3

Den følgende Dag rugede en truende Skyhimmel over Jorden. Ikke et Øjeblik lod Solen sig se. Og dog var det lige fra Morgenstunden en brændende Varme, en tør, nedtrykkende Ovnhede, der ligesom strømmede op fra Jordens glødende Indre. Rundt om paa Engene laa Kvæget med Hovederne tungt mod Grønsværet, Svalerne var urolige, og Luften havde en sær, svovlagtig Lugt.

Ud paa Eftermiddagen kom Frk. Ragnhild langsomt gaaende hen imod den Bondegaard, hvor Fru Betty og Emanuel boede. Hun gik i Tanker og mærkede ikke, hvor langt hun var kommen, før en Stemme sagde Goddag tæt ved Siden af hende.

Det var Betty. Hun stod derinde paa Gangen bagved Havediget i en tarvelig, glat, sort Kjole |212| og med sit sorte Morgen-Kniplingsstykke over Haaret. Hendes lille tynde Skikkelse var besynderlig rank, og hun holdt Armene korslagte under Brystet.

»Er det virkelig din Agt at gøre os et Besøg i Dag?« sagde hun.

»Ja. Kommer jeg maaske ubelejligt?«

»Det har jeg jo ikke sagt.«

»Men, Kære — hvorfor spørger du da egentlig? Og hvorfor ser du saa inkvisitorisk paa mig?«

»Aa, jeg vil dog se, om du ikke har en Smule Samvittighedsnag. Nu har du ikke været her i to Dage. Hvorfor har du ikke det? ... Tilstaa det kun! Du har undgaaet os i den senere Tid, Ragnhild. Jeg har godt mærket det. Føler du dig maaske kompromitteret af Bekendtskabet med os? ... Eller hører du maaske ogsaa med til Komplottet?«

»Kære Betty, lad os dog nu ikke begynde igen i Dag,« sagde Ragnhild i træt Tone og gik ind gennem Havelaagen. »Vejret er virkelig ikke dertil. Jeg forsikrer dig, jeg er aldeles ødelagt. Og du synes da ogsaa at være en Del overnervøs, Betty. ... Undskyld, at jeg sætter mig.«

Hun tog Plads paa Tremmebænken under Æbletræet. Fru Betty derimod blev staaende. |213| Hun var ganske gusten i Ansigtet, Trækkene slappe og døde. Kun Øjnene lyste.

||484||

»Vil du blot sige mig en Ting,« sagde hun. »Er det sandt, at Pastor Petersen er kommen her tilbage?«

»Ja, han kom i Gaar. Han havde faaet Lyst til at overvære Mødet derinde i Sandinge, og han bliver her blot i disse Dage. Jeg havde for Resten ventet at træffe ham her. Han gik i Middagsstunden ind til Højskolen for at høre et Foredrag, og vi aftalte at mødes her bagefter. Han vilde gøre Jer en Visit, sagde han.«

»Ja saa. Saa han kommer her! En saadan — Dristighed har han altsaa! Vil du maaske nægte, Ragnhild, at han hører til Komplottet? ... Jeg er overbevist om, at det er ham, der staar bag ved det Hele. Det er ham, der har gjort Fader ond!«

»Jeg tror, at du tager ganske fejl, Betty. Vi talte just i Gaar Aftes om din Broder, og jeg fik det bestemte Indtryk, at han indtil det Øjeblik Ingenting havde vidst om din Familjes sidste Skridt, som han end ikke syntes at billige. —«

»Ja, forsvar du ham! Han er jo din Ven, din Kavaler!« udbrød Betty og gav sig til at gaa frem og tilbage paa Gangen, stadig med en unaturligt strunk Holdning og Armene korslagte under Brystet. »Du |214| har nu selv altid været fjendtlig sindet mod Emanuel. Det véd jeg godt! Du har gerne villet sé ham over Hovedet, gøre ham til en Ubetydelighed. Og nu er du bleven bitter ved at føle, at han alligevel er dig saa langt overlegen.«

»Véd du hvad, Betty, det er næsten komisk at høre dig tale saadan. Du glemmer efterhaanden helt, at du selv for ikke mere end fjorten Dage siden var allerivrigst til at fordømme din Broders Færd. Naar det kommer til Stykket, er det vel endda nærmest dig, der har foranlediget, at din Fader og din Broder Carl — eller hvem det nu er — har grebet til saa yderlige Midler.« °

»Hvad har jeg? — Hvad er det, du siger?« udbrød hun og standsede sin Gang.

»Jeg mener, at det dog vel maa være din egen Fremstilling af, hvorledes Alt staar til her, der har været afgørende for din Familjes Handlemaade i denne Sag.«

»Aa, det tror du ikke selv, Ragnhild! Og det er skammeligt af dig at sige det! At jeg i lang Tid ikke forstod Emanuel — at jeg maaske endnu har vanskeligt ved helt at følge ham — det bekender jeg ærligt, det lægger jeg slet ikke Skjul paa! Men aldrig — aldrig, siger jeg! — har jeg kunnet tænke mig, at noget Saadant kunde |215| ske. At ville berøve et Menneske som Emanuel Friheden, at ville spærre ham inde og gøre ham til en gal Mand! Noget ||485|| saa oprørende! Saa skændigt! ... Men det skal heller aldrig i Evighed ske! Jeg har dog vel ogsaa et Ord at sige, saa længe Emanuel bor under mit Tag! Og vi To skilles fra nu af ikke mere!«

Hun fortsatte sin Gang, og der var i nogen Tid Tavshed mellem de to Veninder. Ragnhild sad tilbagelænet og drejede paa sin Parasol, mens hendes Blik ufravendt hvilede paa dens Dupsko, som hun borede ned i Sandet.

»Saa er din Broder vel altsaa ogsaa til Møde nu,« sagde hun omsider og ligesom med Overvindelse.

»Naa, saa det interesserer dig dog! — Nej, det er han ikke.«

Ragnhild saa' op.

»Var det da ikke i Dag, han vilde tale?«

»Jo, men først i Aften ved Diskussionsmødet, naar Ordet bliver givet frit.«

»Naa saadan! — Tror du, der er Noget om, hvad jeg hørte en Fisker sige i Dag, at man vil nægte ham at udtale sig?«

»Aa, det vover de ikke! Hvad vilde det desuden hjælpe? De vil dog ikke dermed kunne |216| hindre, at han andet Steds skaffer sig Ørenlyd. Og fra den Dag, han har talt, vil Tusinder flokkes om hans Forkyndelse. Derom er jeg overbevist!«

Ragnhild forholdt sig atter tavs. Og Skyggen af hendes gamle spodske Smil spillede et Øjeblik om hendes Læber.

Imidlertid var Tjenestepigen kommen frem inde fra Huset. Hun saa' sig søgende omkring, spejdede ud over Vejen og Markerne og nærmede sig tilsidst med urolig Mine.

»Undskyld, Frue! Fruen skulde vel ikke have set Noget til Børnene?«

»Nej ... forstyr os nu ikke! Du ser jo, her er Fremmede.«

Pigen trak sig atter tilbage.

I det samme hørtes Nogen at rømme sig ude paa Landevejen, og Pastor Petersens blussende Ansigt viste sig over Havelaagen.