3

Der var alligevel i det mindste én af de Tilstedeværende, som ikke deltog i den almindelige Tilslutning. Henne ved et af Vinduerne sad en midaldrende, mørkladen Mand og tyggede nervøst paa sit Overskæg. Under hele Debatten havde han siddet dèr i upaaagtet Tilbagetrukkenhed og med et Blik, der var tilsløret som af Feber, stirret hen paa det Sted, hvor Vilhelm Pram stod midt i sin andægtigt lyttende Tilhørerkreds med Frakken tilbageslaaet, den venstre Haands Fingerspidser i Vestelommen og den højre Arm dramatisk |17| udstrakt, ordrigt udviklende det Spørgsmaal om Mirakkeltroen, der efter hans Mening burde være Hoved-Forhandlingsemnet paa det forestaaende Møde, og som han havde formuleret i Sætningen: »Hvad maa et Nutidsmenneske fordre af Religionen?«

Denne ensomme Mand var Forstander Sejling, ° Sandinge Højskoles nye Bestyrer, der havde overtaget Ledelsen af Skolen efter den gamle Højskoleforstanders Død. Da Vilh. Pram havde sluttet sin Tale, rejste han ||386|| sig endelig ligesom med en netop modnet Beslutning, knappede Frakken tæt om sin firskaarne Skikkelse og gik langsomt, med begge Hænderne paa Ryggen og fuldkommen behersket Mine, hen imod Kredsen.

»Jeg ønsker at fremsætte en Bemærkning,« sagde han her med høj Røst, idet han afbrød den Diskussion, som Vilh. Prams Tale straks havde fremkaldt.

Ved Lyden af hans Stemme opstod der en lidt ængstelig Uro i Forsamlingen. Højskoleforstander Sejling var nemlig nok en højt anset Mand inden for Vennesamfundet, hvad man nylig havde vist ved at betro ham Ledelsen af denne Landets største og maaske mest elskede Højskole. Man beundrede hans ualmindelige Evner |18| som Foredragsholder, skattede hans smukke, beaandede Sprog og frem for alt den sædelige Alvor, der lyste ud af hele hans Personlighed. Men der var ved Siden heraf noget mærkelig uberegneligt og ligesom lunefuldt ved ham. Man levede i en Art Frygt for ham, fordi man aldrig fuldt ud vidste, hvor man havde ham, fordi han aldrig var at formaa til at give en klar Redegørelse for sit Standpunkt overfor foreliggende Spørgsmaal ... en Svaghed i hans ellers saa mandige Karakter, som man havde søgt at forklare sig ved at opfatte ham som et dybt bevæget Stemningsmenneske, en tungsindigt gærende Aand, der ensomt omtumledes af Tidens stormfyldte Tanker.

Tilsyneladende uden at lægge Mærke til den Bevægelse, hans Fremkomst vakte, saa' han sig med et alvorsfuldt Blik omkring i Kredsen og gav sig til at tale.

Han begyndte med at sige, at han som sædvanlig med stor Tilfredshed havde hørt sin Ven Vilh. Prams Udtalelser, der vidnede om et aabent Sinds ildfulde Optagethed overfor Menneskenes store Livsspørgsmaal. Naar han ikke desmindre fandt sig beføjet til at fremkomme med et Par Modbemærkninger, var det, fordi han troede ... ja efter megen alvorlig Selvprøvelse var bleven fuldt overtydet |19| om, at der i adskillige af de Bestræbelser, der var kommen til Orde her i Dag, lurede en Fare, som ikke Alle tilstrækkeligt paaagtede. Det maatte dog nemlig staa fast, at Kristendommen i Virkeligheden kun havde én Fjende blandt Menneskene: de Ikke-Kristne. Naar man i visse Kredse havde en Tilbøjelighed til at udstrække Hænderne — de være nu knyttede eller aabne — til alle Sider, var dette derfor et Udslag af misforstaaet Iver, der kun var egnet til at skabe Forvirring. Og naar Vilh. Pram i Dag paa det fremsatte Spørgsmaal om et Nutidsmenneskes Forhold til Religionen svarede med at stille den Fordring, at Troen ikke maatte lægge Fornuften i Baand og ikke være i Modstrid ||387|| med Videnskabens uomstødelige Kendsgerninger, saa forekom det ham, at i dette Svar var den knyttede Haand rettet mod de anderledes tænkende Kristne, hvorimod den aabne og broderlige Haand var indbydende udstrakt mod Fritænkerne og de rene Fornægtere; ... men dette var sikkert en Nidkærhed paa Afveje. Hvad der for ham mere og mere afgørende stod som Tidens store religiøse Opgave, var ikke at udvide Kløfterne mellem alvorligt menende Kristne men tværtimod at slaa Bro over dem, at tilvejebringe Mulighed for den lykkelige Genforening, der alene kunde |20| tilbagegive den kristne Menigheds Vidnesbyrd den Overtalelsens myndige Magt, som fik Blinde til at se og Døve til at høre. °

Disse Ord, der blev udtalt med en dyb Overbevisnings bekymringsfulde Alvor, undlod ikke at gøre et vist Indtryk navnlig paa den menige Del af Forsamlingen. Kun Vilh. Pram, der allerede var gaaet saa fuldstændig op i sit Kald som banebrydende Kraft, at han straks optog enhver Modsigelse som en personlig Krænkelse, afviste med Lidenskab de fremførte Indvendinger.

»Alt, hvad du dér siger, Sejling, er jo ikke andet end Sofisteri. Naar man tror at have genfundet Kristi uforvanskede Lære — og det tror vi — saa betragter man med Rette alle dem som Modstandere, der ikke vil erkende dette, enten de saa kalder sig Kristne eller ej. Men vi har ogsaa den Pligt at søge at vinde Alle for vor Overbevisning ... Alle! Naar du derfor siger, at vi rækker Fornægterne en aaben Haand, saa svarer jeg: nej, en aaben Favn byder vi dem, ... en Broderfavn efter Kristi eget Bud. Hvad kommer det vel an paa Navnet! Det kristne Samfund skal ikke længer være som en Frimurerloge, ° hvor der kræves visse Tegn og underlige Gerninger ° for at faa Indladelse, ... nej, fri Entré skal der være! |21| For Pokker! Var maaske Kristus en saadan Posekigger, ° der forsigtig ransagede Folk, som kom for at høre hans Vidnesbyrd? Nej, han indbød Alle ... Alle! Og vi skal blot frejdigt følge hans Eksempel. Paa vid Gavl ° med Kirkedørene ... det skal være vort Løsen! Atter skal Kirkeklokkerne runge det ud over Alverden: Kommer hid, kommer hid, alle I, som ere besværede! ° Vi har Fred og Hvile for Eder Alle — Alle — Alle!«

Under dette Udbrud aandede Vilh. Prams Trofaste atter op; og da han sluttede, udbrød de i en demonstrativ Bifaldsmumlen, der et Øjeblik gjorde Højskoleforstanderen kendeligt bleg.

Nu traadte ogsaa den lille Pastor Magensen frem og vidnede, at han ganske sluttede sig til Vilh. Prams Udtalelser. Kun mente han, der maatte gøres den Indskrænkning, at ingen sand Kristen kunde leve i aandeligt ||388|| Broderskab med Folk, der troede paa en personlig Djævel eller paa evige Helvedstraffe. Mod en saa umenneskelig og ufordragelig Lære maatte der føres aaben Krig ... en Udryddelseskrig ...

Han blev afbrudt af Højskoleforstanderen, der med et ikke synderlig agtelsesfuldt Blik gjorde den ironiske Bemærkning, at ogsaa han forlængst havde faaet mere end nok af disse evige Helvedstraffe. |22| »Forøvrigt har ingen af de her faldne Udtalelser formaaet at forandre min Opfattelse,« tilføjede han. »Tværtimod føler jeg mig yderligere bestyrket i min Overbevisning, og jeg maa derfor paa det alvorligste fraraade, at det af Vilh. Pram i Dag fremsatte Spørgsmaal kommer til at danne Grundlaget for en Forhandling ved vort Møde. Det vil efter min Mening kun bidrage til endnu yderligere at bortstøde dem, til hvem i hvert Fald adskillige af os — trods al Meningsforskel — stadig føler os knyttede ved hellige Baand.«

»Aa, det er jo blot Skræmmebilleder!« udbrød Vilh. Pram atter med udstrakt Arm. »Dersom de Baand, du dér taler om, virkelig ikke skulde kunne taale Sandhedens Styrkeprøve — nu, saa lad dem i Guds Navn briste! Men det har saavist ingen Fare. Hvad der i Sandhed hører sammen, skiller Sandheden ikke ad! ... Og det mener du jo i Grunden ogsaa selv, Sejling! Da vi i Gaar Aftes talte sammen inde paa dit Værelse, var vi jo ganske enige. Du mente jo ogsaa, at Tiden nu var kommen, da det aandelige Frihedskrav skulde rejses i sin fulde Styrke inden for Kirkens egen Grund.«

»Du maa ganske have misforstaaet mig,« afbrød Højskoleforstanderen men blev i det samme |23| meget rød. »Noget saadant kunde jeg aldrig udtale af den simple Grund, at —«

»Har jeg misforstaaet dig, siger du? Da fatter jeg sandelig ikke —«

»Det er muligt. Men en Anskuelse af den Art har jeg aldrig næret ... og aldrig kunnet nære —«

»Ja saa! Nu, saa har jeg altsaa taget fejl. Jeg har misforstaaet dig, som du siger.«

Uroen i Forsamlingen steg. Frygten for de Meningsforskelligheder, som de sidste Tider havde aabenbaret inden for Vennesamfundet, men som man af Hensyn til Modstanderne havde søgt saa vidt muligt at dække over, greb pludselig Alle ved dette Optrin, der føltes som et ildevarslende Forbud ° om, hvad det store Møde vilde bringe. Men netop i det Øjeblik, da Striden mellem Vilh. Pram og Højskoleforstanderen truede med at udarte til et uhyggeligt Mundhuggeri, opstod der Bevægelse i ||389|| Anledning af, at en høj, bleg Mandsperson, der hidtil havde holdt sig allerbagest i Tilhørerkredsen, hvor han havde staaet beskedent og lyttet med to Fingre lagt op over Kinden, nu traadte frem og med svag Stemme udbad sig Tilladelse til »at ytre sig.«

Denne Mand var den af Alle elskede men samtidigt dybt beklagede Kandidat Boserup, ° en Teolog og forhenværende Højskolelærer, der var bleven ramt af den Ulykke ved altfor ivrig Fordybelse i filosofiske og kritiske Skrifter ganske at miste Troen paa Kristendommens Sandhed. Hvor tungt dette Tab havde været ham, hvor ensom og ulykkelig han følte sig i sine Tvivl, derom var ikke alene hans Person et saa talende Vidnesbyrd, at Alle — særligt Kvinderne — uvilkaarlig grebes af Medlidenhed og kappedes om at vise ham Deltagelse. Han sagde det ogsaa ofte selv, at det var for ham, som om hans Sjæl laa Lig; og trods sit Frafald vedblev han da ogsaa stadig at søge tilbage til de Steder, hvor Troens Ord taltes. Derfor havde man heller aldrig villet opgive Haabet om at se ham vende lutret tilbage til det kristne Samfund; og i saa Henseende lagde man en særlig Betydning i den Omstændighed, at det netop var Vennesamfundets Forkyndelse, hvoraf han følte sig tildraget. Man saa' heri en yderligere Bekræftelse paa, at det var ved det Aandens Lys, der udgik fra denne Kreds, at ikke alene han men alle Tidens mange søgende og tvivlende Sjæle tilsidst skulde genfinde den tabte Vej til Himlen.

Derfor blev der ogsaa dødsstille nu, da han traadte frem for at tale. Alle Blikke hang i spændt Forventning ved hans Læber, mens han stod dér med sit lille lidelsesfulde Smil i det blege Ansigt og krammede Lommetørklædet mellem sine magre Hænder.

Det havde ikke været uden Betænkeligheder, — begyndte han — at han havde tilladt sig at paakalde Opmærksomheden i denne Kreds. Han havde jo paa en Maade slet ikke længer Ret til at tale i en Forsamling som denne. Men han havde følt en uimodstaaelig Trang til at ytre sin Glæde over, hvad han havde hørt her i Dag. I det Hele var det saa forunderligt for ham i denne Tid at være Vidne til, hvorledes den gamle — engang jo ogsaa for ham saa kære — Kirkevej nu blev ryddeliggjort for mer end én af de Sten, hvorover saa Mange i vore Dage snublede. Særlig vilde han pege netop paa Mirakkeltroen som en af de Anstødssten, der for hans eget Vedkommende havde været skæbnesvanger; og man vilde derfor forstaa den Taknemlighed, hvormed han havde hørt særlig Vilh. Prams Udtalelser om dette Punkt. I det Hele var det ... han maatte jo nok faa Lov til at sige det ... med et stort, personligt Haab, at han saa' hen til det Rydningsværk, ||390|| der nu var |26| begyndt, og som sikkert engang vilde blive til Velsignelse og Fred for Mange.

Efter disse Udtalelser kunde Vilh. Prams Tilhængere triumfere. Flere af dem omringede straks Taleren for at trykke hans Haand. Højskoleforstanderen lod sig imidlertid paa ingen Maade anfægte men forlangte paa ny Ordet. Og under den nu fortsatte, stadig mere højrøstede Diskussion viste det sig, at han alligevel havde ikke saa ganske faa Meningsfæller her, navnlig blandt de langskæggede Landsbylærere, der hidtil havde forholdt sig temmelig tavse men nu — paavirkede af Modstandernes, særlig de unge Bondestudenters overmodige Optræden — blev hede i Hovederne og begyndte at tage Ordet. Det saa' et Øjeblik ud til, at Kandidat Boserups beskedne lille Indlæg skulde blive Signalet til en alvorlig Holmgang, ... men da hændtes det, at Alles Tanker pludselig kastedes ud i en hel anden Retning.

Fru Gylling, der altid følte sig lidt beklemt, naar Stemmerne omkring hende blev høje, og gerne greb enhver Lejlighed til at aflede Stormene, kom tilfældigvis til at kaste Blikket gennem Vinduet ud paa det taagede Regnvejrs-Landskab ... netop paa det Tidspunkt, da hin bedagede Kaleschevogn arbejdede sig frem ad den bugtede Landevej derude.

»Aa, se her et Øjeblik!« udbrød hun straks saa højt, at al Tale i det samme forstummede. »Kan Nogen gætte, hvem der kommer kørende dèr?«

Alle stirrede ud gennem Vinduerne, følgende Retningen af hendes pegende Finger.

»Det er Emanuel Hansted,« vedblev hun, da man spørgende vendte sig imod hende.

»Emanuel Hansted!« brød man ud i Kor.

»Jeg hørte i Morges, at han skal have ladet leje Sommerlejlighed til sig hos Ole Olsen nede i Lejet. Han vil nok bo der en Tid med sin Familie ... det vil sige med sine Børn og sin Søster, Generalkonsulinde Torm.«

Denne Meddelelse var vel egnet til at vække Forbavselse her, og virkelig bragte den de Kæmpende til i nogle Øjeblik at glemme deres Tvistigheder. Emanuel Hansted var Vennesamfundets Smertensbarn. I sin Tid, da han levede og virkede derovre i det afsidesliggende Vejlby Sogn paa den anden Side af Fjorden, — paa én Gang Bonde og Præst, frivilligt delende Liv og Kaar med sine fattige Omgivelser, ja endog, skønt en Etatsraads Søn, gift med en bondefødt Pige der fra Egnen — syntes hans Liv en fuldkommen Virkeliggørelse af alle folkelige Drømme. Ukendt og ||391|| fremmed |28| som han vedblev at være for alle Andre end netop sine egne Sognefolk, havde han særlig i Vennesamfundets københavnske Kredse været Genstand for megen Omtale. Der havde efterhaanden dannet sig en hel Mythe om hans ideale Liv ° derude i det fjerne Land; og naar man i Tankerne saa' ham vandre op og ned ad de stenede Marker bag sin Plov, var man ikke langt fra at forestille sig ham med en folkelig Helgenglorie svævende over Hatten.

Des mere nedslaaende havde derfor Skuffelsen været, da man for omtrent halvandet Aar siden ° erfarede, at han — efter først ved Uforstand at have fremkaldt Ufred og Misfornøjelse blandt sine Venner — pludselig havde afbrudt sin Virksomhed og var rejst bort, efterladende Menigheden i en fuldkommen Forvirring, der havde haft til Følge, at den senere havde kastet sig i Pietisternes Arme. Men en særlig Bitterhed blandede der sig i Skuffelsen, da det underhaanden fortaltes, at dette hans pludselige Opbrud skulde staa i Forbindelse med et fornyet Bekendtskab med en vis Dame ... en Datter af hans Formand ° i Embedet, hos hvem han i sin Tid havde været Kapellan, den stokreaktionære og højkirkelige Seminarieforstander Provst Tønnesen. Hvorledes dette nu end forholdt sig, |29| saa meget var i hvert Fald sikkert, at hans Hustru ikke havde fulgt ham, da han sammen med Børnene var flyttet ind til sin Fader i Hovedstaden. Hun havde efter Sigende en Tid opholdt sig hos en Ungdomsveninde paa et fjernt Næs, Skallinglandet, ude ved det aabne Hav men var senere vendt tilbage til Barndomshjemmet for at pleje sin syge Moder. Hvorledes Forholdet mellem Ægtefolkene egentlig var, ... om de var lovformeligt skilte, eller om Adskillelsen blot var midlertidig ... derom havde end ikke Fru Gylling kunnet faa opsporet paalidelig Besked. — I en lignende uigennemtrængelig Dunkelhed var ogsaa Emanuel Hansteds øvrige Planer og Tanker indhyllede. Med Bestemthed vidste man kun om ham, at han i disse halvandet Aar havde levet i fuldstændig Tilbagetrukkenhed hos Faderen i København. Umiddelbart efter hans Tilbagevenden til Fædrenehjemmet var der vel gaaet Rygter om, at man i højkirkelige Kredse skulde have sine Garn ude efter ham og nok ingenlunde være utilbøjelig til at skaffe Sønnen af den højt ansete Departementschef et nyt og indbringende Præsteembede. Men disse Rygter døde efterhaanden hen; ja, det sidste, man nu havde hørt om ham, var, at han — trods Families og Venners indtrængende Bønner — paa det bestemteste |30| havde vægret sig ved igen at træde i Statskirkens Tjeneste.

Det var derfor ikke underligt, at hans Ankomst til denne Egn, saa nær ||392|| hans forrige Hjem og Virkekreds, og saa nær hans Hustrus Opholdssted, fremkaldte en Række forundrede Spørgsmaal hos den interesserede Forsamling i »Sandingehus«, navnlig da Fru Gylling oplyste, at ogsaa den omtalte Frk. Tønnesen var ankommen til Lejet og allerede i et Par Dage havde boet dernede paa Hotellet. Man fortabte sig en Tid i allehaande Gisninger. Dog fandt man det ikke passende alt for længe at opholde Tankerne ved en saadan Sag, hvorfor Vilh. Pram, der overhovedet ikke yndede, at man beskæftigede sig for meget med Andre, afsluttede med den Bemærkning, at hele Hemmeligheden med den gode Emanuel Hansted vistnok var den, at han ikke selv længer vidste, hvad han vilde.

Hvorpaa man med fornyet Kraft tog fat paa Mirakkeltroen og de Kristnes Forhold til Bibelkritikens uomstødelige Resultater.