1

Fru Betty gik urolig frem og tilbage i Havegangen. Skønt det var højt op paa Formiddagen, var hun — imod Sædvane — endnu i Morgentoilette, havde et lille Nøgleknippe ved sit Bælte og et sort Kniplingsstykke over Haaret. Ofte bøjede hun sig frem over Havelaagen og spejdede ivrigt rundt til alle Sider, og et Par Gange gik hun helt ud af Haven og søgte op paa en lille Høj et Stykke fra Gaarden, hvorfra hun med et bekymret og anspændt Udtryk stirrede ud mod de fjerne Bakker paa den anden Side af Byen.

Paa en af disse Udflugter overraskede hun Børnene i en skjult Krog bag ved Ladelængen, hvor Sigrid hele Formiddagen havde været travlt optaget af at hænge sit Dukketøj til Tørring paa en Snor. Ogsaa den lille Dagny var beskæftiget her, skønt aabenbart ikke med sin gode Vilje. Den stumpede Tyksak stod med Fingren i Munden og |164| brummede modvilligt, mens Søsteren hvert Øjeblik fo'r hen til hende, snart for indsmigrende at betro hende sine hemmelige Planer, snart for ved et Par Smaaknubs og en alvorlig Gennemrysten at indprente hende, at hun Intet maatte fortælle om, hvad der her foregik.

Ikke des mindre var det en højst uklar Skyldbevidsthed, den Lille røbede ved Tantens uventede Tilsynekomst. Sigrid derimod blev rød som det dryppende Blod og tabte i Befippelsen en hel Haandfuld af det rene Dukketøj ned i Støvet.

»Vi leger saa godt!« raabte hun Tanten i Møde med et af de glade Udbrud, hvormed Børn tror at kunne skjule en daarlig Samvittighed.

Fru Betty var imidlertid for optaget af egne Tanker til at mærke Noget paa Børnene. Hun gav dem blot i Forbigaaende sin sædvanlige Formaning om at passe godt paa deres Klæder og vendte dermed tilbage til Haven.

Her kom Tjenestepigen Angelica imod hende fra Havestuedøren og sagde:

»Frue! Der er en Mand derude, som gerne vil tale med Herren.«

»Han er ikke hjemme, maa du sige. — Hvad er det for Resten for en Mand?«

»Jeg kender ham ikke. Men det er vistnok |165| den samme, som var her forleden Dag, da Herren heller ikke var hjemme.«

»Saa gør ham en Undskyldning og bed ham komme igen om en Times Tid, dersom det er ham belejligt. Til den Tid er Præsten nok kommen hjem.«

Fru Betty havde taget Plads paa Tremmebænken under det skyggefulde Æbletræ, der i Sommerens Løb var bleven hendes Yndlingsopholdssted. Hun tog et Haandarbejde, der tilfældigt laa der, og gav sig til at strikke for at bekæmpe sin Sindsbevægelse. Hendes Ansigt var meget blegt, Øjnene røde og forvaagede. Den Spænding, hvori hun nu snart i et Døgn var bleven holdt, havde aldeles ødelagt hende. Hele hendes Legeme var som elektrisk af Nervøsitet.

Siden den foregaaende Dags Eftermiddag havde hun ikke set Emanuel. Hun havde dengang været inde hos ham i hans Stue med et Brev, som Posten havde bragt, og i hvis Udskrift hun havde ment at genkende hans Kones ubehjælpsomme Haand. Allerede længe havde hun kunnet mærke paa Emanuel, at han ventede at høre ovre fra sit gamle Hjem, og hun forstod nu, at dette var det utaalmodigt imødesete Svar, der skulde bestemme over hans Skæbne. Underligt nok var hun straks |166| bleven uhyggelig til Mode ved Synet af det Brev. Det syntes hende at se ud, som om det indeholdt et sørgeligt Budskab. Ingen Sinde før var den Tanke faldet hende ind, at hendes Broders Kone kunde gøre Indsigelser mod at forny det afbrudte Samliv. Nu, i Afgørelsens Øjeblik, begyndte hun at ængstes, — og hvad der senere var sket, havde kun bidraget til at bestyrke den mørke Anelse, der straks havde betaget hende.

Emanuel havde ikke ladet sig se hele Aftenen. Han havde lukket sig inde i sit Værelse og ikke villet indlade Nogen, hverken Tjenestepigen, da hun vilde bringe ham hans Aftensmad, eller Børnene, da de bankede paa for at sige Godnat. Selv havde hun derfor opgivet at komme til at tale med ham, hvor meget hun end længtes. Men hele Natten havde hun hørt ham gaa frem og tilbage over Gulvet i sin Stue ... en af disse vedholdende, endeløse Vandringer, der saa bekymrende mindede hende om Rædselsnatten, som gik forud for Moderens forfærdelige Endeligt. Det havde været frygtelige Timer for hende. Den dumpe, gengangeragtige Lyd af hans ensformige Skridt havde indgydt hende en Angst, saa hun laa og rystede i sin Seng. Først da det begyndte at dages, var |167| der bleven ||459|| stille inde hos ham, og hun var endelig falden i Søvn.

Men i Morges fortalte Pigen, at han var gaaet ud allerede ved Solopgang; hun var bleven vækket ved at høre ham aabne Havestuedøren; og bag sit Gardin havde hun da set ham gaa gennem Byen ud mod de østre Bakker. Denne sidste Omstændighed havde været afgørende for Betty. Hun vidste, at han ellers altid gik ud mod de høje Hammerbakker, hvorfra der var Udsigt over Fjordindløbet til hans gamle Hjem. Han havde altsaa i Dag villet undgaa dette Syn. Behøvede hun egentlig mere Bevis?

Hun turde slet ikke tænke paa, hvad der skulde blive af ham, dersom virkelig ogsaa denne Vej nu blev spærret for ham. Han var jo efterhaanden bleven mere hjælpeløs end et Barn. Hun havde i den sidste Tid maattet behandle ham næsten som en Umyndig, bestemme hans Maaltider, pusle om hans Person, endog tage Vare paa hans Klæder, fordi hun følte sig overbevist om, at han glemte at skifte Linned, dersom hun ikke mindede ham.