2

Det blev igen en lummerhed Dag med blikstille Luft, bissende Køer og en Himmel saa skinnende og blank, som om den svedte. Inde i Bøndernes Gaarde bredte Solen sig som en gloende Ild over Brolægningen og trængte Skyggen op ad de kalkede Længer helt ind under Tagskæget, hvor Spurvene sad paa Rad og rystede Fjerene ligesom gamle Damer, der føler sig besværede af Varme. Lænkehunden laa uden for sit |100| Hus og strakte alle fire Ben fra sig, som om den var død; Ænderne var vraltet til Gadekæret, og Hønsene stod og sov inde under Hyldebuskene. Ikke et Pip var der at høre.

Kun inde i Præstegaardens Have var der saa megen Skygge, at Fuglene gad synge. Men det var ogsaa en af de gode gammeldags Præstegaardshaver paa fire Tønder Land med uigennemtrængelige Buskadser og hundredaarige Træer, under hvis ærværdige Kroner der var svalt og lydt som i en Kirke. Og selve Præstegaarden var en af de nu snart forsvundne Fortidslevninger med lange, lave, straatækte Længer, der ser saa uanselige ud ved Siden af de moderne Bøndergaarde, men hvis vedbendbehængte Mure og mosbegroede Tag fængsler Blikket og fortryller Sindet som en Aabenbarelse fra Æventyrets Land.

Her boede den gamle 80-aarige Pastor Momme, ° som ligeledes var et ærværdigt Minde om en Tid, der nu syntes at tilhøre de underfulde Sagn. Den lille, dværgagtige Mand med den sorte Fløjls Kalot, de lange, sølvhvide Nakkekrøller og hele det øvrige gammeldags Folkehyrde-Præg — som han med stor Omhu bevarede — lignede en Æventyr-Skikkelse, naar han sad derude i sin store, grønne Have, ensomt drømmende i Skyggen af et knudret Træ.

Det var nu ogsaa snart et halvt Aarhundrede, siden Pastor Momme holdt sit Indtog her i Sandinge Menighed, som han havde faaet Naade til at lede det første, vanskelige Skridt op mod Aandens lyse Højder. Ældre Folk kunde endnu fortælle derom. Først var det sket, at den gamle Pastor Jerrild en Morgen var bleven funden død under Lampen inde i sit tilrøgede Gavlkammer, hvor han havde siddet begravet mellem sine Portvinsflasker i mere end en Menneskealder. De Sandinge Bønder havde stille baaret ham til Jorden; og da de havde faaet sagt, at nu laa han dèr, hvor han havde det bedst, vendte de ubekymrede tilbage til deres daglige Dont. Men en Dag, et Par Maaneder derefter, drog et mærkeligt Optog ned fra Bakkerne i Syd. Forrest svinglede to Top-Læs Flyttegods, og bagefter kom en gammel Hyrekaret med en halv Snes store og smaa Hoveder kiggende ud af Vinduerne. Oppe hos Kusken sad yderligere to Drenge, der holdt et udfoldet Flag imellem sig; og Alle raabte de Hurra foran ethvert Hus, de rullede forbi. Ude i Engene stod de Sandinge Bønder og stirrede — med Øjnene fulde af Forbavselse. Og da Toget ved Indkørslen til Byen brød ud i et tredobbelt Hurraraab og derpaa under Afsyngelse af »Danmark dejligst Vang og Vænge« ° drejede ind i den |102| tomme Præstegaard, saa' de betænkeligt til hinanden over Grøfterne.

Thi de gamle Sandinge Bønder var et stille og sindigt Folk uden mange Ord, endsige Sange. De røgtede deres Agre, fedede deres Stude og interesserede sig ikke synderlig for, hvad der foregik uden for deres egne Markskel. Der forløb da ogsaa baade Aar og Dag, før de forligede sig med den lille livlige Præst — »Abekattepræsten«, som de rent ud kaldte ham. Den første Gang, han havde ladet Indbydelse udgaa til »folkeligt Sang-Stævne« i sin Have, var der Ingen, der mødte. Man var ikke vant til andre Slags Forsamlinger her end Gildelag og Ligbegængelser, og man følte sig fortrydelig over, at en Fremmed selvraadigt vilde indføre nye Skikke der paa Egnen. Efterhaanden mærkedes det dog, at den lille Mand fik Ørene til at høre. Snart rygtedes det om En, at han havde talt ilde om Ungdommens Dans i Legestuerne, ° snart om en Anden, at han forsagede baade Kortspil og Brændevin og hemmeligt søgte til Bibelmøderne inde i Præstegaarden. Og nu fulgte den store Tid, ° Brydningens Tid, de aandelige Jordrystelsers Dage, da Forældre forbandede deres eget Afkom, da Børnene flygtede fra Hjemmet, og da rige Ole Vemmeløv slog sin Kæp itu paa sin |103| Kones Ryg, fordi han en Dag fandt den nye Sangbog gemt i hendes Dragkisteskuffe. De Gamles Modstand styrkede blot Ungdommens Sammenhold, ildnede deres Tro til Begejstring. Langt ud over ||427|| Sognets Grænser, helt over til den anden Side af Fjorden spredtes Rygtet om det nye, glade Budskab, og Folk kom dragende langvejs fra for at høre og se. Det var, som om selve Luften bragte Aandens Vaarbud viden om Land og kaldte de slumrende Spirer frem af Mulde. Det var Grødetid, Blomstertid, de rige Forjættelsers straalende Dage.

Dengang var det ogsaa, at det blev aabenbaret, hvad for mærkelige Evner der slumrede i Friskolelærer Povelsen. Denne Mand havde oprindelig været en ganske simpel Skomager. Ældre Folk kunde endnu huske ham som en lang, vindtør, underlig Fyr, der sad bag sit Vindue med begede Traade hængende over Øret og fra Morgen til Aften sang gamle Viser, som Ingen kunde finde Forstand i. Men Pastor Momme indsaa' snart, at her var noget af det ægte Guld. Han fik ham ved gode Venners Bistand anbragt paa et Seminarium, hvorfra han efter kort Tids Forløb vendte tilbage som en stadselig Skikkelse med runde, glade Kinder og et pragtfuldt Skæg nedover Brystet. Hin store Dag, da Forlovelsen blev fejret mellem |104| ham og selve Ole Vemmeløvs Datter Maren, fejredes som en Jubelfest af hele Menigheden. Med den gamle, halsstarrige Storbondes endelige Overgivelse var den sidste, alvorlige Modstand brudt. Og da man om Aftenen for første Gang samledes oppe paa den Kæmpehøj, der senere skulde faa saa stor Betydning i Menighedens Historie, opsendtes fra mangt et bevæget Hjærte en inderlig Tak til Gud for Aandens Sejrsgang her og over det ganske Land. °

Nu levede den gamle Pastor Momme ensomt og tilbagetrukkent sammen med en Svigerinde, Frk. Katinka Gude. Den Tid var forlængst forbi, da Sandinge Præstegaardshave spillede en Rolle i Egnens Liv, da dens nu saa velholdte Gange og Plæner nedtrampedes af tungfodede Folkemasser, mens svulmende Sang og begejstret Tale genlød under de ærefrygtsindgydende Kroner. Saa længe var det siden, at man ikke var langt fra helt at glemme, at denne tjørneindhegnede Plet var hellig Jord for Folkesagens Venner, at derinde under den brede Blodbøg havde selve Grundtvigs Barde-Skikkelse en Gang staaet og forkyndt sit Lysets Evangelium; der havde Budstikke-Bojesen talt, og Lindberg, Birkedal, Svejstrup, Frederik Barfod, Dines Pontoppidan ° og hvad nu alle de Andre |105| hed, der havde fulgt i den store Seers Fodspor og udlagt hans dunkelt dybe Billedsprog for det lyttende Folk.

Ogsaa Pastor Mommes Eksistens var Befolkningen undertiden nær ved at skrive i Glemmebogen. Paa en Maade var man jo nok stolt af ham, og ved højtidelige Lejligheder holdt man af at vise ham frem for de Tilrejsende ||428|| og hylde ham som den sidste, endnu levende Patriark fra den folkelige Guldalders Dage. Men ellers var det den almindelige Mening, at han var bleven altfor gammel. Man kunde ogsaa høre Folk sige, at han jo dog heller aldrig havde hørt til de store Profeter, ° og det betragtedes næsten som en Opofrelse, naar man en Gang imellem gik i Kirke for at høre hans Præken, hvori der aldrig forekom mindste Hentydning hverken til Bibelkritiken eller andre af de store Spørgsmaal, der nu satte Sindene i Bevægelse. Saaledes var det ogsaa kun af Medlidenhed med den gamle Mand, at man vedblev at holde Liv i hans Hjærtensbarn, den folkelige Friskole, skønt de Fleste forlængst var bleven enige om, at det varigste Udbytte, man havde haft af denne bekostelige Anstalt og dens Bestyrer, knyttede sig til nogle delikate Smørboller, som Friskolelærer Povelsen |106| efter sin Hjemkomst fra Seminariet havde faaet indført i Menigheden.

Det var dog ingenlunde Mangelen paa Paaskønnelse, der i de senere Aar havde lagt en bestandig dybere Skygge over Oldingens forhen saa livlige og smilende Ansigt. Han var endog taknemmelig for den Ubemærkethed, hvori han fik Lov til at henleve sine sidste Dage. Han havde overhovedet aldrig hørt til dem, der følte Trang til at gøre sig gældende i Verden. Han havde altid haft altfor beskedne Tanker om sig selv og sin Virksomhed til at mene, at han fortjente Anerkendelse. Derfor havde han ogsaa i sin Tid betragtet det som noget ganske naturligt, at andre og mere betydelige Personligheder, — som f. Eks. den gamle Højskoleforstander — havde overtaget Førerskabet her, ja Ingen havde frydet sig mere end han over det fornyede Opsving for Folkesagen, som særlig Højskolen havde fremkaldt ved det bevægede Liv, den stadig tilførte Egnen.

Men Pastor Momme var i Ordets tungeste Betydning mæt af Dage. ° Han følte det dybere end nogen anden, at han havde overlevet sig selv og nu fristede den trange Lod at opleve Dommen over sit Liv og sin Tid. Og dette var da den Sorg, der formørkede hans Alderdom, at han nu |107| — i sit firsindstyvende Aar — var begyndt at tabe Troen paa den Sag, for hvilken han begejstret havde ofret sit Liv. Han havde længe ikke villet tilstaa det for sig selv. Han havde bebrejdet sig sine Anfægtelser, kaldt sig en skørhovedet Olding, søgt at trøste sig med Sangens frejdige Ord om, at »unge Øjne, de se dog bedst«. ° Men han havde ikke kunnet berolige sit bekymrede Hjærte. Den Ungdom, han saa' vokse op omkring ham; de Tanker og Følelser, der nu beherskede Folket, ... det var slet ikke en saadan Høst, han havde ventet sig af Aandens rige Udsæd.

Og dette var endda ikke Alt. Allerbitrest for ham var det at være Vidne til, hvorledes den frie Kirkes ° gamle Modstander, den lysrædde og livsfjendske Pietisme, ° som han havde troet overvunden for alle Dage, nu drog i Sejrsgang over det hele Land. Naar han læste om den nyfødte Begejstring, hvormed man alle Vegne flokkedes om Mørke-Troens Forkyndere; naar han hørte, at endog Folk her fra hans egen Egn stod op midt om Natten og trodsede Vejr og Vind paa Fjorden for at komme over og høre Helvedprædikanten derovre i Vejlby og Skibberup Sogn, — ganske som man i sin Tid var draget derovrefra her til Sandinge for at opbygges af Lysets og Frihedens |108| Evangelium — da grebes han af en knugende Fornemmelse af, at alle Menneskeaandens Kampe for Sandheds Erkendelse var et frugtesløst Op og Ned, at Gud i sin Usynlighed spottede alle Efterstræbelser og omstyrtede alle Babelstaarne, indtil Evighedens Time slog.

Han havde nu kun ét Haab tilbage: det andet Liv. Derfor var han saa taknemmelig for den Ubemærkethed, hvori han fik Lov til at leve. Her i sin Haves tjørneomhegnede Fred, kun faa Skridt fjernet fra det Sted, hvor hans Grav skulde graves, følte han sig som allerede halvt tilhørende Aandernes Verden. Og hver Dag var det hans Bøn til Gud, at han dog vilde tage ham op til sig og stille hans Længsel efter Klarhed, Fred og den evige Uomskiftelighed.

Dèr sad han nu paa denne solrige Eftermiddag hensunken i Tanker under den minderige Blodbøg. Hans Hænder laa foldede i Skødet, og han havde lukket Øjnene for at lade Sjælen være alene med sine overjordiske Drømme.

Et Stykke borte fra ham gik hans Svigerinde frem og tilbage paa Grusstien langsmed Havehegnet. Frk. Katinka Gude var — ligesom Pastor Mommes afdøde Hustru — en Halvsøster til Fru Lene Gylling, med hvem hun dog ikke havde |109| synderlig Lighed. Man skulde vel endog vanskeligt kunne tænke sig større Modsætninger end den smukke, smilende, af Alle beundrede Enkefrue og denne uanselige, lidt krogede gamle Jomfru med det lille graa Abehoved, det bøse Ansigtsudtryk og de altid travle Træstrikkepinde.

Frk. Katinka havde altid været Familiens Skumpelskud, hvem man sendte Bud efter i Sygdomstilfælde og ved andre saadanne Lejligheder, hvor man havde Brug for tro og paalidelig Hjælp. Navnlig her i Pastor Mommes forhen saa store og urolige Husholdning havde man bestandig maattet ty til hendes Bistand, saa at hun — skønt ingen Andre end hun ||430|| selv vidste det — i Virkeligheden havde tilbragt sin meste Tid i Sandinge Præstegaard. Tilsyneladende ganske uanfægtet af hele det aandelige Røre omkring hende, uden for saa vidt det hvert Øjeblik fyldte Huset med larmende Gæster, havde hun gaaet ubemærket omkring og gjort Dagens Gerning for sin svagelige og af højere Tanker optagne Søster, indtil hun ved dennes Død og Børnenes Giftermaal helt overtog Styrelsen af Svogerens Hjem og snart blev hans eneste Støtte.

Mens hun nu vandrede der frem og tilbage i Havegangen, holdt hun stadig et vagtsomt Øje med den Gamle, hvis Skikkelse faldt mere og mere sammen |110| derhenne paa Bænken under Blodbøgen. Tilsidst gik hun hen til ham og sagde paa den stødvise, butte ° Maade, der var hende egen:

»Momme ... du skulde ikke ... sidde dèr og sove. Hvorfor gaar du ikke ... ind og lægger dig lidt?«

Den Gamle var virkelig falden i et let Blund. Han saa' sig omkring med sine falmede Øjne, som om han først maatte besinde sig paa, i hvilken Verden han var vaagnet op.

»Ja, — jeg tror ogsaa, jeg vil gaa ind lidt,« svarede han derpaa og lagde Hænderne paa Bænken for at rejse sig.

»Kom — lad mig hjælpe dig,« sagde Frk. Katinka.

»Tak Cecilie! ... Hvad var det, du fortalte om vor Frederik?«

Den gamle Mand var endnu lidt forvirret efter Søvnen. Han troede, at han talte med sin afdøde Hustru; og han kom ikke rigtig til sig selv, før de naaede ind i Stuerne.