3

Da Emanuel kom ind i sit Værelse, rejste der sig en Mand fra den haarde Hestehaars-Sofa, som udgjorde Stuens væsentligste Bohave. Han |180| maatte stirre temmelig længe paa den lange, ludende Skikkelse, før han blev fuldt forvisset om, at det var Væver Hansen. De sidste Tiders haarde Modgang var nu heller ikke gaaet sporløst hen over denne prøvede Mand; og som han stod dèr med sit vandkæmmede Hoved paa Siden og lod, som om han var lidt forlegen og ikke ret vidste, om han turde give Haanden eller ej, lignede han slet ikke det Billede, Emanuel havde bevaret af sin gamle uforsonlige og kampfærdige Modstander.

Af alle de Mænd, Emanuel i hele sit Liv var kommen i nærmere Berøring med, havde Ingen virket saa frastødende paa ham som Væver Hansen. Om han nogen Sinde havde baaret Nag til et Menneske, havde det været til ham. Hans Blod havde kunnet komme i Kog, naar han tænkte paa det dulgte Fjendskab, hvormed denne Mand altid havde pustet til enhver Tvedragts Ild, der var opstaaet mellem ham og hans gamle Menighed, — den Skaanselsløshed, hvormed han havde forfulgt ham, da Kampen tilsidst paa hans Anstiftelse brød ud i lys Lue.

Men i den Sindsstemning, hvori han nu befandt sig, glemte han al gammel Strid, — ja han følte Trang til at gøre Bod, fordi han saa længe havde næret ukærlige Følelser for En, der dog var |181| hans Næste, hans Broder, et Guds Barn som han selv.

»Velkommen, Jens Hansen!« sagde han og rakte ham fredsæl sin Haand. »Du kommer, som du var kaldet!«

»Kaldet?« spurgte Væveren med stive Øren.

»Vi skiltes jo i sin Tid ikke som Venner. Men nu skal der ikke længer ||466|| være Fjendskab imellem os. Kom, lad os sætte os og tale sammen.«

De tog Plads ved Siden af hinanden i Sofaen.

Væveren sad derpaa en Stund og stammede og gned Hatten med sit Frakkeærme, som om han trykkedes af Anledningen til sit Besøg og havde svært ved at finde en passende Indledning.

»Jeg vil nu haabe paa« — begyndte han endelig — »at du ikke vil blive fortrydelig over mit Ærinde. For det kan vistnok tage sig løjerligt nok ud, og jeg har saamænd ogsaa mangen Gang sagt til mig selv, at det Hele var bare Taabelighed, som jeg gjorde bedre i at gemme ved mig selv. Men det er nu ligegodt bleven ved at prikke ved mig. Og saa har jeg nu ment, at der var jo ingen Skade sket ved at udtale sig derom til den, der dog er nærmest til at høre det.«

»Tal kun frit! Lad os en Gang være fuldt |182| aabenhjærtige mod hinanden,« sagde Emanuel indtrængende og lagde Haanden paa hans Knæ.

»Ja, saa vil jeg da rent ud sige, at jeg længe har gaaet og været saadan ... slet ikke glad, vil jeg sige, ... ved at se paa Udviklingens Gang herhjemme i den senere Tid, saadan i de aandelige Sager. Jeg kan nu dog heller ikke tro andet, end at ethvert sandt Kristenmenneske maa føle sig ret inderligt bedrøvet ved al den Babels-Forvirring, ° hvortil vi nu er bleven Vidne i vor Kirke. Se, ovre til vort ° har vi nu faaet saa mange af dissehersens Selvretfærdige. Andre Steder sidder de jo endnu og synger efter den gamle Salmebog ° ... og saa er der jo ogsaa de nymodens Folk, de her Rationalister, ° som de kalder dem, der vil have vor Barnetro forandret og gaar og snuser omkring Fritænkeriet ligesom Katten om den varme Grød. Og alle ligger de og kives om vor Saligheds Sag. Se, det er just al den Splidagtighed, der længe har gjort mig saa trang om Hjærtet, saa jeg mangen Gang ligefrem tykkes, at jeg kan ikke forstaa, hvordan det skal blive mod Enden.«

Emanuel nikkede.

»Men saa var det nu forgangen Nat, at jeg havde en saadan løjerlig Drøm, som jeg siden ikke har kunnet faa ud af mine Tanker. Se, jeg |183| havde nu netop den Aften ligget og tænkt saa meget paa, om dog ikke snart den Mand vilde opstaa, der saadan med Aandens rette Myndighed kunde samle de adsplittede Dele af Vorherres Menighed i vort Land. Saa var jeg lige netop falden i Søvn, da jeg drømte, at Døren til mit Kammers aabnede sig af sig selv, og en ... en saadan Skikkelse kom ind. Det var en meget høj Skikkelse, der var helt hyllet i et hvidt Lin, saa man hverken kunde se Ansigt eller Hænder. Men paa Brystet var der et stort gyldent ||467|| Kors, kan jeg huske. Saa kom nu denne her Skikkelse hen til min Seng og sagde med saadan en underlig Stemme: »Staa op, Jens Hansen, tag din Baad og drag over til din Ven, som du har gjort Uret. ° Sig ham, at hvor Tusinde er forsamlet i Herrens Navn, skal han tale.« ¹ Netop som den havde sagt de Ord, saa vaagnede jeg med saadan et Ryk — og saa var det Hele jo forbi.«

»Og det drømte du!«

»Ja, jeg vil saamænd oprigtig talt sige, at jeg agtede i Førstningen ikke meget derpaa. Man drømmer jo saa meget Narreri, som der hverken er Forstand eller Mening i, og man glemmer det da ogsaa gerne lige saa gesvindt, som det er kommet. Men det var nu saa underligt med den |184| her Drøm. For den blev immer ligesom ved at minde mig, ... jeg kunde tilsidst slet ikke blive den kvit hverken Dag eller Nat. Saa kom jeg til at tænke paa, at der egentlig ogsaa var som en Betydning i den. Besynderligt ° de Ord om de Tusinde, der skulde forsamles i Herrens Navn ° ... det var jo ligesom, at der kunde være tænkt paa det store Møde, som nu skal holdes her i Sandinge.«

Emanuel havde bøjet sig fremover i den heftigste Sindsbevægelse.

Tegnet! — tænkte han. Og han følte som en hellig Indvielses Gysning sænke sig ned igennem ham.

»Saa var det jo, jeg forgangen besluttede at tage herover til dig,« vedblev Væveren, der stadig aarvaagent havde iagttaget Virkningen af sin Fortælling. »Jeg kom jo da ogsaa, som du vel véd, men traf dig ikke hjemme. Og egentlig var jeg ganske glad ved det dengang. For da det kom til Stykket, saa syntes jeg jo igen, at det Hele var ikke værd at spilde Ord paa. Men det hjalp nu ligegodt ikke. Jeg fik alligevel ikke Fred for det Syn. Det var, ligesom det helt havde magtstjaalet ° mig, som man siger. Og nu er jeg da for Resten ogsaa kommen til den Mening, at der virkelig var som en Indskydelse ° i den Drøm. For det véd jeg |185| nu, at vi i sin Tid Allesammen tog fejl af dig. Men vi har lært at forstaa dig nu. Det taler vi netop saa ofte om derovre, naar vi saadan tænker tilbage paa de gode Dage, da vi levede sammen. Og derfor er jeg kommen herover for at sige dig det: du er Manden, Emanuel!« °

Emanuel hørte Intet længer. Han var aldeles hensunken i sig selv. Endog da Væveren nu meget livligt og tungefærdigt gav sig til at udvikle, hvorledes han mente, at den sande Kristendoms Venner bedst og virkningsfuldest kunde optræde ved det forestaaende Møde, forholdt han sig tavs og ubevægelig.

Først da Væveren rejste sig for at gaa, vaagnede han op af sin Betagenhed.

»Ja, saa siger jeg nu saa mange Tak, fordi du ikke har taget mig mine Ord ilde op,« sagde Væveren. »Jeg kan jo naturlig nok vide, at du ikke agter stort paa, hvad en Menigmand som jeg kan have at sige. Men jeg har nu ligegodt haft en Trang til at udtale for dig, hvad jeg føler! — Og saa siger jeg nu Farvel for i Dag.«

Emanuel rakte ham mekanisk Haanden.

Da den Fremmede var gaaet, sank han ned paa Knæ ved Sofaen og laa længe i stille Bøn.