Hvad er Sandhed andet end en Leven for en Idee
Indskrift på en sten ved Gilbjerghoved.
Citat fra en optegnelse fra Journalen AA,
dateret Gilleleie d. 1. Aug. 1835, SKS 17, 26 / sks.etxt.dk/AA/txt.xml#aa-12.5.
I en note, AA:12.5, skriver Kierkegaard:
5) Hvor nær ligger Mennesket ellers trods al
sin Viden ved Galskab? Hvad er Sandhed andet end en Leven for en Idee? Alt maa
til syvende og sidst basere sig paa et Postulat; men i det Øieblik det
saaledes ikke længere staaer udenfor ham, men han lever deri, først da er
det ophørt at være ham et Postulat. (Dialectik – Disput.)
Selve optegnelsen AA:12 lyder, i uddrag (s. 24-26):
det gjælder om at finde en Sandhed, som er
Sandhed for mig, at finde den
Idee, for hvilken jeg vil leve og døe. Og hvad nyttede det mig dertil,
om jeg udfandt en saakaldet objectiv Sandhed; om jeg arbeidede mig igjennem
Philosophernes Systemer og kunde, naar forlangtes, holde Revue over dem; at jeg
kunde paavise Inconsequentser indenfor hver enkelt Kreds; – hvad nyttede
det mig dertil, at jeg kunde udvikle en Statstheorie og af de mangestedsfra
hentede Enkeltheder combinere en Totalitet, construere en Verden, hvori jeg saa
igjen ikke levede, men som jeg blot holdt frem til Skue for Andre; – hvad
nyttede det mig at kunne udvikle Christendommens Betydning, at kunne forklare
mange enkelte Phænomener, naar den for mig selv og mit
Liv ikke havde nogen dybere Betydning?
(...)
Det
var det, der manglede mig, at føre et fuldkommen menneskeligt Liv
og ikke blot et Erkjendelsens, saa jeg derved
kommer til ikke at basere mine Tanke-Udviklinger paa – ja paa Noget, man
kalder Objectivt, – Noget, som dog i ethvert Tilfælde ikke er mit
eget, men paa Noget, som hænger sammen med min Existents's dybeste
Rod5, hvorigjennem jeg saa at sige er indvoxet
i det Guddommelige, hænger fast dermed, om saa hele Verden styrter sammen.
See det er det, jeg mangler, og derhen stræber jeg.
Folk forstaae mig saa lidt
Papir 121 (1836),
SKS 27, 128
/
sks.etxt.dk/p95/txt.xml?#k121.
Folk forstaae mig saa lidt, at de ikke engang forstaae mine Klager over, at de ikke forstaae mig.
Det gjælder i Livet meget om at passe paa naar Eens Stikord kommer
Citat fra Journalen FF:11 (1836), SKS 18, 76
/ sks.etxt.dk/ff/txt.xml#k11.
Det gjælder i Livet meget om at passe paa naar Eens Stikord kommer.
Livet forstås baglæns, men må leves forlæns
Bl.a. titel på en bog af Peter Thielst om Søren Kierkegaard, Gyldendal 1994.
Citat fra Journalen JJ:167 (1843), SKS 18, 194
/ sks.etxt.dk/JJ/txt.xml#k167.
Det er ganske sandt, hvad Philosophien siger,
at Livet maa forstaaes baglænds. Men derover glemmer man den anden Sætning,
at det maa leves forlænds. Hvilken Sætning, jo meer den gjennemtænkes,
netop ender med, at Livet i Timeligheden aldrig ret bliver forstaaeligt,
netop fordi jeg intet Øieblik kan faae fuldelig Ro til at indtage Stillingen:
baglænds.
I SKS's kommentar hertil (v./ Peter Tudvad) hedder det:
sigter formentlig til den ty. teolog Karl Daub (1765-1836), som SK i
Af en endnu Levendes Papirer, Kbh. 1838, tillægger den opfattelse,
at der i livet må »indtræde det Øieblik, da, som Daub bemærker,
Livet forstaaes baglænds gjennem Ideen«, SKS 1, 33
/ sks.etxt.dk/LP/txt.xml#s32.
Kilden har ikke kunnet identificeres.
(Faksimilen på det afbildede Dankort er i øvrigt fra Kierkegaards
Notesbog 1:9, bl. [56r],
SKS 19 /
sks.etxt.dk/Not1/ill_k1.htm)
De Exemplarer, der ligge yderst blive stødte og forulykkede
Fra Journalen JJ:382 (1845),
under overskriften »Replik«, SKS 18, 268 / sks.etxt.dk/JJ/txt.xml#k382.
Som der i en stor Forsending af Sild er en yderste Række, der
er fortrykket og forkommen, som ved Frugts Indpakning de
Exemplarer, der ligge yderst blive stødte og forulykkede: saaledes er
der ogsaa i hver Generation nogle Msker, som ligge yderst og lide
ved Indpakningen, der kun værner om dem, som ligge i Midten
Jeg taler helst med Børn
Af Enten – Eller. Et Livs-Fragment udgivet af Victor Eremita. Første Deel indeholdende A.'s Papirer,
Kjøbenhavn 1843,
afsnittet »Διαψαλματα« (Diapsalmata), SKS 2, 27
/ sks.etxt.dk/EE1/txt.xml#ss27.
Jeg taler helst med Børn; thi om dem tør man dog haabe,
at de kan blive Fornuft-Væsener; men de, der ere blevne det! Herre
Jemini!
Et forlæg findes i
Journalen CC:24 (1836-37),
SKS 17, 208
/
sks.etxt.dk/CC/txt.xml#k24.
Jeg taler helst med gamle Fruentimmer, der føre
Familievrøvl, dernæst med Afsindige – og tilsidst med meget
fornuftige Folk.
Jeg gider slet ikke
Af Enten – Eller,
»Diapsalmata«,
se ovenfor,
SKS 2, 28 / sks.etxt.dk/EE1/txt.xml#ss28.
Jeg gider slet ikke. Jeg gider ikke ride, det er for
stærk en Bevægelse; jeg gider ikke gaae, det er for anstrængende; jeg
gider ikke lægge mig ned; thi enten skulde jeg blive liggende, og det
gider jeg ikke, eller jeg skulde reise mig op igjen, og det gider jeg
heller ikke. Summa Summarum jeg gider slet ikke.
Lykkens Dør den gaaer ikke ind ad
Af
Enten – Eller,
»Diapsalmata«,
se ovenfor,
SKS 2, 32 /
sks.etxt.dk/EE1/txt.xml#ss33.
Ak! Lykkens Dør den gaaer ikke ind ad, saa at man ved at
storme løs paa den kan trykke den op; men den gaaer ud efter, og man har
derfor intet at gjøre.
Af alle latterlige Ting forekommer det
mig at være det allerlatterligste at have travlt
Af
Enten – Eller,
»Diapsalmata«,
se ovenfor,
SKS 2, 33 /
sks.etxt.dk/EE1/txt.xml#ss33.
Af alle latterlige Ting forekommer det mig at være det
allerlatterligste at have travlt i Verden, at være en Mand, der er rask til sin
Mad og rask til sin Gjerning. Naar jeg der|10for seer en Flue i det afgjørende
Øieblik sætte sig paa en saadan Forretningsmands Næse, eller han bliver
overstænket af en Vogn, der i endnu større Hast kjører ham forbi, eller
Knippelsbro gaaer op, eller der falder en Tagsteen ned og slaaer ham ihjel, da
leer jeg af Hjertens Grund. Og hvo kunde vel bare sig for at lee? Hvad udrette
de vel, disse travle Hastværkere? Gaaer det dem ikke som det gik hiin Kone, der
i Befippelse over, at der var Ildløs i Huset, reddede Ildtangen? Hvad Mere redde
de vel ud af Livets store Ildebrand?
Gift Dig, Du vil fortryde det; gift Dig ikke, Du vil ogsaa fortryde det
Af Enten – Eller,
»Diapsalmata«,
se ovenfor, under overskriften
»Enten – Eller. Et exstatisk Foredrag«,
SKS 2, 47 / sks.etxt.dk/EE1/txt.xml#ss47.
Gift Dig, Du vil fortryde det; gift Dig ikke, Du vil
ogsaa fortryde det; gift Dig eller gift Dig ikke, Du vil fortryde begge
Dele; enten Du gifter Dig, eller Du ikke gifter Dig, Du fortryder begge
Dele. Lee ad Verdens Daarskaber, Du vil fortryde det; græd over dem, Du
vil ogsaa fortryde det; lee ad Verdens Daarskaber eller græd over dem,
Du vil fortryde begge Dele; enten Du leer ad Verdens Daarskaber, eller
Du græder over dem, Du fortryder begge Dele. Troe en Pige, Du vil
fortryde det; troe hende ikke, Du vil ogsaa fortryde det; troe en Pige
eller troe hende ikke, Du vil fortryde begge Dele; enten Du troer en
Pige eller Du ikke troer hende, Du vil fortryde begge Dele. Hæng Dig, Du
vil fortryde det; hæng Dig ikke, Du vil ogsaa fortryde det; hæng Dig
eller hæng Dig ikke, Du vil fortryde begge Dele; enten Du hænger Dig,
eller Du ikke hænger Dig, Du vil fortryde begge Dele. Dette, mine
Herrer, er Indbegrebet af al Leve-Viisdom.
Det Store er ikke at være Dette
eller Hiint; men at være sig selv, og dette kan ethvert Menneske, naar
han vil det
Af
Enten – Eller. Et Livs-Fragment udgivet af Victor Eremita. Anden Deel indeholdende B.'s Papirer, Breve til A,
Kjøbenhavn 1843,
afsnittet »Ligevægten mellem det Æstetiske og Ethiske i Personlighedens Udarbeidelse«,
SKS 3, 173 /
sks.etxt.dk/EE2/txt.xml#ss173.
Det, der da træder frem ved mit enten – eller er
det Ethiske. Der er derfor endnu ikke Tale om Valget af Noget, ikke Tale
om Realiteten af det Valgte, men om Realiteten af det at vælge. Dette er
imidlertid det Afgjørende, og det er dertil jeg vil stræbe at vække Dig.
Til dette Punkt kan det ene Menneske hjælpe det andet; naar han er
kommen hertil, da bliver den Betydning, det ene Menneske kan have for
det andet, mere underordnet. Jeg har i et foregaaende Brev bemærket, at
det at have elsket giver et Menneskes Væsen en Harmoni, som aldrig tabes
ganske; nu vil jeg sige, det at vælge giver et Menneskes Væsen en
Høitidelighed, en stille Værdighed, som aldrig tabes ganske. Der gives
Mange, der sætte en overordentlig Priis paa at have skuet en eller anden
mærkelig verdenshistorisk Individualitet Ansigt til Ansigt. Dette
Indtryk glemme de aldrig, det har givet deres Sjæl et idealt Billede,
som adler deres Væsen; og dog er selv dette øieblik, hvor
betydningsfuldt det end kan være, Intet mod Valgets øieblik. Naar da Alt
er blevet stille omkring Een, høitideligt som en stjerneklar Nat, naar
Sjælen bliver ene i den hele Verden, da viser der sig ligeoverfor den
ikke et udmærket Menneske, men den evige Magt selv, da skiller Himlen
sig ligesom ad, og Jeget vælger sig selv, eller rettere, det modtager
sig selv. Da har Sjælen seet det Høieste, hvad intet dødeligt øie kan
see, og som aldrig kan glemmes, da modtager Personligheden det
Ridderslag, der adler den for en Evighed. Han bliver ikke en anden end
han var før, men han bliver sig selv; Bevidstheden slutter sig sammen,
og han er sig selv. Som en Arving, om han end var Arving til Alverdens
Skatte, dog ikke eier dem, før han er bleven myndig, saaledes er selv
den rigeste Personlighed Intet, før han har valgt sig selv, og paa den
anden Side er, selv hvad man maatte kalde den fattigste Personlighed
Alt, naar han har valgt sig selv; thi det Store er ikke at være Dette
eller Hiint; men at være sig selv, og dette kan ethvert Menneske, naar
han vil det.
et foregaaende Brev] nemlig i »Ægteskabets æsthetiske Gyldighed«, SKS 3, 50
/ sks.etxt.dk/EE2/txt.xml#ss50.
Hvad er det Umagen værd at erindre det Forbigangne, der ikke kan blive et Nærværende
Af
Frygt og Bæven.
Dialektisk Lyrik,
af Johannes de Silentio,
København 1843,
SKS 4, 126 /
sks.etxt.dk/FB/txt.xml#ss126.
Eller gjorde Abraham maaskee slet ikke, hvad
der fortælles, var det maaskee paa Grund af hine Tiders Forhold noget
ganske Andet, saa lad os glemme ham; thi hvad er det Umagen værd at
erindre det Forbigangne, der ikke kan blive et
Nærværende.
Sproget er til for at skjule Tankerne – nemlig, at man ingen har
SK skriver i
Begrebet Angest.
En simpel psychologisk-paapegende Overveielse
i Retning af det dogmatiske Problem
om Arvesynden
af
VIGILIUS HAUFNIENSIS, Kjøbenhavn 1844:
Passiaren, der ikke mærker, hvad Talleyrand (og allerede før ham Young har sagt) opdagede og dog ikke fuldkommede saa godt som Passiaren gjør det, at Sproget er til for at skjule Tankerne – nemlig, at man ingen har.
SKS 4, 409 /
sks.etxt.dk/ba/txt.xml#ss409.
I
Stadier paa Livets Vei,
Studier af Forskjellige,
sammenbragte, befordrede til Trykken og udgivne
af
Hilarius Bogbinder,
Kjøbenhavn
1845,
citerer han sig selv, nu under navnet Frater Taciturnus, således:
Jeg troer hverken Young eller Talleyrand eller en senere Forfatter have Ret i, hvad de have sagt om Sproget, hvorfor det er til, thi jeg troer, det er til, for at bestyrke Folk i og forhjælpe dem til at lade være at handle.
SKS 6, 315 /
sks.etxt.dk/SLV/txt.xml#ss315.
I journalen NB32:14 (SKS 26, 126 / sks.etxt.dk/nb32/txt.xml#k14) har han fat i det igen, hertil har SKS en kommentar (v./ Niels Jørgen Cappelørn):
hiint Ord, at Msket har faaet Talen for at skjule sine Tanker ... at han ingen Tanker har] I digtet »Love of Fame« 1, v. 207f., siger den eng. digter og præst Edward Young (1683-1765) om hofferne: »Where Nature's end of language is declined / and men talk only to conceal their mind«. Jf. Einige Werke von Dr. Eduard Young, overs. af J.A. Ebert, bd. 1-2, 2. forbedrede udg., Braunschweig og Hildesheim 1777, bd. 3, Braunschweig og Hildesheim 1772, ktl. 1911; bd. 3, s. 36, hvor det i prosaform hedder: »wo der natürliche Zweck der Sprache vermieden wird, und Menschen nur reden, um die Seele zu verhehlen«. – Den fr. biskop og statsmand Charles-Maurice de Talleyrand (1754-1838) skal i 1807 have sagt til den sp. gesandt Isquierdo: »La parole a été donnée à l'homme pour déguiser sa pensée« (»Sprogets/talens gave har mennesket fået for at skjule sin tanke«).
Digter ved den Piges Hjælp, de ikke fik
Der er mangen Mand bleven Geni ved en Pige, mangen Mand bleven Helt ved en Pige, mangen Mand bleven Digter ved en Pige, mangen Mand bleven Helgen ved en Pige; – men han blev ikke Geni ved den Pige, han fik; thi med hende blev han kun Etatsraad; han blev ikke Helt ved den Pige, han fik, thi ved hende blev han kun General; han blev ikke Digter ved den Pige, han fik, thi ved hende blev han kun Fader; han blev ikke Helgen ved den Pige, han fik, thi han fik slet ingen og vilde kun have en eneste, som han ikke fik, ligesom Enhver af de Andre blev Geni, blev Helt, blev Digter ved den Piges Hjælp, de ikke fik.
»In vino veritas«.
En Erindring
efterfortalt
af
WILLIAM AFHAM i
Stadier paa Livets Vei,
SKS 6, 60 /
sks.etxt.dk/SLV/txt.xml#ss60.
Sammenlignende billeddannelse i ubevogtede øjeblikke
Udtryk hos Storm P. (Robert Storm Petersen, da. humorist 1882-1949, »Lige undsluppet« i
Under tre Øjne, 1928).
Hvad der dog er færre bekendt er at det tillige optræder hos Kierkegaard,
nemlig i
Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift
til
de philosophiske Smuler.
Mimisk-pathetisk-dialektisk Sammenskrift,
Existentielt Indlæg,
af
Johannes Climacus,
udgiven
af
S. Kierkegaard.
København
1846,
SKS 7, 157 /
sks.etxt.dk/AE/txt.xml#ss157, noten.
Dog gives der en underfundigere Maade at faae
at vide, om han lyver. Man lade ham blot tale: er han en Bedrager,
saa modsiger han sig selv, netop naar han allerhøitideligst
forsikkrer. Modsigelsen ligger ikke ligefrem, nei, den er deri,
at Udsagnet selv i sig selv ikke indeholder Bevidstheden om det,
som Udsagnet ligefremt udsiger. Udsagnet selv kan objektivt forstaaet
være ligefrem, men Manden har blot den Feil: han ramser*. At
han tillige sveder og slaaer i Bordet, beviser slet ikke, at han ikke
ramser, men beviser blot, enten at han er meget dum, eller at
han tillige har selv en hemmelig Bevidsthed om, at han ramser.
*) Den fremsatte Tankes reduplicerede
Tilstedeværelse i hvert et Ord, i hver en Mellemsætning,
i Digressionen, i Billedets og Sammenligningens ubevogtede Øieblik,
det agte man blot paa, hvis man vil gjøre sig den Uleilighed
at see efter, om et Menneske lyver – dersom man da passer
nøie paa sig selv; thi Evnen til saaledes at passe paa faaer
man ved at holde igjen paa sig selv, saa faaer man den reent gratis
og gider i Almindelighed ikke gjøre synderlig Brug af den.
Mand, Fader og Fuglekonge
Brugt flere gange i
Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift
af
Johannes Climacus,
1846, anden del, andet afsnit, »Sectio II«:
SKS 7, 222 /
sks.etxt.dk/AE/txt.xml#ss222.
i udvortes Henseende gavner Forestillingen om en evig Salighed et Menneske Intet, thi den er først da, naar han har lært at foragte Udvortesheden, og glemt det jordiske Sinds Opfattelse af hvad der er gavnligt; i udvortes Henseende skader det ham ikke, at han mangler denne Forestilling, han kan godt blive »Mand, Fader og Fuglekonge« uden den, og er det noget Saadant han attraaer, da vil denne Forestilling blot forstyrre ham
Senere, i afsnit A, "Det Pathetiske", §1 bliver det yderligere detaljeret:
SKS 7, 365 /
sks.etxt.dk/AE/txt.xml#ss365
Det kan jo være meget priseligt for det enkelte Individ, at han er Kammerraad, flink Arbeider i Contoiret, første Elsker i det Bestandige, næstendeels Virtuos paa Fløite, Fuglekonge, Asyldirecteur, ædel Fader med Værdighed, kort en Satans Karl, der kan baade- og, og faae Tid til Alt.
Fuglekonge] den, der har sejret i en fugleskydning, dvs. en konkurrence, hvor det gælder om at nedskyde en træfugl, opsat på en stang. Fugleskydning, der stammer fra middelalderen, var i det 19. årh. en alm. fritidsfornøjelse for borgerskabet i København. Den afholdtes hver sommer, og sejrherren var 'regerende fuglekonge' indtil næste års skydning.
Se også
Stadier paa Livets Vei, 2) »Adskilligt om Ægteskabet mod Indsigelser«,
SKS 6, 159 /
sks.etxt.dk/SLV/txt.xml#ss159,
H. P. Holst som Fuglekonge, optegnelse fra Journalen NB30:60 (1854),
SKS 25, 435 /
http://sks.etxt.dk/NB30/txt.xml#k60
eller
Derved bliver det!, Avisartikel i
Fædrelandet, 30. december 1854,
SKS 14, 130 /
sks.etxt.dk/DBD/txt.xml#ss130.
Hjertets Reenhed er at ville Eet
Emnet for »En Leiligheds-Tale«, 1. afdeling af
Opbyggelige Taler i forskjellig Aand,
af S. Kierkegaard,
København 1847,
SKS 8, 138 /
sks.etxt.dk/OTA/txt.xml#ss138.
Saa lad os da ved Anledningen af et Skriftemaal tale over
denne Sætning:
Hjertets Reenhed er at ville
Eet,
idet vi til Grund for Betragtningen lægge Apostelen Jakobs Ord, i hans Brev 4de Capitel, Vers
8:
Holder Eder nær til Gud, saa skal han holde sig
nær til Eder! Renser Hænderne, I Syndere, og luttrer Hjerterne I
Tvesindede;
thi kun de Rene af Hjerte kunne see Gud og
altsaa holde sig nær til ham, og bevare Reenheden ved at han holder
sig nær til dem; og Den, der i Sandhed kun vil Eet, han kan kun
ville det Gode, og Den der kun vil Eet,
naar han vil det Gode, han kan kun ville det Gode i
Sandhed.
Ak, af alle Fjender er maaskee Vanen den lumskeste
Fra
Kjerlighedens Gjerninger.
Nogle christelige Overveielser i Talers Form
af S. Kierkegaard.
København 1847,
SKS 9, 43 /
http://sks.etxt.dk/KG/txt.xml#ss43.
Ak, af alle Fjender er maaskee Vanen den lumskeste, og fremfor Alt er den lumsk nok til aldrig at lade sig blive seet, thi Den, der saae Vanen, han er frelst fra Vanen;
Paa de »70,000 Favnes Dyb«
Udtryk fra bl.a.
Kjerlighedens Gjerninger.
Nogle christelige Overveielser i Talers Form
af S. Kierkegaard.
København 1847,
SKS 9, 357.
Kommentaren hertil (v/ Tonny Aagaard Olesen og Pia Søltoft) lyder
et udtryk lanceret af Frater Taciturnus i Stadier paa Livets Vei
(1845), i SKS 6, 411f. / sks.etxt.dk/SLV/txt.xml#ss411, 433f. / sks.etxt.dk/SLV/txt.xml#ss433 og 439 / sks.etxt.dk/SLV/txt.xml#ss439, og senere brugt af Johannes Climacus i Afsluttende
uvidenskabelig Efterskrift (1846), i SKS 7, 131 / sks.etxt.dk/AE/txt.xml#ss131, 187 / sks.etxt.dk/AE/txt.xml#ss187, 212 / sks.etxt.dk/AE/txt.xml#ss212 og 263 / sks.etxt.dk/AE/txt.xml#ss263.
– Favne: Indtil metersystemet i 1907
blev indført i Danmark, og de tidligere måleenheder ved lov blev afskaffet 1916, var 'favn' en officiel
måleenhed, svarende til 1,88 m.
Stadier paa Livets Vei.
Studier af Forskjellige,
sammenbragte, befordrede til Trykken og udgivne af
Hilarius Bogbinder,
København 1845,
heri »'Skyldig?' – 'Ikke-Skyldig?'«
af Frater Taciturnus,
SKS 6, 411 /
sks.etxt.dk/SLV/txt.xml#ss411.
Aands-Existents, især den religieuse, er ikke let; den
Troende ligger bestandigt paa Dybet, har 70,000 Favne
Vand under sig.
Naar man bliver ved at gaae, saa gaaer det nok
SK i et brev til sin svigerinde Henriette (Jette) Kierkegaard,
Brev 36 (1847),
SKS 28, 60 /
sks.etxt.dk/B1/txt.xml#ss60.
Tab for Alt ikke Lysten til at gaae: jeg gaaer mig hver Dag det daglige Velbefindende til og gaaer fra enhver Sygdom; jeg har gaaet mig mine bedste Tanker til, og jeg kjender ingen Tanke saa tung, at man jo kan gaae fra den. Selv om man gik saaledes efter sit Helbred, at dette bestandigt var een Station forud – jeg vilde dog sige: gaae! Det er jo ogsaa aabenbart at man dog ved at gaae bestandigt kommer Velbefindendet saa nær som det er En muligt, selv om man ikke ganske naaer det, men ved at sidde stille, og jo mere man sidder stille, desto nærmere kommer Ildebefindendet. Kun i Bevægelse er Sundheden og Frelsen at finde. Nægter Nogen, at Bevægelsen er til: saa gjør jeg som Diogenes, saa gaaer jeg. Negter Nogen at Sundheden er i Bevægelsen, saa gaaer | jeg fra alle sygelige Indvendinger. Naar man saaledes bliver ved at gaae, saa gaaer det nok.
Fanden i Vold i Røven – efter en Indvoldsorm
Citat fra en optegnelse fra
Journalen NB:87 (1846)
SKS 20, 73 /
sks.etxt.dk/NB/txt.xml#k87.
Med Naturvidenskaberne kan det slet ikke hjælpe at indlade
[sig]. Man staaer der værgeløs
og kan aldeles ikke controlere. Forskeren begynder strax at adsprede med sine
Enkeltheder, nu skal man til Australien nu til Maanen, nu ned i en Hule under
Jorden, nu
Fanden i Vold i Røven – efter en Indvoldsorm; nu skal Teleskopet bruges, nu
Mikroskopet: hvo Satan kan holde det ud!
Meddelelses-Midlerne blive fortræffeligere, men Meddelelserne blive mere og mere forvirrende
Citat fra en optegnelse fra »Den ethiske og den ethisk-religieuse Meddelelses Dialektik«, Papir 369 (1847)
SKS 27, 418 /
sks.etxt.dk/p364/txt.xml#k369.
Meddel[el]ses-Midlerne blive fortræffeligere og fortræffeligere, der kan trykkes hurtigere og hurtigere, med utrolig Hurtighed – men Meddelelserne blive mere og mere travle og mere og mere forvirrende
Hvert enkelt Menneske har en uendelig Realitet, og det er Stolthed og Hovmod ikke i ethvert enkelt Menneske at ære sin Næste
Citat fra en optegnelse fra
Journalen NB5:87 (1848)
SKS 20, 407 /
sks.etxt.dk/NB5/txt.xml#k87.
Hvert enkelt Msk. har en uendelig Realitet, og det er
Stolthed og Hovmod ikke i ethvert enkelt Msk. at ære sin Næste. O, at
jeg saaledes kunde tale med hvert enkelt Msk., jeg er forvisset om, at
jeg skulde bevæge ham. Men det er en Paralogisme at 1000 Msk. er mere
end 1; thi det er at gjøre Msk. til Dyr. Pointen i det at være Msk. er
at Eenheden er det Høieste, 1000 af dem er mindre.
Ak, Ak, Ak inden man faaer indøvet den Dialektik.
Paralogisme] fejlslutning.
At træde i karakter
Udtryk præget af SK i betydningen (at vælge) at være noget fuldt og helt, stå ved sin personlige opfattelse og handle i overensstemmelse med denne,
findes i flere journaloptegnelser fra 1849, bl.a. NB9:74,
SKS 21, 246 /
sks.etxt.dk/NB9/txt.xml#s110.
Men siden den Tid er jeg traadt i Charakteer af religieus Forf:
Findes også i NB10:192,
SKS 21, 359 /
sks.etxt.dk/NB10/txt.xml#k192,
NB12:196,
SKS 22, 265 /
sks.etxt.dk/NB12/txt.xml#k196,
NB13:4,
SKS 22, 274 /
sks.etxt.dk/NB13/txt.xml#k4,
NB14:44.d,
SKS 22, 396 /
sks.etxt.dk/NB14/txt.xml#nb14-44.d,
Kommentaren til NB9 (v/ Christian Fink Tolstrup) oplyser følgende:
Udtrykket er muligvis dannet i analogi med 'træde i gevær', dvs. træde an bag geværene, gøre sig klar til kamp.
Det gaaer saa let, at træde i Lystens Dands;
men naar det saa er længere henne, og det er Lysten, der dandser
med Mennesket mod hans Villie: det er en tung Dands!
Fra en prædiken til Kristi himmelfartsdag: »Christus er Veien«, afsnit II i
Til Selvprøvelse, Samtiden anbefalet,
af S. Kierkegaard, Kjøbenhavn, C. A. Reitzel 1851,
SKS 13, 88 /
sks.etxt.dk/TS/txt.xml#ss88:
En from Mand har sagt, at det koster et Menneske lige saa megen
eller endnu mere Besværlighed at fare til Helvede som at komme i Himlen.
Det er altsaa en trang Vei, Fortabelsens; men Christus er ikke Veien,
og den fører heller ikke til Himlen. Der er paa denne Vei Uro og Angest og Qval
nok, forsaavidt er Veien sandelig trang, Veien til Fortabelsen, den Vei, der,
til Forskjel fra de andre Veie, vi have omtalt (den Vei, der i Begyndelsen er
trang, og bliver lettere og lettere; den trange Vei, der bliver trangere og
trangere),
er kjendelig paa, at den fra Begyndelsen synes saa let, men bliver
forfærdeligere og forfærdeligere. Thi det gaaer saa let, at træde i Lystens
Dands; men naar det saa er længere henne, og det er Lysten, der dandser med
Mennesket mod hans Villie: det er en tung Dands! Og det er saa let at give
Lidenskaberne Tøilen – dristige Fart, man neppe kan følge med Øiet! – indtil saa
Lidenskaberne, efter at have taget Tøilen, som blev dem givet, med endnu
dristigere Fart – Mennesket selv drister sig neppe til at see, hvorhen de føre!
– rive ham med sig! Og det er saa let, at tillade en syndig Tanke at indsnige
sig i Hjertet – ingen Forfører var saa smidig, som en syndig Tanke er det! – det
er saa let, det gjælder ikke her som ellers, at det er det Første, der koster,
o, nei, det koster slet Intet, lige omvendt, den syndige Tanke betaler i dyre
Domme for sig, det koster slet Intet – førend ved Slutningen, naar Du dyrt maa
betale dette Første, som slet ikke kostede Noget; thi er den syndige Tanke
kommet ind, den
gjør sig frygtelig betalt. Som
Smigrer kommer Synden oftest ind i et Menneske; men naar
|89saa
det Menneske er blevet
Syndens Træl: det er den frygteligste Trældom – en trang, en uhyre
trang Vei til Fortabelse!
Geni i en Købstad
Fra journalen
NB9:41 (1849),
SKS 21, 219 /
sks.etxt.dk/nb9/txt.xml#k41:
det er en Ulykke at være Genie i en Kiøbstad.
Bemærkningen falder her i en audiens hos kong Christian VIII, men
fortrædelighederne ved at være et geni i en købstad er et tilbagevendende tema.
København benævnes »et afspærret lille Hul, uden Maalestok, en raadnende Sump«,
se tekstredegørelsen til journalen
NB7,
sks.etxt.dk/nb7/txr.xml#k3
Genier ere som Tordenveir: de gaae mod Vinden, forfærde
Menneskene, rense Luften.
Øieblikket Nr. 6 (1855),
SKS 13, 259 /
sks.etxt.dk/Oi6/txt.xml#ss259:
Genier ere som Tordenveir: de gaae mod Vinden, forfærde Menneskene, rense Luften.
Det Bestaaende har opfundet adskillige Tordenafledere.
Og det lykkes. Ja vist lykkes det; det lykkes at gjøre det næste Tordenveir desto alvorligere.
I Kierkegaards journaler findes flere forarbejder, første gang i
Journalen EE:158, i en optegnelse dateret d. 8 Aug. 39, i formen
(
SKS 18, 55 /
sks.etxt.dk/EE/txt.xml#k158):
Geniet gaaer ligesom et Tordenveir mod Blæsten.
og senere i
Journalen NB12:49 (1849)
SKS 22, 167 /
sks.etxt.dk/NB12/txt.xml#k49,
hvor det tilføjes:
Af Genierne ere der to Arter. Den første Arts
Charakteristiske er Bulderet, Lynet derimod er sparsomt, og slaaer
sjeldent ned. Den anden Art har en Bestemmelse
af Reflexion i sig, ved hvilken de tvinge sig eller tvinge
Bulderet tilbage.
Men Lynet er saa desto intensivere; med Lynets Hurtighed og
Sikkerhed rammer det de udseete enkelte Punkter – og
dødbringende.
Vær Piat – og Du skal see, alle Vanskeligheder forsvinde!
Indlæg nr. 4 i
Øieblikket 9
(1855)
SKS 13, 380 /
sks.etxt.dk/Oi9/txt.xml#ss380
Der var engang da »Qvinden« forholdt sig til sig selv i sin Forestilling om sin Følelse. Een Sorg var nok for at afgjøre hendes Liv for hele Livet; den Elskedes Død eller hans Utroskab, det var nok, hun forstod det saa som Opgaven at være tabt for dette Liv, hvad naar det consequent skal gjennemføres giver lange, lange, indvortes Kampe og Anfægtelser, foranlediger mangt et smertefuldt Sammenstød med Omverdenen, kort gjør Livet vanskeligt. Og derfor, hvortil alle disse Vanskeligheder, vær Piat – og Du skal see, alle Vanskeligheder forsvinde! Den Elskedes Død eller hans Utroskab bliver saa i det Høieste en lille Pause, omtrent som det paa et Bal at sidde en Dands over; en halv Time efter dandser Du med en ny Cavaleer – det vilde jo ogsaa være kjedeligt at dandse hele Natten med een Cavaleer; og hvad Evigheden angaaer, er det jo ret hensigtsmæssigt, at man veed, at der venter En flere Cavalerer. (...)
Der var engang da »Manden« forholdt sig til sig selv i en stor Forestilling om det at være: Charakteer. Man havde Grundsætninger, Grundsætninger som man for ingen Priis svigtede eller slap, ja, man lod hellere sit Liv, udsatte sig hellere hele Livet igjennem for enhver Mishandling end at give det Mindste efter i sine Grundsætninger, fordi man forstod, at det at give det Mindste efter i Forhold til Grundsætninger er at opgive dem, og det at opgive sine Grundsætninger at opgive sig selv. Herved blev Livet naturligviis idel Vanskelighed. Og derfor, hvortil alle disse Vanskeligheder, vær Piat – og Du skal see, alle Vanskeligheder forsvinde! Vær Piat, hav idag een Anskuelse, imorgen en anden, saa igjen den Du havde iforgaars, og saa igjen en ny paa Fredag; vær Piat, gjør Dig selv til Flere, eller udparcelleer Dit Selv, hav een Anskuelse anonymt en anden med Navn, een mundtligt en anden skriftligt, een som Embedsmand en anden som Privatmand, een som Din Kones Mand en anden i Klubben: (...)
(...)Vær Piat; og vær saa enten selv Præst, Provst, Biskop, der – i Kraft af hellig Eed paa det nye Testamente – een Gang om Ugen i tre Qvarteer piatter noget Høit, men forresten giver alt Høiere en god Dag, eller vær selv Lægmand, der i tre Qvarteer opløftes af det Høie, som Præsten i tre Qvarteer piatter, men forresten giver alt Høiere en god Dag: og Du skal see, alle Vanskeligheder forsvinde! (...)
At man, naar det i Sandhed skal lykkes En at føre et Menneske hen til et bestemt Sted, først og fremmest maa passe paa at finde ham der, hvor han er, og begynde der.
Overskriften for Andet Afsnit, Capitel I, A, §2 i
Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed.
En ligefrem Meddelelse, Rapport til Historien,
C.A. Reitzels Forlag, 1859.
Paragraffen fortsætter,
SKS 16, 27 /
sks.etxt.dk/SFV/txt.xml#ss27:
Dette er Hemmeligheden i al Hjælpekunst. Enhver, der ikke kan det, han er selv i en Indbildning, naar han mener at kunne hjælpe en Anden. For i Sandhed at kunne hjælpe en Anden, maa jeg forstaae mere end han – men dog vel først og fremmest forstaae det, han forstaaer. Naar jeg ikke gjør det, saa hjælper min Mere-Forstaaen ham slet ikke. Vil jeg alligevel gjøre min Mere-Forstaaen gjældende, saa er det, fordi jeg er forfængelig eller stolt, saa jeg i Grunden istedetfor at gavne ham egentligen vil beundres af ham. Men al sand Hjælpen begynder med en Ydmygelse; Hjælperen maa først ydmyge sig under Den, han vil hjælpe og herved forstaae, at det at hjælpe er ikke det at herske, men det at tjene, at det at hjælpe ikke er at være den Herskesygeste men den Taalmodigste, at det at hjælpe er Villighed til indtil videre at finde sig i at have Uret, og i ikke at forstaae hvad den Anden forstaaer.
English translation by Hong & Hong, The Point of view for my work as an
author, Princeton University Press, 1998, chapter IA, §2, p. 45:
If
One Is Truly to Succeed in Leading a person to a Specific Place, One must First
and Foremost Take Care to Find Him Where He Is and Begin There
This is the secret in
the entire art of helping. Anyone who cannot do this is himself under a delusion
if he thinks he is able to help someone else. In order truly to help someone
else, I must understand more than he—but certainly first and formost
understand what he understands. If I do not do that, then my greater
understanding does not help him at all. If I nevertheless want to assert my
greater understanding, then it is because I am vain or proud, then basically
instead of benefiting him I really want to be admired by him. But all true
helping begins with a humbling. The helper must first humble himself under the
person he wants to help and thereby understand that to to help is not to
dominate but to serve, that to help is not to be the most dominating but the
most patient, that to help is a willingness for the time being to put up with
being in the wrong and not understanding what the other understands.
Man kan bedrage et Menneske for det Sande, og man kan bedrage et Menneske ind i det Sande
Fra Andet Afsnit, Capitel I, A, §5 i
Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed.
En ligefrem Meddelelse, Rapport til Historien,
C.A. Reitzels Forlag, 1859,
SKS 16, 35 /
sks.etxt.dk/SFV/txt.xml#ss35
Men fra den hele Forfatter-Virksomheds totale Synspunkt er den æsthetiske Produktivitet et Bedrag, og heri »Pseudonymitetens« dybere Betydning. Dog et Bedrag, det er jo noget stygt Noget. Hertil vilde jeg svare: man lade sig ikke bedrage af det Ord »Bedrag«. Man kan bedrage et Menneske for det Sande, og man kan, for at erindre om gamle Socrates, bedrage et Menneske ind i det Sande. Ja, egentligen kan man kun ene paa denne Maade bringe et Menneske, der er i en Indbildning, ind i det Sande, ved at bedrage ham. Den, som er af en anden Mening, forraader derved, at han ikke just er synderlig Dialektiker, hvilket dog netop gjøres fornødent for at operere saaledes. Der er nemlig en stor, det er, den dialektiske eller det Dialektiskes, Forskjel mellem disse to Forhold: En, der er uvidende og skal bibringes en Viden, saa han altsaa er som det tomme Kar, der skal fyldes, eller som det rene Blad, der skal skrives paa – og Een, der er i en Indbildning, hvilken først skal tages bort; saaledes er der ogsaa Forskjel mellem at skrive paa et reent Stykke Papir – og ved Hjælp af ædsende Midler at bringe en Skrift frem, som skjuler sig under en anden Skrift. Antaget nu, at En er i en Indbildning, og altsaa rigtigt forstaaet Meddelelsens Første er at tage Indbildningen bort, – naar jeg da ikke begynder med at bedrage, saa begynder jeg altsaa med ligefrem Meddelelse. Men ligefrem Meddelelse forudsætter, at Modtageren betræffende er Alt i sin Orden til at kunne modtage; men her er dette just ikke Tilfældet, her er jo en Indbildning til Hinder. Det vil sige, her maa først et ædsende Middel bruges; men dette Ædsende er det Negative, men det Negative i Forhold til at meddele er ganske nøiagtigt det at bedrage.
