6

Den næste Morgen kom en af Skibberupperne hjem fra et Besøg i Sandinge med den allarmerende Efterretning, at den gamle Højskoleforstander, ||342|| der i længere Tid havde været svagelig, pludselig var bleven meget syg og ikke kunde leve. Faa Timer senere kom et Ilbud derovre fra med Meddelelse om, at han var død.

Med denne Mand forsvandt atter en af de ældste Forkæmpere for den danske Bondestands aandelige Frigørelse, — den egentlige Grundlægger af den folkelige Bevægelse i hele denne Del af Landet. I et Tidsrum af over tredive Aar havde Egnens »vakte« ° Befolkning set op til ham som til en Fader; og skønt han i den senere Tid mange Gange havde haft ondt ved at forlige sig med, at den yngre Slægt hengav sig saa meget til Politiken, i Stedet for alene at tænke paa det, der for ham stod som Livets ene Fornødne, ° nemlig hvad han kaldte Aandens Oplysning og Herliggørelse, havde dette aldrig formaaet at gøre mindste Skaar i det gode Forhold mellem ham og Vennerne. Tværtimod; jo ældre han var bleven, jo mere hans store Skæg og lange Nakkekrøller havde faaet Sølvets Farve, des ukrænkeligere blev den Ærefrygt, |281| man nærede for ham. Det var for de Unge som at høre et gammelt Sagn, naar han fortalte om Folkesagens første, trange Dage, da dens Talsmænd blev betragtet som Ungdomsfordærvere, der fortjente Baal og Brand. Det lød for dem som et helligt Martyrium, naar han paa sin halvt spøgende Maade gav en Beretning om den Tid, da han paa Apostelvis vandrede paa sin Fod fra By til By og maatte holde sine Foredrag rundt om i Tørveskur og Karlekamre, forfulgt som en Indbrudstyv af Præsterne og Skolelærerne, forhaanet og forulempet af selve Bønderne, der mangen Gang havde pudset deres Hunde paa ham for at jage ham ud af Byen.

Det var derfor ikke den almindelige Smerte over Tabet af en Ven, som Efterretningen om hans Død fremkaldte overalt i Egnen; det var den dybe, højtidelige Sorg, der griber et Folk under fælles Ulykker. De følte alle, at de havde mistet deres Høvding; og for at hædre hans Minde — og desuden under Paavirkning af en vis Ængstelse for de indre Tvistigheder, som nu, da det samlende og forsonende Midtpunkt manglede, utvivlsomt vilde bryde ud med forøget Styrke — indtraadte der en pludselig Vaabenhvile indenfor Menighedens stridende Lejre. Væver Hansen indstillede |282| sin underjordiske Agitation, Sammenkaldelsen af Menighedsraadet blev udsat, og selv over Sogneraadsformandens Gærninger blev der foreløbigt kastet et Glemselens Slør. Man talte kun om den gamle Højskoleforstander; man tog hans Fotografi ned fra Væggen over Kommoden og betragtede det fyldige Ansigts kære Træk og de to sorte Prikker over Kinderne, der skulde forestille hans ungdommeligt spillende, ||343|| lysebrune Øjne. Man gentog Æventyr, han havde fortalt, læste hans gamle Breve, — smaa, ilsomt nedskrevne Lapper, fulde af Henrykkelsesudbrud og varme Venskabsforsikringer; og om Aftenerne sad man udenfor paa Dørfliserne og sang hans Yndlingssange.

Ogsaa i Vejlby Præstegaard gjorde Dødsbudskabet et dybt Indtryk. Skønt Hansine allerede længe havde haft en Forudfølelse af, at hendes Bekendtskab med Sandinge Højskole vilde blive hende dyrekøbt, og skønt hun netop i de allersidste Dage var bleven fuldt ud klar over Forfængeligheden ° af de Forventninger, som den Afdødes begejstrede Tro og Tale i hendes Pigedage havde vakt hos hende, havde hun aldrig næret bitre Følelser mod ham. I de Øjeblikke, da Fremtiden stillede sig mørkest for hende, havde hun tværtimod altid tænkt paa sin gamle Lærer som |283| paa den, hos hvem hun i Nødens Stund vilde kunne finde Tilflugt og Trøst.

Nu, da han var borte, mindedes hun ham med Taknemlighed for det meget gode, hun havde lært af ham; og ganske særlig hæftede hendes Tanker sig ved den Formaning om at leve i Sandhed og Selvopofrelse, hvortil han i sine Taler til Ungdommen idelig vendte tilbage. Under Indtrykket af hans Død, og idet Emanuels vedvarende Tavshed for hver Dag blev hende et mere talende Vidnesbyrd om, hvorhen hans Længsel uimodstaaelig drog ham, modnedes en Beslutning hos hende, som lige siden Frøken Tønnesens og den unge Frøken Gerdas Besøg havde optaget hendes Tanke Dag og Nat. Hun sagde til sig selv, at det var frugtesløst længer at hengive sig til et Haab, som nu ofte nok havde skuffet ° hende, og at det derfor var bedst, baade for hendes egen og Emanuels, men navnlig for Børnenes Fremtids Skyld, at der endelig skete en afgørende Forandring i deres hele Liv. Hun vilde en Dag tale rent ud med Emanuel om deres Forhold; og roligt og varsomt vilde hun da sige ham, hvad der mere og mere var kommen til at staa for hende som den eneste Udvej til et nyt og lykkeligere Liv for dem alle.