tvinge sig til Rolighed.

Derpaa fortsatte han:

»Men hvad jeg særlig vil pege paa, er de store, indre Brist, som Folkepartiet — og jeg tænker særlig her paa dets Bondebestanddel — efter min Mening lider under, og som har været skæbnesvangre for det. Vi har været altfor glade ved os selv. Vi har troet altfor fast paa, at ude hos os var alting saare godt ... og derfor forstod vi ikke, at Vorherre ikke straks gav os, hvad vi bad ham om. Ja, lad mig bruge det rette Ord ... vi har været for indtagne i os selv, for overmodige; vi har i den sidste Tid haft altfor travlt med at ville feje for andres Døre og støve af i andres Stuer og ransage andres Hjærter, og derover har vi glemt vore egne.«

Han vedblev endnu en lille Tid at tale — roligt og behersket, — skønt Afbrydelserne stadig |313| blev hyppigere og mere larmende. Men da han tilsidst næppe kunde komme til Orde for dem, afsluttede han brat med Ønsket om, at Sandhedens og Retfærdighedens Venner af det lidte Nederlag vilde lære, at ikke Selvretfærdighed men Selvprøvelse, ¹ ikke Hovmod men Fordragelighed var Midlerne til Oprejsning og til endelig Sejr.

Da han steg ned, læste han i de Blikke, der alle Vegne fra mødte hans, og i den Maade, hvorpaa Menneskemassen veg til Side for ham, at han med sine Ord havde overskaaret det sidste Baand mellem sig og Menigheden.

Pludselig brød man ud i høje Bifaldsraab. Væver Hansen var sindigt steget op til Talerpladsen.

Synet af den gamle Kampfører, som nu i mange Aar ikke havde talt i nogen Forsamling, virkede i dette Øjeblik paa alle som et elektrisk Stød, og i forventningsfuld Spænding trængte man sig omkring ham for ikke at gaa Glip af et Ord eller af det mindste Minespil.

Ganske som i fordums Dage stod han længe tavs, med den ene Haand paa Ryggen, den anden omkring Hagen, mens han smilende lod Blikket glide frem og tilbage over Mængden. Endelig |314| sagde han langsomt, med sin uskyldigt lydende Stemme:

»Se, det var nu dog ret en mærkelig Tale, vi her fik at høre af Emanuel. Jeg stod saamænd dernede og pirkede i mine Øren og tænkte, at jeg maatte høre fejl; og tilsidst sagde jeg til mig selv: Du sover, Jens! Og du drømmer, at du hører vores gamle Provst Tønnesen.«

»Hør! — Bravo!« dundrede det fra Skibberupperne.

»For det er jo nu saadan, at jeg kan ikke lade være at tænke paa en anden Tale, som Emanuel for mange Aar siden holdt for os ... det var saamænd den allerførste Gang, han talte til os i vort gamle Forsamlingshus ||360|| derovre i vor By. Den Gang var der andre Triller i Fløjten end i Dag, ... den Gang var vi Bøndermennesker det bedste, Emanuel vidste af at sige, ... aa, vi var saa herlige og skikkelige, ° at det næsten var for meget af det Gode. Ja, der er vel nok mange af jer, der er her til Stede, som endnu kan huske den Tale; for den vakte jo da en saa grumme stor Opsigt den Gang, og der var saa mange af os, der syntes, at det var da ret en dejlig Tale. Jeg skal nu ikke fragaa, at jeg for min Part ikke var nær saa meget henrykt over den; og derfor |315| kommer Emanuels Ord i Dag mig egentlig heller ikke saa overraskende. For det er jo saadan med dem, der tager Munden altfor fuld; de er gærne nødt til at spytte noget ud bag efter! — — Se, nu var det ellers det, som Emanuel snakkede om, at vi Landboere havde været altfor meget forgabede i os selv, og at det derfor var bleven saa slemme fat med os i den sidste Tid. Vi skulde lære af de pæne Mennesker derinde i Købstæderne, sagde han, saa vilde Vorherre nok give os, hvad vi bad ham om. — Aa nej, det tror jeg nu slet ikke saa meget paa. Jeg mener ganske tværtimod, at vi har været altfor villige til at lade os køre i Ring af disse hersens mange Københavnere, som i de senere Aaringer er dukket op og har kaldt sig Folkesagens Venner og saadan uden videre gjort sig til dens Førere, ... og jeg er nu af den Mening, at det er derfor, det er gaaet saa galt med os, som det er. Det har været saadan en Slags Mode mellem Købstadsmennesker, at nu skulde de da til at være rigtig folkelige, og vi Landboere, vi blev vistnok lidt vel meget smigrede over, at saa mange fine og lærde Folk vilde have med os at bestille; vi var ligesom ved at gaa rent fra vores Fem, bare for at tækkes dem. Vi syntes jo, at det var da en saa dejlig, stolt Følelse, naar |316| saadan en Advokat med Guldbriller paa eller en fin Frue kom og klappede os paa Skuldren og kaldte os »lille Ven«. Og naar de saa oven i Købet kom herud og satte Bo imellem os, ligesom de var en af vores egne, og endda giftede sig med vores Bønderpiger, ... aa, saa blev vi saa beærede, at vi ikke vidste, hvad Fod vi skulde staa paa af Glæde. — Men det var nu saadan en Slags Sygdom, tror jeg, og jeg har nu altid ment, at naar man bare gav Tid, saa gik den nok ud af Kroppen paa os igen. Og se, det er nu noget, jeg synes at have kunnet mærke i den senere Tid, at vi endelig er ved at spille færdig paa den Narrekomedie, som vi Landboere har været saa tossegode at lade os lokke med til. Jeg tror, at vi nu igen saa smaat kan begynde vort gamle, ærlige Arbejde til Bekæmpelse af Dannelsestyraniet og Aandshovmodet ° her i Landet .... mener I ikke ogsaa, Venner?«

»Jo, jo! — Hør, hør!« rungede det igen rundt om fra Forsamlingen, der ||361|| en Tid havde forholdt sig tavs.

Emanuels Ansigt var bleven mørkerødt. Væverens Forhaanelser og hans forrige Venners Bifaldsraab ramte ham som Piskeslag, og han havde den største Møje med at bevare sin Selvbeherskelse.

Men samtidig var der en Stemme inden i ham, der sagde: Hvad oprøres du egentlig over? Er det ikke dit eget Værk, hvis Fuldendelse du her ser? Du høster jo kun, hvad du selv har saaet. ° Beklag dig ikke, men gaa stille bort ° ... gaa bort og skam dig!

»Lad os komme herfra,« sagde Hansine ved Siden af ham.

»Og saa var der dette herre med Fordrageligheden, som Emanuel snakkede saa meget om,« vedblev Væveren. »Aa ja, Fordragelighed har jo ogsaa sin Tid. Men du skal ikke lade nogen sidde dig saa nær, at han sidder Laaret af dig, ° plejer man jo at sige. Og nu har vi for ikke saa grumme længe siden set, hvordan Bønderne et Steds her i Landet har fornægtet deres Barnetro og stemt en Fritænker, en rigtig skidt Gudsbespotter, ind i Rigsdagen; ° og da der dog var en og anden, der fandt den Spas lovlig grov, hvad var det saa, der skete? Saa sagde vores egne kære Præster og vores lærde Herrer inde ved Universitetet og i Studenterverdenen: Blæse med det, — sagde de. Lad os dog endelig ikke spørge Folk om deres Tro; det er altfor næsvist og udannet. Hvad vil vore Modstandere tænke om os? ... Se, det er den Slags nymodens Lærdomme, |318| vi i de sidste Aar har faaet saa mange af inde fra København, rigtig saadan Materialismens Grundsætninger, kan man sige .... men de stemmer nu slet ikke med min Katekismuslæsning. Og jeg vil nu gentage her, hvad vor Gæst, Hr. Kapellan Ole Madsen, for et Øjeblik siden hviskede til mig under Emanuels Tale: »Vogt jer for de falske Profeter«, ° sagde han. Og jeg vil for min Del tilføje: Vogt jer for dem, der snakker for meget om Fordragelighed ... for hos dem er der gærne et eller andet i Vejen med Samvittigheden, skal I lægge Mærke til!«

Skønt Smilet næppe et Øjeblik havde forladt Væverens Ansigt, kunde man baade paa hans Stemme og paa den Maade, hvorpaa han pegede op imod Himlen, hver Gang han nævnte Vorherres Navn, fornemme den undertrykte Lidenskab, hvormed han talte — og rundt om ham stod Mængden som fasttryllet og med aabne Munde.

Emanuel og Hansine havde bortfjernet sig og var gaaet tilbage imod Skolen. Paa Vejen derhen mødte de Ane, der i Forvejen havde forladt Kæmpehøjen for at hente sit Rejsetøj og nu kom for at sige Farvel. Emanuel tog adspredt Afsked med hende og fortsatte straks sin Vej; han var ||362|| utaalmodig efter at komme hjem. Hansine derimod |319| beholdt længe Anes Haand og sagde paa sin stille, rolige Maade:

»Saa er det altsaa en Aftale, — naar du hører fra mig?«

»Men er det da virkelig dit Alvor?« udbrød Ane baade glad og benauet. »Jeg kunde ikke rigtig tro paa det før.«

»Jo, det er min Mening — dersom du da vil have mig.«

»Om jeg vil, min Putte! Det kan du vel tænke! ... Men hvad tror du dog, at Emanuel vil sige?«

»Det véd jeg ikke, men du skal faa Brev fra mig. Farvel saa længe.«

Emanuel var imidlertid standset et Stykke borte og havde vendt sig om for at vente paa Hansine.

Han saa' den mørke Menneskemasse paa Kæmpehøjen og Væver Hansens duvende Skikkelse tegne sig skarpt mod den lyse Horisont, og han fyldtes af en uendelig Sørgmodighed. Han mindedes, hvordan han i sin Tid var kommen herud i Troen paa her at finde Menneskehjærtet bevaret i hele dets skønne Oprindelighed og ædle Enfold — og deroppe stod nu en Rænkernes og Bagtalelsernes kloge Mester og triumferede over ham! Han |320| tænkte paa, hvordan han var kommen herud for at præke Kærlighedens Evangelium — og deroppe stod nu Hadets Apostel og rakte sine blodrøde Hænder mod Himlen, manende til Kamp og Undertrykkelse!

Paa den lange Vej fra Skolen ud til Stranden talte Emanuel og Hansine ikke til hinanden. Først da de var kommen i deres Baad, og da Emanuel i den stille Aften havde roet dem et Stykke ud paa Fjorden, sagde Hansine, der sad i Bagstavnen og med den ene Haand glattede paa Frynserne af sit Shawl, dér hvor dette laa hen over hendes Knæ:

»Har du slet ikke noget at sige mig, Emanuel?«

Han holdt op at ro og hvilte Armene paa Aarerne, mens han saa' ud over Havet.

»Ja, der er jo ingen anden Udvej nu .... vi maa bort herfra,« svarede han ud af sin egen Tankegang.

»Hvad har du da tænkt at gøre?« spurgte hun lidt efter.

»Jeg véd saamænd ikke. Men jeg maa vel søge mig et andet Embede; ... et lille Kald et eller andet Sted paa den jyske Hede eller i Klitterne vil man vel ikke nægte mig.«

»Det skulde du ikke gøre, Emanuel.«

»Hvad mener du? ... Hvorfor skulde jeg ikke det?«

»Nej, for det vil dog snart blive til det samme for dig dér som her. Det ||363|| vil ikke vare længe, før du ogsaa dér vil føle dig misfornøjet og bare længes bort.«

Han saa' hen paa hende med et undersøgende Blik; hun havde netop udtalt hans egen, nagende Tanke, som han ikke selv havde haft Mod til at aabenbare. Udsigten til at skulle begynde et nyt Liv i en ny Ensomhed, i et nyt, stort og tavst Øde, fik ham til at gyse.

»Hvad vil du da, at jeg skal gøre?« spurgte han.

»Jeg synes, du skal gaa derhen, hvor din Længsel drager dig, Emanuel; ... for det nytter jo dog ikke længer at ville gemme det for hinanden; vi kan jo lige saa godt snakke rent ud om det; ... du længes efter at komme tilbage til din Familie og til de andre Forhold, som du har hjemme i, og det er jo egentlig ikke mere end rimeligt. Derfor synes jeg nu, du skulde ikke stride med dig selv længer, Emanuel; det nytter dog vist ikke noget. Jeg har netop tænkt over, at du vist nok kunde faa dig en Virksomhed inde |322| i København eller i en anden stor By, saa du igen kunde være sammen med din gamle Omgangskreds; for det maa du trænge til, det kan jeg godt forstaa.«

Emanuel havde løftet Hovedet og saa' overrasket hen paa hende.

»Men vil du da det, Hansine?«

»Jeg?« sagde hun og bøjede sig lidt dybere ned over sine Shawlsfrynser, som hun under hele Samtalen havde glattet paa. »Jeg vil helst det, som jeg tror kan være det bedste for os allesammen.«