4

Han var ikke kommen langt, før han overraskedes ved Synet af et muntert Selskab, en fem-seks Personer af bægge Køn, der havde lejret sig omkring en hvid Dug paa en Græsmark et Stykke fra Vejen.

En Dame eller rettere en ganske ung Pige i halvlang, hvid Kjole med ||283|| blaat Livbaand havde rejst sig op og var i Færd med at holde en Tale. I sin ene, opløftede Haand holdt hun et Vinglas, i den anden en graa Herrehat, som hun med højtidelige Buk førte til og fra sit Hoved, mens det øvrige Selskab — to andre Damer og et Par Herrer — leende tilklappede hende sit Bifald. I Græsset bagved Damerne laa en opslaaet, valmuerød Parasol med Skaftet opad; ved Siden af den ene af Herrerne stod en spiralformet Spaserestok stukket i Jorden med en lyseblaa Damehat |162| over. I nogen Afstand fra Selskabet, henne i Skyggen under en afstumpet Pil, holdt en med to smaa skimlede Russerheste ° forspændt Jagtvogn, ° hvortil en Kusk med Fløjelsbenklæder og graa Gamascher stod og lænede sig.

Der paakom bestandig Emanuel en egen Skyhed, naar han uformodet stødte paa købstadsklædte Fremmede paa sine Enemærker. Han vendte Hovedet til den anden Side og lod, som om han slet ikke lagde Mærke til dem.

»Tillad mig altsaa, højtærede-beærede Forsamling« — hørte han den unge Pige sige — »at udtømme ... at uddrikke en Skaa-aal for vor højtelskede-værdige Vært — —«

Hun holdt pludselig inde. Ogsaa Latteren derhenne forstummede, og der indtraadte en fuldstændig Tavshed.

Emanuel, der forstod, at han var bleven set, lagde Hænder og Stok bag paa Ryggen og gik forbi, idet han bestræbte sig for ikke i mindste Maade enten at paaskynde eller sagtne sin Gang.

Da forekom det ham med ét, at han hørte Nogen raabe hans Navn.

Han saa' sig ikke tilbage. Han var overbevist om at have hørt fejl. I hvert Fald vedkom de Mennesker ham ikke.

Men lidt efter hørte han Stemmen igen, og denne Gang ganske tydeligt. Tilmed syntes den ham underlig bekendt.

»Hr. Pastor! ... Hr. Pastor Hansted!«

Han vendte sig brat, halvt udfordrende, og saa' en Herre komme imod ham med livligt hilsende Haandbevægelser. Han havde ved at vende sig faaet den nedgaaende Sol lige i Øjnene og kunde derfor i Begyndelsen kun skælne Skikkelsens Omrids: En høj, temmelig svær Mand med Bakkenbarter, afmaalte Skridt og en statelig Holdning. Først da den Fremmede naaede helt hen til ham og med en lidt forlegen Forbindtlighed rakte ham Haanden, genkendte han Doktor Hassing.

»God Dag, Hr. Pastor! Hvorledes lever De? Det er længe, siden jeg har haft den Fornøjelse at se Dem.«

Emanuel blev i første Øjeblik saa overrasket ved dette Sammentræf ||284|| men navnlig af Doktorens overordentlige Forekommenhed, at han ganske glemte at svare.

»Jeg kommer egentlig til Dem som Udsending,« vedblev Hassing og blottede i et Smil sine store, hvide Tænder. »Vi er en lille Familiekreds derhenne, og mine Damer vilde saa gærne have den Fornøjelse at hilse paa Dem ... Vil De ikke |164| gøre os den Ære at drikke et Glas Vin med os, Hr. Pastor? De vil træffe en gammel Bekendt.«

Emanuel havde mest Lyst til kort og godt at svare nej. Navnlig fristedes han ikke af Udsigten til i dette Selskab at træffe gamle Bekendte. Men da han ikke havde nogen rimelig Grund til et Afslag og ikke gærne vilde støde Doktoren, der under Guttens Sygdom havde vist ham og Hansine stor Hjælpsomhed, saa' han ingen anden Udvej end at modtage Indbydelsen.

Henne omkring Dugen havde man imidlertid opmærksomt iagttaget Mødet mellem de to Mænd, og da man nu saa' dem bægge nærme sig over Græsmarken, tog Damerne til deres Parasoller, mens den tilbageblevne Herre — en ung Mand i melonfarvet Sommerdragt — rejste sig fra sin siddende Stilling, trak ned i sine kvarterlange ° Manchetter og anbragte sig — støttet til sin spiralformede Spaserestok — umiddelbart bag den unge Pige, ligesom for i fornødent Fald at kunne yde hende sin ridderlige Beskyttelse.

»Dersom du faar mig til at le, Alfred, saa prygler jeg dig,« hviskede hun til ham, da Doktoren og Emanuel ikke var mere end ti Skridt borte.

»Jamen, du gode Himmel .... det er jo en komplet Urokse,« hviskede han tilbage bag den |165| Haand, hvormed han snoede sin lille blonde Snurbart. »Vil du bare se ... en Guds Røst fra Seminarie-dariet!«

»Du skal tie stille, siger jeg.«

»Tys!«

De to Mænd traadte i dette Øjeblik hen til Kredsen.

Den ene af Damerne, — en lille, i brunt Silke klædt Brunette med bløde Former og blide, overordentlig kvindelige, næsten lidt sødlige Træk — rejste sig og gik hen og gav Emanuel Haanden.

»Min Hustru,« forestillede Doktoren.

»Det glæder mig at gøre Deres Bekendtskab,« sagde hun i et saa blidt Tonefald, at det næsten lød som en fremmed Accent. »Vi har jo egentlig været Naboer nu i flere Aar, og det har altid forundret mig, at jeg aldrig paa en eller anden Maade har set Dem. Paa Landet træffer man dog ellers gærne hinanden, synes jeg.«

Emanuel løftede sin Hat en Tomme fra Hovedet uden at forandre den alvorlige, lidt studse Mine, hvorunder han søgte at skjule en Usikkerhedsfølelse, som dette ham saa uvante Ceremoniel og de høflige Talemaader fremkaldte hos ham.

Doktor Hassing fortsatte med livlig Stemme Præsentationen.

»Tillad mig endvidere at forestille for Dem, Hr. Pastor Hansted — først den yngste i vor lille Kreds, min Kones elskværdige Kusine, Frøken Gerda Zoff, hvem De for et Øjeblik siden afbrød i en overordentlig vellykket speech. Det er Skade, De ikke kom et Par Minutter før; De er derved gaaet Glip af et sandt oratorisk Mesterværk. — Og her samme Kusines Fætter, min egen haabefulde Nevø, Hr. næsten juridisk Kandidat Alfred Hassing. Dersom De er Abonnent paa noget Sportsblad, Hr. Pastor, vil De sikkert mange Gange have truffet dette snart verdensberømte Navn i dets Bicycle-Spalter.« °

Emanuel betragtede temmelig overlegent det unge Par, hvis Hilsner unægtelig ogsaa røbede mere mønstrende Nysgerrighed end just Ærbødighed. Herregud, tænkte han ved Synet af den melonfarvede unge Herres poseagtige Klæder, lange, spidsnæsede Sko og speciestore ° Manchetknapper, — det er altsaa Dagens Heltemode!

»Og endelig her,« vedblev Doktoren, idet han vendte sig mod en høj, slank, meget moderne klædt Dame, der under hele Præsentationen havde staaet ubevægelig bag ved Emanuel, som om hun med Vilje havde gjort sig uset lige til det sidste. »Ja, her behøver jeg vel ikke at præsentere.«

Emanuel vendte sig om — og blev en Stenstøtte.

Doktoren havde haft Ret; nogen Præsentation var virkelig her overflødig. Som den slanke Dame stod dér og smilte, overgydt af Skæret fra sin valmuerøde Parasol, bag hvilken Solskiven netop var ved at naa Horisonten, — i en hvid Dragt med store lysviolette Silkestjærner, og med en bredskygget, hvid Bobinets ° Hat svævende paa sit egernbrune Haar — saa behersket og korrekt lige fra det faste Blik i hendes pragtfulde blaagraa Øjne og ned til Plissékanten paa hendes Kjole og samtidig saa udfordrende, saa vovet i det Raffinement, hvormed Toilettet ved Snit og Farvesammenstilling fremhævede netop Legemets Magerhed og Ansigtets matte Bleghed ... lignede hun saa ganske sig selv fra Fortidens Dage, at Emanuel øjeblikkeligt havde genkendt Frøken Ragnhild Tønnesen.

»De kan naturligvis ikke begribe, hvordan jeg pludselig opdukker her,« sagde hun og rakte ham halvt kammeratlig sin smalle, glatbehandskede ||286|| Haand. »De kunde vel næsten være i Stand til at opfatte mig som en Spion ... det er derfor rigtigst, at jeg straks aabenbarer Dem Sammenhængen. Jeg havde i Foraaret den Fornøjelse at gøre fornyet Bekendtskab med Doktor Hassing og Frue, |168| og da de var saa venlige at invitere mig herud, kunde jeg ikke modstaa Fristelsen. Jeg har endnu kun været her i to Dage, og jeg forsikrer Dem, der har ikke været mindste Indiskretion i mine Tanker ... Er De nu beroliget?«

Hendes frit spøgende Tone og den fulde Forvisning om at gøre Virkning, som lyste ud af hele hendes Holdning, fornærmede straks Emanuel og forstærkede den Selvfølelse, som de Unges Mønstring havde vakt hos ham.

Han bekæmpede sin Overraskelse og svarede i ret vellykket Forstillelse:

»Jeg forstaar slet ikke, hvad det er for et Slags Spioneri, jeg skulde kunne mistænke Dem for, Frøken Tønnesen. At De har haft Lyst til at gense Deres forrige Hjemstavn, er dog en saa naturlig Ting, at den ikke fordrer nogen Forklaring.«

Hans Tale faldt haardere og koldere, end han havde villet og beregnet; og da han mærkede den forstemmende Virkning, den gjorde paa hele Selskabet, beredte han sig paa at tilføje et Par formildende Ord.

Men i det samme saa' han tilfældigvis, hvorledes den unge Sportsmand stødte med Albuen til sin Kusine og tilhviskede hende en Bemærkning, |169| der fik den unge Pige til krampagtigt at bide i Snippen af sit Lommetørklæde.

Blodet fo'r ham til Kinderne. En ubetvingelig Harme, som han kendte igen fra sin Ungdomstid i Faderens Hus, brød op i ham og fik hans Hjærte til at banke.

»Ja, skal vi saa ikke sætte os paa det grønne Svær',« tog nu Doktoren igen til Orde i sin utrættelige Bestræbelse for at anslaa en lidt mere utvungen Tone. »De vil nok drikke et Glas med os, Hr. Pastor! .... Aa, Johan!« raabte han til Kusken henne ved Vognen. »Bring et nyt Glas og — —«

»Tak, jeg drikker ikke Vin,« afbrød Emanuel ham kort.

»Ja saa!«

Der opstod et Øjebliks pinlig Tavshed, hvorunder det var, som om ingen vidste, hvor de skulde gøre af deres Øjne. Doktoren stod med tillukket Mine og trak i sin ene Bakkenbart, mens han hemmeligt tilkastede Frøken Tønnesen et komisk betuttet Blik, hvormed han syntes at sige: ||287|| Det er en Dumhed, vi her har gjort. Men hvad sagde jeg?

Emanuel stod ubevægelig og saa' ret frem for sig uden at mærke de andres Raadvildhed. Hans Vrede havde hurtigt vendt sig mod ham selv. |170| Hvad havde han ogsaa at gøre her? tænkte han. Hvad vilde han mellem disse Mennesker, med hvem han ikke havde en eneste Tanke eller Følelse tilfælles, ja hos hvem selve Sproget var blevet ham saa fremmed, at det næsten lød for ham som et andet Tungemaal.

Det blev Frøken Ragnhild, der med sin gamle Snarraadighed fandt en Udvej i Forlegenheden.

»Hør,« sagde hun og traadte et Skridt frem i Kredsen. »Jeg synes, at Pastor Hansteds Ord var en Tale i rette Tid, .... vi har vist allesammen drukket Vin nok. Jeg foreslaar, at vi benytter den smukke Aften til at spasere lidt i. Vi sender Vognen i Forvejen — eller helt hjem til Kyndløse — og overtaler Pastor Hansted til at gøre os Følgeskab et Stykke Vej. Det vil De jo nok, ikke sandt? Vi skal dog — i hvert Fald i Begyndelsen — ad samme Kant, om jeg ikke husker fejl.«

Forslaget vandt øjeblikkeligt varm Tilslutning hos den hassingske Familie; Doktoren sendte igen Frøken Ragnhild et stjaalent — men denne Gang taknemmeligt — Øjekast.

Ogsaa for Emanuel kom Frøken Tønnesens Forslag som en Befrielse. Han indsaa', at han paa denne Maade hurtigst og nemmest vilde kunne slippe bort fra Selskabet. Naar han fulgte dette hen |171| til det Sted, hvor Kyndløse-Vejen gik over hans Sognegrænse, var Høflighedens Krav sikkert fyldestgjorte, og han kunde endda naa tidsnok hjem til Aftenfodringen og Nadvergrøden. °

Kusken blev hidkaldt og fik sine Ordrer, og man begav sig paa Vej.

Den unge Sportsmand tog øjeblikkeligt sin Tante, Fru Hassing under Armen og skridtede afsted med hende forud for de andre, for at kunne give sit fyldte Hjærte Luft.

»Men hvad i Himlens Navn er dog det for en Bede! ... Og det er ham, I har kaldt for et interessant og originalt Menneske. Det er jo en komplet Idiot!«

»Du er altid saa voldsom i dine Udtryk, lille Alfred,« svarede den sagtmodige Fru Hassing mildt bebrejdende. »Maaske er han ikke stærkt begavet og kan være lidt underlig ... det véd jeg for Resten ikke noget om. Men man maa i hvert Fald anerkende den Maade, hvorpaa han har opofret sig for sin Overbevisning og givet sig hen i sit Kald .... det maa du dog virkelig indrømme, Alfred.«

»Jeg tror paa Ære, at Tante allerede har faaet en faible for ham. En lillebitte Forlibelse-dibelse — hva' Tante? Du kunde maaske oven i |172| Købet finde paa at invitere ham hjem til Aftensmaden.«

»Det bliver vi jo nødt til, dersom han følger os langt. Men det er jo derfor slet ikke sagt, at han tager imod Indbydelsen. For Resten skulde jeg saamænd ikke have noget derimod. Jeg kunde godt lide at høre Pastor Hansted udtale sig om forskellige Ting.«

»Naa! Altsaa allerede fuldstændig skudt! ° Ja, Tante, du har et blødt og eftergiveligt Hjærte! ... Men glemmer du da rent Onkel Joachim?«

»Onkel Joachim!« gentog Fru Hassing, og hendes Ansigt fik pludseligt et lidt betænkeligt Udtryk. »Du har Ret — ham havde jeg virkelig ikke tænkt paa.«