1

En Dag mellem den gamle Højskoleforstanders Død og hans Begravelse kom Emanuel om Morgenen over i Staldlængen en Timestid senere, end han plejede; og da han ikke desmindre fandt Niels endnu liggende i Sengen, gav han endelig sin længe tilbagetrængte Utaalmodighed Luft i en alvorlig Formaningstale.

Det kom til en heftig Ordstrid imellem dem, hvorunder Emanuel i et Øjebliks Ophidselse befalede ham at tage sit Tøj og forlade Præstegaarden. Niels tog ham øjeblikkelig paa Ordet, og Emanuel mærkede allerede den næste Dag, da han vilde fæste sig en ny Karl, at Tildragelsen havde vakt en stærk Misstemning imod ham hos visse Dele af Befolkningen. Niels havde altid været Menighedens Kælebarn, og man talte rent ud om, at Emanuel havde jaget ham paa Porten af Misundelse over den Opsigt, han havde vakt med sine Avisartikler. Særlig i Maren ¹ Smeds |288| stedse voksende »Søskendesamfund« ° blev Niels Dagens erklærede Helt.

Skønt forøvrigt alt i Præstegaarden tilsyneladende gik sin sædvanlige Gang, gjorde al den Modgang, Emanuel i den sidste Tid havde lidt, og hans for hver Dag heftigere Sjælekampe ham efterhaanden næsten ukendelig. Hans Øjne missede, fordi de bestandig daarligere taalte Sollyset; Ansigtet var bleven graaligt og saa magert, at Kinderne dannede to store Hulinger oven over Skægget. Med Hansine havde han endnu ikke vekslet Ord udenfor den daglige Tale. Der var i de sidste Dage kommet noget i hendes Væsen, som han ikke forstod. Han mærkede, at hun paa én Gang søgte hans Fortrolighed og unddrog sig hans Tilnærmelser; og han havde ikke kunnet faa Lejlighed til at fremkomme med det forklarende og beroligende Ord, som han havde bestemt sig til at sige hende.

Paa Begravelsesdagen befandt han sig fra tidligst Morgen i stundesløs ° Bevægelse. Udsigten til at skulle tilbringe den hele Dag sammen med mange hundrede fremmede Mennesker og med fornærmede, tildels fjendtligsindede Venner, men navnlig den Tanke, at man rimeligvis ventede, at han vilde tale — tale et Trøstens og Haabets Ord |289| i Nedtrykthedens ||348|| Stund — alt dette havde gjort ham saa nervøs, at han den hele Nat ikke havde lukket et Øje.

Det kom ham derfor som en Befrielse, da der hen paa Formiddagen, netop som han sammen med Hansine stod i Begreb med at forlade Præstegaarden for at tage over til Sandinge, indtraf et hæseblæsende Løbebud ude fra Egedet med den Besked, at Fru Aggerbølle laa for Døden, og at han endelig maatte komme derud og berette ° hende.

»Saa maa du tage over Stranden alene,« sagde han straks til Hansine. »Jeg kommer saa derover senere. Du finder jo Folk nok, som du kan slaa Følge med. Men sig til Færge-Jørgen, at han lader en Baad blive tilbage her, saa skal jeg nok selv besørge mig over.«

... Det var en trist Graavejrsdag, der uvilkaarlig stemte til Sørgmodighed. Solen var som sædvanlig staaet op i klar og blaa Luft; men allerede nu hang en tung Regnhimmel ubevægelig ned over de halvt afmejede Marker med de lange Rækker af vaade Neg. Over Byen og rundtom ved alle Udbyggergaardene ° og ved enkelte af de enligt liggende Huse hang Flagene paa halv Stang, og ude paa den graa Fjord saaes en hel Flaade |290| af Fiskerbaade, der med to eller fire Aarer blev roet over mod Genbolandet, alle overfyldte med sortklædte Mennesker og Blomsterkranse.

Efter et Kvarterstids Forløb naaede Emanuel — iført Ornat — ud til Aggerbølles lille faldefærdige Hus i det øde og afsides liggende Egede, gik over dets fuldstændig nedtraadte Havestakit, over en Række hensygnende Kaalplanter og Kartoffeltoppe og traadte ind i Forstuen. Her kom en lille puklet Kone ham betaget og grædende i Møde, idet hun raabte:

»Nu døde hun!«

Han tog sin Hat af, kom gennem et halvtomt Værelse med et overlappet Tapet og gik herfra stille ind i Sovekammeret. Her laa Aggerbølle paa Knæ ved Siden af Sengen, med Armene omkring sin Hustrus lillebitte indskrumpede, næsten mørkebrune Lig, og hulkede højt, mens han blev ved at raabe hendes Navn. Henne under Vinduerne sad eller stod fire lyslokkede, ualmindelig smukke, men blege Børn. Ganske tavse og ubevægelige stirrede de hen for sig med store, tungsindige Øjne, som om de alle — lige til den mindste seksaars Dreng, der sad paa en Skammel med Haanden under Kinden, — var fuldtud fortrolige med deres Skæbne.

Emanuel stod først et Øjeblik ved Sengens Fodende og bøjede Hovedet under en tavs Bøn. Saa gik han hen og lagde varsomt Haanden paa Dyrlægens Skulder.

»Bernhard!« sagde han.

Men Aggerbølle mærkede intet. Han blev ved at kalde paa sin døde Hustru, mens han under Hulken kyssede Ligets Hænder og trykkede dem mod sit Hjærte.

Emanuel satte sig hen paa en Stol for at vente, indtil Dyrlægens Sind var bleven lidt roligere og mere modtageligt for hans Trøsteord. Han støttede Albuen paa sit Paraplyskaft, lagde Haanden under Kinden og lod sit Blik glide omkring i Stuen. Han saa' hen over Sengene, hen paa Børnene og ind i det tilstødende Værelse, hvortil Døren var bleven staaende aaben, — og hans Hjærte kom til at fryse af Rædsel over den dybe, haabløse Nød, hvorom alting vidnede.

Han vidste, at ogsaa Aggerbølle og hans Kone i sin Tid var flyttet herud fra Hovedstadens Tummel og Fristelser for at leve deres Liv i landlig Fred og Lykke. Han havde ofte hørt fortælle om, hvorledes de som unge, glade, rødkindede Ægtefolk havde vandret nede ved Stranden i de maaneklare Nætter, Arm i Arm og Kind mod |292| Kind, fulde af Mod og Tro paa Livet, og med en fast og ærlig Vilje til at bygge deres Fremtid op paa Stræbsomhedens Klippegrund. Og Aar for Aar var Grunden svunden mere bort under dem; Haab paa Haab var styrtet i Grus, og af deres Lykkes Bo var der ikke bleven andet tilbage end dette Skelet af et Hjem, hvori nu Døden, den endelige Tilintetgørelse, havde holdt sit tavse Indtog.

Han fór sammen. Aggerbølle havde endelig løftet Hovedet og sad paa Kanten af sin Hustrus Seng. Med Hænderne foldede i Skødet stirrede han ned mod Gulvet som et Billede paa den fuldkomneste Hjælpeløshed.

»Ja, nu er det sket, Emanuel,« sagde han med brudt Stemme, mens Taarerne ustandseligt strømmede ned over hans udbulnede Ansigt. »Nu har Vorherre taget min Sofie fra mig. Nu staar jeg ganske alene her i Verden med vore uskyldige smaa Børn! ... Gud glæde dig i Himlen, min lille Sofie! Du har været mig en god og trofast Hustru. Og hvor har vi ikke været lykkelige en Gang! ... Men ogsaa i Trængslens Dage stod du mig bi, og jeg takker dig ... jeg takker dig —«

Graaden overvældede ham igen, og han lagde Hovedet ned i sine Hænder.

Emanuel havde rejst sig og gik atter hen og berørte varsomt hans Skulder.

»Bernhard!« begyndte han.

Men Aggerbølle lod ham ikke komme til Orde. Med Ansigtet skjult i Hænderne blev han ved at lovprise sin Hustru, at fortælle om deres ||350|| første lykkelige Dage, om hendes Ungdoms Skønhed og Glæde ved Livet, om hendes Opofrelse og Taalmodighed.

Paa én Gang løftede han Hovedet og sagde som i Vildelse:

»Men jeg har altid sagt det, ... der er noget Troldskab i Luften ||351|| herude paa Landet, Emanuel, ... noget, som stjæler Livskraften fra dem, hvis Vugge har staaet imellem de røde Tage. ° Jeg har selv følt det, ... og min lille Sofie har følt det ... det malker Sjæl og Blod og Marv ud af Kroppen paa os, Emanuel. Og vi kan ikke staa imod ... vi er fortabte, fortabte!«

Emanuel var bleven bleg. Aggerbølle havde næsten skreget de sidste Ord ud; og nu lagde han sig igen ned over Liget, tog dets lille, i en altfor stor, hvid Natkappe indbundne Hoved ømt mellem sine Hænder og kyssede dets Pande og dets brustne Øjne. Han var saa aldeles fortabt i sin Sorg, at Emanuel tilsidst indsaa' det frugtesløse i at tale til ham og besluttede sig til at gaa.

»Farvel, Bernhard!« sagde han blot. »Du ser mig snart igen.«

Derpaa gik han hen og gav Haanden til hver især af Børnene, klappede dem paa deres smukke lyse Lokker og tog den Mindste op paa sin Arm og kyssede ham.

»Gud velsigne jer,« sagde han og forlod stille Stuen.

Inde i det tilstødende Værelse kom den lille puklede Kone imod ham ude fra Køkkenet og begyndte straks med stor Iver at fortælle om Fru Aggerbølles sidste smertefulde Levetimer.

»Ja, nu fik hun da udstridt, ... og det var godt det samme; for det var et sølle Syn at se paa hende paa det sidste. Det har været en strenge Nat, kan Emanuel tro. Jeg var selv til Stede, da Vorherre løste op for hende. Hun laa saadan hen, ligesom hun var ganske stiv; saa gav hun et stort Ekko ° fra sig, og saa var hun død.«

Emanuel hørte slet ikke efter hendes Fortælling og søgte at blive hende kvit. Men Konen blev ved at forfølge ham, først ud i Forstuen, derpaa ud i Haven, stadig lige levende opfyldt af at berette. Først helt ude paa Vejen slap hun ham og vendte — synlig lettet — tilbage til Huset.

Emanuel gik langsomt ud imod Stranden. Han holdt bægge sine Hænder og sin store blaa Bomuldsparaply bag paa Ryggen og saa' ned mod Jorden, mens hans Øjne fyldtes med Taarer.

Hvorfor gøre sig blind, naar man dog var bleven seende? tænkte han. Hvortil nyttede det at blive ved at lyve for sig selv ... og for andre? Der var faldet Skæl fra hans Øjne, ° og han forfærdedes over, hvad han saa'!

Ja, Bernhard havde Ret. Der maatte være noget Blændværk i Luften herude; og han havde selv været inde under Fortryllelsen. Han begyndte at forstaa alt. Han følte sig som en, der vaagner af en lang, tung Søvn, ... som en Bjærgtagen, der efter otte Aars Liv i Troldenes Høj pludselig kender sig selv igen ved at høre sin Hjembys Klokker ringe.