5

Det var Pater Rüdesheimer og Frk. Ragnhild, hvis Stemmer han havde hørt. De kom gaaende inde over Heden i livlig Samtale ... han med sin bredskyggede Straahat og en stor Rose i Knaphullet, hun i en lysblomstret Kjole, som hun omhyggeligt løftede op over Skoene, for at den ikke skulde blive hængende i de stride Lyngtoppe.

Det var første Gang, hun havde vovet sig herop paa disse Enemærker, og det var ikke frit for, at hun følte sig lidt uhyggelig til Mode i det store, tavse, dystre Øde, hvorover Sommervinden puslede som en spøgelseagtig Hvisken.

»Her er rigtig ækelt!« ytrede hun hvert Øjeblik. »Dersom man var overtroisk, vilde man da aldrig tvivle om, at her var alle onde Aanders Bolig. ... Og saa er her naturligvis fuldt af Hugorme og Snoge og Firben og al Slags væmmeligt Kryb. Jeg har hele Tiden en Fornemmelse af, at Noget bider mig i Benene.«

Ikke des mindre var det hende selv, der havde foreslaaet Turen herop. Pateren, der kendte hendes Afsky for, hvad hun plejede at kalde Naturen i Adamskostyme, havde næppet villet tro sine Øren, da hun for lidt siden, mens de stod nede paa Stranden og raadslog om Dagens Udflugt, pludseligt udbrød: »I Dag vil vi ud til det yderste Thule!« ° Men Hemmeligheden var den, at hun et Øjeblik forinden havde set Emanuel paa Vandring ud mod Hammerbakkerne. Og da hun vidste, at han hver Dag drog herop og ofte var Timer, ja halve Dage borte, havde hun ikke kunnet modstaa Lysten til at faa at vide, hvad han egentlig tog sig for deroppe i Ensomheden mellem Mørkets og Overtroens Aander.

Samtalen mellem hende og Pateren havde iøvrigt under næsten hele Turen drejet sig om ham og om den Opsigt, han var begyndt at vække omkring paa Egnen. Rigtignok havde Pateren — som han plejede — søgt at undgaa dette Emne; han fortabte sig hvert Øjeblik i almindelige Betragtninger, fortalte Anekdoter og muntre Oplevelser fra det københavnske Selskabsliv. Men med sædvanlig Snarraadighed forstod Frk. Ragnhild hurtigt og naturligt at føre Samtalen tilbage til dens oprindelige Udgangspunkt.

»Hvad er for Resten det, jeg hører om Dem,« sagde hun saaledes, efter at Pateren en Tid havde underholdt hende med en Fortælling om sin Afskedsvisit hos den gamle Etatsraad Hansted, hvor han havde været saa uheldig at støde paa den nye Kultusminister, ° der akkurat havde rakt ham to og en halv Finger. — »De har nok været en Slags Mellemmand ved de sidste Underhandlinger mellem Pastor Hansted og hans Familie.«

»Hvorledes? .... Underhandlinger?«

»Ja, Fru Torm fortalte mig forleden, at De er bleven Etatsraad Hansteds Fortrolige i saa Henseende.«

»Hm! Har Fru Torm fortalt Dem det? Nu ja — forinden Etatsraaden rejste til Carlsbad, bad han mig ganske rigtig tale med Sønnen for endnu en Gang at forsøge at indvirke paa hans usalige Beslutning. Det er det Hele!«

»Man kan just ikke sige, at De har haft Held med Dem!«

»Nej desværre! Men altsaa — Frøken! — det var det, jeg vilde fortælle Dem om det unge Menneske, der for Tiden beklæder Kultusministerposten —«

»Altsaa ikke en Gang Deres Overtalelsesevne har kunnet udrette Noget! Tænk! ... Og nu har |134| jo Etatsraaden oven i Købet nægtet at støtte ham længere. Naa! Man maa i hvert Fald lade Hr. Hansted, at der er Metode i hans Galskab. ° Jeg er overbevist om, at det er hans ophøjede Maal en ||442|| Gang at ende som Martyr paa Ladegaarden!« °

Pateren saa' et Øjeblik opmærksomt paa hende. Derpaa sagde han med den dybe Alvor, han pludselig kunde lægge i sin Stemme:

»Frk. Tønnesen ... den Sag synes mig for Resten lidt for alvorlig til at spøge med.«

»Det finder netop ogsaa jeg!« svarede Frk. Ragnhild stødt og i en udæskende Tone. »Vi er hver Dag omgivne af saa megen kedsommelig Snusfornuft, at det virkelig gør godt en Gang at træffe et Menneske, der følger sin egen Lyst uden først ærbødigst at anholde den offentlige Mening om Tilladelse.«

»Hm! ... Mener De virkelig det, Frk. Tønnesen!« sagde Pateren. »Jeg er nu rigtignok af en ganske anden Anskuelse. Jeg er ikke i Stand til at undskylde, endsige begejstres for en Dumhed, fordi den er større og farligere end dem, vi sædvanligvis er Vidne til. Jeg véd jo nok, at Forstandighed ikke just staar højt i Kurs i disse de store Følelsers Dage. I vor Tid skal en Helt jo være en Konfusionsmager, der overalt render Panden |135| mod Væggen og tilsidst brækker Halsen over sine egne Ben, hvad der poetisk kaldes hans Skæbne. At se sig for, at bruge Øjne og Øren, at overlægge en Sag, før man handler, ... det er altsammen Noget, der er den sande Mandighed uværdigt, og som medlidende overlades til Kræmmersjæle og Spidsborgere. Er det ikke saa?«

»O, gak den gyldne Middelvej — dens Endemaal bedrager ej!« ° deklamerede Frk. Ragnhild. »Er det ikke saadan, det hedder i den underskønne Sang, De plejer at citere for mig?«

»Netop!« svarede Pateren med opvældende Varme. »Og jeg anser det for en højst gavnlig Lære at præke i vore Dage, hvor vi Alle har en sygelig Tilbøjelighed til at lave os til Undtagelser og interessante Fænomener. Paa det Almenmenneskeliges Bekostning vaager vi omhyggelig over alle Smaaejendommeligheder hos os, opelsker med Flid en eller anden lille Særhed, en eller anden fiks Idé, af Frygt for at blive »som alle andre Mennesker« — det værste, Nogen véd. Vi maa absolut være Noget for os selv, være selvstændige, have Særpræg, som det hedder. Dogmernes Tid er jo forbi! Enhver, der ikke vil anses for en Dosmer, maa have sin private Mening om alle Ting mellem Himmel og Jord, maa i det allermindste |136| paa egen Haand have udgrundet Verdensgaaden og kunne aabenbare en hjemmegjort Opfattelse af Gud, Himlen, det hinsidige Liv o.s.v.«

»Hvor De bliver ivrig, Hr. Pastor! Jeg kan slet ikke følge Dem! ... For ||443|| Resten maa De for Guds Skyld ikke tro, at jeg vil forsvare Hr. Hansted. Jeg har blot tilladt mig den spagfærdige Bemærkning, at man i hvert Fald maa indrømme Hr. Hansted Mod til at leve i Overensstemmelse med sine egne Theorier. Og der er nu en Gang noget umiddelbart tiltalende ved, at en Mand lader Ord og Handling følges ad og endog ofrer sin Velfærd for sin Overbevisnings Skyld, ... ligegyldigt hvad Værd denne Overbevisning i og for sig har.«

»Ikke for mig! For mig er Sligt kun et sørgeligt Vidnesbyrd om, at Begrebsforvirringen og Jeg'ets Forgudelse har naaet Vanvidets Højdepunkt. Hvad der tager sig ud som Mod og Aandsstyrke, er i Virkeligheden blot en slap Viljes ynkværdige Svaghed. Jeg kender det fra mig selv. Jeg véd af Erfaring, hvor svært det falder, naar man har drømt om at blive en Profet, en Helgen, en Banebryder, da at forlige sig med Tanken om at være en slet og ret Pastor Petersen. Jeg véd, hvor langt mere Selvovervindelse der kræves for at bøje sig |137| ind under den sande Kristendoms Lov, Lighedens og Broderskabets Lov: at gøre sig til ét med sine Omgivelser, — hverken større eller ringere, hverken værre eller bedre!«

Frk. Ragnhild trak paa Skuldren uden at svare. Hun tænkte i sit stille Sind paa Ordet om Ræven og Rønnebærrene. ° I det Hele var hun i den sidste Tid begyndt at føle sig lidt besværet af Paterens Selskab, og hun var ganske glad ved, at han nu skulde rejse om et Par Dage. Hun havde mere og mere maattet give Fru Betty Ret i, at han var for meget i Familie med de Firføddede. Og besad han end noget af en Puddelhunds rørende Trofasthed, ejede han desværre ikke dette lærvillige Dyrs Evne til at forstaa et lille Vink om, naar dets Nærværelse var til Besvær.

»I det Hele« — vedblev Pateren — »har jeg ikke saa stor Respekt for det Tilfældighedens Værk, vi kalder vor personlige Overbevisning, at jeg kan indrømme Berettigelsen til uden videre at indrette vort Liv efter den. Jeg mener tværtimod — —«

Han blev i det samme afbrudt ved, at Frk. Ragnhild standsede med et lille Skrig. Hun paastod, at Noget havde bidt hende i den ene Fod.

Det viste sig dog blot at have været en Lynggren, |138| der havde strejfet hendes Vrist, saa at Skobaandet var gaaet op.

»Berolig Dem, min Frøken! Det er ikke livsfarligt!« trøstede Pateren, glad ved at være bleven standset i sin Iver og faa Lejlighed til at skifte Samtaleemne. »Tillad mig nu at være Deres Læge og foretage en højst nødvendig Operation. ... Sammenbindingen af disse to smaa Baand ...«

»Ja Tak. Dersom De virkelig vil ...«

»Det er mig en stor Ære, Frøken!«

Hans Velærværdighed var atter helt sig selv. Han lagde sig ridderligt paa Knæ foran hende midt paa Stien ... og enten det nu virkelig var paa Grund af hans smaa, tykke Fingres Ubehjælpsomhed, eller fordi han saa længe som muligt vilde nyde Synet af den smalle Kvindefod i den fine Svikkelstrømpe ° ... han laa en uendelig Tid og famlede med Baandene uden Resultat.

Imidlertid blev Ragnhild opmærksom paa en Skikkelse, der noget borte tegnede sig mørkt mod den nu helt taagetilslørede Himmel ... en skyggelignende Mand, som langsomt og med bøjet Hoved vandrede ned over den yderste Skraaning bag det høje, korsdannede Sømærke. Det var Emanuel.

»Binder jeg maaske for fast?« spurgte Pateren, |139| — han havde mærket et lille Ryk fare igennem hende.

»Aa, det gaar an —« svarede hun, mens hun med et optaget Blik blev ved at stirre efter Skikkelsen derude, hvor Himmel og Jord flød sammen i graablaa Dunst. °

Synet af Emanuel kom hende vel langtfra overraskende; men det virkede anderledes paa hende, end hun havde ventet. Det slog hende straks, hvor godt han passede i disse øde, tavse, ensomme Højder, fjernt fra Menneskers Færden. ° Han blev selv saa fremmedartet heroppe, saa mærkeligt stor i Stilen. — — Men var det virkelig ogsaa ham selv? Ikke alene gjorde hans Skikkelse et besynderligt ulegemligt og samtidig næsten kæmpemæssigt Indtryk mod Taagehimlens lyse Baggrund; men ogsaa hans Holdning og Gang fik i disse Omgivelser et ejendommeligt Præg af overjordisk Værdighed.

Hun forstod i dette Øjeblik, hvad hun engang havde hørt Fiskerne tale om, at han mindede dem om Kristus paa Alterbilledet i Sandinge Kirke. End ikke Straalekransen manglede her. Ved et Tilfælde, der fik hende til at smile lidt, stod nemlig Solen lige bag ham, omtrent i Højde med hans Hoved, hvor den skimtedes gennem Skyerne som en |140| mat, maanestor Lysskive, der ganske lignede en Glorie, som blot var anbragt lidt for højt.

»Nu haaber jeg, det er tilfredsstillende!« sagde Pateren og rejste sig omsider efter fuldbragt Gerning.

Men skønt Emanuels Skikkelse nu var dukket under Synslinien, blev Ragnhild staaende som en Støtte. Med et mere og mere forbavset, tilsidst helt forfærdet Udtryk blev hun ved at stirre hen imod den Plet, hvor han forsvandt.

»Vil De sige mig, Pastor Petersen,« sagde hun endelig og lagde Haanden paa hans Arm. »Er det mig, der pludselig er bleven gal ... eller hvorledes forholder det sig? Ser De ogsaa tre Sole paa Himlen i dette Øjeblik?«

»Hvad siger De? Tre Sole?«

»Ja. Se, dèr ... og dèr ... og dèr!«

»Ja sandelig! De har Ret! ... De har virkelig Ret!«

Det forholdt sig ganske rigtigt, som hun sagde. Paa hver sin Side af Solen, men i temmelig stor Afstand fra den, saaes i Skyerne en maanestor Lysplet, der blot var en ubetydelig Smule mattere end den egentlige Sol og svagt regnbuefarvet langs med den indvendige Rand.

»Men hvad er alt dette for Trolddom!« brød Frk. Ragnhild nu ganske ubehersket ud. »Hvad er |141| det dog for et Sted, De har ført mig hen? ... Og hvad er det for et stort, sort Kors derhenne?« vedblev hun i stigende Rædsel ved pludselig at faa Øje paa Sømærket deroppe over Højden, hvorfra Emanuel var kommen. »Det er jo som et Golgatha ° her! ... Jeg vil ikke være her! De skal føre mig hjem straks. Hører De? Jeg vil ikke være her!«

Den ellers saa overlegne Frøken tabte et Øjeblik ganske Fatningen. Pateren søgte at berolige hende. Han gav sig blandt andet til omstændelig at forklare Luftspejlingens ganske naturlige Aarsag, og det varede da heller ikke længe, før hun kom til sig selv. Hun tog hans Arm, lo af sin Skræk og kaldte sig en rigtig overtroisk gammel Tante.

Helt i Ligevægt kom hun dog ikke, før de var naaet ud af »den ækle Ørken«.

Men da blev det Paterens Tur at føle sig ilde til Mode.

Under Nedstigningen fra Hammerbakkerne opfangede han nemlig et lille Glimt af Emanuel nede paa Skrænten under Sømærket, og i det samme forstod han, hvorfor Frk. Ragnhild netop i Dag havde vovet sig herop paa disse øde Steder, som hun ellers afskyede, ... forstod ogsaa Grunden til den |142| paafaldende Uro og Aandsfraværenhed, han under hele Turen havde sporet hos hende.

Hjærtet sank i hans Bryst. Endnu Alt omsonst! tænkte han ¹ ... Og om to Dage skulde han rejse! ...