8

Hjemme hos Fru Betty havde der imidlertid ogsaa været stor Uro. Først i Anledning af Børnene. Sigrid havde virkelig benyttet sig af den Forvirring, der den hele Dag havde hersket i Huset, og endelig iværksat sin længe forberedte men stadig af alle Slags Hindringer krydsede Plan om paa egen Haand at opsøge sin savnede Moder. Sammen med den lille Dagny, Dukke-Lise og en lille Pindevogn, der indeholdt Bagagen, bestaaende af to Sommeræbler, en Sparebøsse og en Skrivetavle, var hun hen paa Eftermiddagen, uden at Nogen havde set det, draget afsted ud ad Landevejen for — i fuld Tillid til Ellen Kagekones Aabenbaringer — at finde Vejen til alle sine Drømmes Maal.

Den lille Karavane var dog ikke kommen langt. Da nemlig Skæbnen vilde, at Solen, deres eneste Vejviser, denne Dag slet ikke lod sig se; da desuden den modvillige Dagny straks gav sig til at tudbrøle for at komme hjem; og da endelig det Uheld indtraf, at det ene Hjul gik af |242| Vognen, idet den væltede over en Sten, tabte ogsaa Sigrid efterhaanden Modet ||498|| og satte sig raadvild ned paa Grøftekanten, — hvor Angelica ¹ kort efter fandt dem.

Fru Betty havde været alvorligt vred. I sin eksalterede Sjælstilstand havde hun taget Børnene for sig og holdt en hel Dommedagspræken for dem, talt om Guds Fortørnelse og Evighedens Straf, saa at selv Sigrid tilsidst var bleven betuttet og var begyndt at græde.

Nu gik Fru Betty i febrilsk Spænding frem og tilbage paa Gulvet i den tarveligt oplyste Bondestue og ventede paa Emanuels Hjemkomst. Hun kunde ikke forstaa, at han endnu ikke var kommen. Klokken var nu snart ti, og hun var sikker paa, at han ikke havde ladet sig opholde af Regnen. Hun begyndte tilsidst at bebrejde sig, at hun ikke havde ledsaget ham. Nu stod han maaske og talte ... henreven, glemmende Tiden? Hun ønskede inderligt, at hun kunde se ham i dette Øjeblik, omgiven af det lyttende Folk! ... Eller skulde de have gjort ham noget Ondt, siden han ikke kom? Kunde det tænkes, at man allerede havde begyndt Forfølgelsen imod ham?

Hun følte sig med ét uhyggelig tilmode i sin Ensomhed. Tordenen nærmede sig ogsaa med hvert |243| Minut, og Regnen strømmede ned over Ruderne som en Vandflod.

Tys! Kom der ikke Nogen? Jo, der var han endelig! ... Dog nej! Hvad var det? Det var ikke hans Fodtrin.

»Ragnhild!« udbrød hun, da Døren var bleven aabnet. »Kommer du her ... paa denne Tid! Og hvordan er det, du ser ud?«

»God Aften,« sagde Frk. Tønnesen kort, idet hun frigjorde sig for et stort Sjal, som hun havde haft over Hovedet. »Bliv ikke forskrækket! Jeg vilde blot i Forbigaaende høre, hvordan det stod til her?«

»Men hvor kommer du dog fra? Du er jo ganske gennemblødt! ... Du har da ikke været derinde paa Højskolen?«

»Jo ... vist saa!« sagde hun i en Tone, der skulde lade ligegyldig; men Udtrykket i hendes Ansigt var sky og uroligt. »Jeg fik pludselig Lyst til at se, hvordan saadan Noget gaar til.«

»Saa var det sagtens Pastor Petersen, der fristede dig?«

»Pastor Petersen var der vistnok ogsaa. Det véd jeg for Resten ikke. Jeg har ikke set ham.«

»Er du gaaet alene, Ragnhild!«

»Nu ja, hvad saa? Vejret var jo godt den Gang! ... Er din Broder ikke kommen hjem?«

»Nej. Er Mødet da forbi ... Men saa fortæl dog!«

»Er din Broder virkelig ikke kommen hjem?«

»Nej, det hører du jo! Og hvorfor spørger du? Og hvorfor ser du saadan paa mig? ... Der er hændet Noget! Jeg kan se det paa dig! Ragnhild! Hvad er der sket?«

»Saa du véd det altsaa ikke?«

»Hvilket?«

»At din Broder blev ... blev syg paa Mødet.«

»Syg? ... Emanuel syg! ... Men hvor er han da? — —«

— — —

Han gik i dette Øjeblik ude over de øde Hammerbakker — ganske langsomt, med Øjnene mod Jorden. Den ene Haand laa bag paa Ryggen; med den anden støttede han sig tungt til den sammenslaaede Paraply som til en Stok. Han mærkede ikke, at Regnen strømmede ned over ham. Hans Tanke stod stille, hans Aand var lammet ... han vidste end ikke, at han gik.

Han havde af Aftenens Oplevelser, ja af hele sit Liv kun bevaret en eneste Erindring ... Erindringen om et uhyre Bulder, et rædselsfuldt Skrig |245| af tusinde Munde ... og saa om et Ildhav, et endeløst Baal, over hvis Flammer Guds Aand havde aabenbaret sig i en blændende Straalekrans, omgiven af hvide Cheruber med lange, gyldne Domsbasuner, hvis mægtige Toner havde trængt ham gennem Marv og Ben og slaaet ham til Jorden. °

Men nu vaagnede han af sin Bedøvelse. Han standsede og saa' sig om i Mørket.

»Hvor er jeg henne?« sagde han højt og gyste.

I det samme oplyste et fjernt Lyn et Stykke af Horisonten. En Mølle og nogle Træer tegnede sig et Øjeblik ganske tydeligt mod den hvidblaa Himmel.

Han strøg sig ned over Ansigtet.

Hvad var det? Hvad var det for et Gøglebillede? ... Var da ikke Jorden gaaet under? Var ikke Evighedens Time kommen? Han havde jo selv set Vorherre løfte sin Haand mod Verden, havde hørt ham nedslynge sin Forbandelse over Jordens Slægt! ... Hør! Hør! Nu kom det igen, det forfærdelige Bulder ... det grufulde Drøn!

Han sank angstfuld ned paa en Lyngtue og slog sine Hænder for Ansigtet. Hele hans Legeme skælvede. Det lød i hans Øre, som om Himlens |246| Forhæng sønderreves, som om Jorden slog Revner og Afgrundens Aander brølte nede i Dybet. °

Endelig blev Alt igen stille. Han saa' tøvende op.

Endnu Alting mørkt! Og endnu var han ganske ene! ... Han forstod det ikke. Hvor var han dog henne?

Paany gennemisnedes han af Rædsel. Det var da ikke til de Fordømtes Bolig, han var kommen? ... Her lugtede af Svovl, og han følte en brændende Tørst.

Da fik han Øje paa det høje Sømærke oppe paa den yderste Bakke, og i Skæret af den frembrydende Maane saa' han tydeligt et Legeme hænge deroppe paa Korset ... Ah! Nu huskede han det. Det var hans eget afsjælede Legeme med Tornekronen paa Hovedet. Ja, saadan var det! De havde korsfæstet ham, ... stødt ham gennem Byen med Lanser, pisket ham med Svøber og korsfæstet ham her paa Golgata. Han mærkede endnu Smerten af Naglegabene i sine Hænder og Fødder, følte det kolde Træ mod sin nøgne Ryg, det rindende Spydsaar i sin Side ...

Skrækken og Smerten gengav ham Besindelsen. Han saa' sig atter om ... og det begyndte at dæmre i hans Bevidsthed.

Han genkendte efterhaanden Stedet, hvor han sad, og følte, at han var vaad.

»Det regner«, sagde han højt.

Og med ét huskede han Alt. Med ét saa' han for sig som i et Syn, hvad der denne Aften var sket, lige til de to rødskæggede Mænd, der ledede ham ud af Højskolens Sal, og som han havde vist fra sig, da de vilde følge ham hjem.

Han støttede Panden paa sine Hænder og græd højt som et Barn. Han vilde ikke vende hjem. Nej, nej, ... han kunde ikke mere leve i Menneskenes Samfund. Han bad saa inderligt til Gud, at han dog vilde udfri ham af Livets Elendighed, give hans trætte Sjæl Hvile i sit Skød.

»O kære Herre Gud!« — bad han — »Lad mig ikke forsmægte mere! Tag mig op til dig! Jeg har ikke længer hjemme paa Jorden. Kære Herre Gud, hav Barmhjærtighed med mig! Tag mig op til dig! — —«