5

Det varede ikke længe, før Frøken Ragnhild og Emanuel kom til at gaa alene, et Stykke bag de andre. Doktoren, som i Begyndelsen havde ledsaget dem og indledet en Samtale med Emanuel om de gode Høstudsigter og det smukke Vejr, var bleven kaldt bort fra dem af den muntre unge Pige, |173| der hele Tiden spaserede nynnende langt forud for det øvrige Selskab og idelig tilkaldte nu én, nu en anden, for at de skulde beundre de storartede Fund, hun gjorde overalt, — snart af en »saa sød, saa sød« Mariehøne, der var kommen flyvende ned paa hendes ene, blaatbesløjfede Halvhandske, snart af et »helt Myreslot«, som hun fandt oppe ved en Granplantage paa Toppen af en lille Bakke, foran hvis mørke Stammer hendes hvidklædte Skikkelse pludseligt dukkede triumferende op under en lyseblaa Silkeparasol, der hvælvede sig over hende som en privat lille Lyksalighedshimmel.

Saa længe Doktoren var nærværende, havde Frøken Ragnhild forholdt sig fuldkommen tavs og set eftertænksomt ned mod Jorden. Ogsaa nu efter hans Bortgang vedblev hun en Stund at gaa saaledes, mens et Smil nu og da gled over hendes Ansigt.

Pludselig løftede hun Hovedet og sagde med en lille Latter:

»Hvor De dog egentlig er et kuriøst Menneske, Pastor Hansted! Dér har jeg nu i syv Aar gaaet og glædet mig til den Dag, da jeg kunde overraske Dem herude ... og saa tager De imod mig, som om det ikke var ||289|| mere end tre Dage siden, vi havde set hinanden. Jeg vil sige Dem, |174| De satte mig virkelig i Forlegenhed før; jeg havde naturligvis forberedt de andre paa en stor Genkendelsesscene! .... Naa, jeg indrømmer, det var min egen Dumhed,« fortsatte hun, da Emanuel vedblev at være tavs. »Jeg burde fra gammel Tid have erindret, at De i mange Stykker ikke var som andre Mennesker. Og med Hensyn til Uberegnelighed har De altsaa ikke forandret Dem den bitterste Smule.«

Emanuel mærkede ikke den lille Tvang, hun havde maattet paalægge sig for at anslaa den frie Tone, der i gamle Dage havde været Brug imellem dem. Dertil var han for opfyldt af det Ubehag, han følte ved at gaa her ene med hende og efter saa mange Aars Forløb igen at høre denne paa én Gang udfordrende og indsmigrende Stemme med den mærkeligt metalliske Klang.

Uden i nogen Maade at lade sig paavirke af hendes fortrolige Sprog sagde han:

»Det lader til, at vi har haft nogenlunde ensartede Indtryk af hinanden, Frøken Tønnesen. Baade før, da jeg saa' Dem, og nu ved at høre Dem tale kom jeg til at tænke paa, at De vistnok er ganske den samme som for syv-otte Aar siden.«

»Nu ja,« svarede hun med en Skuldertrækning. |175| »Hvad skulde egentlig have forandret mig? Jeg er Frøken Tønnesen nu, som jeg var det den Gang; og mit Livs mellemliggende Roman kunde jeg saamænd nedskrive bag paa et Visitkort. Saadan er nu en Gang Livet for os ugifte Damer .... Men med Dem er det en anden Sag. Jeg er ikke saa fremmed for Deres Oplevelser, som De maaske tror. Jeg havde for et Aarstid siden den Fornøjelse at stifte Bekendtskab med Deres Søster, Generalkonsulinde Torm, og med Deres Broder, Kammerjunkeren. Deres Søster og jeg er siden bleven gode Veninder. Hun er fortryllende, ikke sandt? Hun har ganske indtaget mig med sit fine, kvindelige Væsen. Som De kan vide, har vi undertiden ogsaa talt om Dem ... hun beklager sig for Resten ofte over, at hun næsten aldrig hører noget fra Dem.«

Emanuel var bleven opmærksom. Han begyndte at tænke paa, om der maaske — trods Frøkenens Forsikringer — alligevel skulde skjule sig lidt Spioneri bag dette Besøg. Og skulde hans Familie muligvis have en lille Finger med i Spillet her?

»Jeg har altsaa, allerede inden jeg kom hertil, vidst lidt om, hvilken stor og indflydelsesrig Mand De er bleven herude, hvilken Omvæltning |176| De har fremkaldt i hele Egnen, siden Fader rejste, og hvor De bliver forgudet ||290|| af alle Deres Sognebørn ... kort sagt, at De i et og alt har faaet Deres Ønsker opfyldte, endog »med Top paa«, som man siger. Ja, man har jo ligefrem tildelt Dem Apostelnavnet, ° efter hvad jeg har ladet mig fortælle herude.«

Der gik et lille Ryk igennem Emanuel. Efter et Øjebliks Tavshed sagde han:

»Men jeg vidste ikke bedre, end at ogsaa De havde faaet alle Deres Ønsker tilfredsstillede, Frøken Tønnesen. De var saa lykkelig at komme bort fra denne Egn, som var Dem saa forhadt, og at komme ind til Hovedstaden, til det danske Kulturcentrum, til Selskabeligheden, Moderne og Teatrene. De har faaet selve vort verdensberømte Tivoli til Nabo, saa jeg forstaar ikke — —«

»Nu ja,« afbrød hun ham med et lidt utaalmodigt Hovedkast. »Med mig er det som sagt en anden Sag. For Resten har jeg ikke beklaget mig, saa jeg fatter ikke rigtig, hvortil Deres Ord sigter. Jeg befinder mig saamænd efter Forholdene meget godt. Jeg skal sige Dem, jeg er paa mine gamle Dage bleven Filosof ... Stoiker, ° tror jeg, det hedder. Det vil sige, jeg har efterhaanden vænnet mig til at være det Forargelsens Tegn, |177| som jeg og mine Lige nu en Gang er bleven for vor kære Samtid ... ja, jeg føler mig næsten en Smule stolt over at høre til dem, der bebuder det store Babylons ° nære Fald.«

Emanuel vilde sige noget. Men hans Tanker var bleven uvant med at bevæge sig i Spring, og før han havde faaet en Sætning samlet, tog Frøken Ragnhild igen til Orde.

»Men lad os ikke tale om mig. Det er et saa forskrækkelig uinteressant Emne, forsikrer jeg Dem. Derimod maa De fortælle mig lidt om Dem selv. Jeg vil sige Dem, jeg havde virkelig nær ikke kendt Dem før, saadan har De forandret Deres Udseende. De er jo bleven brun som en Indianer. Og dette store, store Vildmandsskæg! .... Det er da altsaa virkelig sandt, at De i otte lange Aar har følt Dem veltilfreds i denne Ørken, hvor jeg var ved at vansmægte af — nu ja, af mange Ting. Saa forskellig kan Menneskenaturen altsaa være! Og De har virkelig aldrig følt det allermindste Savn af de nu saa ilde berygtede Civilisationens Goder ... af lidt selskabelig Opmuntring f.Eks. ... af lidt Kunstnydelse eller af lidt god Musik? Ikke en Gang af min lille schubertske Lærke-Etude, ° som De dog i sin Tid — kan |178| De huske? — holdt saa meget af, og som jeg saa ofte maatte spille for Dem?«

Hun havde, mens hun talte, set hen paa ham over sin Parasols elfenbenshvide ||291|| Skaft og igen i Blik og Smil udfoldet al sin Elskværdighed. Emanuel bevarede urokkelig sin Alvor og svarede i sin forrige afmaalte Tone:

»Jeg har ondt ved at forstaa, hvorledes jeg skulde kunne savne det, som jeg netop er i allerfuldeste Besiddelse af. Dersom De vilde gøre Dem den Ulejlighed at lukke Ørene op, Frøken Tønnesen, vilde De netop i dette Øjeblik kunne høre Lærkerne synge oven over Deres Hoved — langt dejligere, end Verdens største Virtuos kan gøre dem det efter i nogen Etude. Jeg behøver blot at gaa udenfor min Dør for at se et Rundmaleri ° for mig, som spotter al menneskelig Kunst; og den hele Sommer har jeg fra Morgen til Aften et helt Orkester spillende udenfor mine Vinduer: Stærene i Trætoppene, Solsorten i Buskene, de smaa Musvitter — —«

»Ja, og Kragerne! Glem endelig ikke dem! — Og Hanerne! Aa, Gud, Hanerne!« udbrød hun og holdt i komisk Fortvivlelse Haanden op til Øret. »Der er i denne Tid et saadant Afskum, der hver Morgen, naar jeg ligger i min sødeste |179| Søvn, stiller sig op udenfor mit Vindu og hyler og galer og skraaler .... Aa, det er som at ligge paa en gloende Rist!«

Emanuel kunde denne Gang ikke lade være at trække lidt paa Smilebaandet. Han standsede et Øjeblik og sagde hovedrystende, idet han for første Gang saa' op paa hende:

»I Sandhed! De har ikke forandret Dem, Frøken Tønnesen. Endog til vor prægtige Morgenbebuder har De bevaret Deres gamle Nag.«

»Ja, jeg tilstaar, i disse Retninger er jeg ganske den samme Kætter som før. Man maa for mig gærne beholde Fuglesangen og de grønne Skove og den saakaldte friske Strand — med den afskylige Tanglugt — og de blomsterbrogede Enge og hvad det nu altsammen hedder, blot jeg maa faa Lov at blive inden fire Vægge, hvor jeg kan hygge om mig med Ting, der passer for min egen Smag og mit private Temperament. For mig er Synet af en kostbart udstyret Stue, der er præget af et Menneskes særegne Tilbøjeligheder, f.Eks. et elegant Dameboudoir ° med stilfulde Møbler, Silkegardiner, fint mønstrede Orienttæpper, meget Nips, et Par gode Malerier og — mit Sværmeri for Øjeblikket — en ægte hollandsk Fajancekamin, hundrede Gange smukkere, for ikke at tale om langt |180| interessantere, langt mere tanke- og stemningsvækkende end det allerherligste Landskab ... De finder mig vist forfærdelig, ikke sandt?«

Emanuel vilde svare, men hun kom ham atter denne Gang i Forkøbet.

»Jeg kunde saamænd endda forarge Dem meget mere endnu, hvis jeg vilde. Og hvorfor skulde jeg ikke gøre det? ... Jeg vil da sige, at efter min ||292|| Mening er alt dette med Naturens Skønhed og Højhed o.s.v. ikke stort andet end Fabel, som daarlige Digtere og aandsfattige Malere har faaet os til at tro paa, og som de fleste Mennesker driver et frygteligt Hykleri med. Jeg for mit Vedkommende kan ikke komme udenfor Københavns Gader og møde Synet af de skaldede ° Marker, de ensformige Veje og denne urimelige Mængde ganske øde Himmel uden at komme til at tænke paa den kolde Rullestue, hvor jeg som Barn fik mit Bad. Hvor meget Solen end skinner, og hvor grønne Markerne er, det forekommer mig altsammen saa goldt, saa nøgent og trist, at det faar mig til at fryse. Og naar jeg saa tænker paa den evighedslange Vinter, paa de bælgmørke Aftner og Nætter, paa Stormen, Regnen og de bundløse Veje — og jeg har jo dog paa dette Punkt en ret lang Erfaring at tale af — saa synes det hele mig saa umenneskeligt, ... ja, og |181| saa uværdigt! Jeg indrømmer, at ogsaa Byerne kan være ækle, baade støvede og smudsige og sværtede af Kulrøg og meget andet. Men man er dog ikke dér i den Grad prisgiven nogle afskylige Naturmagters brutale Herredømme. Man er dog ikke dér en fuldkommen Slave af, om Hr. Sol eller Madam Maane allernaadigst behager at skinne eller ikke. Dér faar man dog en Smule Anelse om, hvad det vil sige at være Menneske .... at være den Skabningens Herre og Mester, som det dog virkelig er vor Bestemmelse en Gang at blive — ja, det er i hvert Fald mit Frihedsideal!«

Hun havde tilsidst talt med en ukunstlet Varme, der ligesom hendes Ord gjorde et højst ubehageligt Indtryk paa Emanuel. Hun havde med sin Tale genvakt Mindet om Svaghedsøjeblikke i hans eget Liv, da han ved Synet af hagelslaaet Korn, af oversvømmede Marker eller stormfældede Træer havde ladet sig forlede til en lignende Miskendelse af Naturens strenge Orden. Navnlig kom han til at mindes hin mørke Nat under Guttens Sygdom, da han ude fra Jordhøjen i sin Have havde lyttet og stirret efter Doktorens Komme. Der var den Gang i hans Fortvivlelse og Raadvildhed faret ham Tanker igennem Hovedet, der ikke |182| var meget forskellige fra dem, Frøken Ragnhild her udtalte; og han følte det derfor nu som en dobbelt Forpligtelse at imødegaa hende med sin Overbevisnings fulde Styrke.

De var naaet op paa Toppen af en Bakke, hvorfra man havde en af de milevide Udsigter, paa hvilke Egnen var saa rig. De havde forlængst overskredet Sognegrænsen, og fra det Sted, hvor de befandt sig, kunde man overse hele Vejlby og Skibberups halvøagtige Sogn med dets blødtformede men fuldkommen nøgne Bakker, dets to Kirketaarne og tre Vejrmøller ||293|| og den sumpede Mosestrækning, der dannede dets Forbindelse med det øvrige Land. Til den anden Side — i Vest — saa' man ud over Kyndløse-Vesterby Sognets fladere men ogsaa venligere og mere afvekslende Landskab med et Par smaa Lunde, en vandrig Aa mellem grønne Enge og et Mylr af smaa hvide, spredtliggende Huse foruden selve den store Kyndløse By — en af Landets største Landsbyer — der øjnedes et Stykke borte med et ildrødt Missionshus ° og en mærkelig Rundkirke, ° hvis forgyldte Vejrfløj lyste mod Aftenhimlen som en nytændt Stjerne. Fjernt i Nord og Nordvest skimtedes endelig — som en blaalig Skybanke — det dystre Skovbælte, bag |183| hvilket Solen netop var gaaet ned og havde tændt hele Himmelranden i Flammer.

»Og en saadan Tale har De Mod til at føre netop her,« sagde Emanuel, idet han med en bred Haandbevægelse viste ud over det glødende Solnedgangslandskab, hvor Nattetaagerne allerede var begyndt at pusle frem over Engene og brede sig som uhyre Spindelvæv over Aaens blodrøde Aare. »De kan virkelig ikke finde det mindste tiltrækkende ved et Syn som dette? Det kan slet ikke vække anden Tanke eller Følelse hos Dem end en uhyggelig Erindring om Deres Barndoms Rullekælder?«

Frøken Ragnhild saa' en Stund med missende Øjne ud over Egnen. Derpaa sagde hun med det lille muntre Smil, som hun gærne paatog sig, naar hun vilde sige noget rigtig udæskende:

»Jeg kan i hvert Fald ikke forstaa, hvorfor det dér skal være saa bedaarende dejligt, at et Menneske er forpligtet til fra Vuggen til Graven at falde i en Henrykkelsestilstand, hver Gang han ser det. Mig tiltaler det desuden aldeles ikke. Alene Farvesammenstillingen er mit Øje imod. Denne blaa Himmel, denne skrigende røde Horisont, alt dette brandgule Korn og den spinatgrønne Eng dernede ... blaat, rødt, grønt og gult! Er det ikke netop de Farver, der benyttes til de saakaldte |184| Hottentot-Lommetørklæder, ... De véd nok, disse brogede Tøjer, som Englænderne sender ned til de Vilde i Afrika, og som hensætter vore sorte Medskabninger i en sand Salighedstilstand? Tror De egentlig ikke, Pastor Hansted, — ja, for det er nu min Mening — at et Naturfænomen som denne Solnedgang alene har den Bestemmelse at være en Slags ophøjet Forlystelse for Halvmennesker — baade de hvide og de sorte — og maaske for Dyrene? En saadan ildsprudende Himmel svarer sikkert til den Slags Væsners Forestillinger om Pragt; den vækker rimeligvis ogsaa deres blide Følelser .... Nattergalene begynder jo at synge, Frøerne at kvække ...«

»De har vist fuldkommen Ret, Frøken Tønnesen!« afbrød Emanuel ||294|| hende med et ironisk Buk og fortsatte sin Gang; han fandt det ikke længer Umagen værd at tage hende alvorligt. »Det er blot Skade, at Vorherre ikke havde Lejlighed til at raadføre sig med Dem, da han skabte dette Makværk af en Verden, der alene passer for Kabylere og Hottentotter. ° Men det falder mig ind ... da jeg traf Dem før, havde De dog nedladt Dem til at tage Plads paa en ganske gemen Græsmark, — ja, saa vidt jeg kunde skønne, var baade De og de øvrige Damer og Herrer i en ganske munter |185| Stemning. Det lader da altsaa til, at Opholdet i Naturen alligevel kan øve en ret oplivende Virkning paa Dem.«

»Ja, hvad skal man sige? Der bliver vel desværre altid saa meget af et Dyr tilbage i os Mennesker, at vi undertiden kan føle Lyst til en Eng at sole os paa, en Skov at springe i. Men hvad beviser saa det? Jeg véd jo ogsaa, at forelskede Mennesker sværmer for at vandre i Maaneskin. For mig, der ikke er forelsket, er en Maaneskinsnat noget af det vederstyggeligste, jeg véd; den faar mig altid til at tænke paa en Ligstue. Jeg antager altsaa, at ogsaa hos Mennesket vækker — —«

Hun holdt pludselig inde, brød ud i en lille Latter og sagde:

»Nej, det er dog virkelig for dumt! Nu gaar vi her og fører akkurat den samme Passiar, som vi for otte Aar siden tog op Dag for Dag ... og med ganske det samme heldige Resultat. Kan De huske, hvordan vi ogsaa den Gang kunde snakke os røde i Hovedet bægge to og i Vrede vende hinanden Ryggen, saa vi ikke saa' til hinanden flere Dage efter? Skal vi ikke nu slutte Fred? Nu har vi jo faaet hver sit — De Deres Land, jeg min By — saa egentlig har vi jo ikke noget at skændes om mere.«

»Det mener jeg ogsaa,« sagde Emanuel tørt.

»Nu, saa blev vi da endelig enige om en Ting! Men jeg har ogsaa været altfor snakkesalig ... De véd jo nok, at det er gamle Jomfruers Vane. Nu er det Deres Tur at være underholdende, Hr. Pastor! Nu maa De pænt fortælle mig lidt om Dem selv. Fra Deres Søster — og for Resten ogsaa herude fra — véd jeg jo, hvilket sjælden smukt og lykkeligt Familieliv, De fører, at De har et Par søde smaa Børn, og at Deres Hustru stadig er næsten berømt her paa Egnen for sin Skønhed ... kort sagt, at De i et og alt er en rigtig Lykkens Pamfilius, ikke sandt?«

Emanuel agtede ikke at indlade sig i nogen Samtale med hende om dette Emne. Men Stridslysten var nu en Gang bleven vakt hos ham, og han kunde derfor ikke lade være at ytre:

»Jeg kan høre paa Deres Tone, at det har forbavset Dem.«

»Siden De selv siger det ... nu, saa vil jeg ikke nægte det.«

»Det kan jeg saa udmærket godt forstaa! Med Deres Opfattelse af Familielykke og Deres Anskuelser om Ægteskabet som en Slags erotisk Leg eller Underholdning ... Anskuelser, som jeg for Resten ogsaa selv en Gang har næret, men |187| som jeg lykkeligvis i Tide saa' Bedraget og Letfærdigheden i —«

»Undskyld, Hr. Pastor Hansted — men hvorfra har De faaet den besynderlige Vane efter eget Behov at tillægge Folk Meninger, som de aldrig har udtalt. De gjorde det før, og De gør det igen nu. For hvad véd De egentlig om min Opfattelse af Ægteskabet?«

»Da kunde det sandelig interessere mig at høre den. Den er sikkert i høj Grad original.«

Hun gik en Stund og smilte hen for sig.

»Kunde det virkelig interessere Dem? Ja, saa vil jeg saamænd ikke gøre mig kostbar. Men jeg vil paa Forhaand sige Dem, at De paa ingen Maade faar noget Nyt at høre ... De véd, jeg er paa alle Omraader konservativ i mine Anskuelser, og i dette Punkt er jeg det maaske mere end i noget andet. Min Mening om, hvad der betinger ægteskabelig Lykke, er ganske simpelt den samme, som vore Bedsteforældre gav et lidt svulstigt Udtryk i Ordene »Hjærternes Harmoni«. Vi vilde vel i vore Dage hellere kalde det noget som »Nervesympati«.«

»Nervesympati! Det er sikkert et fortræffeligt moderne Ord! Bare man rigtig vidste, hvad det betød. Kunde De ikke give en lille Forklaring?«

»Aa, jo,« lo hun. »Men jeg har jo sagt Dem, at jeg er bleven Filosof. Dersom jeg derfor skulde udtrykke mig lidt mindre klart, maa De have mig undskyldt; det er paa Grund af lutter Dybsind! ... Jeg vil da sige — —«

Hun standsede, lagde Kinden ned paa sit hvide Parasolskaft og saa' et Øjeblik med et eftertænksomt Smil op i Luften.

»Ja, saadan!« sagde hun saa og fortsatte sin Gang. »Jeg vil altsaa sige ... Nervesympati imellem to Mennesker, dermed mener man, at alt, hvad disse to Personer ser, oplever, hører, læser o.s.v., gør et ensartet Indtryk paa dem bægge. Synet af et saadant Landskab f.Eks. eller Nydelsen af et Musikstykke maa hensætte dem i samme Stemning, maa ikke virke oplivende paa den ene og gøre den anden melankolsk. Udtrykker jeg mig ikke klart? .... Alle Livets mangfoldige Begivenheder, lige fra de ubetydeligste som f.Eks. et Uheld med en Tallerken, der gaar itu, indtil de store skæbnesvangre — sørgelige eller glædelige — Tilskikkelser, maa indvirke ens paa bægges Følelser, bringe deres Nerver i samme Art og Grad af Bevægelse. — Se, det var nu det! Altsaa videre! ... Betingelsen for, at der mellem ||296|| to Mennesker kan opstaa, hvad de Gamle kaldte »Hjærternes |189| Harmoni«, er altsaa den, at deres Nerver har samme Art af Modtagelighed, er lige ømfindtlige overfor visse Indtryk, lige upaavirkelige overfor andre. — Beundrer De ikke min Logik? — — Men Arten og Graden af vore Nervers Modtagelighed,« vedblev hun, da Emanuel stadig intet svarede, »det er Resultatet af vor Opdragelse, af vor Omgang, vor Beskæftigelse, vor Læsning .... ja ikke alene af vor egen men af vore Forældres, vore Bedsteforældres og alle vore Forfædres op i mange Led, ikke sandt? De vil nu forstaa — —«

»Fortræffeligt!« afbrød Emanuel hende, idet han pludseligt med et stort Smil løftede Hovedet. »Jeg forstaar nu, at Betingelsen for, at et Menneske skal blive fuldkommen lykkeligt med et andet, er den, at dette andet Menneske maa være ham lig paa alle Punkter; det vil sige, at det maa have samme Opdragelse og samme Omgang, og desuden helst have samme Fader, samme Moder, samme Søskende og samme Forfædre op i mange Led ... med andre Ord, at det maa være ham selv! Ja, deri har De Ret, Frøken Tønnesen. Selvkærligheden, Egoismen, det er sikkert efter den moderne, konservative Livsanskuelse den eneste varige og paalidelige Kærlighed. Det mener jeg ogsaa!«

Frøken Ragnhild trak forstemt sine Bryn sammen og tav.

»Men tillad nu ogsaa mig at filosofere en Gang,« vedblev Emanuel med stigende Livlighed. »De vil vistnok ogsaa fra Deres Standpunkt indrømme, at Menneskets højeste Opgave — og samtidigt dets største Glæde og Lykke — bestaar i Selvudvikling, i at føle sine Evner vokse, sit Syn udvides ... kort sagt, at bringe saa meget ud af sine Muligheder, som man formaar. Har jeg ikke Ret?«

»Nu ja!«

»Men af hvis Venskab og — for ikke at bruge et saa gammeldags svulstigt Ord som Kærlighed — af hvis Fortrolighed kan man vente at høste det rigeste Udbytte for sit aandelige Jegs Udvikling, altsaa vente den største Glæde og Lykke? Mon af den, der ser, føler, tænker og handler præcis som jeg selv? Mon ikke snarere af den, hvis Syn kan aabne mig Udsigter, jeg aldrig før har anet; som med et for mig nyt Tanke- og Følelsesliv, en fra min forskellig Opdragelse kan berige min Viden, udvide Grænserne til alle Sider og ligesom fordoble Verden for mig? Jeg tror det — ja, jeg véd det. Jeg taler her af dyrebar Erfaring.«

»Men De vender jo Sagen ganske paa Hovedet,« sagde Frøken Ragnhild, skønt hun slet ikke havde hørt efter, hvad han havde sagt.

De blev i dette Øjeblik afbrudte af Doktoren og Frue, der en Tid havde staaet forude paa Vejen og ventet paa dem.

»Nu faar De virkelig ikke Lov til at slippe fra os, Hr. Pastor,« sagde Doktoren med sit ubestemmelige Smil, der blottede hans store, hvide Tænder. »Nu har vi kun et Par Skridt til vor Dør, og De kan dog ikke naa tidsnok hjem til Teen hos Dem selv.«

Emanuel saa' sig overrasket omkring. Uden at vide det var han kommen omtrent helt til Kyndløse, hvis forgyldte Kirke-Vejrfløj nu lyste i Halvmørket foran ham næsten som en hel Maane.

»Ja, nu maa De ikke sige nej,« istemte Fruen med al den Hjærtelighed, hun kunde lægge i sin blide Stemme. »Dersom De tror, at Deres Hustru vil blive ængstelig over Deres Udeblivelse, kan vi jo let sende et ridende Bud.«

Emanuel stod et Øjeblik stærkt tvivlraadig, inden han modtog deres Indbydelse. Egentlig havde han allerhelst sagt nej. Han havde nu i syv Aar udelukkende holdt sig inden for sin egen Vennekreds, hvor han alene følte sig hjemme; og han |192| ønskede ikke at knytte nogen varig Forbindelse med det hassingske Hjem. Men paa den anden Side var han bange for, at man skulde opfatte et Afslag som udsprunget af Frygt eller Undseelse. Navnlig tænkte han paa Frøken Ragnhild, der sikkert straks vilde udlægge det saaledes og bringe sin Opfattelse videre til hans Søster og øvrige Familie.

Forøvrigt skjulte han ikke for sig selv, at han tillige dreves af en Smule Nysgerrighed og en lille Trang til Oplevelse. Han havde nok Lyst til en Gang at se Doktor Hassings saa meget omtalte, efter alle Kunstens Regler udstyrede Hjem. Desuden var Samtalen med Frøken Ragnhild begyndt at interessere ham, netop som den var bleven afbrudt; og han havde ikke noget imod at faa Lejlighed til at fortsætte Diskussionen.