Da han et Par Timer over Middag endelig naaede over til Sandinge, var den egentlige Begravelseshøjtidelighed netop til Ende. Under Deltagelse |296| af et Følge paa vistnok et Par tusinde Mennesker, hvorimellem et halvt hundrede Præster i Ornat, var den gamle Højskoleforstander stedet til Hvile paa Byens Kirkegaard. Der var bleven holdt Taler — ialt elleve — baade i Skolens store, med Gran og Vimpler smykkede Foredragshal, hvor Liget havde været hensat, i Kirken og ude ved Graven. Nu var man i Færd med at holde Maaltid af de medførte Madkurve, og da Skolebygningen langtfra kunde rumme de mange Mennesker, havde man — trods en fin, vedholdende Regn — spredt sig ud over Haven og de tilstødende Vænger, hvor man søgte Ly under Træer og under udspændte Paraplyer.
Mange var allerede bleven gennemblødte paa Vejen ud til Kirkegaarden; alles Støvler var ganske lysegraa af Vejenes Lerælte, og Kvinderne havde hæftet deres sorte Kjoleskørter op omkring Livet eller trukket dem helt op over Hovedet. Men hverken Vejret eller det daarlige Føre havde paa nogen Maade formaaet at berøve Sørgefesten dens højtidelige Karakter, eller at virke nedtrykkende paa Deltagernes Stemning. Rundt om hørtes fuldtonende Sang af Folk, som allerede var færdige med deres Maaltid, eller af de unge Piger, der gik i lange Rækker omkring i Havegangene |297| og var for betagne til overhovedet at kunne spise.
Der var i denne Menneskemasse samlet Repræsentanter for det store Folkepartis ° forskelligste Afskygninger. Man saa' her alle Slags Skikkelser lige oppe fra et Par af den københavnske Liberalismes Stormænd — en Advokat med Guldbriller og en Sukkergrosserer med Næseklemmer, der sammen med deres Hustruer og et Par unge Døtre var kommen kørende fra Stationen i Landauer ° — og ned til dyngvaade Husmænd, der havde vandret mange Mil og ofret en Dags Høstløn for at følge deres trofaste Ven til hans sidste Hvilested. Man saa' Skolelærere, Seminarieelever og Højskoleforstandere, baade af den gamle Type med stort Skæg og et ||352|| stille, forklaret Gimlesmil ° og af den nyopdukkende moderne Slags med Verdensmandsvæsen og Klædedragt paa Moden. Man saa' hist og her en ung Præst og hans unge Forlovede, der vandrede Arm i Arm under samme Paraply, nynnende de Salmer, der blev sunget rundt om i Haven, mens de nu og da saa' hinanden kærligt ind i Øjet, — han med blød, bredskygget Plyshat og højt opsmøgede Benklæder, hun med ophæftet Kjole og lange, flade Galoscher. Man saa' Rigsdagsbønder, der heller ikke herude |298| kunde lade være med — som i Folketingssalens Vindusfordybninger — at stikke Hovederne sammen og holde Fingren paa Næsen under en diplomatisk Hvisken. Man saa' Udsendinge fra andre Dele af Landet, der havde bragt Kranse og Hilsner fra fjerntboende Venner; ja endog en stor norsk Digter, ° der for Tiden var paa Foredragstournée i Danmark ° — en Kæmpeskikkelse med et mægtigt Skuespillerhaar, et Ørneansigt med Briller paa og et hvidt Slips — havde til almindelig Glæde indfundet sig og vakte den største Opsigt med sin Person og sin højrøstede Tale. Overalt, hvor han viste sig, samledes der en andægtig lyttende Tilhørerkreds omkring ham, og særlig fulgtes han paa en nærgaaende Maade af Niels og nogle andre unge Karle, der kappedes om at blive den udvalgte, paa hvis Skulder han lagde sin Haand, naar han talte.
»Ja, her er vakkert!« kunde man langt borte fra høre ham sige paa sit brede, klingende Maal. »Her er Grøde hernede hos jer — det fornemmer jeg i Dag! Men I er den gamle Jordbund for Nordens Aandsliv, giv Agt paa det! Vi er unge Nybyggere oppe hos os. Og vi har saa meget Fjæld, ... aa, saa meget Fjæld!«
I en saa stor Forsamling med saa mange |299| bekendte Mænd vakte Emanuels Ankomst naturligt ingen særlig Opmærksomhed; og heller ikke hans Bortebliven fra selve Jordfæstelsen var bleven bemærket af andre end netop Medlemmerne af hans egen Menighed, blandt hvilke den havde givet Anledning til lidt Skumlerier.
Han havde dog ikke staaet længe mellem Menneskemængden nedenfor Skolebygningens lange Træveranda — eller »Svale«, ° som den kaldtes — og søgt efter Hansine, før en leddeløs Person med mørkeblaa Næseklemmer ° foruden et Par Briller kom styrtende hen imod ham og slog en Haand ned paa hver af hans Skuldre.
»Endelig træffer jeg Dem, Hansted! God Dag! God Dag! De kan vel nok kende mig igen. Vi har søgt Dem alle Vegne ... De maa endelig straks følge med ind til Lene Gylling. Hun har spurgt efter Dem hele Tiden; hun vil saa gærne gøre Deres Bekendtskab.«
||353||Emanuel fik næppe Tid til at genkende en af sine gamle Universitetskammerater, før denne stak sin Haand ind under hans Arm og trak ham med sig op ad Trappen og ind i den overfyldte Foredragssal, hvor der lugtede af Gran og summede af Menneskestemmer.
Her blev han forestillet for en ældre, fin og |300| smuk Dame med en aparte, kniplingsbesat Fløjelshue paa, der sad i et Hjørne af Stuen, omringet af en Del meget talende Personer, som var Emanuel ganske fremmede. Det var den bekendte Fru Gylling, en formuende Enke, der holdt et Slags folkeligt Hof i Hovedstaden, for hvis demokratiske Selskabelighed hendes Hjem dannede Midtpunktet.
Hun hilste paa ham med en Blanding af ungdommelig Undseelse og næsten moderlig Varme, og idet hun blev ved at holde hans Haand, sagde hun:
»Saa fik jeg Dem da endelig at se en Gang! Jeg har virkelig længe været utaalmodig efter at gøre Deres Bekendtskab, som De vel nok kan tænke. Hvorfor murer De Dem dog saa fuldstændig inde derovre i Deres Eden og kan slet ikke unde os andre lidt Fornøjelse af Dem? De skulde virkelig en Gang se lidt ind til os i Hovedstaden; vi har ogsaa derinde Brug for unge Kræfter, kan De tro! Jeg havde for lidt siden den Glæde at hilse paa Deres Hustru, og jeg tog et halvt Løfte af hende om, at hun vilde formaa Dem til ved Lejlighed at komme ind og tale i vort Vennesamfund. Nu haaber jeg, hun har saa megen Magt over Dem, at De vil komme; ... |301| og vil De saa for Resten hilse hende fra mig. Hun var saa yndig at se paa og at tale med.«
Emanuel hørte kun halvt efter hende; han ønskede blot at komme bort. Men nu kom snart en, snart en anden af de Omkringstaaende hen til ham og trykkede hans Haand og klappede ham paa Skuldren under overstrømmende Henrykkelsesudbrud:
»Nej, er det Emanuel Hansted! — Nej, hvor morsomt dog! — Ja, saadan havde vi netop tænkt os Dem! — Nej, det var dog dejligt!«
Han vidste ikke, hvad han skulde svare, og følte sig ubehagelig berørt af alle disse fremmede Menneskers Tilnærmelser. Til alt Held kom i det samme den norske Digter tilbage fra en Rundtur ude i Haven og tiltrak sig straks alles Opmærksomhed.
Emanuel benyttede Lejligheden til at fjerne sig og gik ud for igen at søge efter Hansine.
