2

Da Emanuel — i Hosesokker — kom ind i Stuen og fik Øje paa Hansine, der sad i sin Armstol, med et Lerfad i Skødet, og bælgede Ærter, forvandledes som ved et Ryk det ophidsede Udtryk i hans Ansigt.

»Naa, her sidder du, min Ven!« sagde han og nikkede til hende med et Smil, hvorpaa han straks ¹ gik ind i Sovekammeret.

Lidt efter kom han ud derfra i sin graa Frakke og med Blanklædersstøvler, ° i Færd med at binde det rødbrogede Halstørklæde, som han altid bar i Stedet for Flip.

»Skal du bort?« spurgte Hansine.

»Ja, jeg bliver desværre nødt til det. Jeg maa ud til Mosekærshusene. ° Der er igen noget Vrøvl med, at Folkene derude ikke vil tage Arbejde. Og nu, netop i Høstens Tid, gaar saadan noget dog virkelig ikke an.«

Han vilde til at gaa ud af Døren, da Hansine sagde:

»Det er sandt ... lad mig ikke glemme at sige dig, at Unge Rasmus Jørgen var herinde i Formiddags, da du var i Marken. Jeg skulde sige til dig, at han maatte endelig have det Læs Byghalm, du havde laant af ham en Gang sidste Vinter. Han kunde ikke længer undvære det, sagde han.«

Emanuel stod med Haanden paa Dørlaasen og blev mere og mere rød i Ansigtet.

»Et Læs Byghalm, siger du?«

»Ja, du havde nok lovet ham det i Foraaret,« vedblev Hansine. »Men nu maatte han endelig have det, ellers blev han selv nødt til at købe.«

»Men Byghalm paa denne Tid af Aaret ... hvor i Alverden skulde jeg skaffe det fra? Det sagde du vel ogsaa til ham?«

»Nej, jeg sagde blot, at jeg skulde nok bringe dig Beskeden.«

»Men jeg forstaar det slet ikke,« udbrød Emanuel, idet han slap Døren og begyndte at gaa frem og tilbage over Gulvet. »Det ligner slet ikke Unge Rasmus Jørgen. Du maa jo paa en eller anden Maade have fornærmet ham, Hansine, saa han er kommen til at sige det i Vrede ... Det er dog ogsaa underligt af dig, at du ikke kan vænne |251| dig til at tage lidt venligt imod Folk. Det er blevet til en hel sygelig Særhed hos dig. Den ene efter den anden af vore Venner støder du for Hovedet; og det er altid mig, der senere maa gøre din Uret god igen. Det bliver jeg virkelig tilsidst ked af. Gud véd, hvor — —«

Han standsede ved pludselig at opdage Sigrid, der sad paa en Skammel ||328|| henne under et af Vinduerne, ivrig beskæftiget med at sy farvede Sting paa en Klud.

»Naa, det nytter jo ikke at snakke om det,« sluttede han halvhøjt og forlod Stuen, idet han temmelig haardt slog Døren i efter sig.

Efter et Par Minutters Forløb kom han tilbage, gik hen til Hansine og lagde Hænderne om hendes Hoved.

»Tilgiv mig!« sagde han. »Jeg mente ikke, hvad jeg sagde, jeg talte i Overilelse. Du maa ikke være vred paa mig. Vil du love mig det? .... Men jeg har haft saa megen Fortrædelighed i Dag,« vedblev han, og begyndte igen at vandre frem og tilbage over det store Gulv. »Du kan tænke dig, jeg kommer ud i Lavlodden ° nu efter Middag, og saa er Rugen dér endnu ikke sat i Hov, ° skønt jeg udtrykkelig sagde til Niels i Morges, at han maatte gøre det straks. Nu er den naturligvis |252| pjaskvaad i Toppen efter Regnen i Formiddags — alting svømmer jo i Vand derude; det er dog virkelig for galt, ikke sandt? Det kan ikke længer blive ved at gaa med Niels' Sløseri; jeg maa en Gang ved Lejlighed tale alvorligt med ham! Jeg tror, det er hans Avisskriveri, som gør ham saa forstyrret i Ho'det. Han er nok ogsaa begyndt at besøge Maren Smeds Bønnemøder, efter hvad man har sagt mig. Maren synes jo i det hele at have faaet en svær Søgning i den sidste Tid; jeg hører snart om den ene, snart om den anden, som har været derude. Men det er sikkert Væveren, der staar bag ved det Hele. Jeg véd ikke, hvad det er for en Sammensværgelse, han søger at faa lavet i Stand; men jeg er overbevist om, at det ogsaa er ham, der er Ophavsmanden til de ondskabsfulde Rygter om Sogneraadsformanden, som jeg talte til dig om forleden; jeg husker nu, at han allerede en Gang i Foraaret ymtede noget til mig om, at der skulde bestaa et utilladeligt Forhold mellem Sogneraadsformanden og den store Sidse. Men der maa snart sættes en alvorlig Stopper for alt det Uvæsen her i Menigheden. Vi drukner jo ellers tilsidst i Kævl! ... Naa, jeg maa se at komme afsted.«

Han nikkede atter, baade til Hansine og til Sigrid, og gik ud af Stuen.

Der havde i Hansines mørkladne Ansigt, hvis alvorlige Linjer de sidst forløbne Par Uger yderligere havde uddybet, ikke rørt sig en Trækning. Hun var begyndt at blive vant baade til Emanuels pludselige Vredesudbrud og til hans hurtigt paafølgende Fortrydelse af sin Overilelse, ... og hun mente ret vel at kende Grunden til hans pirrelige Sindsstemning.

I lang Tid efter Emanuels Bortgang var der fuldkomment stille i Stuen. Ved Siden af Hansine sov den lille Dagny i sin blomsterbemalede Trævugge, og henne under Vinduet sad Sigrid stadig ganske optaget af ||329|| sit Sytøj. Egentlig sad hun her i Skammekrog, fordi hun igen var kommen hjem fra sin Leg ved Gadekæret med tilsølede Klæder; og da Hansine bebrejdede hende det, havde hun brugt et stygt Ord, som hun paastod at have lært af Hjulmandens Drenge. Det var Emanuel selv, der havde paabudt, at hun til Straf skulde holdes hjemme hele Eftermiddagen; og han havde sagt til Hansine, at det vist i det hele var bedst for Fremtiden at holde et lidt mere vaagent Øje med, hvem der var hendes Legekammerater.

Pludselig sænkede Barnet sit Sytøj i Skødet, |254| lagde Hovedet paa Siden og gav sig til i dyb Tankefuldhed at stirre op mod Loftet. Efter nogen Tids Forløb rejste hun sig og gik hen og lagde sig op ad Moderen.

»Mo'er,« sagde hun sagte. »Kan du huske hende den fine Dame, som var her den Dag, ... hende, som legede med mig ude i Haven?«

»Det kan jeg vel nok, mit Barn. Du har jo talt om hende saa ofte.«

»Jamen, kan du huske, Mo'er, at hun sagde, jeg skulde komme ind til Kø'ham, saa skulde jeg faa den store Dukke, sa'e hun. Jeg maatte gærne være inde hos hende altid ... og jeg maatte ogsaa faa Dukkestuen, sa'e hun.«

»Det gjorde hun vist ikke. Dér siger du vist igen noget, der ikke er rigtig sandt, Sigrid,« sagde Hansine og saa' irettesættende paa hende.

Barnet blev rød i Kinderne og sænkede Blikket mod Gulvet.

»Det er ikke for det ... du kunde maaske have godt af at komme lidt bort,« vedblev Hansine lidt efter. »Saa lærte du da ikke saa mange slemme Ting og kunde komme til at passe lidt bedre paa dine Klæder.«

Ved disse Moderens Ord, der pludselig bragte |255| hende Stuearresten i Erindring, blev Sigrid endnu mere rød og listede skamfuld tilbage til sin Skammel.

Og atter var der i lang Tid fuldkommen stille i Værelset. Der hørtes kun de summende Fluer, der fo'r op og ned bag Ruderne, og Lyden af Abelones Skurevisk ° ude fra Køkkenet.

»Mo'er,« sagde saa igen Sigrid med ganske sagte Stemme. »Naar jeg nu aldrig mere griser min Kjole til og ikke mere siger stygge Ord, maa jeg saa komme til Kø'ham.«

Hansine kunde ikke lade være at smile lidt.

»Vil du da saa gærne ind til den Dame i København, Sigrid?«

»Ja, det vil jeg rigtignok; hun var da pæn. Synes du ikke ogsaa, Mo'er?«

»Jo, det gør jeg. Men hvordan tror du, at du kan komme saadanne Steder. ||330|| Du saa' jo nok, hvor fine de to Damer var, og saadan er de allesammen derinde i København ... Børnene ogsaa, kan du tro. Saa maatte du da først blive lige saa pæn som de andre; ellers vilde vist Ingen have med dig at bestille.«

»Jamen, kan jeg da ogsaa blive en fin Dame, Mo'er?« spurgte Sigrid med store Øjne.

Hansine svarede ikke straks.

»Aa, ja; det kunde jo nok være,« sagde hun saa og faldt hen i Tanker.