6

En Timestid efter sad Emanuel ved et fint dækket Aftensbord i Doktor Hassings stærkt oplyste Spisestue.

Han havde ikke helt overvundet den Følelse af Ufrihed og Ubehag, der uvilkaarlig havde bemægtiget sig ham ved Indtrædelsen i det fornemt udstyrede Hus, som i saa meget mindede ham om hans Faders Hjem, — ||298|| ved igen at bevæge sig paa tæppebelagte Gulve, mellem udskaarne Møbler og store forgyldte Spejle, hvori man overalt saa' sin egen Skikkelse, ved at være omgivet af Billeder og Statuetter af nøgne Mænd og Kvinder og tage Plads i Fløjels-Lænestole, hvori man sank ned som i en Pude; han var i første Øjeblik bleven saa oprørt over al denne Luksus, at han var begyndt at fortryde, at han havde ladet sig lokke herind. Allermest havde det dog generet ham at blive modtaget ude i Forstuen af en opfikset Stuepige med korte Pufærmer og pibestivet ° Kappe, der straks med mange falske Smil og Kniks havde frataget ham Stok og Hat og senere givet sig til at børste ham inde i et tilstødende Toiletværelse, mens hun stadig titulerede ham »Deres Velærværdighed«. Han havde hele Tiden haft den største Lyst til blidt at tage Børsten fra hende og ganske jævnt sige:

»Hør, mit Barn, skal vi lægge alt Skaberi til Side og være Mennesker? Jeg er vant til at børste |194| mine Støvler selv — saa kan jeg vel ogsaa nok børste Støvet af mine Bukser!«

En lignende Trang til Modsigelse var opkommen hos ham ved Synet af det — i Forhold til hans egne Vaner — overdaadigt dækkede Aftensbord med dets mange pirrende Lækkerier, dets italienske Vinkarafler og øvrige kostbare Service. I det hele følte han stærkt det Ansvar, han havde paataget sig overfor sin Sag og sine Venner ved at nyde Gæstfrihed her i Fjendens Lejr. Han besvarede høfligt, endog udførligt, sin Borddames, Fru Hassings forskellige interesserede Spørgsmaal om Forholdene i hans Menighed men var bestandig agtpaagivende, gav sig ikke paa noget Punkt hen og aflagde ikke et Øjeblik den alvorlige, næsten mørke Mine, der var hans tavse Protest mod alt, hvad han saa' omkring sig.

Doktor Hassings Spisestue var udstyret i en noget besynderlig, halvt pompejansk, ° halvt moderne Stil. Langs med de terrakottafarvede Længdevægge var der opstillet langhalsede Vaser og Krukker paa smaa Konsoller; ° Endevæggene var betrukne med mørkegrønt Klæde, og paa dette var der ophængt pragtfulde Samlinger af gamle Fajancefade, Majolikaarbejder ° og antike Haandvaaben.

Ved den øverste Bordende sad Frøken Ragnhild |195| og Doktoren og disputerede ivrigt om moderne Musik; ved den nederste sad de to Unge, der for det meste stak Hovederne sammen under en hemmelighedsfuld Hvisken, og hvis snart varme, snart fornærmede Øjekast til hinanden syntes at tyde paa, at Fætterskabet var paa Veje til at glide over i et mere fortroligt Forhold.

Lige overfor Emanuel og Fru Hassing sad en lille tavs, sortklædt Dame, og ved Siden af hende en ældre Herre af et højst ejendommeligt Udseende. Han var en Mand paa omkring halvfjerdsindstyve Aar, stor og plump af Legemsbygning, med et fuldkommen skaldet Hoved, hvis knudrede Isse var saa hvid og blank, at alle Stuens Lys spejlede sig i den. Ansigtet var rødvinsfarvet og delt paa tværs af en bred Mund, som hvert Øjeblik aabnede Udsigten til en stor og tyk Tunge, der hindrede ham i at tale rent. Øjnene var smaa og lidt skelende, Næsen derimod et fuldkomment Papegøjenæb, og fra Hagen hang en stor, rødblaa, nobret Hud ned over Halsen ligesom en Pelikanpose. I dette Ansigt sad et lillebitte hvidt Fipskæg og et Par smaa, halvmaaneformede Bakkenbarter, der efter gammel Hofmode strakte sig fra det underste af Øret hen imod Midten af Kinden. Til dette aristokratiske Skæg svarede et stift, sort |196| Atlaskes Halsbind, en ovalformet Brillantnaal (med en vedhængende Stump Guldkæde og en lille Hæftenaal) midt i Skjortebrystet samt et stort, broget Silkelommetørklæde, hvormed han idelig og uden synlig Grund tørrede sig bag om sin tykke Nakke. Forøvrigt var han klædt i en ganske tarvelig graa Klædesfrakke, og hverken hans Linned eller hans Hænder røbede nogen stærkt udviklet Properhedssans.

Denne Mand var den af Fru Hassing og hendes Nevø saa ængsteligt omtalte »Onkel Joachim«, en forhenværende Herregaardsbesidder, med Titel af Jægermester, ° som for nylig paa Grund af en altfor junkerlig Svaghed for Luksusheste, kostbare Ekvipager, stort Tjenerskab, fine Vine og illigitime Kærlighedsforbindelser havde været nødt til at sælge sin Ejendom og nu levede hovedsagelig af Familiens Naade. Sammen med sin Søster — den lille sortklædte Dame — opholdt han sig for Tiden hos Doktor Hassings i »et Besøg«, der allerede havde strakt sig over adskillige Maaneder.

I god Overensstemmelse med sine øvrige Tilbøjeligheder havde Onkel Joachim altid sat en Stolthed i at høre til »de faa«, der endnu hyldede de mest yderliggaaende reaktionære Anskuelser paa alle Omraader. Han kaldte sig bestandig — og |197| samtidig slog han sig med Varme paa sit brede Bryst — »en Repræsentant for Ideerne fra før Ulykkesaaret 48«; ° og det havde ikke formildet hans Sindelag mod det overalt fremrykkende Demokrati, at det netop blev en rig, pengegerrig Bonde, hvem hans Ejendom ved Tvangsavktionen var kommen til at tilfalde. Doktor Hassings ellers saa tyste og navnlig for al Politik ganske tillukkede Hjem havde i den sidste Tid fra Morgen til Aften genlydt af rasende Udfald mod Bønderne, ||300|| Rigsdagen, Højskolerne og mod selve Regeringen. Jægermesteren var nemlig nok regeringsvenlig og navnlig kongetro; men han fandt, at man tog altfor valent og ængsteligt fat paa »Oprørerne«; han begreb ikke, hvorfor man ikke straks proklamerede den uindskrænkede Enevældes Genindførelse, og det var et Forslag, hvortil han stadig kom tilbage, at man skulde sende alle Demokrater, i hvert Fald alle demokratiske Rigsdagsmænd, paa Krigsskibe over til Kristiansø, ° hvor de skulde hugge Sten, indtil de havde forbedret sig. Alle andre Forholdsregler var efter hans Mening Lapperier, Slag i Luften, der ikke vilde føre til noget Resultat.

Der havde derfor virkelig været Grund til med nogen Ængstelse at imødese Præsentationen mellem denne Mand og Emanuel — og de spændte |198| Forventninger var da heller ikke blevne uopfyldte. Saa snart Jægermesteren havde hørt Emanuels Navn, var hele hans Hoved bleven purpurrødt; og uden at give ham Haanden eller besvare hans — for Resten ogsaa temmelig flygtige — Hilsen fór han ind i Spisestuen til Fru Hassing, der var i Færd med at tilse Aftensbordets Dækning.

»Hvad skal det sige!« raabte han her med sit tykke Mæle, hvis Styrke han paa Grund af Tunghørighed aldrig formaaede ret at beregne. »Er det ikke den gale Rabulist ° og Folkeforfører derovre fra Vejlby? Og med saadanne Folk holder I Omgang! Med den Slags Personer fører I mig sammen! Hvad er Meningen, Ludovica?«

»Hør Onkel!« svarede Fru Hassing med en Bestemthed, der var hende ganske fremmed, og som derfor ogsaa gjorde et dybt Indtryk paa Onkel Joachim. »Du véd, at hverken Hassing eller jeg befatter os med Politik. Men Pastor Hansted er en overordentlig dannet og interessant Mand, af hvis Konversation man kan høste baade Fornøjelse og Belæring, uden at man derfor behøver at hylde hans Anskuelser. Jeg vil derfor bede dig om, Onkel Joachim, at du ikke paa nogen Maade fornærmer Pastor Hansted men husker paa, at han i Aften er vor Gæst.«

Det var Virkningen af denne Formaningstale, der endnu i Begyndelsen af Maaltidet havde kunnet spores paa ham, idet han sad stiv som en Stolpe og med fornem krænket Mine lod de fleste Retter gaa forbi. Men da han mærkede, at hans tavse Protester forblev ganske upaaagtede — eller maaske, fordi de i Længden krævede altfor stor Selvfornægtelse af ham — forandrede han pludselig sin Holdning, tog med Graadighed for sig af alt, hvad der var paa Bordet, larmede ugenert med Kniv og Gaffel og afbrød hvert Øjeblik de andre i deres Samtaler med højrøstede Anmodninger ||301|| om Brød, Smør, »lidt mere Leverpostej, Ludovica«, for dermed at vise, at Rabulisten ikke længer eksisterede for ham.

Underholdningen omkring Bordet var efterhaanden bleven ret livlig. Ogsaa Emanuels langsomme og betænksomme Tale hørtes bestandig oftere mellem de andres lette Konversation.

Samtalen mellem ham og Fru Hassing var lidt efter lidt gleden over paa et brandfarligt Emne, nemlig paa Spørgsmaalet om Tidens store Folkeoplysningsarbejde, navnlig indenfor Bondestanden. Emanuel udtalte uforbeholdent sine Anskuelser og fremhævede med Vilje ganske særlig |200| den Betydning, han tillagde Højskolernes Virksomhed paa dette Omraade.

Fru Hassing var lutter lyttende Opmærksomhed. Hun hørte til den Slags letbevægede Kvinder, der øjeblikkelig bliver varme for alt, hvad de mærker andre være ¹ varme for. I hendes regelmæssigt smukke, ikke særlig intelligente Ansigt, med de blødt rundede Kinder og det lidt madonnaagtige Smil, kom der altid et Udtryk af dyb Eftertænksomhed, saasnart nogen talte; — det saa' ud, som om Vedkommende med sine Ord klargjorde hende netop det, hvorpaa hun længe forgæves havde grundet. Saaledes sad hun ogsaa nu — med den ene Albu let hvilende paa Bordkanten, en Finger lagt op over Kinden — og naar hun nu og da i sin syngende Tone fremkom med, hvad hun kaldte »sine Betænkeligheder«, var det i Virkeligheden mindre for at modsige ham end for at give ham fornyet Lejlighed til at udvikle sine Anskuelser.

Men ogsaa de andre var begyndt at lytte. Emanuels urokkelige Alvor og den stærke Selvfølelse, der ligesom hans grovt klædte Skikkelse og store Skæg frembragte et Indtryk af Mandighed og Kraft ... ja, selv den noget foredragsagtige Maade at tale paa, som han havde vænnet sig til ved idelig at optræde belærende overfor Bønder, gjorde |201| ham stadig mere interessant i deres Øjne. Desuden var Emnerne for hans Samtale saa fremmede for dem, hans Udtalelser derfor saa nye og overraskende, at han uvilkaarlig paatvang dem Respekt.

Endog de to Unge afbrød bestandig oftere deres Hvisken for at høre efter ham, naar han talte; og Sportsmanden blinkede en Gang hen til Fru Hassing, som om han vilde sige:

»Du har for Resten Ret, Tante! ... Der er virkelig lidt Stil over Manden!«

Derimod var Frøken Ragnhild øjensynlig forstemt. Hun sad tilbagelænet mod Stoleryggen, og hendes lange, spidse Fingre smuldrede stedse mere nervøst noget Brød paa Dugen, efterhaanden som Opmærksomheden ||302|| samlede sig om Emanuel.

Emanuel selv blev i Længden ikke helt upaavirket af den Opsigt, hans Tale vakte. Han havde desuden — uden at tænke paa sit Afslag ude paa Marken — i Løbet af Maaltidet drukket et Par Glas Vin. Hans Tone blev mere utvungen, og han formede efterhaanden sine Sætninger med en Klarhed og et Fynd, som undertiden overraskede ham selv.

Men samtidigt voksede hos ham den Modsigelsestrang, den Følelse af Forpligtelse til alvorligt at sige disse Mennesker Sandheden, der hele Tiden |202| havde ulmet ham i Blodet. Hvorfor ikke dristigt pege derhen, hvor Tampen virkelig brænder? spurgte han sig selv. Havde han overhovedet Ret til at sidde her mellem al denne Letfærdighed og Forfinelse uden at hæve sin Røst imod den? Var det ikke hans Pligt at gøre sit til at vække disse Mennesker op af deres trygge Selvtilfredshed, af deres fornemme Uvidenhed om alt, hvad der fik det store Folks Hjærte til at banke i Fryd og Forventning?

Der blev paa én Gang nogen Uro omkring Bordet. Fra sin allerede temmelig udæskende Lovprisning af Højskolerne og den Aand, der fra dem var udgaaet til Befolkningen paa Landet, kastede han pludselig Talen ind paa Øjeblikkets store Strid mellem Regeringen og Folket.

Alle saa' ængsteligt hen paa Onkel Joachim. Hans Hoved var atter blevet purpurrødt og svulmede op som en Ballon, der fyldes; og ikke saa saare gjorde Emanuel en Standsning i sin Tale, før han med hele sin Overkrops Vægt, lagde sig frem over Bordet.

»Tillad mig, Højstærede!« udbrød han med sin tykke Læspestemme, idet han efter tunghørige Folks Vane lagde en Haand — en højst uaristokratisk Næve med lange Haartotter paa alle Fingerleddene — |203| op bag Øret. »Jeg hører, De er en ivrig Beundrer af denne saakaldte Folkefrihed og denne ... denne saakaldte ... almindelige Stemmeret, ° jeg be'r!«

»Unægteligt!« svarede Emanuel, lidt utaalmodig over at blive afbrudt fra denne Kant.

»De vil da maaske tillade mig, Højstærede, at fremføre for Dem et Eksempel, som dog maaske vil bringe Dem paa nogle andre Anskuelser. Jeg behøver blot at fremføre et eneste Eksempel for klart at godtgøre for Dem, hvor forkastelig, ja rent ud fordærvelig denne ... jeg be'r ... denne saakaldte ... almindelige Stemmeret er for et Lands Fremtid og Velfærd.«

Fru Hassing sendte sin Mand et Blik for at faa ham til at standse Onkel Joachim. Men Doktoren, der bag sit korrekte og værdige Ydre gemte ikke saa lidt af en ungdommelig Skælmsmester, lod, som om han ikke ||303|| saa' det. Han fandt, at det kunde være ret underholdende at blive Vidne til en lille Holmgang mellem de to stridslystne Herrer.

»Jeg tillader mig altsaa — ganske kort — at fremføre følgende for Dem,« fortsatte Jægermesteren. »Jeg havde en Gang ... for nogen Tid siden, hm! ... en Røgter ... en Røgter, forstaar De! Maaske en meget ædruelig og skikkelig Person, men ganske uvidende, aldeles blottet for selv de |204| mest elementaristiske Kundskaber. Dersom Nogen vilde have spurgt ham ... f.Eks. om, hvad tre Gange seks er, vilde han rimeligvis have svaret saadan noget som ni eller tolv eller maaske fjorten. Jeg be'r Dem! ... Eller dersom Nogen havde spurgt ham om, hvad f. Eks. Hovedstaden i Tyskland hedder, vilde han uden Tvivl have svaret Skjelskør ... det var nemlig den eneste By, han kendte, foruden København og Roskilde. Med Hensyn til Lovkyndighed, saa vidste han præcis lige saa megen Besked om, hvad der stod i vor ... saakaldte ... Grundlov, som hvad der staar i den tyrkiske eller kinesiske! Nu tillader jeg mig at spørge,« fortsatte han med stigende Selvfølelse, da han paa den almindelige Tavshed kunde mærke, at han var begyndt at gøre Lykke. »Er det virkelig Deres Mening, Højstærede, at en saadan Person bør have lige saa megen Indflydelse paa Styrelsen af et Riges indre og ydre Anliggender som en Mand som ... som f.Eks. vor ærede Vært, Hr. Doktor Hassing? Jeg be'r Dem!«

Han kastede sig tilbage paa Stolen, lagde Armene over Kors paa Brystet og afventede i denne Stilling sejrstryg Emanuels Svar.

Emanuel havde haft mest Lyst til at svare Jægermesteren med den overbærende Humor, som |205| dennes hele Person syntes ham mest at indbyde til. Men han mærkede nu den Forventningsfuldhed, hvormed ogsaa de andre saa' hen paa ham for at høre hans Svar; og efter nogle Øjeblikkes Betænkning, hvorunder han langsomt drak ud af sit Glas, sagde han da:

»Jeg mener, at den omtalte Røgter, trods al formentlig Uvidenhed, ikke alene burde have haft lige Ret med Doktor Hassing men — om der skete ham fuld Retfærdighed — maaske snarere den dobbelte.«

Svaret kom med en saadan Overbevisning og lød saa paradoksalt, at man uvilkaarlig brød ud i Protester.

»Men det kan De dog umuligt mene!« sagde selv Fru Hassing, mens Onkel Joachim — med Haanden krummet bag Øret — lagde sig ned imod sin Søster og med en Stemme, som han rimeligvis selv antog for hviskende, raabte: »Hvad siger han? Hvad er det, han siger?«

»Jeg synes dog virkelig, at den Ting er ganske simpel og indlysende,« ||304|| vedblev Emanuel, yderligere gjort veltalende af den Modsigelse, han fremkaldte. »Jeg forstaar ikke, hvorfor en Mands Fødsel skal have nogen Indflydelse paa hans Forhold til Staten. At et Menneske er født i Fattigdom, |206| kan være en Ulykke for ham, og der var snarere Grund til at yde ham en Oprejsning derfor end til det modsatte. Og hvad hans Uvidenhed eller rettere Mangel paa Lærebogskundskaber angaar — ja, saa betyder den jo egentlig blot, at Staten ikke har villet bekoste tilstrækkeligt paa hans Uddannelse; ... men derfor er der dog ingen Grund til altid at lade ham være Stedbarn; tværtimod! — Men man kan ogsaa se Sagen fra en anden Side. Jeg vil sige ... Nej, lad ogsaa mig tage et Eksempel! Jeg vil tage en saa betydningsfuld Sag som Spørgsmaalet om Krig og Fred ° ... Spørgsmaalet staar jo virkelig paa Dagsordenen for Øjeblikket ... med andre Ord, skal vi styrte os ud i Krigsspekulationer, eller skal vi gøre alt, hvad der kan bestaa med vor Ære, for at holde Fred med vore Naboer. Dette er altsaa Spørgsmaalet. Nu maa dog enhver give mig Ret i, at for en Mand i Doktor Hassings Stilling vil Udbruddet af en Krig — økonomisk set — ikke medføre nogen væsentlig Forandring i hans Livsvilkaar. Jeg mener, han behøver af den Grund ikke at paalægge sig nogen Art Forsagelse, for ikke at tale om, at han ikke har noget at befrygte af Fremtiden ... jeg taler her aldeles ikke om de langt dybere Følelser, som en saadan Begivenhed naturligvis vil fremkalde |207| hos enhver ædelttænkende Dansk, men som maa antages at være ens for alle. Derimod paastaar jeg, at for en fattig Arbejdsmand betyder Udbruddet af en Krig noget ganske andet og langt mere. Det betyder i mange Tilfælde hans fuldstændige Forarmelse. Hans Arbejde standser, Landets Handel, Fabriksdrift o.s.v., alt staar stille. Samtidigt fordyres Levnedsmidlerne, Skatterne forhøjes ... og ikke nok dermed, men hans unge Sønner, der skulde være hans Støtte i Alderdommen, sendes mod Fjenden, bliver maaske skudte eller gøres til Krøblinge. Det vil sige, de kommer fremtidig til at hvile som en ny, tung Byrde paa Familien. Og en saadan Mand, hvis Nutid og Fremtid saa frygteligt trues, ham skulde man ikke spørge om Forlov, endog to Gange? ... Og paa samme Maade stiller Sagen sig i næsten alle Forhold. Det er altid de Smaa og de Fattige, der kommer til at lide mest under onde Tiders Tryk; derfor er det vel ikke mere end billigt, at man fortrinsvis lader dem være de Bestemmende. Dersom der virkelig skal være Tale om Retfærdighed, saa er det hverken dem, der véd mest, eller dem, der ejer mest, eller dem, der yder mest, som bør have den største Indflydelse paa et Lands Styrelse ... men derimod dem, der risikerer mest. Saadan er i alt Fald min Statslære!«

»Men saa er De jo næsten ... saa er De vel egentlig Socialist,« ° ytrede Fru Hassing; hun sad med Fingren under Hagen og saa' ¹ tankefuldt op mod et Hjørne af Loftet.

»Om jeg er Socialist eller ikke, skal jeg saamænd ikke nøje kunne sige. Dersom de Anskuelser, jeg her har udtalt, er socialistiske — nu ja, saa er jeg Socialist. Jeg lader mig ikke skræmme af den Benævnelse!«

»Hvad siger han? ... Siger han Socialist?« stammede Jægermesteren og lagde sig igen ned imod Søsteren, hvis Beskæftigelse i det hele syntes at være den at hænge ved hans Øre som en levende Høretragt.

»Men De maa dog virkelig indrømme, Hr. Pastor,« — tog nu Doktoren til Orde — »at Folket — saadan i Almindelighed taget — i mange Tilfælde slet ikke véd eller er i Stand til at danne sig nogen Dom om, hvad der er til dets eget Bedste. Dertil fordres dog i mange Tilfælde Forudsætninger — Kundskaber, Erfaringer o.s.v. — som f.Eks. en Arbejdsmand paa Landet ganske og aldeles mangler. Naturligvis findes der mange udmærkede Undtagelser — det skal jeg, Gud bevares, aldrig benægte; paa ingen som helst Maade benægte; — men ganske i Almindelighed kan man |209| dog vistnok sige, at Almuen, f.Eks. vor store Bondebefolkning, er at betragte som et stort, uerfarent — maaske for Tiden ogsaa lidt uregerligt — Barn, der kun vilde styrte sig selv i allehaande Ulykker, i Fald man ganske overlod det til dets egen Dømmekraft. Synes De dog ikke, jeg har Ret?«

»Jeg véd ikke, hvorfra man har faaet den Mistillid til Bonden,« svarede Emanuel. »Vor Historie indgiver os den dog ikke. Tværtimod; den lærer os, hvor ganske uberettiget den er. Der vil ikke kunne peges paa et eneste Tilfælde, hvor man, ved at imødekomme de lavere Klassers Ønsker og følge deres Raad, har udsat vort Land for mindste Fare. Derimod kan der nævnes Eksempel efter Eksempel paa, at man — til Trods for Almuens Advarsler — har styrtet vort Fædreland fra Ulykke til Ulykke. Men ikke nok dermed! Jeg vover at paastaa, at alt, hvad vort Land har ejet og ejer af Dygtighed, klar Forstand, Foretagelsesaand, Flid og Udholdenhed, oprindelig og udelukkende stammer fra vor Bonde. Det kan historisk bevises, at der saavel i Fortid som i Nutid næppe findes en eneste stor Begavelse, ikke en eneste Personlighed, der ved Aand eller Handlekraft har raget op over sin Samtid, uden at man ved at søge blot et Par Led tilbage har truffet |210| paa Bonden i hans Slægt. Det er historisk beviseligt! ... Derimod vil man næppe kunne finde en eneste fremragende Dygtighed, der igennem mange Slægtled har haft sin Rod i de saakaldte højere Lag. Det er vor Bondes Flid, Nøjsomhed og sejge Udholdenhed, ||306|| som alle vore dygtige Mænd har haft i Arv; ... det var saadan i Fortiden, og det er saadan endnu den Dag i Dag. Aar for Aar sender Landet frisk, ung, virkelysten Kraft ind til Byerne ... og hvert Aar udspreder disse til Gengæld en Samling hensygnende, aandeligt eller legemligt forkrøblede Stakler, som Landliv og Landluft skal bringe paa Fode igen. Det er ganske samme Forhold som med vor gode, taalmodige, danske Muld, der Aar for Aar sender sit nærende Korn ind »mellem de røde Tage« ° ... og faar Gødningen tilbage!«

Han havde talt med stigende Lidenskab. Maaske var hans Henrevenhed en Smule bevidst; men han tog sig godt ud, som han sad dér med sine rødblonde Haarlokker og det lyse Skæg, varm af Talen, af Vinen og sin alvorlige Overbevisning. Der var kommen lidt af et virkelig profetisk forklaret Udtryk i hans Ansigt, og Stuens stærke Lys havde tændt to smaa Stjærner i hans himmelblaa Øjne.

Der opstod efter hans Tale et Øjebliks Tavshed. Den blev afbrudt ved, at Doktoren vendte sig mod Frøken Ragnhild og sagde:

»Ja, hvad siger nu De, Frøken Tønnesen? Vil ikke ogsaa De give Deres Bidrag til Diskussionen.«

Hun rettede sig langsomt op fra sin tilbagelænende Stilling og sagde:

»Jeg holder med Pastor Hansted.«

»Hvad for noget? ... Ogsaa De!« udbrød man rundt om, mens Onkel Joachim, efter at have faaet hendes Ord gentaget af Søsteren, med et »Gud forbarme sig« slog Hænderne sammen over Hovedet.

»Ja, jeg tilstaar det,« fortsatte hun roligt. »Jeg er ogsaa af den Mening, at i et Land som vort, med dets lange, mørke Vinter og øvrige strenge Livsbetingelser for dets Beboere ... at i dette vort kære Fødeland, der maaske, ligesom hele det øvrige Norden, aldrig burde have været civiliseret men endnu henligget som et Slags stort Grønland, hvortil man i Sommertiden kunde tage op for at jage og fiske, ... Ja, hvad var det nu egentlig, jeg vilde sige?«

Hun saa' sig omkring med et tvungent Smil.

»Jo, nu husker jeg det. Det var bare dette ... |212| at i et saadant Land er det — som Hr. Hansted rigtigt antydede — ganske naturligt de stærke Skuldre og de brede Pander, som det fornemmelig ° kommer an paa. Som Hr. Hansted ogsaa fuldkommen rigtigt antydede, er det netop, hvad vor Historie lærer os, at her i Danmark dør og henfryser og bortblæser hurtigt alt, hvad der ikke maaler fyrretyve Tommer ° over Brystet og tyve mellem Ørene. Jeg giver Pastor Hansted fuldstændig Ret i, at vi Stakler egentlig ||307|| lever paa Bondens Naade ... det har jeg selv altid haft en levende Fornemmelse af.«

Der opstod ogsaa efter hendes Ord et Øjebliks forlegen Tavshed. Man var ikke ganske klar over, hvad der skulde optages som Alvor, og hvad som Ironi.

Kun Doktoren mærkede et Uvejr i Luften og fandt det raadeligst at bryde af, mens Legen endnu var god.

»Tør jeg saa bede Dem tage til Takke, mine Damer og Herrer.«

Man rejste sig og bød hinanden Velbekomme.

Ogsaa Frøken Ragnhild og Emanuel mødtes og gav hinanden Haanden.

»Min oprigtige Kompliment, Hr. Pastor!« sagde hun. »Det maa jeg lade Dem ... De har virkelig uddannet Dem til en slagfærdig Debattør!«